filmanmeldelse | drama: LA GRAZIA

✮✮✮✮✮

' ….. LA GRAZIA tager fat på emner, vi kan have svært ved at tale om, og lader os blive i overvejelserne …. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION.org

Der er emner, som de fleste af os har en vis berøringsangst over for. Vi ved godt, at de findes, og vi kan også have en holdning til dem, men når vi kommer tættere på de mennesker, det handler om, bliver det straks vanskeligere at være sikker i sin sag. Netop den usikkerhed og de mange overvejelser, der følger med, tager den italienske instruktør Paolo Sorrentino fat på i LA GRAZIA. En meget interessant og smukt fotograferet film, hvor spørgsmål om aktiv dødshjælp, skyld og benådning bliver flettet sammen med forholdet mellem en far og hans voksne datter.

En præsident i tvivl

Filmen foregår i de sidste seks måneder af den fiktive italienske præsident Mariano De Santis' embedsperiode. Han spilles af Toni Servillo, som har den altoverskyggende hovedrolle og gør det eminent godt. Vi befinder os i Italien, men de menneskelige dilemmaer kunne være opstået alle steder. For hvem skal bestemme, hvornår et liv ikke længere er til at holde ud? Og hvordan bedømmer man et menneskes handlinger, når man også skal tage hensyn til det liv, der ligger bag dem?

På præsidentens bord ligger et lovforslag om aktiv dødshjælp, som han skal tage stilling til og eventuelt underskrive. Det er en beslutning, han har svært ved at træffe. Mariano De Santis er en særdeles dygtig jurist, og han har et indgående kendskab til strafferet, men al hans viden gør ikke nødvendigvis afgørelsen lettere. Han er vant til at undersøge, vende og dreje en sag og se den fra flere vinkler. Hver gang der synes at være et svar, melder der sig endnu et spørgsmål. Det er fængslende at følge hans argumentation undervejs, men du bliver også utålmodig.

Du forstår også, hvorfor han ikke bare sætter sin underskrift. Der er et kæmpe ansvar forbundet med hans embede, og det ansvar kan han ikke tænke sig ud af, uanset hvor grundigt han undersøger sagen.

Far og datter

Ved sin side har han datteren Dorotea, spillet af Anna Ferzetti. Hun er også jurist og fungerer som sin fars højrehånd. Hun kender hans måde at tænke på og er dybt involveret i hans arbejde, men de to er ikke enige om, hvordan spørgsmålet om aktiv dødshjælp skal håndteres. Hun ønsker, at han handler, mens han bliver ved med at overveje. Deres samtaler får derfor flere lag, fordi der både er faglige diskussioner og samtaler mellem en far og en datter, som har indrettet en stor del af deres tilværelse omkring hinanden.

To benådningssager

Samtidig skal præsidenten tage stilling til to ansøgninger om benådning. I begge tilfælde er et menneske blevet dræbt, men omstændighederne bag de to handlinger er forskellige. Den ene sag handler om en mand, som har dræbt sin hustru, der var syg med Alzheimers. Den anden handler om en kvinde, som har dræbt sin voldelige ægtemand efter at have levet med mishandling.

Her bliver det svært at holde fast i de enkle svar. Der er begået drab, og der er afsagt domme, men bag sagerne findes mennesker og liv, som ikke uden videre lader sig forklare med en juridisk betegnelse. Hvad betyder lidelsen for vores bedømmelse af en handling? Hvor meget skal omstændighederne veje? Og kan man forstå et menneskes desperation uden dermed at frikende det for det, der er sket? Der er virkelig meget på spil i denne film!

De to benådningssager giver spørgsmålet om aktiv dødshjælp en særlig tyngde, selv om de overhovedet ikke er sammenlignelige. De tvinger både præsidenten og os andre til at overveje, hvor grænserne går mellem medfølelse, ansvar og retten til at bestemme over et liv. Det er let nok at have principper, indtil de skal anvendes på et konkret menneske. Så bliver det pludselig langt vanskeligere.

Dorotea i faderens skygge

Midt i disse store spørgsmål ligger en mere stilfærdig historie om Dorotea. Hun er den trofaste og loyale datter, der står ved sin fars side og tager del i hans ansvar. Men hun er også et selvstændigt menneske, og efterhånden trænger spørgsmålet sig på, hvor meget af sit eget liv hun har tilsidesat for at være der for ham.

Anna Ferzetti er fantastisk god i rollen. Hun giver Dorotea den nødvendige styrke, samtidig med at man mærker, hvor tæt hun er knyttet til sin far. Hendes loyalitet er ikke ukompliceret. Hun kan holde af ham, respektere ham og samtidig være nødt til at gøre sig fri af den plads, hun har fået i hans tilværelse.

Hendes bror har valgt en anden vej og er flyttet til Canada for at være musiker. Han har i højere grad frigjort sig fra farens verden, mens hun er blevet. Brorens liv fylder ikke meget i denne del af historien, men det får betydning, da Dorotea tager derover og får mulighed for at se sin egen situation på afstand.

Sorg og jalousi

Privat bærer præsidenten på sorgen over at have mistet sin hustru. Savnet blander sig med en nagende jalousi, for hendes utroskab fyrre år tidligere plager ham stadig. Han mistænker sin gamle ven Ugo Romani, og tanken vil ikke slippe ham. Også her møder vi et menneske, som har svært ved at finde fred med det, han ikke har svar på.

Toni Servillo bærer filmen med en overbevisende tilstedeværelse. Vi oplever ham også som et sammensat menneske, der bag det alvorlige præsidentembede lytter til rapmusik og ryger cigaretter, til datterens store irritation, selv om han kun har én lunge.

Italiensk elegance og nådens betydning

LA GRAZIA er en meget flot fotograferet film. Daria D'Antonio står bag billederne, som har den italienske elegance, der klæder historien. Der er plads omkring personerne, og man får tid til både at se og tænke.

Titlen rummer betydninger som nåde og benådning, og det passer godt til en film, hvor mennesker forsøger at finde frem til, hvad der er rigtigt at gøre. Det gælder både i de store beslutninger og i det nære forhold mellem far og datter.

For mig er LA GRAZIA især interessant, fordi den tager fat på emner, vi kan have svært ved at tale om, og lader os blive i overvejelserne. Man får lyst til at diskutere både præsidentens beslutninger og datterens situation bagefter. Hvor langt rækker vores ansvar for andre, og hvornår skal vi give plads til, at et menneske selv bestemmer?

Instruktion og manuskript: Paolo Sorrentino. Fotografi: Daria D'Antonio. Medvirkende: Toni Servillo-præsident Mariano De Santis, Anna Ferzetti-Dorotea De Santis, Orlando Cinque-Massimo Labaro, Massimo Venturiello-Ugo Romani, Milvia Marigliano-Coco Valori, Linda Messerklinger-Isa Rocca, Vasco Mirandola-Cristiano Arpa, Rufin Doh Zeyenouin-paven.

filmanmeldelse | drama: LA GRAZIA – få mere filminformation

filmanmeldelse | drama: LA GRAZIA – find den i biografen på filmportalen lanterna.dk

Se trailer her