OPERAEN | anmeldelse: La Bohème
En dramatisk romantisk opera

Fotograf: Miklos Szabo
✮✮✮✮✮
'….. en pragtfuld forestilling, hvor musikken bærer dig igennem en uforglemmelig aften …. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Giacomo Puccinis udødelige opera La Bohème kan igen opleves på Operaen i København. Det er en historie om ungdom, venskab, fattigdom og ikke mindst kærlighed. En kærlighed, der opstår ud af ingenting, vokser sig stærk og siden bliver så kompliceret, at de to mennesker, der elsker hinanden, næsten ikke kan finde ud af at være sammen.
Puccini (1858–1924) komponerede operaen til en libretto af Luigi Illica og Giuseppe Giacosa, der var baseret på Henri Murgers fortællinger om livet blandt kunstnere i Paris. La Bohème blev uropført i Torino i 1896, men persongalleriet kunne lige så godt have levet i vores egen tid. For selv om omgivelserne er anderledes, er følelserne de samme. Vi kender alle til forelskelsen, usikkerheden og de situationer, hvor det bliver lettere at såre et andet menneske end at sige, hvad vi virkelig føler!

Fotograf: Miklos Szabo

Fotograf: Miklos Szabo
Kulden og scenografien
Allerede fra begyndelsen er scenografien en oplevelse. Astrid Lynge Ottosen har skabt et miljø, hvor man fornemmer det kummerlige liv, de unge kunstnere lever. Det er hundekoldt koldt. Sneen falder udenfor, tagvinduet skal lukkes, og vennerne fryser. Man sidder næsten selv og trækker skuldrene op om ørerne. Kulden bliver en del af fortællingen om mennesker, der forsøger at holde fast i livsglæden, selv om de knap nok har råd til at leve.
Vennerne og kærlighedens begyndelse
Vi møder digteren Rodolfo og hans venner, maleren Marcello, musikeren Schaunard og filosoffen Colline. De har ikke en krone, men de har hinanden, humoren og en imponerende evne til at finde løsninger, når det hele ser håbløst ud. Der bliver drillet, diskuteret og gjort grin med deres elendige økonomi. Man fornemmer hurtigt, at de har et tæt venskab.
Rodolfo skal lige skrive en artikel færdig, og det banker på døren. Mimì mangler ild til sit lys, og det bliver begyndelsen på den kærlighedshistorie, som er operaens omdrejningspunkt. Det er enkelt, men Puccini gør det lille møde stort. To mennesker står over for hinanden, forsigtige og nysgerrige, uden at vide, hvor meget deres liv vil forandre sig. Musikken griber den spirende forelskelse, og pludselig bliver det mindre vigtigt, hvor koldt der er, eller hvor få penge de har. I dette øjeblik findes kun de to. Kærlighed ved første blik.

Fotograf: Miklos Szabo

Fotograf: Miklos Szabo
Mimì og Rodolfo
Teona Todua som Mimì er aldeles pragtfuld. Hun har en stemme, der rummer både varme og sårbarhed, og hun lader sin figur udvikle sig gennem forestillingen. I begyndelsen møder vi en ung kvinde, der forsigtigt åbner sig for kærligheden. Hun er forelsket, håbefuld og fuld af tillid. Men efterhånden kommer tvivlen ind i forholdet, og Mimì får sværere ved at forstå, hvorfor Rodolfo trækker sig fra hende. Mimì føler sig ikke forstået af den mand, hun elsker.
Rodolfo bliver jaloux og forestiller sig, at hun flirter med andre, selv om hun ikke giver ham grund til det. Det er sørgeligt, fordi man tydeligt mærker, at de stadig elsker hinanden. Det er ikke kærligheden, der mangler, men evnen til at få den sagt højt og vist i tide. At denne opera er skrevet for små 130 år siden, viser bare, at følelser ikke forandrer sig.
Omer Kobiljak giver Rodolfo en følsom og menneskelig skikkelse. Han synger med en klang og et udtryk, der får os til at forstå den unge mands store følelser, men også hans afmagt. Rodolfo er ikke bare den jaloux elsker, der opfører sig urimeligt. Han er også et menneske, som ikke ved, hvad han skal stille op med den frygt og desperation, der vokser i ham. Kobiljak får denne splittelse frem, og derfor bliver det muligt både at blive vred på Rodolfo og samtidig have medfølelse med ham.

Fotograf: Miklos Szabo
Musetta og Marcello
Clara Cecilie Thomsen er samtidig en herlig og aldeles yndig Musetta. Hun er i begyndelsen den udadvendte og flirtende kvinde, som gerne vil ses, og som ved, hvordan hun får opmærksomhed. Hun kan virke både selvoptaget og uberegnelig, især i forholdet til Marcello. Men der er meget mere i hende end den kokette facade. Da Mimì bliver alvorligt syg, træder en helt anden side af Musetta frem. Hun bliver den hengivne og loyale veninde, der ikke tøver med at give afkald på noget af sit eget for at hjælpe et andet menneske. Hun sælger sine øreringe. Clara Cecilie Thomsen er en lysende stjerne.
Hendes omsorg fortæller samtidig noget om den kærlighed, hun stadig føler for Marcello. Jens Søndergaard giver Marcello et godt modspil, og deres omskiftelige forhold bliver en interessant kontrast til Mimì og Rodolfos sårbare og stille kærlighed.
Musikken og genopsætningen
Det Kongelige Kapel, under Dominik Beykirchs musikalske ledelse, er en væsentlig del af oplevelsen. Puccinis partitur skifter mellem det muntre, det inderlige og det dybt tragiske. Stemmerne står centralt, og samspillet mellem solister, orkester og Det Kongelige Operakor skaber en stærk helhed. Det er denne blanding af sangpræstationer og musikalsk dramatik, der gør La Bohème så gribende. I særdeleshed er denne opera ideel til den, der aldrig har set en opera. Musikken er melodiøs og iørefaldende.
Elisabeth Lintons genopsætning er flot og nuanceret. Hun har blik for, at historien ikke kun handler om to mennesker, der forelsker sig og mister hinanden. Den handler også om fællesskab, ungdommens overmod og det øjeblik, hvor livet pludselig viser sig fra sin alvorlige side. Meget er naturligvis også givet på forhånd af Puccinis musik og den levende libretto.
Og så kommer afslutningen, hvor Mimì er svækket af sin sygdom, tuberkulose. Her er Teona Todua så rørende og levende, at jeg må indrømme, at jeg blev virkelig berørt. Hun spiller ikke bare en kvinde, der er ved at dø. Hun får os til at mærke et menneske, der stadig har kærlighed at give, men ikke længere har tid til at leve den ud. Rodolfos fortvivlelse bliver næsten ubærlig, fordi han først nu fuldt ud konfronteres med alt det, han burde have sagt og gjort, mens der endnu var tid. Det er stærkt.

Fotograf: Miklos Szabo
Hvorfor La Bohème stadig rammer
Måske er det netop derfor, La Bohème stadig kan ramme os så hårdt. Kærlighed hører ikke en bestemt tid til. Vi kan opleve den lykkeligt eller ulykkeligt, måske flere gange i livet og måske kun én gang, der til gengæld bliver afgørende.
La Bohème er derfor langt mere end en romantisk opera med en sørgelig slutning. Det er et drama om mennesker, der forsøger at finde vej gennem livet med alle deres fejl, håb og store følelser. Kærlighed er dyrebar og kan ikke tages for givet.
Junioranmelderens dom
KULTURINFORMATIONs junioranmelder Valdemar på 14 år var betaget af historien og dramaet og synes, musikken var flot. Han pointerede, at det var godt, der var overtekster, ellers havde det været svært at følge med. Følelser og forelskelse er noget, man forstår i den alder. Valdemar var også begejstret for scenografien, der gav stemning, og jeg har skrevet nogle af hans synspunkter ind i anmeldelsen. Alt i alt en pragtfuld forestilling, hvor musikken bærer dig igennem en uforglemmelig aften.

Fotograf: Miklos Szabo
Medvirkende: Teona Todua-Mimì, Omer Kobiljak-Rodolfo, Clara Cecilie Thomsen-Musetta, Jens Søndergaard-Marcello, Kristian Lindroos-Schaunard, Henning von Schulman-Colline, Simon Schelling-Benoît, Morten Staugaard-Alcindoro og Lars Bo Ravnbak-Parpignol. Kunstnerisk hold: Giacomo Puccini-komponist, Luigi Illica og Giuseppe Giacosa-libretto, Dominik Beykirch-musikalsk ledelse, Elisabeth Linton-iscenesættelse, Astrid Lynge Ottosen-scenografi, Magdalena Stenbeck-kostumer, Ulrik Gad-lysdesign og Miles Hoare-genopsætningens koreograf. Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor.
Det Kongelige Teater, Operaen. I samarbejde med GöteborgsOperan.
OPERAEN | anmeldelse: La Bohème – besøg OPREAEN
LÆS OGSÅ:
INTERVIEW: Operachef Elisabeth Linton
Madame Butterfly på Det Kongelige Teater
Il trittico: DET KONGELIGE TEATER
OPERAEN | anmeldelse: La Bohème er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
Det Kongelige Teater — La Bohème by Giacomo Puccini — English Abstract
Giacomo Puccini’s immortal opera La Bohème (1896) returns to the stage of the Royal Danish Opera in Copenhagen, in a production staged by Elisabeth Linton with scenography by Astrid Lynge Ottosen and musical direction by Dominik Beykirch, presented in co-production with GöteborgsOperan. Georgian soprano Teona Todua delivers a luminous and deeply affecting performance as Mimì — tracing her character’s arc from hopeful vulnerability in the opening candlelight scene through the jealousy-driven estrangement of the middle acts to a final death scene of extraordinary emotional power. Omer Kobiljak’s Rodolfo is sensitively drawn — communicating the young poet’s passionate ardour and emotional paralysis with considerable vocal and dramatic intelligence. Clara Cecilie Thomsen is outstanding as Musetta, whose apparent coquettishness conceals a deep loyalty and generosity that emerges powerfully in the opera’s final act. The production is characterised by an exceptional coherence between musical performance, vocal achievement and scenic atmosphere: Ottosen’s scenography renders the Parisian garret with a physical cold that permeates the entire performance. Det Kongelige Kapel under Beykirch navigates Puccini’s score from its comedic effervescence to its tragic depth with assured authority. Reviewed by Louise Frevert, with additional perspective from junior reviewer Valdemar, age 14. Performed at Det Kongelige Teater, Operaen, Copenhagen.

