150 ÅR MED RICHARD WAGNER | rejseartikel: I et musikalsk genis fodspor
af rejsejournalist, Githa Schultz
Richard Wagner foreviget i marmor af billedhuggeren Gustav Adolf Kietz. Busten i Semperoper Dresdens foyer minder om komponistens tætte forbindelse til Dresden. Foto Githa Schultz
' ….. musikken kan rive én ud af øjeblikket og efterlade én uden ord … '
– Githa Schultz, KULTURINFORMATION.org
Richard Wagner: Manden, jeg ikke helt kan finde
Richard Wagner kan sætte noget i bevægelse i mig.
Hans musik kan fremkalde gåsehud og tårer, men manden bag de mægtige toner? Ham har jeg sværere ved at komme tæt på.
Den tyske komponist levede fra 1813 til 1883, men hans kunstneriske storhed og menneskelige skyggesider gør ham stadig fascinerende og besværlig at blive klog på.
Anderledes ligetil er det med Brødrene Grimm, hvor eventyrene, skovene og heksene straks dukker op, eller med Caspar David Friedrich, hvis ensomme skikkelser og romantiske landskaber taler deres eget tydelige sprog.
Wagner har længe befundet sig i periferien af mit kulturliv. Ved flere lejligheder mødte jeg den danske Wagner-ekspert Henrik Nebelong, og i 2004 skrev vi begge i det danske operablad ASCOLTA. Han om Wagner, jeg om den amerikanske operasangerinde Marilyn Horne.
Siden blev jeg for alvor ramt af ouverturen til Tannhäuser. Et regulært auditivt chok, der åbnede døren til et musikalsk univers, jeg har haft svært ved at slippe.
I 2026 er det 150 år siden, Bayreuth Festspiele blev grundlagt.
Jubilæet giver mig anledning til at følge sporene efter Wagner gennem Dresden, Leipzig og Bayreuth.
Jeg vil tættere på mennesket bag musikken, den kompromisløse kunstner med de svimlende ambitioner og de problematiske holdninger.
Kan man lade sig bevæge dybt af musikken uden at lukke øjnene for komponisten?
Det spørgsmål følger mig gennem fire dage.
Semperoper Dresden hvor Wagner arbejdede som hofdirigent, og hvor Rienzi fik premiere i 1842. Her tog komponistens karriere for alvor fart. Fotograf Udo Bernhart
Fürstenzug i Dresden er historiens magtparade på over 100 meter, hvor Sachsens fyrster og konger rider frem på 23.000 Meissen-porcelænsfliser. Et imponerende kunstværk, der overlevede bombardementerne i 1945 med kun få skrammer. Foto Githa Schultz
Dresden, hvor Wagner træder ind på scenen
I 1843 blev Richard Wagner udnævnt til kongelig saksisk hofkapelmester, og Dresden kom til at spille en afgørende rolle i hans liv.
På en byvandring følger jeg hans spor gennem det historiske centrum sammen med Christoph Münch, musikolog, journalist og Dresden-kender. Med sit indgående kendskab til byens musikliv gør han historien levende.
Første stop er Semperoper, hvor Wagner virkede som dirigent, og hvor hans musik stadig har en særlig plads. Rienzi havde premiere på det daværende hofteater i 1842 og blev et afgørende gennembrud for den unge komponist.
Indenfor møder vi guld, ornamenter, fløjl og lysekroner i overdådige sale. Det er let at forestille sig Wagners musik fylde rummet og forstå, hvordan operaen for ham kunne blive et helt univers i sig selv.
En buste af komponisten, udført af Gustav Adolf Kietz, vidner om hans tætte forbindelse til operahuset.
Men Wagner var ikke kun hoffets mand. Han var stærkt optaget af tidens revolutionære og demokratiske idéer, og i 1849 deltog han i Dresdens oprør. Der blev udstedt arrestordre på ham, og han måtte flygte.
En lang periode i eksil fulgte. Også uden for operascenen havde Wagner sans for det dramatiske.
På det sted, hvor Hilton Dresden ligger i dag, boede han engang. Pludselig bliver de smukke gader mere end kulisser. De er konkrete spor efter et menneske, der for længst er borte, men hvis musik stadig klinger.
Det var også i Dresden, Wagner udviklede sine tanker om operaen.
Han ville væk fra de traditionelle arier og duetter og lade musik, sang og handling smelte sammen til ét sammenhængende musikdrama. Ambitionerne var enorme, og krævede både kunstnerisk frihed og penge. Helst mange af dem.
Men Dresden fortæller også sin egen dramatiske historie. Byen blev næsten totalt ødelagt under de allieredes bombardementer i februar 1945, men siden genopbygget med stor respekt for de historiske bygninger. De mørke sten og facader giver byen en patina, der får selv nyere dele til at synes ældre.
Jeg går gennem en by, der har overlevet Wagner med mere end et århundrede og siden rejst sig af ruinerne. Fortid og nutid ligger side om side, og komponisten føles pludselig mindre fjern.
Altertavlen i Frauenkirche Dresden er et barokt kunstværk, hvor figurer, søjler og gyldne detaljer samler blikket.
Her er der noget at dvæle ved, før øjnene igen søger op mod kirkens imponerende kuppel. Fotograf Jürgen Vetter
Zwingers klokkespil spiller med klokker af Meissen-porcelæn som en musikalsk hilsen til Dresdens overdådige barokarkitektur. Foto Githa Schultz
Frauenkirche, hvor musikken kommer fra alle sider
Det er svært ikke at standse op foran Frauenkirche Dresden. Den står her i dag, som om den altid har stået her, og alligevel er den næsten ny.
Under bombardementerne i 1945 blev den mægtige barokkirke opslugt af flammer. To dage senere styrtede den sammen. I årtier lå ruinen som et sår midt i byen, indtil man efter genforeningen besluttede at rejse kirken igen, sten for sten.
Genopbygningen blev afsluttet i 2005, og i dag står kirken som et symbol på forsoning og fred.
For Wagner er stedet særligt. I 1843 dirigerede han uropførelsen af sit korsymfoniske værk Das Liebesmahl der Apostel, skrevet til det enorme kirkerum. Koret var placeret forskellige steder, så musikken kom fra flere sider, og nærmest omsluttede publikum.
Jeg har selv oplevet noget af den virkning med Dresdner Kreuzchor i Vor Frelsers Kirke, og det føltes, som om min sjæl og mit legeme blev svøbt i silke af de vidunderlige stemmer fra alle sider.
Nu står jeg i Frauenkirche og forestiller mig, hvordan Wagner må have arbejdet med rummets muligheder. Hvad sker der med musikken, når stemmerne ikke blot kommer fra scenen, men fra alle sider?
Jeg deltager også i den økumeniske aftenbøn, hvor der hver torsdag bedes for fred og forståelse på tværs af nationer og trosretninger. Jeg sidder stille og suger det hele til mig. Musikken, historien, bønnen.
Måske er det netop gennem rum, lyd og stilhed, at Wagner kommer tættest på.
På Restaurant Coselpalais i Dresden føler man sig næsten kongelig i de elegante, historiske omgivelser. Om lidt serveres middagen, ledsaget af et glas lifligt Schloss Proschwitz Prinz zur Lippe, Grauburgunder. Foto Githa Schultz
Midt i Dresdens barokke pragt stikker Kulturpalastets vægmaleri fra 1969 ud med sit DDR-typiske formsprog. Ikke just min foretrukne æstetik, men det har alligevel en råhed og en egenart, der får mig til at standse op. Foto Githa Schultz
Richard Wagner i en noget alternativ udgave i Leipzig. En lille, ung mand med kulsort hoved og en skygge, der fylder mere end ham selv. Jeg er knap så overbevist om det kunstneriske resultat. Foto Githa Schultz
Graupa, hvor Wagner bliver menneskelig
I sommeren 1846 tog Wagner en pause fra Dresden, og tilbragte elleve uger i Graupa sammen med sin hustru Minna. Han lejede to værelser i et gammelt bondehus, det senere Lohengrinhaus, og arbejdede videre med Lohengrin.
På Jagdschloss Graupa, en del af Wagner-museumskomplekset i Graupa, fortæller en moderne udstilling om hans liv og tid i Sachsen.
Man kan blandt andet prøve kræfter med et virtuelt orkester og opleve, hvordan de enkelte instrumenter bidrager til hans karakteristiske klang.
Det er en fin måde at komme ind i musikken på. Ikke gennem de store armbevægelser, men ved at undersøge, hvordan den er skabt.
Et par minutters gang derfra ligger Lohengrinhuset, også en del af Wagner-museumskomplekset. Her er værelserne rekonstrueret på baggrund af beskrivelser fra mennesker, der kendte Wagner.
En seng. Et bord. Et rum, hvor han har siddet og arbejdet.
Her bliver geniet pludselig til en mand, der har lejet et par værelser på landet. Jeg går rundt og forsøger at forestille mig hverdagen bag de store visioner. Men den umiddelbare menneskelige genkendelse, jeg kan føle hos Brødrene Grimm eller Caspar David Friedrich, finder jeg stadig ikke.
Så går man videre. Og så hører man musikken.
KULTURINFORMATIONs rejsejournalist i overjordiske smukke omgivelser i Liebethaler Grund.
UNESCO-Markgräfliches Opernhaus i Bayreuth stråler af barokkens guld og illusioner. Wagner fandt det dog for småt til sine musikdramaer, og drømte om en scene, der kunne rumme hele hans kunstneriske univers. (c) Loic Lagarde
Da Wagner blev monumental
Fra Graupa går turen videre til Liebethaler Grund. Stien fører ned i en grøn kløft, hvor høje træer lukker lyset ind i flimrende glimt, og bækken risler hen over mosklædte sten. Her er stille og fugtigt, og naturen synes at gemme på sine egne hemmeligheder.
Og så åbenbarer han sig 12,5 meter over os.
Wagner støbt i bronze stående på en sokkel af sandsten som en gralsridder, omgivet af figurer, der symboliserer musikkens lyse, lyriske og mørke kræfter.
Et monument, der ikke just lider af falsk beskedenhed, men løfter komponisten op i myternes verden.
Så lyder musikken. Præludiet til 1. akt af Lohengrin breder sig mellem træerne, mens bækken fortsætter sin sagte rislen. De næsten vægtløse toner vokser til en strålende, overjordisk klang.
Pludselig træder omgivelserne i baggrunden. Sandstensklipperne, bækken, træerne og monumentet bliver en del af musikken, og jeg mister næsten fornemmelsen af, hvor jeg står. Det snører sig sammen i halsen, og tårerne løber. Jeg kan ikke værge mig. Jeg er fuldstændig overvældet.
Her midt i kløften er der ikke brug for flere forklaringer. Musikken taler sit eget sprog, og jeg lytter.
At nyde hvert sekund i Wagners univers. Under den timelange pause i Parsifal den 31. juli 2026 indfangede
en ukendt kvinde på en bænk foran Festspielhaus øjeblikket med farveblyanter.
Efter 45 minutter var ventetiden blevet til kunst. Pia Biehl forevigede tegningen, og et lille stykke Wagner-magi fik endnu et liv.
En pause fra Wagner
Efter mødet med Wagner i den skovklædte kløft går turen til Schloss & Park Pillnitz. Kontrasten kunne næsten ikke være større.
Pillnitz var den saksiske kongefamilies sommerresidens med barokarkitektur, asiatisk inspirerede bygninger og historiske haver, mens Elben slynger sig som et glitrende bånd gennem landskabet.
Her venter en anden form for skønhed. Mere afslappet og uden krav om at forholde sig til et musikalsk geni. Det er tiltrængt, for Wagner fylder.
Efter frokost i de royale omgivelser i Pillnitz går turen tilbage til Dresden, inden vi fortsætter mod Leipzig.
Her venter Det Kongelige Slot, der blev lagt i ruiner under bombardementerne i 1945. Heldigvis var de kostbare samlinger blevet gemt forskellige steder uden for byen, og undgik dermed ødelæggelsen.
Efter krigen blev store dele ført til Sovjetunionen og kom først tilbage i 1958. Siden er slottet genopbygget, mens sale og interiører er rekonstrueret med imponerende præcision.
Og så står den der: Verdens største naturligt grønne diamant, 41,7 karat og så intenst grøn, at man næsten tvivler på, om naturen virkelig kan præstere den farve. Diamanten kom til det saksiske hof i 1741 og glimter bag glasset som en af samlingens store skatte.
Men slottet rummer langt mere end én berømt ædelsten. De overdådige sale og enestående kunstskatte fører tilbage til Sachsens storhedstid, hvor magt, rigdom og raffineret smag konkurrerede om opmærksomheden.
Semperoper Dresden og Residenzschloss ligger side om side som vidnesbyrd om Dresdens storhed. Her er der skruet op for både arkitektur, historie og de saksiske ambitioner. Foto Githa Schultz
Persongalleriet tæt på Richard Wagner blandt andre patroner, hustruer, familie. Persongalleriet vises på Jagdschloss Graupa. Foto Githa Schultz
KULTURINFORMATIONs rejsejournalist spyttede øllet ud som fireårig, og har siden holdt sig fra de gyldne dråber.
Men hos Maisel & Friends i Bayreuth glider fem smagsprøver og en Bayreuther HELL ned med velbehag.
Wagner skulle også have sat pris på øl. Måske er det ikke kun musikken, der kan overraske med alderen!
Wagner får ikke hele scenen
Leipzig er også Wagner-by. Han blev født her i 1813, men jeg savner lidt den begejstring for byens berømte søn, som jeg havde forventet.
Måske er det ikke så enkelt at hylde Wagner.
På Augustusplatz ligger Gewandhaus, bygget i 1981, byens store koncertsal, men Wagner må dele den musikalske hæder med Bach, Mendelssohn og Schumann.
På Alte Nikolaischule gik den unge Wagner i skole. Bygningen er smuk udefra, men indvendigt er udstillingen om ham henvist til en grå kælder, der mest af alt minder om DDR-tristhed.
Jeg haster gennem udstillingen, og ender i en endnu mere trist betonudgang. Men jeg når da at købe en bog om Wagner. Som en lille tidsrejse følger der endda en håndskrevet kvittering med. Så oldschool kan Leipzig altså også være.
Ved Goerdelerring står Richard Wagner Memorial.
Max Klingers marmorsokkel fra starten af 1900-tallet skulle oprindeligt bære en over fem meter høj Wagner, men i 2013 kom Stephan Balkenhols version i anledning af Wagners 200-års fødselsdag: en lille, ung Wagner med et helt sort hoved og en gigantisk skygge bag sig.
Symbolikken kan fortolkes på flere måder. Jeg ser en lille mand med stor indflydelse, men har svært ved at blive begejstret.
Han ligner mest én, der har været en tur forbi skorstensfejeren. Jeg savner både mennesket og den kraft, hans musik rummer.
Historien omkring monumentet er til gengæld alvorlig. I 1934 lagde Hitler og overborgmester Carl Goerdeler grundstenen til et gigantisk Wagner-nationalmonument, der aldrig blev opført. Det er måske en del af forklaringen på, at Wagner ikke uden videre kan hyldes som en ukompliceret lokal helt.
Jeg forstår derfor godt, at Leipzig må finde sin egen måde at håndtere Wagner på. Alligevel kunne jeg have ønsket mig en mere levende formidling, hvor både den musikalske revolutionær, det besværlige menneske og den problematiske arv fik plads.
Mit bedste Leipzigøjeblik bliver helt jordnært: en god frokost på Café Central med gratineret rødfisk og frisk grapefrugtjuice. Efter så mange historiske armbevægelser er det rart at komme ned på jorden igen.
På Maisel & Friends i Bayreuth grundlagt i 1887, går øllets historie og livsnydelse hånd i hånd. Liebesbier er et sandt slaraffenland af stemning, smag og gastronomi med ambitioner. Fotograf Michael Bauer
I det meget gennemførte Richard Wagner-Museum (Jagdschloss Graupa) er selv gardinerne grebet af Wagner. Lilla og gennemsigtige svæver de foran vinduet, mens musikken strømmer gennem rummet, og landskabet udenfor næsten bliver en del af partituret. Foto Githa Schultz
Fra Wagner til øl
Efter frokost går turen videre mod Bayreuth. Her venter Wagners helt store scene. Men først skal vi møde en anden del af den tyske kulturarv: øllet.
På Maisel & Friends står den på bryggeribesøg og middag på Liebesbier. Det gamle bryggerimiljø er forvandlet til et levende univers, hvor øllets historie, moderne gastronomi og gæstfrihed mødes.
Wagner satte pris på god øl. For mit eget vedkommende er besøget lidt af en historisk begivenhed.
Jeg drikker øl.
Det er ellers mange år siden, jeg sidst har gjort det. Faktisk ikke siden jeg som fireårig fik et glas af min farmor, der bildte mig ind, at det var saftevand. Jeg nåede én slurk, opdagede bedraget og spyttede det ud.
Nu smager jeg mig gennem Pale Ale, Urban IPA, Westcoast IPA, Irish Red og Irish Stout. Til min egen overraskelse er der flere, jeg faktisk godt kan lide.
Alte Nikolaischule, hvor Wagner gik i skole, er smuk udefra. Indvendigt er Wagner henvist til kælderudstilling. Foto Githa Schultz
Leipzig har måske lidt svært ved at finde melodien, når det gælder byens store søn, Richard Wagner. Heldigvis rammer Café Central de helt rigtige toner med sublimt gratineret rødfisk og friskpresset grapefrugtjuice. Her er der styr på både smag og de store armbevægelser. Måske kunne Leipzig hente lidt inspiration til sin Wagner-hyldest. Foto Githa Schultz
Hvis Wagner har en by, er det Bayreuth
I Bayreuth fik Wagner mulighed for at skabe de rammer, han mente var nødvendige for sit musikdrama. Her grundlagde han festivalen, og byggede sit eget teater. Hvis nogen by kan siges at være hans, er det denne.
Men inden vi når Festspielhaus, begynder vi ved Markgräfliches Opernhaus. Det UNESCO-fredede barokteater fra 1748 er varmt, farverigt og overdådigt. Et sted, hvor man næsten automatisk får lyst til at sætte sig ordentligt til rette og lade sig underholde.
Wagner mente imidlertid, at det var for småt til hans visioner.
Kontrasten til Festspielhaus bliver markant.
Haus Wahnfried, Wagners tidligere hjem og nu museum, ligger tilbagetrukket i sin egen verden af have og historie.
Richard Wagner boede her fra 1874 til sin død i 1883. Vi oplever huset udefra, men også her fornemmer man, at det var rammen om både hans arbejde og familieliv.
I haven ligger Richard og Cosima Wagners grav. Ikke langt derfra ligger også Wagners elskede hund Russ begravet. Folk lægger blomster på Wagners grav. På dagen ligger også en lille svane. Kødben ved hundens grav er også noget, folk ynder at lægge.
En jordnær detalje midt i fortællingen om et menneske, der ellers tænkte og drømte i kolossale formater.
Menneskene omkring Wagner var der ellers nok af. Hans første hustru, Minna Planer, fulgte ham gennem år med økonomiske problemer og uro. Senere blev Cosima, Franz Liszts datter, hans hustru og en central støtte for hans kunstneriske projekt. Efter hans død arbejdede hun utrætteligt på at bevare hans arv og videreføre Bayreuth-festivalen.
Wagner havde også et forhold til Mathilde Wesendonck, mens hendes velhavende mand, Otto, stillede bolig til rådighed for komponisten og hjalp ham økonomisk. Det må have været en temmelig kompliceret form for gæstfrihed.
Men ingen støttede Wagners drømme mere afgørende end kong Ludwig II af Bayern. Den unge konge var så betaget af komponistens musik, at han i 1864 hjalp ham ud af en alvorlig økonomisk krise og siden finansierede flere af hans værker og visioner.
Ludwig havde selv en forkærlighed for det storslåede og eventyrlige. Han lod blandt andet opføre Schloss Neuschwanstein, Schloss Linderhof og det Versailles-inspirerede Schloss Herrenchiemsee.
Hvor Wagner byggede sit musikalske kongerige i Bayreuth, skabte Ludwig sine egne drømmeverdener.
Wagner manglede med andre ord ikke mennesker, der troede på ham. Måske var det netop hans kompromisløse tro på sin egen vision, der fascinerede andre, selv når han gjorde det svært at være tæt på ham.
Ved Schloss Pillnitz & Park glider Elben roligt forbi det barokke sommerparadis, hvor kongelig elegance møder flodens åbne landskab. Foto Githa Schultz
I det lille Lohengrinhus i Graupa boede Wagner med Minna i elleve sommeruger i 1846. Her fandt han ro til arbejdet med Lohengrin. Et beskedent hus med plads til store musikalske drømme. Foto Githa Schultz
Fra træ til Wagner
Steingraeber & Söhne, Bayreuths traditionsrige klaverfabrik, blev grundlagt i 1852 i Bayreuth. Familien har bygget klaverer siden 1820, og i dag er det syvende generation, Fanny Steingraeber, der tager imod.
Fanny viser rundt med en varme og begejstring, der hurtigt smitter.
Her følger man klaveret fra træsort og råmateriale til det færdige instrument. Træet udvælges og tørres, lydbunden formes, strenge og mekanik monteres, og til sidst finjusteres det hele, indtil klangen sidder, som den skal.
Det er præcisionshåndværk i gammeldags forstand. Wagner havde selv Steingraeber-klaverer i sit hjem, og pludselig bliver den store Wagnerfortælling helt konkret.
Musikken er ikke kun blevet skrevet og spillet i Bayreuth. Nogle af instrumenterne bag den kom til verden lige her.
Forbindelsen rækker helt til Danmark. I Bagsværd Kirke står et Steingraeber-flygel med et ydre tegnet af Jørn Utzon. Endnu et møde mellem musik, arkitektur og håndværk.
Efter et par timer blandt træ, strenge og tangenter føles det næsten, som om jeg har fulgt musikken baglæns, fra den færdige klang tilbage til det stykke træ, den begyndte med.
Nu er det tid til at gå den anden vej. Fra værkstedet til scenen. Festspielhaus venter.
Fanny Steingraeber, nummer to fra højre, repræsenterer syvende generation i Bayreuths traditionsrige klaverfabrik Steingraeber & Söhne. Med smittende begejstring åbner hun dørene til et fascinerende håndværk i verdensklasse, hvor træ bliver til toner, og Wagner stadig klinger med.
Zwinger i Dresden er barok i fuldt flor. Med overdådige pavilloner, buede gallerier og skulpturer er det et arkitektonisk festfyrværkeri, genopbygget efter bombeødelæggelserne i 1945. Foto Githa Schultz
Festspielhaus, Wagners hellige gral
Hvis Markgräfliches Opernhaus er barokkens overdådige smykkeskrin, er Richard Wagners Festspielhaus nærmest det modsatte. Køligt, enkelt og næsten klinisk. Og meget Wagner.
Her skulle intet distrahere fra værket. Ikke guld, stuk eller publikums indbyrdes selskabelighed. Wagner ville skabe et teater, hvor lyset blev slukket, publikum forsvandt ind i musikken, og selve huset blev en del af oplevelsen.
Han fik sit hus. Og sikke et hus.
Festspielhaus har 1.937 siddepladser, men noget af det mest spektakulære befinder sig under scenen. Orkestret er skjult i den berømte ”mystiske afgrund” med en kapacitet op til 110 musikere.
Musikerne sidder under scenen, lyden kastes mod scenen og blander sig med sangernes stemmer. Det er en væsentlig del af den særlige Bayreuthakustik.
Wagner ville ikke have, at publikum skulle sidde og kigge på musikerne, mens de kæmpede sig gennem hans musikalske maratoner. De skulle være usynlige.
Salen mørklægges under forestillingerne, og det sorte jerntæppe understreger fornemmelsen af, at verden udenfor nu er lukket ude.
Herinde er det Wagner, der bestemmer. Og han nøjedes som bekendt ikke med små armbevægelser.
På den 740 kvm store hovedscene er der plads til guder, helte, dværge, drager og andre mennesker med problemer, der er betydeligt større end vores egne.
Festivalen byder også på introduktionsforedrag, debatter, mesterkurser og Wagner for børn. Ringen kunne i år opleves i en børnevenlig udgave på omkring 90 minutter.
Festivalorkestret spiller desuden gratis udendørskoncerter foran Festspielhaus.
Selv Wagner kan altså opleves uden billet til en forestilling, og uden at skulle sidde ret op og ned i timevis.
Billetterne er en mangelvare. For mange Wagnerelskere er Festspielhaus et sted, man drømmer om at opleve, men som ikke uden videre lader sig indtage.
Selve bygningen vidner om Wagners kompromisløse vilje til at skabe et hus, der kunne indfri hans vision helt ned i mindste detalje. At træde indenfor er næsten en ophøjet oplevelse. Her mærker man historiens vingesus og fornemmer, hvor grænseløst et kunstnerisk menneske kan stræbe efter at skabe noget, der rækker ud over det sædvanlige.
Haus Wahnfried, Bayreuth. Richard Wagners tidligere hjem og i dag museum, ligger fredfyldt begravet i haven ved siden af sin hustru Cosima. Her boede komponisten fra 1874 til sin død i 1883. Foto Githa Schultz
Friedrichstraße i Bayreuth. Gotiske bogstaver og historiens vingesus i øjenhøjde. Foto Githa Schultz
Jeg er langtfra færdig med Wagner
Efter fire dage i Wagners spor er mennesket Wagner stadig en gåde. Men jeg har fået et mere nuanceret billede af manden bag musikken og set, hvordan hans ambitioner satte sig fysiske spor i Bayreuth.
Frem for alt har jeg mærket, hvordan musikken kan overtage et helt landskab.
På Richard Wagner-Museet i Graupa vises særudstillingen ”Tabu Wagner? Jødiske perspektiver”. Her hæfter jeg mig især ved Leonard Bernstein, den amerikanske dirigent og komponist, der selv var jøde og alligevel blev en af det 20. århundredes store Wagnerfortolkere.
Leonard Bernstein fik sit store gennembrud i Carnegie Hall den 14. november 1943, da han med få timers varsel overtog dirigentstokken. På programmet var blandt andet Wagners forspil til Die Meistersinger von Nürnberg.
Mange år senere satte han ord på sit splittede forhold til komponisten i filmen Bernstein on Wagner:
”Der er øjeblikke, hvor jeg har lyst til i vrede at smække partituret i og høre mig selv sige: Richard Wagner, jeg hader dig, men jeg hader dig på mine knæ!”
Den sætning rammer paradokset præcist. Wagners antisemitisme kan ikke bortforklares, og hans musikalske storhed gør ikke hans holdninger mindre forkastelige.
Bernstein rummer det ubehagelige paradoks, at kunsten kan bevæge os dybt, selv når mennesket bag den vækker modvilje.
Danmark kan heller ikke sige sig fri for antisemitisme. I begyndelsen af 1800-tallet førte den til offentlig hetz og voldelige angreb mod jøder.
Men i Tyskland blev jødehadet under nazismen forvandlet til systematisk forfølgelse og folkedrab.
Wagner må ses i sin historiske samtid, men hans antisemitisme skal ikke bortforklares med den. Hans antisemitiske skrifter stammer fra 1800-tallet, og blev senere taget op af nazisterne.
Det gør ikke musikken mindre gribende, men mennesket bag den sværere at begribe.
En måneds tid efter rejsen møder jeg Pia Biehl ved et Wagner-arrangement i København i anledning af 150-årsjubilæet i Bayreuth.
Hun har været Wagnerelsker siden sin ungdom i 1970'erne og har besøgt Bayreuth Festspiele adskillige gange. Alligevel måtte hun vente til jubilæumsåret i 2026, før hun fik billet til en forestilling i selve Festspielhaus.
Da jeg spørger, hvad der gør Wagners musik så særlig, står superlativerne i kø. Den er dramatisk, lidenskabelig, kærlighedsfuld og ligefrem sexet. Pias begejstring smitter. Jeg forstår hende jo godt.
Jeg har selv mærket, hvordan musikken kan rive én ud af øjeblikket og efterlade én uden ord.
Jeg vil tilbage til underskønne Bayreuth. Til Festspielhaus, hvor mørket sænker sig, og musikken stiger op fra den mystiske afgrund. Men også til byen, hvor Wagners storladne drømme stadig synes at vibrere mellem historiske facader, gamle klaverer og fortællinger, der aldrig bliver helt færdige.
Dresden kalder også på et gensyn. Måske fortjener Leipzig en chance til.
Wagner er ikke blevet nemmere at holde af. Men hans musik har fået mig til at lytte endnu mere.
Jeg er langtfra færdig med Wagner.
I Festspielhaus’ foyer vidner mindetavlen om de medvirkende ved Nibelungens Ring i 1876.
Navnene står i guldbogstaver på mørk sten, næsten som var de hugget i historiens egne lovtavler.
Wagner sørgede for, at øjeblikket blev udødeligt.
Midt i den grønne kløft står Wagner som en gralsridder, løftet ind i myternes verden. Foto Githa Schultz
150 ÅR MED RICHARD WAGNER | rejseartikel : I et musikalsk genis fodspor. Se mere her: Top Attractions and Insider Tips for your Holiday – Germany Travel
Læs mere om Caspar David Friedrich her: REJSEARTIKEL: I Caspar David Friedrichs fodspor – KULTURINFORMATION.org
Læs mere om Brødrene Grimm her: REJSEARTIKEL: Eventyrets vingesus i rejsesporet på brødrene Grimm – KULTURINFORMATION.org Rejser
Rejsefakta
Direkte fly CPH-BER Lufthansa/SAS, flyvetid cirka en time.
I BER er der togforbindelse direkte til Dresden, godt to timers transport.
Fra Dresden Hbf er der direkte togforbindelse til Leipzig mellem 58 minutter og 1 time og 20 minutter.
Fra Leipzig Hbf til Bayreuth små tre timer.
På alle museer er der QR-koder på forskellige sprog, også tegnsprog på flere sprog.
Generelt er priserne i Tyskland lidt lavere end i Danmark.
150 ÅR MED RICHARD WAGNER | rejseartikel : I et musikalsk genis fodspor. Coverfoto: Richard Wagner Festspielhaus, Wagners egen hellige gral. Udefra enkel og næsten asketisk, men bygget til at rumme en mands visioner i monumental skala. (c) Bayreuth Marketing & Tourismus GmbH
150 ÅR MED RICHARD WAGNER | rejseartikel : I et musikalsk genis fodspor er frembragt af Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm
150 Years of Bayreuth — In the Footsteps of Richard Wagner — English Abstract
Travel journalist Githa Schultz of KULTURINFORMATION documents a four-day journey through Dresden, Leipzig and Bayreuth in the jubilee year of 2026 — marking the 150th anniversary of the founding of the Bayreuth Festspiele. The journey traces Wagner’s life and artistic legacy across three German cities: Dresden, where he served as Royal Saxon Court Kapellmeister from 1843, directed the premiere of Rienzi and participated in the 1849 revolution before fleeing into exile; Leipzig, his birthplace, where the city’s ambivalent relationship with its most famous son is embodied in Stephan Balkenhol’s 2013 monument — a small young man with a black head casting an enormous shadow; and Bayreuth, where Wagner’s Festspielhaus — with its celebrated mystical orchestra pit, its 1,937 seats and its 740 square metre stage — remains the physical embodiment of his uncompromising artistic vision. The article documents visits to the Wagner museum complex at Jagdschloss Graupa, the intimate Lohengrinhus where Wagner worked on Lohengrin in the summer of 1846, Steingraeber & Söhne’s historic piano manufactory where Wagner’s own instruments were built, and Haus Wahnfried, his Bayreuth residence and grave. The article’s moral centre concerns the paradox articulated by Leonard Bernstein — himself Jewish and one of the twentieth century’s great Wagner interpreters — who described his relationship with the composer as hatred on his knees. Schultz does not resolve this paradox, but traces it with intellectual honesty across four days of music, history and personal encounter. Photography by Githa Schultz and collaborators.