Boganmeldelse | Valérie Perrin: Tata
En dramatisk familiekrønike
✮✮✮✮✮
' …. ikke én sætning er for meget … '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION.org
Når man begynder på en roman af Valérie Perrin, er det som at åbne Pandoras æske. En historie starter og breder sig som ringe i vandet. Det bliver en lang sammenhængende fortælling, du ikke kan forestille dig nogensinde vil stoppe, og det er du heller ikke interesseret i. Netop fordi der hele tiden kommer sidehistorier, som bliver til endnu en hovedhistorie i historien.
Det er ufatteligt, at Perrin har så meget at fortælle. Hendes personbeskrivelser er præcise. I det hele taget har hendes bøger en næsten påtrængende detaljerigdom. Alt bliver beskrevet, selv en lås på en kuffert. Nogen vil nok synes, det kan være for meget af det gode. Jeg synes, det giver hendes romaner helhed og troværdighed. Perrin overlader intet til tilfældighederne.
Det er en fantastisk roman, Valérie Perrin har skruet sammen. Spændende som en krimi og fuld af menneskeskæbner, der griber ind i hinanden på tværs af generationer. Der står meget på spil, og undervejs må vi igen og igen overveje, hvor meget vi egentlig ved om de mennesker, vi tror, vi kender.
En filminstruktør i stå
Umiddelbart er det Agnès Dugain, der er hovedpersonen. Hun er en berømt filminstruktør, men hendes eget liv er gået i stå. Hendes mand, skuespilleren Pierre, har fundet en yngre model. En smuk kvinde, som Agnès ovenikøbet selv havde hyret til sin sidste film, og som han faldt pladask for. Tilbage sidder Agnès med sin teenagedatter Ana og et liv, hun har svært ved at finde sig til rette i. Hun har ikke lavet film i tre år. Penge mangler hun ikke. Hendes succes har været stor, men den kan ikke hjælpe hende ud af den personlige opløsning, bruddet har efterladt hende i.
Agnès kommer fra en familie, hvor kunsten har fyldt meget. Hendes far, Jean Septembre, var en berømt pianist, og hendes mor, Hannah Ruben, violinist. Selv fandt hun sin vej gennem filmen. Nu har hun trukket sig fra verden, indtil en opringning fra politiet vender op og ned på det hele.
Tanten, der skulle være død
Hendes tante Colette er død. Det lyder måske ikke som en usædvanlig besked, men det er det. Colette døde nemlig allerede tre år tidligere og ligger begravet på kirkegården i Gueugnon, en lille by i Bourgogne. Agnès må af sted for at identificere den døde, og der er ingen tvivl. Det er Colette. Men hvem ligger så i graven? Og hvorfor har hendes tante ladet alle tro, at hun var død?
Det bliver begyndelsen på en usædvanlig rejse ind i familiens fortid. For selv om det er Agnès, vi følger i hendes søgen efter svar, er det i virkeligheden Colette, der er romanens egentlige hovedperson.
Den, der lever stille, lever godt, siger man. Om det sidste gælder Colette, må vise sig. Stille har hun i hvert fald levet, og hun har holdt det meste for sig selv. Men bag det tilsyneladende begivenhedsløse liv gemmer sig langt mere, end Agnès nogensinde havde forestillet sig.
Kufferten med kassettebånd
Colette har efterladt en kuffert fuld af kassettebånd. På en gammeldags båndoptager har hun indtalt sin historie, og efterhånden som Agnès lytter, træder et helt andet menneske frem. Et liv fuldt af hemmeligheder, kærlighed og svære valg åbenbarer sig gennem hendes stemme.
Vi følger Colette tilbage til barndommen og til hendes læreplads som skomager. Allerede som barn beskyttede hun sin lillebror Jean, Agnès' far, der viste sig at have et ganske usædvanligt musikalsk talent. Hun hjalp ham til at få undervisning og var med til at bane vejen for, at han kunne blive den berømte pianist, verden siden lærte at kende.
Barndomsvennerne i Gueugnon
Tilbage i Gueugnon genser Agnès sine barndomsvenner Adèle, Lyèce og Hervé, og vi lærer også Nathalie at kende. Vi får indblik i deres liv, i drømmene og i det, der kom til at forme deres tilværelse. Ikke mindst Lyèces historie gør indtryk. Han blev udsat for seksuelle overgreb som barn, og det er en smerte, der har fulgt ham ind i voksenlivet. Han har aldrig kunnet finde kærligheden, men pludselig møder han kvinden i sit liv.
Det er noget af det fantastiske ved Valérie Perrins forfatterskab. Hun kan beskrive de mindste hverdagsting og give sine personer liv, så de står lyslevende foran én. Vi kommer tæt på dem, lærer deres særheder at kende og forstår efterhånden, hvorfor de er blevet dem, de er. Deres liv fletter sig ind i hinanden, uden at det bliver besværligt eller virker konstrueret. Det sker helt naturligt. Den ene historie åbner døren til den næste, og man har lyst til at følge med ind.
Undervejs møder vi også Colettes barndomsveninde Blanche, som kommer fra en cirkusfamilie. Her gemmer sig en brutal historie om en far, der har slået hendes mor halvt fordærvet, og om mord og frygt, der sætter sig dybe aftryk. Det er barske menneskeskæbner, vi bliver præsenteret for, og bag venskabet mellem de to kvinder ligger langt mere, end man umiddelbart forestiller sig.
Hvem ligger i kisten?
Og hvem er det så, der ligger i kisten? Man begynder hurtigt at danne sig sine egne teorier, men selv når man tror, man har gennemskuet noget, mangler man stadig at forstå, hvorfor. Det er netop det, der gør fortællingen så enormt spændende.
I virkeligheden har romanen alle krimiens elementer. Her er dødsfald, vold, fortielser og en fortid, som langsomt bliver afdækket. Alligevel er det ikke krimien, man først tænker på under læsningen. Det er menneskene. Deres kærlighed, svigt og venskaber. Perrin får det hele til at hænge sammen, og spændingen vokser, fordi vi efterhånden er blevet så optaget af disse mennesker, at vi er nødt til at vide, hvad der er sket med dem.
En familiekrønike med krimiens spænding
Tata er en roman på 637 sider. Nogle vil måske synes, det er rigeligt, men det er vanskeligt at se, hvordan den kunne være kortere. Valérie Perrin har en speciel stil. Det er hendes minutiøse beskrivelser, der er kendetegnende for hende, og ikke én sætning er for meget. Kort og godt er det en familiekrønike med krimiens spænding.
Om forfatteren
Valérie Perrin er født i 1967 i Remiremont i Frankrig og opvokset i Bourgogne. Hun er autodidakt forfatter og har også arbejdet som fotograf og manuskriptforfatter, blandt andet sammen med instruktøren Claude Lelouch, som i øvrigt er hendes mand. Hun debuterede som 48-årig i 2015 med romanen Glemt på en søndag. Derefter fulgte Vand til blomster i 2018 og Tre i 2021.
Tata. Forfatter: Valérie Perrin. Udgivet på forlaget Alpha.
Boganmeldelse | Valérie Perrin: Tata – få mere information
LÆS OGSÅ:
TEATER NORDKRAFT: Vand til blomster
BOGANMELDELSE: DEN FORELSKEDE MORDER
Boganmeldelse | Valérie Perrin: Tata er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm