DET KONGELIGE TEATER | anmeldelse: De små synger

Musikforestilling for børn – Skuespilhuset

– voksne kan kun få adgang, hvis de har lært at sidde stille!

Axel var klar til dagens opgave. Foto: Privat

✮✮✮✮✮✮

' ….. det er sjældent, man oplever en sal med så mange små børn være totalt opslugte …. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION.org

Lige siden jeg hørte, at sangbogen ’De små synger’ skulle sættes op på Det Kongelige Teater i Skuespilhuset, har vi været begejstrede. Der ligger en stor dansk kulturskat gemt i den sangbog. Axel på 3 år, KULTURINFORMATIONs junioranmelder, har glædet sig i flere uger til at komme ind og se forestillingen og har sunget sangene derhjemme med sine forældre og med mig. Han kan mere eller mindre alle sangene udenad.

Allerede i foyeren

Allerede i foyeren kan man se, at der er satset stort. Der er lavet tegneborde med kopier af tegninger, som børnene kan farvelægge, blandt andet med motiver fra ’Der bor en bager’ og ’Oles nye autobil’. Personalet har fået store sløjfer på som butterflys, og flotte figurer i foyeren skaber en rigtig hyggelig stemning for børnene. Forestillingen byder på 18 sange.

Axel hat anmeldt i flere år nu, og beklæder posten som Bestyrelseformand

for KULTURINFORMATIONs junioranmelderkorps. Foto: Privat

Det Kongelige Teater har tænkt særligt på deres publikum til denne forestilling.

Axel var tilfreds. Foto: Privat

Axel er allerede kendt som branchens hårde negl.

Axel sætter sig altid grundig ind i pressematerialet før en opgave.

Det mener han i øvrigt alle anmeldere bør gøre. Foto: Privat

Godnatsang og forvandling

Drengen Emil kan ikke sove. Han spørger sin bedstemor, om hun vil synge en godnatsang. Det bliver selvfølgelig Sov, mit barn, sov længe. Vi aner ikke ugler i mosen, før der sker en forvandling på scenen, hvor hans dyne bliver draperet i kæmpestore dynebetræk ned fra loftet, og vi går direkte over i Oles nye autobil. Ind kommer en rød bil med anhænger. Her kan jeg også slå fast, at scenografien er intet mindre end genial.

Astrid Lynge Ottosen har gjort det igen. En vidunderlig scenografi, hvor alle tricks er mulige med hjælp fra en drejescene, der flere gange undervejs forvandler scenerummet til noget ganske særligt. Scenografien er levende, ja, jeg vil næsten kalde den sprudlende, og den er tilpasset perfekt til de forskellige numre.

Fotograf: Emilia Therese

En lille historie binder sangene sammen

Under Stine Schrøder Jensens instruktion glider scenerne ubesværet over i hinanden. Sangene er kædet sammen med en lille historie om pigen Liva, som dukker op i Emils drøm. Hun har et kort, der skal vise vej, men det med at finde den rigtige retning giver anledning til en del morskab. Børnene er helt med på, at det er noget pjat, når der bliver peget og forklaret, hvilken vej man skal gå. Nemlig den vej! Det morede Axel sig også over.

De små historier binder forestillingen sammen, så det aldrig bliver en opremsning af sange. Vi får en sammenhængende musikalsk fortælling, som er oplevelsesrig at se på, og hvor sangbogens figurer bliver levende. De er lige foran os. Det er styrken i denne forestilling. De anonyme figurer i sangene står lyslevende foran os. Alle kan se dem. Ja, det er simpelthen skønt.

Fotograf: Emilia Therese

Musikken og fornyelsen

Laus Høybye har gjort et strålende arbejde med musikken. Sangene har bevaret det oprindelige, men samtidig fået et moderne islæt, som børnene godt kan lide. Der er kommet liv og energi i arrangementerne, og jeg sidder tilbage med et stort ønske om, at der bliver lavet et soundtrack. Hvor kunne det være dejligt at høre disse udgaver igen derhjemme. Jeg er sikker på, at mange børn og voksne vil have det på samme måde.

Nogle vil nok indvende, at det er trist, at man ikke synger sangene lige efter sangbogen. Skal vi bevare det gammeldags? Jeg får nok på puklen for at sige sådan noget, men i min optik er det også vigtigt, at vi følger med tiden. For selvfølgelig skal vi passe på vores kulturarv, men vi skal heller ikke være bange for at peppe sangene op, hvis vi vil bevare børnenes interesse for dem.

Vi kan stadig synge dem derhjemme efter sangbogen. På teatret må der gerne ske noget nyt. Vi accepterer jo, at en opera får en ny scenografi og en ny fortolkning, selv om libretto og musik er de samme. Her går fornyelsen også ind i det musikalske, men sangene er stadig genkendelige. Det gamle er grundlaget, og fornyelsen giver det fremdrift. Det er lykkedes overordentlig godt i denne forestilling.

Skuespillerne

Koreografen Sebastian Kloborg har et særligt blik for nye muligheder. Han får skuespillerne til at bevæge sig, som om det ikke var noget problem. Han har flair for at tilpasse koreografien til deres formåen, så trinene falder naturligt og indgår i den enkelte figur. Det er strålende.

Blandt skuespillerne markerer Joen Højerslev sig som både Ole, nisse, jæger, soldat, Søren og kat. Han gør meget ud af sine roller og viser, hvor alsidig en skuespiller han er. Niels Skovgaard Andersen er charmerende og troværdig som Emil. Børnene kan lide ham og følger opmærksomt med i det, han siger og foretager sig. Mathilde Eusebius er en sød og hjertelig Liva, som også får børnene med undervejs.

Rikke Bilde kan det hele. Som bedstemor, dukkefar, hare, soldat, bager, kat og Livas mor har hun virkelig mange strenge at spille på. Hendes bager kommer ind i stor figur og rapper om at lave kager på alle mulige måder. Det er et herligt nummer, som Axel syntes var det bedste.

Cecilie Bogø Bach har en formidabel stemme og er vidunderlig i sine forskellige roller som dukkemor, hare, soldat, Lasse og Pjerrot. Det er absolut en skuespiller, vi kommer til at se meget mere til.

Fotograf: Emilia Therese

Musikerne og junioranmelderen

Musikerne er et kapitel for sig. De er med på scenen i forestillingen. Børnene kan se, hvor musikken kommer fra, og følge med i, hvad musikerne foretager sig sammen med skuespillerne. Det giver en nærhed og en tryghed, som man kan mærke i salen.

Da jeg bagefter spurgte Axel, hvad han bedst kunne lide, var kattene blandt favoritterne: Se den lille kattekilling. De to katte var usædvanligt sjove. Efterhånden som vi talte om forestillingen, viste det sig, at han egentlig syntes, at næsten alle numrene var gode. Der skete noget hele tiden, og samtidig kendte han sangene. Den kombination havde fanget ham.

Samlet vurdering

’De små synger’ er på ingen måde en støvet sangbog. Den lever i bedste velgående og har fortjent at møde de nye strømninger i tiden. Det skal vi ikke være bange for, når resultatet er så vellykket som her.

KULTURINFORMATION.org kan afsløre, at det er en pragtfuld forestilling. Vi voksne kan have mange meninger om, hvordan sangene skal lyde, men forestillingen er først og fremmest til børnene, og deres reaktion var ikke til at tage fejl af. Der var pivstille, de fulgte med, og der var stor begejstring for løjerne på scenen. De var vildt optaget af forestillingen. Det er sjældent, man oplever en sal med så mange små børn være totalt opslugte. Og de voksne morede sig højlydt.

Axel takker af for denne gang. Han tager videre ud på nye opgaver.

Selv om Axel er hård i sine bedømmelser, så var 'den med den lille kattekilling' en sikker vinder!

– lyder det fra den garvede anmelder. Foto: Privat

Fotograf: Emilia Therese

Iscenesættelse og dramatisering: Stine Schrøder Jensen. Scenografi og kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen. Musik: Laus Høybye. Koreografi: Sebastian Kloborg. Lysdesign: Andreas Buhl. Lyddesign: David Andreas Hjerting.

Medvirkende: Niels Skovgaard Andersen: Emil. Mathilde Eusebius: Liva. Joen Højerslev: Ole, Nisse, Jæger, Soldat, Søren og Kat. Rikke Bilde: Bedstemor, Dukkefar, Hare, Soldat, Bager, Kat og Livas mor. Cecilie Bogø Bach: Dukkemor, Hare, Soldat, Lasse og Pjerrot.

Musikere: Hal Parfitt-Murray: violin, mandolin, guitar, viola da gamba, sousafon m.m. Magnus Engelbrechtsen: keyboard m.m.

Forestillingens sange: Sov, mit barn, sov længe. Oles nye autobil. I skovens dybe, stille ro. En lille nisse rejste. På en grøn bakketop. Jeg ved en lærkerede. Tinge-linge-later. Tre små soldater. Tornerose. Jeg en gård mig bygge vil. Der bor en bager. Sørens far har penge. Se den lille kattekilling. Der sad to katte på et bord. Solen er så rød, mor. Hist hvor vejen slår en bugt. Pjerrot og månen. Den lille Ole med paraplyen.

De små synger. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Spiller til 30. december 2026. Varighed: 55 minutter.

DET KONGELIGE TEATER | anmeldelse: De små synger – besøg forestillingen