Lyksted | LITTERATURKRITIK: En plads på podiet
Kunst Litteratur

Lyksted | LITTERATURKRITIK: En plads på podiet

Lyksted | LITTERATURKRITIK: En plads på podiet

Mellem malere og modeller i romantikkens København – et værk af Jesper Svenningsen

 

 

 

 

 

 

 

 

Lyksted | LITTERATURKRITIK: En plads på podiet

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. det er lykkedes Jesper Svenningsen at tilføje afgørende nyt til perioden med bogen ….. '

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.org

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Guldaldermalernes modeller – hvem var de?

 

Vi kender navnene Købke, Marstrand og Eckersberg. Men hvem var de mennesker, der stod model for deres kunst? Det har kunsthistorikeren Jesper Svenningsen sat sig for at undersøge. Resultatet er nu publiceret i bogen “En plads på podiet. Mellem malere og modeller i romantikkens København”. Hermed har vi fået helt ny viden om 1800-tallets kunst, som ellers har været særdeles veldokumenteret.

 

Svenningsen er som sædvanlig gået grundigt til værks. Gennem omfattende arkivstudier er det lykkedes ham at identificere mange af periodens modeller samt at få dateret og nyfortolket en række tegninger og malerier. Samtidig får vi indblik i udviklingen af modelstudiet siden 1818 og frem til midten af 1800-tallet, hvor studiet bidrager til den nationalromantiske folkelivsskildring.

Mikrokosmos

Men lad os begynde med begyndelsen.

 

Hele fortællingen udspiller sig iflg. Svenningsen i et snævert tidsrum og på en meget specifik lokalitet i datidens København. Byen rummede 100.000 borgere, der var stuvet sammen på knap tre kvadratkilometer. Stedet var Charlottenborg Slot – eller rettere nogle få rum, der var rammen om Det Kongelige Academie for de skjønne Kunster. I daglig tale blot Kunstakademiet. I dette mikrokosmos boede akademiets professorer dør om dør med en mindre hær af opvartere, gårdskarle, vægtere og portnere – tjenende ånder, der med deres koner og børn huserede i slottets kældere.

Modelskolen

Akademiets modelskole var forbeholdt de malere og billedhuggere, der allerede havde gennemført de tre grundlæggende tegneklasser, hvor man kopierede tegninger, grafik og gipsskulpturer. Her udførte eleverne tegneøvelser efter mandlig model i kunstigt lys og fik vejledning af en professor. Målet var, at eleverne kunne skildre menneskelegemet anatomisk korrekt – og gerne idealisere motivet.

 

Med jævne mellemrum afholdtes konkurrencer, hvor man kunne vinde Kunstakademiets lille eller store sølvmedalje. Siden fulgte konkurrencer med pengepræmier.

Modellerne

Akademiet havde oprindelig to fastansatte modeller. De skulle ikke blot posere, men også servicere professorer og elever med lærred og farver. Desuden skulle de vedligeholde undervisningslokalerne og sørge for den rette belysning mv. Kort sagt: de var også en slags pedeller.

 

Det var anstrengende, at være model dengang, konstaterer Svenningsen. Senere tiders croquisseancer består af kortvarende stillinger af måske blot ti minutters varighed. 1800-tallets modeller måtte holde samme stilling i to-tre timer, seks dage i træk. I forbindelse med konkurrencer i hele to uger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lyksted | LITTERATURKRITIK: En plads på podiet

Ukendt kunstner, Knælende model, ca. 1818-20. Kunstbiblioteket.

Niveauet på Modelskolen var ikke højt, da Eckersberg og Lund tiltrådte som professorer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nye tider

Efter at stillingerne som professorer havde været vakante i en længere årrække fik akademiet i 1818 en saltvandsindsprøjtning. C.W. Eckersberg blev “første professor” og J.L. Lund blev “anden professor”. Begge kom med erfaringer fra Paris, hvor de havde lært at male både mandlige og kvindelige nøgenmodeller. Og der var mange at vælge imellem. Der var således noget at tage fat på, hvis Akademiet skulle op på det franske niveau.

 

Indtil da havde eleverne tegnet med rødt, sort og hvidt kridt på farvet papir. Fremover skulle eleverne tegne med sort på ufarvet papir. De skulle desuden lære at skildre lys og skygge, og kroppen skulle gengives med stramme konturlinjer og skraveringer. Blyant og spidst sortkridt blev de nye tegneredskaber.

 

Nye modeller kom til, men akademiet holdt stædigt fast om deres fastansatte. Der herskede nemlig en loyalitet og en anerkendelse af gensidig afhængighed mellem kunstnerne og deres modeller, fremgår det af Svenningsens forskning.

Malerskolen

Til at begynde med tilbød Akademiet to måder at arbejde på. Eckersbergs elever lærte at se verden gennem hans øjne; Lunds elever øvede deres individuelle syn på mennesket. Eckersbergs metode blev styrende for kunsten indtil midten af 1830’erne; Lunds slog tonen an for kunsten i de følgende årtier.

 

Men hvordan fungerede undervisningen i praksis? Det fremgår af Wilhelm Bendz’ maleri “Modelskolen”, 1826, som viser en typisk aftenscene i modelskolens lokale. Eleverne sidder som sædvanligt i en halvkreds omkring podiet, modellen er poseret i en krævende stilling, en opvarter justerer lyset, mens professoren runderer og retter elevernes tegninger. Maleriet blev det store gennembrud for den kun 22-årige maler, og lige siden har det været udstillet som eksempel på hverdagsskildringen i tidens kunst, oplyser Svenningsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lyksted | LITTERATURKRITIK: En plads på podiet

Wilhelm Bendz (her tilskrevet), Rygvendt model med reb og stav. 1824. Kunstbiblioteket.

Som noget nyt skulle eleverne tegne med sylespidst kridt på lyst papir. Modellen Søren Andersens tætte,

lave højde og sparsomme hårpragt gjorde ham let at genkende, men også til nem genstand for mobning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Lyksted | LITTERATURKRITIK: En plads på podiet

Wilhelm Bendz, “Modelskolen”, 1826. SMK. Svenningsen vurderer, at maleriet er et programbillede om akademikultur og kunstliv, om status og hierarki, om fællesskab og dyst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

et værk af Jesper Svenningsen

Albert Küchler, “En amagerpige, som sælger frugt i en malers atelier”, 1828. SMK. Maleriet handler om omverdenens ubehag ved synet

af modellens krop. Her tematiseres kontrasten mellem det oplyste (mandlige) kunstnerblik og den naive (kvindelige) bonerthed.

Kunstneren er i stand til at se kroppen som et idealbillede; pigen opfatter kategorisk den nøgne krop som noget erotisk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En ny type model

Årene 1831-33 var præget af nyskabelser i modelskolen. Talentmassen kulminerede, og både eleverne og underviserne var mere villige end tidligere til at kaste sig ud i eksperimenter i samlet flok.

 

Medvirkende årsag hertil var iflg. Svenningsen en ny model Johannes Maas, som repræsenterede en anden og mindre ideal kropstype end de sædvanlige modeller. Især Christen Købke forstod at udnytte denne mulighed. Han var en uhyre fintfølende betragter og i stand til at skildre mødet med et andet menneske med en psykologisk følsomhed.

 

Købkes kammerater havde ligeledes svært ved at associere modelarbejdet med den antikke kunst. De kendte deres modeller og ønskede at gengive dem som individer. En drivkraft mod 1880'ernes realisme.

 

Det blev efterhånden mere og mere almindeligt, at eleverne selv stillede modellen og på den måde lagde deres egne forestillinger om menneskekroppen ned over undervisningen. Mødet med de skiftende modeller blev nu også brugt til at udfordre vaner og udforske muligheder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

et værk af Jesper Svenningsen

Christen Købke vandt i januar 1831 Kunstakademiets lille sølvmedalje for denne tegning. Kunstbiblioteket.

Her fornemmes en flig af ubehag, når modellen blotlægges som en indadvendt, måske tvær eller plaget person.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den første kvindelige model

Iflg. Svenningsen havde der ret beset aldrig eksisteret noget forbud mod brug af kvindelige modeller på Kunstakademiet. Så det var vel alene ud fra kunstteoretiske idéer og af hensyn til almindelig anstændighed og kønsmoral, at man siden institutionens stiftelse kun havde benyttet mandlige modeller. Men nu fik man endelig den første kvindelige model. I første omgang blev det Søren Andersens 34-årige hustru, der med kort varsel trådte til som vikar for en mandlig model.

 

Det var dog ikke uden problemer at finde kvindelige modeller. Den næste i rækken bar en sort maske foran kunstnerne for at bevare anonymiteten. Ingen af eleverne valgte dog at gengive masken i deres tegninger og malerier. Det viste sig snart, at nyskabelsen med kvindelig model var noget, der kunne få de unge mænd til at møde op.

 

Snart kom flere kvindelige modeller til – også de mere livsmærkede mennesketyper. Det førte til en opblødning og nuancering af det menneskelige ideal. Særligt for Købke var det en kærkommen anledning til at udforske modellens psykologi, anfører Svenningsen.

Ny tilskrivning

Et af modelgenrens absolutte hovedværker(coverfoto) “Liggende model set fra ryggen”, 1833, har takket være ny forskning fået ny tilskrivning. I næsten 100 år var man af den opfattelse, at det var et værk af Wilhelm Marstrand. Af gode grunde. Marstrand solgte nemlig betydelig bedre end den nu tilskrevne kunstner Adam Müller.

 

Den nye tilskrivning er baseret på maleriets proveniens. Det hang oprindeligt på Eckersbergs vægge som et studie af Müller, indtil det omkring 1930 blev omdøbt til Marstrands mere salgbare navn. Müller træder derved tydeligere frem som en af tidens centrale danske kunstnere, takket være den nye forskning.

Modellen som portrætfigur

De traditionelle modelstudier med nøgenmodel suppleredes nu med såkaldte “karakterhoveder”. Der er tale om ansigtsstudier efter en påklædt model i dagligdags dragt. Svenningsen mener, at formålet var, at eleverne skulle tilegne sig kendskab til nogle fysiognomiske arketyper, der så senere kunne tjene som elementer i historiemalerier.

 

En af modellerne var den 70-årige tyskfødte øltapper og arbejdsmand Christopher Gölnitz, der blev forsørget af fattigvæsenet. Genren omfattede også studier af ældre kvinder af almuen samt børn. Undertiden var det dog vanskeligt at skelne studierne fra almindelige portrætter, men karaktermodellerne var i reglen af mere jævn stand.

 

Udforskningen af individet på Lunds malerskole skete iflg. Svenningsen fuldstændig parallelt med en tilsvarende udvikling ved de parisiske tegneskoler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Christopher Gölnitz

Carl Richardt, Portræt af en mand med pibe i hånden. Antagelig Christopher Gölnitz, 1839. Thorvaldsens Museum.

Et godt eksempel på genren af karakterhoveder, som de blev dyrket i akademiets malerstue under J.L. Lunds ledelse

i anden halvdel af 1830’erne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fem store modelbilleder

Eleverne fra “Eckersbergskolen” var efterhånden fløjet fra reden. Det var derfor på høje tid, at Eckersberg tog konkurrencen op med Lund, der for en tid havde sat dagsordenen for brugen af modeller i undervisningen.

 

I sommeren 1837 malede Eckersberg fem store knæstykker af forskellige typer modeller. De to første var af mandlige modeller: en 16-årig dreng og en jysk soldat. Den tredje model var den 11-årige datter af gårdskarl Søren Andersen, der sammen med sin familie boede beskedent i nogle små værelser i stueetagen af en sidebygning til slottet. Siden tilføjedes to unge kvinder.

 

Eckersberg sigtede tydeligvis mod at samle et repræsentativt udvalg af kroppe i en modelserie. Men hvad var Eckersbergs hensigt med den?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

et værk af Jesper Svenningsen

C.W. Eckersberg, Modellen Sophie, 1833. Glyptoteket. En hastig skitse i oliefarve.

Professorens første arbejde af den art i næsten 20 år,

men det blev retningsgivende for hans undervisning de følgende årtier.

 

 

 

 

 

 

 

Kunstkritik

C.W. Eckersberg, Stående model med rød baggrund, 1938. Akademirådet.

Modellerne på de sidste to billeder i Eckersbergs modelserie er påfaldende ens i alder,

kropsbygning og stilling. Men hvorfor male dem begge? Vi ved det ikke.

Det er end ikke muligt at afgøre, hvem af dem, der er den 18-årige Juliane Wittenborg,

og hvem der er den 19-årige Dorothea Pedersen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Avancerede anskuelsesplancher

Malerierne blev efter Eckersbergs ønske ophængt i undervisningslokalerne, hvor de befandt sig til langt op i 1900-tallet. Svenningsen formoder, at de ud over at have en bestemt instruktiv funktion også skulle være et forsøg på at finde en balance mellem kunstnerens idealers og de yngre kunstneres anderledes interesser. Vi ved det dog ikke med sikkerhed, for Eckersberg har ikke ytret sig om formålet.

 

Modellerne fremstår nærmest som anatomiske præparater eller lærebogsillustrationer. Der er ingen fortælling i malerierne. Det er en ren blotlæggelse af kroppen. Efter Svenningsens opfattelse er det de mest uerotiske, næsten kliniske modelbilleder i datidens kunst. Eckersbergs udforskning af individet stak ikke synderlig dybt.

Svanesang

Trods de avancerede anskuelsesplancher stod eleverne ikke ligefrem i kø for at videreføre Eckersbergs idealistiske kropsbillede. Alligevel lykkedes det professoren at skabe et af de mest berømte danske malerier overhovedet “Kvinde foran et spejl. Florentine”, 1841.

 

Svenningsens vurdering af modellen på maleriet lyder: Hun er mere marmor end kød, og som halvvejs mod gudebillede er hendes person komplet uvigtig. Den rygvendte Florentine var kulminationen på Eckersbergs rolle som underviser og forspillet til dens svanesang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“Kvinde foran et spejl. Florentine”, 1841

C.W. Eckersberg, “Kvinde foran et spejl. Florentine”, 1841. Den Hirschsprungske Samling.

Den mest berømte seance i Eckersbergs tid som professor. Studiet er blevet opfattet som en slags moderne Venusfigur.

 

 

 

 

 

 

Nye tider

Året 1842 markerede en ny tid for modelstudiet. Væk var idéen om, at et muskuløst menneske i en indviklet positur var den bedste måde at få indblik i kunstens væsen.

 

Det skulle imidlertid snart vise sig, at reformerne ikke var tilstrækkelige. Eleverne udeblev i stor stil. En enkelt succes blev det dog til: en modeløvelse med “Madam Hack”. Resultaterne herfra er velbevarede. Det bedste af dem var Eckersbergs “Nøgen kvinde, der drager tøfler på. Madam Hack”.

 

Alligevel blev det Lund, der kom til at præge dansk malerkunst i 1850’erne og 1860’erne. Hans idé med studier af gamle mennesker i deres hverdagstøj havde vundet publikums interesse. Fra at være simple skoleøvelser blev karakterhovederne præsentable og salgbare udstillingsstykker. Studiet af den levende model vedblev ikke desto mindre at være en hjørnesten i den akademiske uddannelse længe endnu.

Vurdering

Den danske guldalder er særdeles velbeskrevet. Alligevel er det lykkedes Jesper Svenningsen at tilføje afgørende nyt til perioden med bogen “En plads på podiet. Mellem malere og modeller i romantikkens København”. Her får vi en levende beskrivelse af samtiden og de mennesker, der stod bag det kunstneriske værk – ikke blot lærerne og deres elever, men også deres modeller. Og så naturligvis deres indbyrdes interaktioner. Tilsammen førte de til, at dansk kunst fra perioden er blevet en international attraktion. Læg hertil Svenningsens nyvurdering af de to professorers betydning – ikke mindst fremhævelsen af Lunds markante virke. Intet under, at bogen samtidig udkommer på engelsk udgivet af Yale University.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Julius Exner

Julius Exner, “En gammel amagerkone, som tæller sine penge”, 1852. SMK.

Fra at være simple skoleøvelser blev karakterhovederne præsentable og salgbare udstillingsstykker. Og tilmed tilsat handlinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Video fra SMKs udstilling Eckersberg på SMK – En smuk løgn. Sidst i videoen vises Eckersbergs fem markante modelbilleder.

 

 

En film af Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

Aarhus Universitetsforlag. Jesper Svenningsen “En plads på podiet. Mellem malere og modeller i romantikkens København”. 280 sider. 240 illustrationer. Hardback. Udkommer 20. november 2026. Pris kr. 299,95. Udgives tillige på engelsk af Yale University Press.

 

 

 

 

Lyksted | LITTERATURKRITIK: En plads på podiet. Coverfoto: Et af modelgenrens absolutte hovedværker “Liggende model set fra ryggen”, 1833, Nivaagaards Malerisamling. Maleriet er nu tilskrevet Adam Müller, der som følge heraf træder tydeligere frem som en af tidens centrale danske kunstnere.

 

 

 

 

LÆS OGSÅ:

 

Nivaagaard Malerisamling: Kunstnerkolonierne Hornbæk & Arild

 

Anne Christiansen: Harald Slott-Møller – Erindring og værk

 

KUNSTBOG: Da træerne voksede ind i himlen

 

C.A. Jensen – Den glemte portrætmester

 

Gammel Strand: Olivia Holm-Møller

 

Kunstmuseum Brandts: Jens Juel – Under huden

 

Den Hirschsprungske Samling: Marie Krøyer

 

Glyptoteket: Kai Nielsen – Født af hverdagen

 

 

 

 

 

Lyksted | LITTERATURKRITIK: En plads på podiet er skrevet af journalist (DJ) Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.org | Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

 

Lyksted | LITTERATURKRITIK: En plads på podiet (A Place on the Podium). English Abstract

 

Art historian Jesper Svenningsen’s En plads på podiet. Mellem malere og modeller i romantikkens København (Aarhus Universitetsforlag, 280 pp., 240 illustrations; English edition from Yale University Press) examines the people who posed for the painters of the Danish Golden Age. Centred on the Royal Danish Academy of Fine Arts at Charlottenborg from 1818, when C.W. Eckersberg and J.L. Lund became professors, the book uses extensive archival research to identify many of the period’s models and to redate and reinterpret drawings and paintings. Among its findings are the arrival of the first female model and a new attribution of the celebrated Reclining Model Seen from the Back (1833) from Wilhelm Marstrand to Adam Müller. Reviewer Niels Lyksted finds that Svenningsen has added decisively to a well-documented period, not least through his reassessment of Lund.