Teater

The Producers – Det Ny Teater

The Producers 

Det Ny Teater

 

 

 

 

 

 

 

The Producers – Det Ny Teater

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

Oprindeligt er det en satirisk komediefilm fra 1968, skrevet og instrueret af Mel Brooks. (Den bør ses, den er formidabel og evig gyldig). Kort fortalt er plottet enkelt, og handler om en falleret teaterdirektør, som nu lever af at charmere penge ud af ældre damer, der forguder ham. En ung revisor kommer og skal gennemgå hans regnskaber. En ide slår ned, og de finder på at opføre et stykke, der fra begyndelsen skal blive en fiasko. De finder et manuskript, ‘Forår for Hitler’, skrevet af en gammel inkarneret nazist der handler om ”Førerens” liv. De engagerer en håbløs instruktør og et hold uduelige dansere og skuespillere.

 

Stykket er dømt til fiasko, men det bliver så morsomt og absurd at publikum elsker det. Løjerne er startet.

 

 

 

 

The Producers – Det Ny Teater

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

Humor lige til kanten

Allerede fra det første taktslag kan man fornemme, at det her kun kan gå godt. Orkestret er i hopla og spiller en kort overture og et ivrigt teaterpublikum indtager scenen i en pompøs åbning. Det er fra begyndelsen en særdeles veloplagt forestilling med fart og tempo. Iscenesættelse og koreografi går blændende hånd i hånd, og skaber en flot ramme.

 

Adam Prices oversættelse er ramt lige på kornet. Den ligger meget tæt på originaludgaven og går lige til kanten. Det er skønt at kunne sidde og more sig over lidt grov og plat humor, uden at skulle kigge sig over skulderen og se om de ”politisk korrekte” holder øje med en.

 

 

 

 

 

 

 

 

The Producers – Det Ny Teater

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

Cast

Preben Kristensen er uovertruffen som den afdankede Broadway instruktør Max Bialystock. Preben Kristensen er en skuespiller der kun bliver bedre og bedre. Den nervebetonede revisor, Leo Bloom, spilles charmerende af Sebastian Harris.

 

Michael Carøe er intet mindre end forrygende som Roger De Bris, med løse håndled og en attitude der fik salen til at knække sammen af grin. I denne version af The Producers bliver Adolf Hitler også spillet af Roger De Bris/Michael Carøe og det er en gevinst for opsætningen.

 

 

 

 

 

 

 

 

The Producers – Det Ny Teater

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

Asger Reher som den fanatiske nazist, Franz Liebkind, er i nogle scener næsten rørende og meget morsom. Alexandra-Yoana Alexandrova spiller den svenske sexede sekretær Ulla. Hun har på alle måder en flot fremtoning og smuk stemme. Et super godt valg.

 

 

Roger De Bris assistent, Carmen Ghia, blev spillet af Kim Hammelsvang. Tilpas flamboyant og overskruet, som den emsige opvarter for Roger De Bris. God stemme.

 

 

 

 

 

 

The Producers – Det Ny Teater

Foto: Miklos Szabo

 

Det Ny Teater har gjort det igen

Det Ny Teater har gjort det igen. En helstøbt forestilling. Koret/danserne fungerede godt, de var præcise og smilende. Orkestret var velspillende og lydbalancen mellem musik og stemmer var fin. Hvert et ord kunne høres. Det er også dejligt når alle sceneskift går hurtigt og som smurt.
Hvis man skal have en fornøjelig teateraften med et godt varmt grin, i de her kolde tider, så slå vejen forbi Vesterbro, du bliver ikke skuffet.

 

 

The Producers – Det Ny Teater spiller til 31. januar 2023

 

 

 

 

 

 

The Producers – Det Ny Teater

 

 

 

 

 

 

Medvirkende: Preben Kristensen, Sebastian Harris, Alexandra-Yoana Alexandrova, Michael Carøe, Asger Reher, Kim Hammelsvang. Iscenesættelse og koreografi: Lisa Kent. Oversættelse Adam Price. Musikalsk indstudering: Per Engström.

 

Se mere om The Producers – Det Ny Teater her

 

 

The Producers – Det Ny Teater er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION