AKTUELT Litteratur Musik

‘Den sidste rockjournalist – Møder med legenderne’ af Espen Strunk✮✮✮✮

‘Den sidste rockjournalist – Møder med legenderne’ af Espen Strunk

– en boganmeldelse

 

 

 

 

 

'Den sidste rockjournalist – Møder med legenderne' af Espen Strunk

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

”Historier er der masser af, jeg er ikke bange for at løbe tør. Faktisk er der så mange, at jeg umuligt kan nå at fortælle dem alle. Jeg giver således, og med glæde, hermed stafetten videre.” – Espen Strunk.

 

 

 

 

Er rocken død?

Således afslutter rockjournalist Espen Strunk sin bog ”Den sidste rockjournalist – Møder med legenderne,” og cementerer dermed, at der endnu er masser af historier at fortælle om rockens legender, og at andre blot kan tage over efter ham. Strunk giver netop udtryk for, at han slet ikke er færdig med at videreformidle meningsfulde og vigtige historier fra rockkulturen. Han holder f.eks. foredrag rundt om i landet om blandt andre Nick Cave og Tom Waits og har eksempelvis også lige interviewet Led Zeppelins Robert Plant.

 

I bogen tager Espen Strunk dog udgangspunkt i, at rockmusikken har udspillet sin rolle. Rockmusikken eksisterer endnu, men er nu blot en musikalsk genre, som er kommet på niveau med eksempelvis jazz. Den er ikke længere den centrale og vitale kraft, som den var engang. Den er ikke længere epokegørende og revolutionerende, som den var i 60’erne og 70’erne. Det er i den kontekst, man skal forstå bogens titel – at han benævner sig selv som ’den sidste rockjournalist’.

Rockjournalist

”Den sidste rockjournalist – Møder med legenderne” er en samling af udvalgte interviews uden filter med legenderne Lou Reed, Marilyn Manson, Cat Power, Nick Cave, Leonard Cohen, Blixa Bargeld, Father John Misty, John Cale, Marianne Faithfull og Jarvis Cocker.

 

Disse interviews er foretaget i perioden 2009-2020 – nogle gange endda med flere interviews med det samme rockikon – og bliver alle præsenteret med et afsnit som indledning, hvor Espen Strunk fremsætter aktuelle betragtninger og konklusioner, og han giver indimellem nærmere baggrundsinformation om diverse rocklegender.

 

Espen Strunk er fuldstændig dedikeret til rockkulturen, og det er tydeligt, at han føler sig som en privilegeret rockjournalist, der har beskæftiget sig med den rigtige rock og dens sidste år. Som rockjournalist har han virkelig ’oplevet kulturen indefra og mødt nogle af rockens største legender’.

 

Espen Strunk evner i sandhed at vinkle sine interviews med personlig kant og en stor indsigt. I visse af bogens interviews lykkes det i så stærk grad virkelig at komme tættere på mennesket bag musikeren.

 

Særligt interviews med Cat Power og Marilyn Manson viser noget af det, Strunk formår som journalist, når også den anden part tør at dele ud af sig selv. Dog bliver det også klart, at nogle interviews ikke kommer til at lykkes, hvis artisten ikke gider give noget af sig selv.

 

Skræmmeeksemplet i bogen er interviewet med Lou Reed, hvor Mr. Reed med en ligeglad og arrogant indstilling tydeligt udtrykker, at han ikke gider interviewet – på den ene side kunne Strunk godt have udeladt den type mislykkede interviews, men på den anden side bidrager de selvfølgelig også til personskildringerne af de enkelte artister. Dog er der generelt alt for mange interviews, hvor den dybde, som Strunk åbenlyst har forberedt og håbet på at trække frem hos artisterne, er udeblevet. Blandt disse er desværre interviewene med Marianne Faithfull og John Cale, hvor der ikke er meget at komme efter. Desuden synes jeg, at blandt mange af interviewene forekommer der for mange uinteressante spørgsmål såsom ”hvad står på forplejningslisten?”, ”hvilke ritualer har I, før I går på scenen?” og ”hvad hører I i tourbussen?” – og især i bogform virker det lettere overflødigt.

Nick Cave

I Espen Strunks personlige rockmytologi er der ingen tvivl om, at Nick Cave er en af de allerfremmeste legender. Vi får her hele tre refererede samtaler med Cave fra årene: 2018, 2019 og 2020.

 

Strunk er også her velforberedt, og det er interessant at følge Nick Caves udvikling fra det destruktive til en mere livgivende anskuelse af livet. Disse interviews er blandt de allerbedste i rækken.

God underholdning

Bogen indeholder i sandhed god underholdning, og den er bestemt en meget fin samling af interviews af de store rocklegender. De fleste med interesse for musik og kultur skulle nok føle sig enten underholdt eller beriget med ny viden eller indsigt om rockkulturen i denne udmærkede bog.

 

I bogens efterskrift nævner Strunk, at bogens redaktør havde stillet et relevant spørgsmål til ham: ”Hvor vil du lede efter bands og historier, som måske kan udfylde/matche den mytologisering, de interviewede i denne bog repræsenterer?” Og Strunks svar var, at han ikke vil lede – det er ikke hans opgave at lede. Dér må andre tage over. Men han vil blive med at opsøge alt det, som føles meningsfuldt for ham.

 

Dernæst afslutter Strunk efterskriftet med citatet fra denne artikels indledning……

 

 

‘Den sidste rockjournalist – Møder med legenderne’ af Espen Strunk kan bestilles her

 

 

 

 

 

‘Den sidste rockjournalist – Møder med legenderne’ af Espen Strunk er anmeldt af Joachim F. Madsen, KULTURINFORMATION