Det Kongelige Teater: SNEDRONNINGEN

i Ulvedalene, Dyrehaven

Foto: Klaus Vedfelt

✮✮✮✮✮✮

' ….. SNEDRONNINGEN 2025 har formået at have afstemt balancen mellem skuespilkunst, scenografi og alt derimellem ….'

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

I år står der SNEDRONNINGEN på menuen i Ulvedalene. Det velkendte H. C. Andersen eventyr er som en ønskeforestilling for et teater. I den forholdsvis enkle fortælling er der nemlig plads til både drama, kærlighed, ondskab, længsler og en masse andre ting – praktisk taget sætter kun fantasien grænser og gendigtning er oplagt.

Handlingen kan i grove træskolængder koges ned til følgende: Kay og Gerda er kærester, og Kay 'besættes' pludselig af en ond magt – Snedronningen. Kay fanges i hendes rige og Gerda drager af sted ud i den store verden for at finde sin Kay. På sin færd møder hun alverdens folkeslag, og beboere på planeten, som ikke alle vil hende det lige godt. Det ender med, hun finder Kay og genforenes med ham.

Foto: Camilla Winther

Vores eget spejl

Allerede her kan de fleste se mange spændende facetter. Jeg tænker, at eventyret i sin tid sagde børn en hel del, for de fleste kan nok sætte sig ind i at 'miste' en legekammerat eller småkæreste – eller en god ven som af udefrakommende omstændigheder ændrer adfærd. Måske bliver vedkommende 'besat' – eller forelsket til anden side, måske er der på voksenniveau tale om forskellige misbrugs scenarier, der kan 'besætte' mennesker osv. Vi kan alle relatere til dette setup.

SNEDRONNINGEN 2025

SNEDRONNINGEN i Dyrehaven har nydt en forfriskende optuning af manuskriptmageren Kim Fupz Aakeson. Nye vinkler og scener er tilføjet uden at øve vold på historien, den gamle stil og rytme er bevaret og samtidig kan opsætningen indskrive sig i en 2025-kultur på mange planer.

Hvis nogen ikke gider at læse ned til bunden af anmeldelsen for at finde svar på, om projektet er lykkedes for Det Kongelige Teater og de mange hundrede af involverede – røber jeg de forløsende ord nu: DET ER LYKKEDES, og endda over al forventning!

Foto: Camilla Winther

Opsætningen

Scenografien, med en lang række special effects er så omfangsrig, at vi med det samme kan fastslå, at den er uden sidestykke. Gammeldags brug af 'krudt og kugler' holder i hånd med laserlys og projektoreffekter, der med lyd og lys dominerer ikke bare scenen, men også omgivelserne i Ulvedalene. Dertil kommer den vældige drejescene, der praktisk taget opfører sig tre-dimensionelt sammen med 5 gigantiske tårne, hvoraf det ene måler hele 14 meter i højden.

Koreografien og kostumerne er der heller ikke gået på kompromis med. Kay og Gerda er som uskyldsrene skolebørn i et slags fiktivt 50'er-find- Holger-univers – troværdigheden er perfekt og dårligere bliver det ikke, da naive Gerda drager ud i verden og møder trolde og røverbander, der gerne vil slagte og fortære den unge pige i en art moderne s/m-agtig stil. Og endelig lægges der også op til catfight med en prinsesse, der vil slås om Kay (her er det finurlige problem så blot, at prinsessen ikke besidder Kay, men hun synes en slåskamp med stridigheder og intriger er på sin plads alligevel).

Det hele bindes sammen af Snedronningens håndlangere – hendes små isdjævleunger, der er en slags punk-rock familie på motordrevne køretøjer, der udfører temmelig halsbrækkende stunts a la don't try this at home. I det hele taget er en del forskellige motordrevne køretøjer i brug og selv den gamle Krage, Rensdyret og Finnekonen lader sig betjene af disse befordringsmidler.

Men ingen Snedronning uden is og sne – så hvordan løser Det Kongelige Teater denne udfordring? Kan det overhovedet løses? (det er du nødt til at købe billet for at få at vide).

Der er heller ikke sparet på musikken og lyden er uden lige – her har det næstbedste heller ikke været godt nok, og der mangler ikke power! Glæd dig til den jordskælvsagtige dybdebas.

Foto: Camilla Winther

Skuespilpræstationerne

Der er ingen tvivl om, at effekterne styrer og selv skuespillet, sangene og dramaturgien har en sekundær rolle, og det gør bestemt ikke noget. De mange medvirkende er, som allerede nævnt, udstyret med overdådige kostumer, men sminken er der heller ikke sparet på.

Som Snedronningen ses ingen ringere end Mille Hoffmeyer Lehfeldt og hun bærer sin rolle så 'ondt', hun kan – intet sjusk her.

Fremhæves skal også en næsten uigenkendelig Christiane G. Koch, der så alligevel ikke er så uigenkendelig endda. Skuespilleren kan, som før nævnt i mine anmeldelser, med god grund indskrive sig som én af de mest fremtrædende nulevende aktører på de danske teatre. Kochs mimik, positur og fremtoning har dimensioner, man sjældent ser og læg hertil hendes måde at fastholde sit publikum på. I SNEDRONNINGEN spiller hun både Troldkonen og Røverkællingen.

Foto: Camilla Winther

Torne? Næ…!

Ingen roser uden torne – jeg kunne dog ikke rigtig finde nogle torne, da det endda på denne premiere viste sig at klare op og tørvejret præsenterede sit ansigt, kort tid før forestillingen kunne gå i gang – hvad mere kan man ønske sig?

Sluttelig må det pointeres, at man desværre ofte på film eller teater ser middelmådige plots og skuespilpræstationer, der flankeres af så overudviklede special effects, at det føles som om man vil redde stikkene i land med 'gøgl' uden at have afstemt med det samlede billede af hele produktionen. Dette bevirker, at udfaldet bliver sidetungt og man tænker på, at budgettet har lagt sin hovedvægt på 'torden og lynild' og denne her med, 'de har nok haft det sjovt, da de lavede det', ikke er fjern i tankemyldret.

Dette er ikke tilfældet i årets største satsning af Det Kongelige Teaters hånd. SNEDRONNINGEN 2025 har formået at have afstemt balancen mellem skuespilkunst, scenografi og alt derimellem.

Foto: Camilla Winther

Det Kongelige Teater: SNEDRONNINGEN. NB: Forestillingen anbefales af børn fra 8 år. Jeg tænker bestemt, at 8 år er mindste minimum. SNEDRONNINGEN er voldsom og der er ingen grund til at give nogle traumer for livet af den grund – læs forbudt for børn. Til premieren så jeg et par børn, der måtte udvandre med far og mor, og det er synd.

Det Kongelige Teater: SNEDRONNINGEN – se mere her

Det Kongelige Teater: SNEDRONNINGEN

Medvirkende:

Gerda: Laura Skjoldborg
Kay: Alvin Olid Bursøe
Snedronningen: Mille Hoffmeyer Lehfeldt
Isdjævlen: Simon Mathew
Isdjævleunge: Janus Elsig
Isdjævleunge: Mads Emil Duelund Hansen
Isdjævleunge: Astrid Pauline Schmidt
Prinsessen m.fl.: Jela Natius Abildgaard
Troldkonen/Røverkælling m.fl.: Christiane G. Koch
Røverpigen m.fl.: Carla Eleonora Feigenberg
Rensdyr m.fl.: Anton Hjejle
Finnekonen m.fl.: Tine Gotthelf
Dansere: Ingeborg Meier Andersen, Oliver Melander, Rasmus Grandt, Stine Andersen, Frederik Levin, Kathrine Klindt

Holdet bag:

Forfatter: H.C. Andersen
Manuskript: Kim Fupz Aakeson
Iscenesættelse: Nicolei Faber
Scenografi: Benjamin la Cour
Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde
Koreografi: Sofie Akerø
Musik: Marie Koldkjær Højlund
Medkomponist og producer: Anders Boll
Lysdesign: Mathias Hersland
Lyddesign: Jonas Vest
Kor: USMIFKA
Korleder: Anne Louise Munch
Medkomponist/arrangør koret: Mette Nielsen
Assisterende instruktør: Manda Jønsson