Film: HJEM KÆRE HJEM

taktslag 60 i hjemmeplejen

✮✮✮✮✮

' ….. HJEM KÆRE HJEM, er godt skruet sammen, men gør ondt ….'

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

Frelle Petersen har ikke gjort det nemt for sig selv. Hans to tidligere film i denne trilogi om hjemegnen i Sønderjylland var så godt skåret, tilrettelagt og klippet, at jeg som anmelder skruede forventningen en ekstra takt i vejret – og jeg blev på ingen måde skuffet.

Frelle Petersen formår at skabe et drama omkring tissebleer, puslespil, kaffe, tidsplaner, mere bleskift, besparelser, karamelpapir, gymnastik, vagtskifte, øllebrød, stomiposer og – ikke mindst søde/sure ældre borgere og deres pårørende.

Omsorg og hjemmepleje

HJEM KÆRE HJEM – handler dog ikke om hjemmeplejen anno 2025 – selve hjemmplejegrebet er blot løftestangen for det dybe og centrale følelsesliv med udfordringer på godt og ondt for den nye SOSU Sofie (Jette Søndergaard). Samtidig er filmen hverken en reklame for, eller skæld ud på hjemmeplejen og politiske beslutninger, men mere en konstatering af arbejdslivet i vores velfærdsstat, som vi alle kender på kryds og tværs fra enten det offentlige eller private og hvad enten vi er i servicesektoren eller ej.

Vi kender alle til love og paragraffer, der er forholdsvis uvæsentlige eller skaber forringelse på mangt et område. Endelig kender de fleste af os til kunder (i filmens tilfælde – klienter) med urimelige (eller rimelige) krav eller pårørende i samme boldgade. Eller vi kender til dovne kollegaer, gode kollegaer eller inkompetente chefer.

Det enkle, men geniale plot

Sofie (32 år) er enlig mor til Clara på ti. De har det godt sammen. De hygger sig med spil og gymnastik. Sofies eksmand er i et nyt forhold med en ny baby osv. Sofie er startet i hjemmeplejen og er under oplæring, men arbejdspres og stress banker på døren og Sofie mister glæden og grebet for en tid.

Således og enkelt kan det siges – Frelle Petersen hiver os på forunderlig vis helt ned i det sønderjyske taktslag 60 – et liv med fuld fart på og så dog levet i slowmotion. Det er stor filmkunst, at filmmanden kan skabe et drama ud af indtagelsen af en karamel. Det skyldes utvivlsomt, at instruktøren personligt researchede til filmen ved netop at arbejde i hjemmeplejen med talkumhandskerne som følgesvend.

Glem også de billige og dumsmarte taber-tricks vi så ofte ser i film – NEJ, incest-kortet trækkes ikke, NEJ, eksmanden er ikke voldelig og lover tæv eller sniffer kokain – han er faktisk en meget flink fyr. Og, NEJ (tør jeg godt at afsløre) hovedpersonen, Sofie forsøger ikke selvmord eller røver en bank.

Sofie forsøger ganske enkelt at passe sit arbejde – hun engagerer sig naturligvis, så godt som hun formår i de ældre. Hun snakker med dem, hun vasker dem og serverer mad for dem. Sofie hjælper datteren med retskrivning osv. Socialrealisme når det er bedst. Og så autentisk leveret, at man nemt forveksler filmen med en dokumentar.

De videre greb

I den første film af Frelle Petersens trilogi Onkel (2019), mødte vi den unikke underspillede og fintfølende taktik, som instruktøren foretrækker og endda med succes får til at virke – det samme gør sig gældende i HJEM KÆRE HJEM. Også kameraføringen – eller mangel på samme – er med fuldt overlæg og helt med vilje afdæmpet og lægger sig langt væk fra tjubang og påtaget smartness – det er positivt ment, når man som seer er så tæt på optagelsen, at man tænker, 'hjemmevideo'.

Endelig benytter Frelle sig i vid udstrækning af amatørskuespillere – eller som pressematerialet siger – af 'førstegangs-skuespillere', sammen med professionelle. Det kræver meget af en instruktør at give små lynkurser i skuespilkunst til statister. Men at det kan lade sig gøre, ser vi overbevisende eksempler på filmen igennem. Både det yngre klientel, omsorgspersonerne, og de mere bedagede 'ældre-borgere' klarer udfordringen med bravur. Kun minimale udfald kan flygtigt opsnappes, men det opvejes af den troværdighed, det giver at benytte disse lokale 'førstegangs-skuespillere'.

HJEM KÆRE HJEM viser formentlig vinkler af ældreplejen og dens omsorgspersoner og 'klienter', vi ikke før har set – vi kommer ned i livsnerven hos hverdagens 'usynlige'-helte. I filmen Onkel spillede Jette Søndergaard figuren Kris, nu hedder hun Sofie og den samme overbevisende sødme og udstråling får én til at knibe en tåre, da tingene ikke går lige så godt for hende som ønsket – og hendes pjattegøj af en mor i øvrigt heller ikke på nogen som helst måde er til hjælp. Kære Sofie, hvis du læser dette så vid, at vi forstår dig og husk: DU ER EN SURVIVOR!!!!!

HJEM KÆRE HJEM, er godt skruet sammen, men gør ondt.