Kunst

SOPHIENHOLM KUNSTHAL: Take Care

SOPHIENHOLM KUNSTHAL

Take Care

 

 

 

 

SOPHIENHOLM KUNSTHAL: Take Care

Minna Kangasmaa, With and Without, detjalje, 2009 ongoing – fotograf Torben Eskerod

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

‘ ……. igen har Sophienholm formået at skabe en stor udstilling …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

Det er altid en fornøjelse at besøge Sophienholm Kunsthal. Det ligger i smukke omgivelser og man kan altid blive fristet af en spadseretur i den helt enestående park.

 

Denne gang var besøget lidt overraskende, for når man træder ind ad døren er det et helt nyt og friskt look udstillingslokalerne har fået. Det er det så ikke helt men det virker sådan. Receptionen er flyttet ind i den modsatte side end tidligere og frigivet mere plads til udstillingen. Pludselig kommer der et bedre flow igennem salene. Utroligt så lidt der nogle gange skal til for at forbedre tingene.

Take Care

Sophienholms nye udstilling, ‘Take Care’, er vedkommende og også lidt skræmmende. For hvordan vil vores fremtid forme sig i denne hastigt udviklende teknologiske verden? Vil vi flyde med som bølgeskum eller vil vi blive opslugt i cyberspace uden tanker for andre end os selv?

 

Tre samtidskunstnere udstiller på Sophienholm under et vigtigt tema: Den svære balance i relationer, både i det nære og i det store. Der er mange facetter i denne udstilling, som titlen indikerer. ‘Take Care’ kan være at skulle passe på hinanden og omgivelserne, det kan også være en slags advarsel: Pas på!

 

 

 

 

 

 

 

 

SOPHIENHOLM KUNSTHAL: Take Care

Pernille Egeskov, Drømmefanger, 2023 – fotograf Torben Eskerod

 

 

 

 

 

Denne udstilling er et tværnordisk samarbejde mellem tre kunstnere, der hver især bruger forskellige virkemidler og udtryk, men i intentionen har fælles fodslag, vi skal passe på hinanden, naturen, vores familie relationer, kort sagt vi skal være mere opmærksomme på nuet og hvad der sker rundt omkring os.

Minna Kangasmaa

I Finske Minna Kangasmaas værker finder vi en sjælden kraft. Hendes installation med to kister i forskellige størrelser, indeholdende forkullet træ, viser forgængeligheden i naturen. Skovbrande og klimaforandringerne i det hele taget, bliver serveret for os som to lig, som vores respektløse levevis har taget livet af. Minna Kangasmaa viser os også en anden næsten lyrisk side af sit talent med Flora. Porcelæn er skåret ud i små stykker og sat op på væggen. Et værk der på en gang viser skrøbelighed og afstand imellem generationerne. På modsatte væg er der hylder med støv, hvor vi er blevet opslugt af vores egen vandalisme af naturen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

A K Dolven

A K Dolven, I Hold your Head in my Hands, 1999

 

 

 

 

 

 

 

A K Dolven

Norske A K Dolven har et interessant og forfriskende udtryk. Bl.a. er hendes værk Stairs anderledes og spændende. Det tog lidt tid før det stod klart, at toilettet på første sal var blevet låst og lukket, fordi det blev brugt til installationen Stairs. Der er boret et hul i døren, som hvis man skulle se et peep show. Vi ser en kvinde bagfra der tager tøj på, siddende på en trappe. Hun vender ryggen mod sit publikum. Hvem er det i virkeligheden, der er hovedpersonen i dette værk, den der kigger eller den udøvende, kvinden på trappen! A K Doven har også et par oliemalerier med på udstillingen, der også viser hendes følsomhed, og poetiske udtryk.

Pernille Egeskov

Pernille Egeskov skaber collager, installationer og opstillinger. Hun bruger ting og materialer der bliver fundet rundt omkring. Et blad, et tæppe, en kuffert etc. Hun giver tingene liv og får dem til at fortælle en historie. Den store opstilling, Alkoven, er næsten makaber. To personer ligger i et aflukke med tæpperne trukket op om ansigtet. Der hænger en ”Dreamcatcher” over dem, som indeholder mobiltelefoner, ledninger Ipad, etc. Er det der vores drømme kommer til at udspringe sig fra? Har vi lagt vores liv i teknologiens hænder? Er det fremtiden, hvor vores nærmeste relation er en smartphone? Hvad blev der af nærheden til vores nærmeste, hvor forsvandt vores omtanke for naturen hen?

Tag et par runder

Dobbelttydigheden ligger hele tiden og simrer under overfladen i denne udstilling. Man er nødt til at tage et par runder, for der sker virkelig meget. Symbolikken flyder i en lind strøm. Det er tre kunstnere der har noget på hjerte og de supplerer hinanden fint.

 

Pernille Egeskov har som kurator være god til at sætte både malerier og installationer i kontrast til hinanden, hvor flertydigheden kommer til deres ret. Udstillingen vækker stof til eftertanke. Igen har Sophienholm formået at skabe en stor udstilling i relativt små omgivelser.

 

 

 

 

 

SOPHIENHOLM KUNSTHAL: Take Care

A K Dolven, Stairs, 2002

 

 

 

 

 

 

SOPHIENHOLM KUNSTHAL: Take Care. Kunstnerne på udstillingen er: Pernille Egeskov-DK, Minna Kangasmaa-FI, A K Dolven-NO. Udstillingen slutter d. 29. maj. Kurator Pernille Egeskov

 

 

 

 

SOPHIENHOLM KUNSTHAL: Take Care – se mere her

 

 

 

 

 

SOPHIENHOLM KUNSTHAL: Take Care er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION