Litteratur Rejser

STEMMER FRA GRØNLAND – en boganmeldelse

Kolonial følelsesøkonomi anno 1921

anmeldelse af

STEMMER FRA GRØNLAND

 

 

STEMMER FRA GRØNLAND

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

Tilbage i 1980’erne, da vi boede i Ilulissat på den grønlandske vestkyst, var der en af vore lokale bekendte som ofte med stolthed talte om sin længst afdøde far, der havde været forfatter. Først nu får jeg historien om hvem hans far, Peter Gundel, egentlig var.

 

Tilsyneladende er det historien om en uheldig taber, en fattig og syg fanger, der bestandig løb panden mod en mur. Men der er meget mere på spil her. Det er historien om en ildsjæl, en kulturel oversætter, som langt forud for sin tid krydsede sproglige og sociale grænser, og midt i kolonitiden ukueligt og med en dybfølt retfærdighedssans, altid for døve ører, leverede socialrealisme og systemkritik. Beretningen om Peter Gundel er skrevet med respekt og indfølelse.

 

Forfatteren, Kirsten Thisted, præsenterer i sin bog STEMMER FRA GRØNLAND resultatet af et omfattende kildestudie af private breve, artikler og bøger. Blandt kilderne er der også tekster der aldrig har været oversat til dansk. De stemmer der kommer til orde tegner tilsammen et billede af Grønland som det så ud omkring 1921, 200 år efter Hans Egedes ankomst. Vi får en velskrevet og sammenhængende beretning med et højt fagligt niveau.

 

Tanken er naturligvis at den Grønlands-interesserede læser skal relatere dette til den aktuelle debat om forholdet mellem Grønland og Danmark her 100 år senere. Vi har her en debatbog med historisk perspektiv. Den indsigt og baggrund mangler desværre ofte i den aktuelle debat.

Stemmer med hver sin dagsorden

Vi følger i samfundet omkring den uheldige Gundel en række andre karakterer der hver især søger at konstruere deres fortælling om Grønland: Den unge eventyrer, der søger det ægte Grønland, drevet af den tids opdagelsesrejser og national heltedyrkelse.

 

 

 

STEMMER FRA GRØNLAND

 

Her ses Peter Gundel i sit hjem. Fotografiet er tager med selvudløser den 2. november 1929. Kilde: Jørgen Hvams fotoalbum.

 

 

 

Lægen der simpelt hen er på arbejde, og forholder sig pragmatisk til de sociale uligheder han møder. Brevvekslingen mellem ham og Peter Gundel er kernen i denne kolonibeskrivelse.

 

Den danske embedsmand og hans grønlandske sekretær, der sammen og hver for sig gennem hele deres asymmetriske karrierer arbejder for at vedligeholde og udvikle det grønlandske samfund.

 

To danske kvinder der hver især bygger deres egen forfatterkarriere på at fremstille romantiserede koloni-idyller og dermed bliver ansvarlige for en hel generation af danskeres billede af Grønland. Svulstige, poetiske og opbyggelige fortællinger der i en årrække får lov at fylde ugeblade og reoler, og lige så opbyggelige lærebøger og rejsebøger.

 

Vi møder også en dansk kvinde der bliver gift med en grønlandsk præst, men i stedet for at bygge bro mellem to verdener, tilhører hun hverken den ene eller den anden, og fra dette ensomme ståsted ser koloni-idyllen helt anderledes ud.

 

Og endelig en velanskrevet grønlandsk provst og forfatter, hvis projekt er at være med til at uddanne nationalt bevidste og afkoloniserede grønlændere, og måske endda også afkoloniserede danskerne.

Følelsesøkonomi – et interessant analyseværktøj

 

STEMMER FRA GRØNLANDKirsten Thisted giver en grundig gennemgang af kilderne, med omhyggelige definitioner, et omfattende noteapperat, og mange citater der udsættes for en grundig analyse, så vi også får lejlighed til at læse mellem linjerne og se alt det der netop ikke siges. Den teoretiske ramme er affektiv teori, hvor der opereres med en følelsesøkonomi, fortællingen om Danmark som med stor hengivenhed og selvopofrelse tilvejebringer varer og tjenesteydelser, præster og læger, og Grønland der forventes at svare igen med taknemmelighed og ydmyg loyalitet. Danmark til ære, Grønland til gavn?

 

 

I tilgift får læseren et udførligt referat og en fin litterær analyse af Peter Gundels noveller.

TIL HÆDER OG ÆRE

Jeg har lyst til at slutte med at citere fra Aqqaluk Lynges digt TIL HÆDER OG ÆRE (1982):

 

 

De rejste og rejste
og rejste tilbage
med kort over landet
og livsform beskrevet
til hæder og ære
medaljer med mere
for at have berejst et land
hvor mennesker lever og bor

 

 

 

Bogen STEMMER FRA GRØNLAND er udgivet på Kristeligt Dagblads Forlag og får her seks istapper.

 

 

 

Se mere her om STEMMER FRA GRØNLAND her.

 

 

Se også Ved klimaforandringernes frontlinje – Et besøg på Ilulissat Isfjordscenter’

 

 

 

Indlægget er skrevet af cand. scient. Bo Christiansen, KULTURINFORMATION