TRAPHOLT: SKYGGETEATER af Michael Kvium

Foto: Anders Sune Berg

✮✮✮✮✮✮

' …… de ternede morfarssutter fløj direkte på fødderne uden modstand ….. '

– Sussi C. Alminde, KULTURINFORMATION

Hvilket ét af Michael Kviums 36 helfigursmalerier taler mest til dig? Hvilket ét af Michael Kviums helfigursmalerier taler mest til mig? (Har du fundet din nabo?) Hmm. Er det mon værket: ”Dansen” fra 2009 med den yndige balletdanserinde der står der i sit strutskørt?

Hvis du ikke lige er født i Danmark, er det ikke sikkert, at du fanger mønsteret på blusen ”Den røde pølse.” En udpræget dansk ting som går igen på et af Michael Kviums andre værker, nemlig ”Farvelæren” fra 2018.

Farvelæren handler om danskernes evne til at pege fingre ad andre i stedet for at se på egne fejl og mangler. Farverne rød og grøn kan associeres til politik og bliver yderligere visualiseret ved danseren Sofia Pintzou, der kom til ferniseringen og råbte forsamlingen op i sin røde kjole og fuge i panden: ”HALLO?” – ”HALLO?” er der nogen hjemme? Fanger I budskabet? Vågn op – kære venner. Danseren Sofia var som trådt direkte ud af Michael Kviums maleri. Det var et fængslende syn.

Det er jo bare ”OLIEMALING – SMURT PÅ MED GRISEHÅR”

Nogle mennesker lader sig provokere af Michael Kviums malerier, men hvorfor? Det er kun et hvidt lærred, ”oliemaling – smurt på med grisehår!” Citat af Michael Kvium himself. Maleriet kan ikke gøre dig fortræd på nogen måde, men alligevel reagerer nogle mennesker med foragt eller afsky, hvorfor? Er der noget ved skyggerne, som de ikke bryder sig om at se?

Personligt kan jeg ikke hidse mig op over kunstnerens kommentarer til de ting, der sker i verden. Jeg synes at værket: ”Sælgeren” fra 2015 er genial. Han bliver nødt til at spise de smertestillende piller fordi, han påfører sig selv smerte med stokken. Mange mennesker er destruktive og påfører sig selv mange smerter, som de bliver nødt til at dulme med piller eller alkohol. Dernæst må jeg også fremhæve Michael Kviums værk: ”Størrelsen” fra 2016. Det er en fin kommentar til, hvem vi er som mennesker og tomheden ved at jage efter at blive set, hvad enten det er på sociale medier, vores prangende tøj eller smækre kroppe.

Og lige netop nøgne kroppe kan du også få at se på Trapholt i denne omgang. Kvium har en forkærlighed for ”naturlige” kroppe, hvor tyngdeloven træder i kraft. Hvis Kviums nøgne kroppe var inviteret hjem i min stue, så ville jeg bede dem om at dække sig til, imens vi talte sammen. Men værket: ”Turisten” fra 2017 ligner et selvportræt, ligesom mange af de andre malerier. Jeg ser en far/ bedstefar i værket ”Turisten”, som giver mig en følelse af noget genkendeligt og varmt.

Foto: Anders Sune Berg

Fornøjelsen ved at se på Michael Kviums talent

For mig personligt har det været en dejlig oplevelse at komme og opleve Michael Kviums værker på egen hånd. Jeg er betaget af hans smukke måde at føre penslen på hen over lærredet og jeg er vild med den måde, han udvælger farverne på. Der er en smuk harmoni og sammenhæng imellem værkerne.

De ting du sanser uden at opfatte det 100 procent

En gennemsnitsdansker eller børn – der måske ikke går så meget op i kunst og budskaber – vil stadigvæk kunne være tiltrukket af nogle af Kviums malerier, da forskellige farver kan minde os om forskellige ting, der vækker vores behag.

Som Kvium selv fortalte ved ferniseringen, så kan farven gul minde os om en dejlig citron eller solsikke. Orangerød kan minde os om hovedfarven i din mors mønstrede gulvtæppe eller det værelse du boede på under en ferie på Sicilien. Og det giver en genkendelig følelse af varme og velbehag i hele kroppen.

Hvis jeg skal slå hjernen fra og ikke koncentrere mig om budskabet, så er værket: ”Bossen” og værket: ”Åbenbaringen” noget der glæder mit barnlige hjerte og jeg får en kæmpe oplevelse af at kigge på deres legende og frække attitude.

Foto: Anders Sune Berg

Hvad år malede Michael Kvium mig?

Når jeg går rundt på Trapholt og indsnuser duften af rød pølse, som danseren Mikolaj Karczewski fra Polen, tog op af lommen til deres fælles opvisning af ”Farvelæren”, så genkender jeg nok mest mig selv i værket: ”Hverdagen”, der blev til under Corona nedlukningen i 2021.

Det var den pæneste kvinde jeg kunne finde, muh ha ha… Spøg til side. Men jeg genkender følelsen af at være spærret inde i sit eget hjem med to små børn og lysten til at ta’ de fine balletsko på, mens de ternede morfarssutter fløj direkte på fødderne uden modstand.