REVYKØBING: Nykøbing Falster Revyen 2025
Teater

REVYKØBING: Nykøbing Falster Revyen 2025

REVYKØBING: Nykøbing Falster Revyen 2025

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

REVYKØBING: Nykøbing Falster Revyen 2025

Fotograf: Nicolai Skov

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… musikalitet, humor og timing …….'

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Endnu engang har Nykøbing Falster Revyen samlet et strålende og velspillende hold med Henrik Lykkegaard, Karen-Marie Lillelund, Rasmus Krogsgaard, Kristine Yde, Gordon Kennedy, Mickey Pless, samt hans formidable musikere. Ind imellem glemmer man, at orkestret ’kun’ er fire mand, de lyder som et helt bigband. Det swinger. Mickey er arrangør og har også komponeret en del numre til revyen. De er strålende. Mickey selv har et nummer i anden del, med en sød melodi og et fint tema.

 

Det cementerer at musik skaber fællesskaber, den forener os. Det klæder rummet at orkestret er sat op i en slags første sal på scenen og scenografiens farveskiftende rundinger giver et kosmopolitisk præg. Eftersom revyen er serveringsteater, følte vi os hensat til en international kabaret, med årvågent og kvikt personale.

Så er vi i gang – nu med Anders Agger

Det er som regel starten af en revy der sætter niveauet, og man er spændt på hvad der er temaet. Det er ingen hemmelighed at ’Dansk Revy’ i år fylder 175 år og det var temaet i åbningsnummeret. Det fine greb her, er nedslag på historiske begivenheder i Danmarkshistorien i løbet af perioden. Nytænkning. I næste nummer fik vi også en anderledes info om slukning af telefoner under forestillingen, kvikt afleveret af Rasmus. Gordon Kennedy er nok sæsonens morsomste Anders Agger. Han er en gennemgående figur i løbet af revyen og hver gang er han hylende morsom, når han kommer ind og afbryder. Kennedy demonstrerer sit talent for at parodiere i ’Krejlerkongerne’, med to hold bestående af Martin Lidegaard og Ulla Terkelsen, det andet hold er Claus Holm og Farsar fra den Sorte Svane, der her er blevet til den ’Sorte Snog’. Under nummeret bliver det indviklet at forstå, hvem der skal sælge, hvad der skal sælges og hvad der sælger bedst. Det er brilliant. Tekst Gordon Kennedy.

 

Vi kommer vidt omkring i Nykøbing. Et smut til Kina på mobilen, hvor Temu er den allerbedste ven og alt kan købes, også det du ikke har brug for. En tur til Christiansborg blev det også til. En ret vittig sketch med tekst af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard om, hvordan det ’Politiske posthus’ på Borgen, kan få ting til enten af forsvinde, blive arkiveret eller endnu bedre makuleret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

REVYKØBING: Nykøbing Falster Revyen 2025

Fotograf: Nicolai Skov

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kristine Yde giver en smagsprøve på sin sublime stemme, både i en klimasang og i samspil med Karen-Marie, der er hende der aldrig blev stjerne, men er helt sikker på, selv i en lille birolle, vil forestillingen ikke kunne eksistere uden hende. Karen-Marie har et kæmpe komisk potentiale. Hun er charmerende, har en flot stemme og er meget morsom. Desuden besidder hun lige den grad af selvironi, der får folk til at grine. Karen-Marie er ikke en af de mindste piger, og hun bruger det ind imellem i sin komik. Hun indkasserede flere gange aftenens største latter, f.eks. som Hilda, nå nej Helga, for Kurt og Helga havde endelig fået en chance efter Keld og Hilda er gået på pension. Hun er helt klart et stort trumfkort for revyen.

 

Finalenummeret i første akt er en kavalkade over DR's mest kendte figurer bl.a. Ingrid og Lillebror, Emma fra Rottehullet, Poul Thomsen, Clement, og ikke mindst et par velkendte ansigter fra Dansk Melodi Grand Prix. Bamse, Birthe Kjær, Bum Bum-Mabel, Tommy Seebach og Kirsten Siggaard. Teksten skrevet af Rasmus Krogsgaard er vældig god. I øvrigt har Ramus været instruktør på forestillingen. Den hænger godt sammen, og der er det rigtige flow og tempo over forestillingen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

REVYKØBING: Nykøbing Falster Revyen 2025

Fotograf: Nicolai Skov

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anden akt

Anden akt starter igen hårdt ud med en tekst af Rasmus Krogsgaard, der selv fremfører den. ’De tre musikanter’, er regeringspartierne, der desværre ikke synger i samme toneart, men alligevel er de ’De tre musketerer’. Vi er rundt om deres politiske eskapader. Derefter kommer aftenens bedste nummer ’En flot præstation’. Her måtte jeg helt og totalt overgive mig. Vi er med, mens de tre ’Kongelige Eksperter’, skal kommentere Kong Frederiks første nytårstale, og slagets gang bliver styret af Natasja-konge-Crone. To andre sidder og forklarer indgående, hvad kongen foretager sig-læs: ingenting. De er ude i forklaringer om kongelige døre, der bliver gået ind og ud ad osv. Henrik, Kristine og Karen-Marie er suveræne. Teksten er skrevet af Emilie Nordentoft.

 

Vi får selvfølgelig også en forvekslingssketch ’Den sidste vilje’. Den er hvad jeg vil kalde et kækt indslag og det er ’Vores melodi’ også. Vi kender det alle sammen. Du sidder og nynner en sang, hvor du har haft et specielt minde med en eks. Det falder ikke altid i god jord hos den nye kæreste.

 

Vi skal også lige forbi alle superskurkene. De er blevet arbejdsløse, fordi virkelighedens skurke er værre end dem og har taget deres roller. Et skønt nummer og her vil jeg absolut rose revyens kostumier Henrik Børgesen. Der er ikke sparet på staffagen. Hele revyen har flotte kostumer og de passer perfekt til både spillere og numre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse

Fotograf: Nicolai Skov

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Elvis siger farvel

Revyen slutter med et Elvis potpourri, igen med farvestrålende kostumer og knald på musikken. En hyldest til Elvis, som ville være blevet 90 år i år. Sommer Revyen i Nykøbing er en både hyggelig og charmerende revy, med et velspillende hold. De seks medvirkende samt orkestret, er veloplagte og revyen har på mange måder en del fornyelser. Det gør forestillingen anderledes, men ikke mere end at den aldrig mister excessen af det, som er revyens hjerte: Musikalitet, humor og timing.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse

Fotograf: Nicolai Skov

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

REVYKØBING: Nykøbing Falster Revyen 2025. Medvirkende: Henrik Lykkegaard, Karen-Marie Lillelund, Rasmus Krogsgaard, Kristine Yde, Gordon Kennedy og Mickey Pless. Instruktør: Rasmus Krogsgaard. Kapelmester: Mickey Pless. Kostumier: Henrik Børgesen. Scenograf: Lars Rødbroe. Koreograf: Katrine Bonde: Frisør: Christina Klinke.

 

 

 

 

 

 

REVYKØBING: Nykøbing Falster Revyen 2025 – se mere her

 

 

 

 

 

 

REVYKØBING: Nykøbing Falster Revyen 2025 er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm