HANNE ULDAL: LOVE LOST
Kunst Musik

HANNE ULDAL: LOVE LOST

HANNE ULDAL: LOVE LOST

et 50-års jubilæumsalbum

 

 

 

 

 

HANNE ULDAL: LOVE LOST

Foto: © Natascha Thiara Rydvald – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

‘ ……… sangene fremføres med en sikker og perfekt musikalsk professionalisme …..’

– Jesper Emke ‘Udkantsberlin’ Clausen, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hanne Uldal har præsenteret et glimrende og gennemarbejdet jazzalbum med ‘Love Lost’, der med en charmerende lethed tager en melankolsk svingom med de tunge følelser.

 

Hanne Uldal er ikke en ukendt størrelse på den danske film- teater- og revyscene, og Hanne Uldals album ‘Love Lost’ er et fremragende udspil, der fortjener at nå ud til et stort publikum. En værdig måde at fejre sit 50-års jubilæum som kunstner.

Et kompetent ensemble

På ‘Love Lost’ viser Hanne Uldal, at hun også mestrer jazzens komplicerede kunst, og hun bakkes samtidig kompetent op af fremragende musikere som f.eks. Christina Dahl på saxofon, Jesper Thorn på kontrabas og både Terkel Nørgaard og Jonas Johansen og ikke mindst Bent Clausen på piano.

Det melankolske taktslag

Det hele spiller med en charmerende lethed, der gør, at man næsten glemmer sangenes melankolske grundtone. Men også kun næsten.

 

På numre som ‘Embracable You’, skrevet af George og Ira Gershwin, mærker man modenhedens melankoli titte frem i mellem sprækkerne i det triste og til tider blå toner.

 

I det hele taget mærker man som lytter en gennemgående melankolsk søgen efter det tabte på ‘Love Lost’: De valgte sange fremføres med en sikker og perfekt musikalsk professionalisme, selv om der alligevel ligger en ubestemmelig sårbarhed og nærmest drømmende afmagt i Hanne Uldals stemme.

Kan bide skeer med ‘de helt store’

De 8 numre på albummet er mere eller mindre klassikere, der findes i mange udgaver og er blevet fremført af mange store sangere og sangerinder igennem tiden. Og det kan altid godt gå hen og blive en udfordring for en sanger som Hanne Uldal, da hun uundgåeligt vil blive sammenlignet med ‘de helt store’:

 

Det kræver f.eks. en høj grad af mod at prøve kræfter med en kæmpe klassiker som ‘The Man I Love’, der som bekendt har været fremført af både Billie Holiday og Ella Fitzgerald, men Hanne Uldals dagdrømmeriske gengivelse giver nummeret sit helt eget skandinavisk-kølige kendetegn. Og det har helt klart sine kvaliteter.

Nordic-noir

Denne særlige skandinaviske jazzkølighed, der nok bedst forstås af folk med et varmt, men dog melankolsk musikhjerte, mærkes i større eller mindre grad på alle albummets 8 numre – måske allermest på åbningsnummeret ‘Every Time We Say Goodbye’ (skrevet af Cole Porter), der er med til at lægge den kølige grundstemning til resten af albummet.

 

Desuden mærker man tydeligt Hanne Uldals årelange ekspertise og erfaring fra de skrå brædder på ‘Love Lost’, hvilket også er med til at skabe en særpræget live-stemning på albummet, der giver det sin egen levende charme. Det er nordic-noir, når det er bedst.

Hanne Uldal – tabt og fundet

Med andre ord er ”Love Lost” altså langt fra ‘lost’ – den er fundet! Nu ønsker vi, at der er flere, der finder kærligheden – og Hanne Uldals album.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BONUS:
Vi er på redaktionen beæret over meget venlig korrespondance med Hanne Uldal. Vi har spurgt hende om albummets tilblivelse og modtog følgende svar:

 

“LOVE LOST har virkelig mange lag. Farvel til 50 fantastiske arbejdsår. Farvel til forældre. Farvel til et aktivt liv som mor og familie-midtpunkt. Farvel til livet som hustru. Farvel til min kære ven, pianisten Svenn Skipper, der døde den 2. november 2021 – Vi mødtes på Det Ny teater for 50 år siden. Han var kapelmester på ‘No No Nanette’ og jeg spillede titelrollen. Siden har han været inspiration og en stor del af mit musikalske liv både på teater-scenen og musik-scenen.

 

Jeg elsker gamle standards om kærlighed og bristede illusioner. De passer til mit liv, men på én eller anden måde lægger jeg også dem bag mig nu. Måske er jeg blevet voksen. Helt nye tiltag venter!

 

Jeg har sunget hele mit liv. Rock, så musicals, viser, operetter, opera, moderne kompositioner og jazz, ofte på DR, som tidligere havde et sprudlende og levende musikliv med danske kunstnere. Jeg elsker at udtrykke følelsen i en rytmisk figur, i pausen, i stemmekvaliteter. Og klangen.

 

Musikerne på pladen har jeg arbejdet med i flere år, og de er hver især fantastiske musikere og mennesker. Uden dem – ingenting !”

 

Hanne Uldals statements om de håndplukkede musikere:

 

Bent Clausen er en vidunderlig og alsidig musiker. Vi har bl.a. været på verdenstourné sammen, omkring årtusindskiftet. På Bob Wilson og Tom Waits forestillingen Woyzeck, Betty Nansen Teatret, hvor Bent var kapelmester.

 

Christina Dahl har spillet sax på mange af mine opgaver, og jeg elsker hendes approach. Vi har indenfor de sidste år også skrevet og komponeret nye ting sammen. Jeg håber, der bliver tid til mere og at flere af mine digte kommer op af skuffen.- Se mere her

 

Jesper Torn er en eventyrlig bassist. Så udtryksfuld og medlevende. – Se mere her

 

Terkel Nørgaard ligeledes. Dynamisk og fortællende trommeslager. – Se mere her

 

Jonas Johannesen, den legendariske, har jeg første gang mødt på Vallekilde for mange år siden. – Se mere her

 

 

 

 

HANNE ULDAL: LOVE LOST

Foto: © Natascha Thiara Rydvald – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

HANNE ULDAL: LOVE LOST – Hanne Uldals søn, Julius Wilder, i Nashville er producer på jubilæumsudgivelsen. Albummet er Mastereret i ‘King Kong Studio’ af Carsten Skov. Mix: Carsten Skov og Julius Wilder.

 

For bookning og agent: https://www.allthatmanagement.dk

 

 

Fotografier: © Natascha Thiara Rydvald – all rights reserved

 

 

 

HANNE ULDAL: LOVE LOST kan tilgås på Spotify her

 

 

 

 

 

 

 

HANNE ULDAL: LOVE LOST, en anmeldelse af musikguruen Jesper Emke ‘Udkantsberlin’ Clausen, KULTURINFORMATION