ANMELDELSE: LILLE KUNSTHISTORIE
for børn og barnlige sjæle
✮✮✮✮✮✮
‘ ………. Man er ikke i tvivl om at Hornung brænder for sin sag ……’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Dette er fjerde udgave af bogen, og den bliver bedre og bedre. Undertitlen: ‘for børn og barnlige sjæle’, er godt ramt, for indholdet er vedkommende og berigende for de fleste. Det er ikke alle der har haft mulighed eller bevågenhed for at stifte bekendtskab med kunst og kultur i deres barndom eller ungdom. Logistik, traditioner, interesse, alt kan være med til at påvirke ens deltagelse i kunstudstillinger og besøg på museer.
Mange vil hellere blive hjemme for at spille et spil, se fjernsyn eller i det hele taget har de bare ikke lyst til at gå på museer. Påvirkningen skal komme som en øjenåbner. Det er denne bog, og det er ingen overdrivelse. Pludselig bliver billedkunst interessant.
Peter Michael Hornung
Peter Michael Hornung (f. 1950), har en lang og aktiv karriere bag sig. Han har virket som både kunstkritiker, kunstanmelder, kunstformidler, og har gjort et stort arbejde for, at et bredere kendskab til billedkunsten skal være nemmere tilgængelig for alle. I denne udgave er der nye tilføjelser, vi bliver opdaterede. Forfatteren har hele tiden ønsket at fortælle beskueren, vigtigheden i at kunne vide noget om kunsten og dens historie. Hornung formår at formidle det budskab uden løftede pegefingre og i stedet på en glad og kærlig måde, indføre tilskueren i en levende verden, fuld af mystik og oplevelser.
Yayoi Kusama
Kunst i bogen og i virkeligheden
Budskabet er skrevet i en frisk og forståelig tone, akkompagneret med festlige tegninger af forfatteren, der er med til at give det ellers tunge stof lethed. Tegningerne forestiller kendte malere, malerier, situationer eller episoder. Som Hornung skriver, at hvis læseren en skønne dag møder de originale værker, kan der måske opstå lidt genkendelsesglæde og en vis lettelse over, at originalen er så meget mere kunst med stort K.
Den optimisme der ligger i de sætninger, er at give et vigtigt budskab videre. Forhåbninger om at dem der stifter bekendtskab med et værk fra bogen, fremover vil blive museumsbesøgene. Man er ikke i tvivl om at Hornung brænder for sin sag. Resultatet er da også fremragende. Det skal tilføjes at illustrationerne er kunstværker i sig selv.
Sonja Ferlov Mancoba
Genre, tidslinjer & ordforklaring
Der er 32 overordnede afsnit der forklarer de forskellige genrer i kunstens tidslinje. I hvert afsnit, mere eller mindre, er der eksempler på kunstnere, som har betydet noget indenfor netop den periode. Der er en ordliste hvor mange stilarter, ting, begreber og genstande er beskrevet i korte afsnit. Det er informativt og tilstrækkeligt i denne sammenhæng. Desuden forefindes et navneregister og hvis man er mere nysgerrig, kan man jo gå på nettet og se den enkelte kunstners værker.
Det er næsten umuligt at fremhæve nogle perioder og kunstner, frem for andre. De har alle haft betydning for kunstens udvikling og for hvad den er i dag. Når man har gennempløjet denne bog, er der alligevel stilarter der skiller sig mere ud for den enkelte læser, end andre. Det er en af de ting der gør kunsten fantastisk. Vi får alle noget forskelligt ud af at se på kunst. Der er noget for os alle og derfor bidrager den positivt i vores hverdag. Vi kan diskutere den, blive forargede, henrykte, rasende, opstemte, hele det følelsesmæssige spektrum kan komme i brug, når vi ser på kunstværker. Den oplevelse skal børn og unge også have, derfor har denne bog en vigtig mission.
Du bliver klædt på
Lille kunsthistorie for børn og barnlige sjæle er den bedste gaveidé længe, ja, jeg er begejstret. Måske vil den blive modtaget med overraskelse og lidt undren, men det er kun til den bliver åbnet. Den vil pirke til nysgerrigheden allerede fra første side. Man vil være godt klædt på til næste besøg på et museum eller udstilling. God læselyst.
Tracey Emin
ANMELDELSE: LILLE KUNSTHISTORIE – for børn og barnlige sjæle. Forfatter: Peter Michael Hornung. Udgivet på forlaget Strandberg Publishing A/S. Illustrationer er af Peter Michael Hornung, baseret på forfatterens fortolkninger af værkerne.
ANMELDELSE: LILLE KUNSTHISTORIE – se mere her
ANMELDELSE: LILLE KUNSTHISTORIE er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION