MØNS KLINT: MÆLKEVEJSSTILLEVANDRING
Rejser

MØNS KLINT: MÆLKEVEJSSTILLEVANDRING

MØNS KLINT: MÆLKEVEJSSTILLEVANDRING

 

 

De indre rejser med udviklingstema

 

 

 

 

 

 

 

MØNS KLINT: MÆLKEVEJSSTILLEVANDRING

Stillevandring, Møns Klint

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er uendeligt mange destinationer i verden og måder at rejse på og en af mine vigtigste rejser nogensinde, var rejsen indad. Og selvom jeg siden hen har lagt jordkloden ned flere gange i rejser udadtil, finder jeg altid tilbage til et behov for at rejse i mit indre og opsøger rejser med et selvudviklingstema.

Camønogaarden og Dorte Elmbæk

Stillevandringskonceptet og Camønogaarden ligger lige ud til Møns pilgrimsrute ’Camønoen’ to kilometer fra Møns Klint og er ejet af Dorte Elmbæk. Camønogaarden fungerer også som kursuscenter, refugie og Bed & Breakfast. Dorte er certificeret Dark Sky guide og har udviklet stillevandringskonceptet i Danmark og praktiserer det nu på Møn. Dorte er blandt andet uddannet lærer med en bachelor fra RUC i Internationale studier, psykoterapeut og har også en 3-årig uddannelse som Mindfulness instruktør. Camønogaarden er en ombygget bondegård fra 1870, der stadig er rustik og indrettet i hensyn til oprindeligheden med indlogering i værelser på gården eller omkring gården i arkitekt tegnet Dark Sky hytte med glastag, shelter, campingvogn eller glamping.

Møns Klint

Møns Klint er kridtformationer af løftet havbund skubbet op af bræer under istiden i Danmark gennem 100.000 år. Klinten består af aflejringer af kalkholdige skaller og skeletter fra små marine organismer, dannet da Danmark var dækket af subtropisk hav for 75 millioner år siden. Møns Klint er op til 128 meter høj, 60 meter bred og seks kilometer lang, et af Danmarks mest attraktive populære naturattraktioner, hvor der også søges optagelse i UNESCO Verdensarv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MØNS KLINT: MÆLKEVEJSSTILLEVANDRING

Mælkevejen over Møns Klint. Fotograf Ruslan Merzleykov.

 

 

 

 

 

 

Mælkevejen

 

Mælkevejsstillevandring er en tre timers vandring der starter kl.1930 i skoven ved Møns Klint og slutter cirka kl. 2300. Stillevandring går ud på at man ikke må tale sammen, udveksle blikke eller fagter under de tre timers vandring på toppen af klinten. Vi var ni mennesker i gruppen, som ikke kendte hinanden og vi vandrede på udsøgte steder hvor Møns Klint tager sig tydeligst og smukkest ud.

 

Under vandringen stoppede vi op nogle gange, mens Dorte guidede os gennem refleksioner til at mærke naturens resonans og vores forbindelse til moder jord under os, der som Dorte sagde holder os godt og solidt fast, uanset hvad. Måske i virkeligheden det eneste sted, hvor vi som mennesker gerne vil holdes fast uden at vi føler os fanget, tynget, begrænset eller indeklemt.

 

Der er noget befriende ved ikke at tale sammen, fordi vi i stilheden mødes som mennesker i en gruppe på lige fod og hvem vi er eller hvor vi kommer fra, har ingen betydning. At sidde eller ligge på toppen af Møns Klint, se formationerne og kalken tæt på og kunne røre den, samtidig med at man kigger ned i det stille flerfarvede hav eller sidder opad et træ i skoven i 20 minutters stilhed, det skærper alt sammen ens sanser og naturen kommer langsomt tæt på i al stilhed og tydeliggør sig.

 

Stilheden sammen med andre kan for nogle mennesker være en udfordring med tankemylder der altid er eksisterende med oplevelser fra fortiden, der trigger eksempelvis angst, vrede eller sorg, mens man vandrer med tankerne som tro følgesvend. Sammenholdet i stilhed bliver faktisk styrket i gruppen, hvor vi i tale måske ellers ville drukne eller drukne hinanden.

 

 

 

 

 

 

 

MØNS KLINT: MÆLKEVEJSSTILLEVANDRING

Glamping og arkitekttegnet Dark Sky hytte på Camønogaarden. Fotograf Francesca Cadolnier.

 

 

 

 

 

 

Stillevandring i naturen går ud på at lade tanker passere, hvis de virker forstyrrende, for så sikkert som amen i kirken ankommer de som på skibe i loop cirka otte gange hvert halve sekund.

 

Stillevandringens lære er at lade tanker passere og i stedet lade sig omfavne i taknemmelighed af de stærke urkræfter og naturens resonans i et med millioner af års bevis på liv i klinten og fornemmelsen af at liv begyndte i havet.

 

Suppe over bål i stjerneskæret af Mælkevejen

Det mest forunderlige, men også vidunderlige på en ellers travl befærdet Møns Klint med cirka 300.000 besøgende om året var, at vi på intet tidspunkt under Stillevandringen mødte nogle. Vi sluttede af bag Møns Klints smukke bakkelandskab, mens stjernerne på himlen åbenbarede sig i det lune sommervejr og mørket langsomt havde sænket sig. Venus var den første aftenstjerne der viste sig tydeligt, tæt på og funklende. Da vi kom tilbage til Camønogaarden, fik vi suppe af de lækreste råvarer tilberedt på bål med Mælkevejen over os, hjemmebagt brød og økologisk rødvin og talte lidt sammen om vores oplevelse med Stillevandringen. De fleste af os nød dog stadig stilheden og glampingteltet jeg skulle overnatte i med kvækkende frøer under Dark Sky og stjernevrimlen, lokkede.

 

Samtalen om gårsdagens oplevelse genoptog vi til morgenmaden i gruppen og fik på den måde afsluttet en ganske unik Stillevandrings oplevelse sammen, man kan leve længe på tilbagevendt til byens liv og hverdagens larm. En oplevelse af den kaliber kan godt lyde pebret prismæssigt, men var rørende billig.

 

 

 

 

Camønogaarden

Camønogaardens gårdsplads er stedets hjerterum. Fotograf Githa Schultz.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MØNS KLINT: MÆLKEVEJSSTILLEVANDRING – Læs mere om Stillevandringer her

 

 

 

MØNS KLINT: MÆLKEVEJSSTILLEVANDRING – se mere om Camønogaarden her

 

 

 

 

 

MØNS KLINT: MÆLKEVEJSSTILLEVANDRING er skrevet af Githa Schultz, KULTURINFORMATION

Githa Schultz har også fotograferet indledningsfoto – se mere om Githa Schultz her