Teater

COPENHAGEN SUMMER DANCE 2023

COPENHAGEN SUMMER DANCE 2023

 

 

 

 

 

COPENHAGEN SUMMER DANCE 2023

Foto: Raphael Frisenvænge Solholm / MIT STILLE HJEM

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……. de tre værker fungerer godt i hinandens selskab …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copenhagen Summer Dance er en tilbagevendende begivenhed og den største dansefestival af samtidsdans i Danmark. Programmet er fyldt op med spændende nye gratis tiltag som f.eks. dansefilm under himlen, og Gaga-træning og ikke mindst er der mulighed for at tale med nogle af de udenlandske artister. Der medvirker både dansere og koreografer fra Ukraine, USA, Canada.

 

Dansk Danseteater blev oprindeligt etableret som Nyt Dansk Danseteater i 1981, af 5 ildsjæle, der alle var koreografer og brændte for at udbrede den moderne dans i Danmark. På det tidspunkt var moderne dans i Danmark lidt af en gøgeunge i dansesammenhænge, men det spirende dansekompagni skabte hurtigt respekt om sig. Der blev arbejdet hårdt og det bar frugt. Fra 2001- 2018 var balletdanser og koreograf Tim Rushton kompagniets kunstneriske leder og fra 2010 havde ensemblet fuldtidsdansere. Dansk Danseteater tournéer både nationalt og internationalt og har håndplukkede dansere fra hele verden.

 

Holstebro Dansekompagni er etableret under egnsteatret Holstebro Teater. Det fungerer som et selvstændigt dansekompagni. Det er arnested for nye dansere fra hele verden. Deres forestillinger kan ses i ind-og udland. Moderne dans, Samtidsdans, kært barn har mange navne, er en danseform der udtrykker det moderne menneskes ønske, behov, trængsler, kærlighed, sorg, alt. Det gøres også i den mere traditionelle ballet, men i den moderne form kan man tillade sig at være mere progressiv og pågående. Desuden har udtrykket nok en bredere appeal til den yngre generation.

 

Man kan næsten ikke ønske sig et smukkere bagtæppe end Øresund. Ofelia Plads ligger i smørhullet ved Skuespilhuset. Det er modigt af Dansk Danseteater at afholde denne festival under åben himmel, men hvorfor ikke. I Danmark er vi vant til skiftende vejrlig. Danseforestillingerne varer ca. en halvanden times tid, så det skal nok gå.

PASSING BY

Aftenens første forestilling handler om to mennesker der mødes i et flygtigt øjeblik. Intet kan ændres nu. Øjeblikket er passeret forbi, men måske bliver det muligt at se hinanden på en ny måde. De to mandlige dansere er elegante, smidige og lette. De snor deres kroppe sammen og rundt, så de på tidspunkter går i ét med hinanden. Et smukt lille værk, med en stærk virkning – PASSING BY.

 

Den unge amerikanske koreograf Justin Rapaport vandt i 2020 Danish dance Award ved Copenhagen International Choreography Competition og har genskabt duetten med musik af Moby. Dansere: Edward Pearce, Vasco Ventura. Kompagni Dansk Danseteater.

MIT STILLE HJEM

Mit stille hjem er skabt i samarbejde med tre ukrainske dansere, der måtte flygte fra deres hjemland i 2022. Ukrainerne danser sammen med seks andre kvindelige dansere, og er et øjebliks billede af en tilstand på baggrund af deres erfaringer og oplevelser. Hele skabelsesprocessen har været med til at bearbejde sorg og vrede samt den limbo-tilstand, danserne befinder sig i. Alle dansere bevæger sig igennem faser af chok, sorg, vrede fornægtelse, og ikke mindst mod.

 

Det er en slags dokumentation og du er ikke et øjeblik i tvivl om hvilke følelser kvinderne gennemgår. Koreografien er udtryksfuld og har momenter, hvor du mærker rædslen hos de medvirkende. Det rører én dybt, specielt fordi fællesdansene er meget præcise og giver indtryk af at danserne danser som med én krop. De har et fælles mål, en mission.

 

Iscenesættelse: David Price. Koreografi David Price, Kateryna Kuznetsova, Yekateryna Bysheva, Oleksandra Maksimchuk, Paulina Šmatláková. Musik: Heinali, Rosemary Standley, Myroslav Skoryk. Medvirkende dansere: Kateryna Kuznetsova, Yekateryna Bysheva, Oleksandra Maksimchuk, Marie Brolin-Tani, Lene Bonde, Nikoline Due, Amalie Stitz, Caroline Rodriques, Paulina Šmatláková. Kompagni Holstebro Dansekompagni.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

COPENHAGEN SUMMER DANCE 2023

 

Foto: Raphael Frisenvænge Solholm / THE WATCHERS

 

 

 

 

 

 

 

 

THE WATCHERS

The Watchers er et tematisk værk med udgangspunkt i at være lige på kanten af det hele. Hvad sker der, når du kommer forbi det punkt, hvor du ikke kan vende om og komme tilbage. Værket er skabt som et ensembleværk med 9 dansere. Danserne drages hele tiden imod de modsatrettede forhold der er i livet. Frigørelse-begrænsning, anstrengelse-lethed osv. Vi er på en kropslig rejse, hvor vi opdager kroppens vilde formåen. I dette værk viser danserne virkelig deres høje standard. De får trinene til at foregå med en ynde og smidighed, det er en æstetisk nydelse at se på. Man fornemmer tydeligt den dualitet der er intentionen i bevægelserne.

 

Koreografi: Dorotea Saykaly. Dansekompagni Dansk Danseteater. Dansere: Bradley Waller, Merete Hersvik, Kristin Bjerkestrand, Edward Pearce, Vasco Ventura, Jessica Lyall, Lukas Hartvig-Møller, Leticia Mayenco Cardenal. Musik: Andreas Westmark.

 

 

 

En smuk aften

En helt igennem oplevelsesrig aften. De tre værker fungerer godt i hinandens selskab. De har alle hver sin historie og koreografierne spiller fint op imod hinanden. Du sidder ikke på noget tidspunkt og tænker at det snart må slutte, tværtimod. Hver sekvens har sit eget liv, energi og styrke. En meget fin aften under den moderne dans stjernehimmel.

 

 

 

 

 

 

COPENHAGEN SUMMER DANCE 2023. Ofelia Plads. Kompagni: Edward Pearce, Vasco Ventura, Leticia Silva, Lúa Mayenco Cardenal, Jessica Lyall, Kristin Bjerkestrand. Foregår 5.-9. juli.

 

 

 

 

 

COPENHAGEN SUMMER DANCE 2023 – se mere her

 

 

 

 

 

 

COPENHAGEN SUMMER DANCE 2023 er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION