ISBJØRNEN: Nordisk Film Prisen 2023
reportage af Louise Frevert
Igen i år var Birgitte Hjort Sørensen vært. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Nordisk Film Fonden har uddelt sine tre hæderspriser. De bliver samlet overrakt under én prisuddeling: ISBJØRNEN. I år var noget ganske særligt, da det også markerer Nordisk Film Fondens 30-års jubilæum. Aftenen blev fejret ved et gallaarrangement for en spændt og feststemt filmbranche i Nordisk Films studier i Valby. Aftenens vært var Birgitte Hjort Sørensen, der smukt og velforberedt afviklede arrangementet. Prisuddelingen demonstrerede, hvordan Nordisk Film Fonden efter 30 år stadig er med til at udvikle filmtalenter i verdensklasse.
Debat om AI
Da aftenens program skulle starte, var værtinden ikke ankommet. Birgitte var i Paris og påstod at hun var på Vesterbrogade. Derefter fik vi en hurtig indføring i hvordan AI kan bruges. Birgitte blev fikst flyttet rundt på bjergveje etc., og omgivelserne var aldeles autentiske. Det var virkelig en appetizer på hvad fremtiden bringer.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Så blev vi ellers kastet ind i en ”forelæsning” med den hurtigtalende professor Vincent F. Hendricks, der diverterede salen med et indlæg om kunstig intelligens, AI, artificial intelligence. Det fik alle til at lytte en ekstra gang. Vi fortsatte i sporet og der var en paneldebat med Christian Have m.fl. Christian Have har en livslang professionel tilgang til kunst og kultur og har taget tyren ved hornene og skrevet en bog om emnet: Kunstens storhed eller fald, udgivet på forlaget Muusman.
Priserne
Ove Sprogøe Prisen på 75.000,00 kr. gik til skuespiller Jacob Lohmann, Erik Ballings Rejselegat på 75.000,00 kr. gik til manuskriptforfatter Mette Heeno og Nordisk Film Prisen på 117.000,00 kr. (1.000 kr. gange Nordisk Films alder), fik dokumentarfilminstruktør Lea Glob.
Jacob Lohmann
Jacob Lohmann fik velfortjent Ove Sprogø prisen 2023. Jacob er uddannet fra Skuespillerskolen ved Århus Teater. Hans store gennembrud var i serien “Norskov”, 2015. Siden har han medvirket i “Shorta” (2020), “De frivillige” (2019), “Den tid på året” (2018), “Når støvet har lagt sig” (2020) og “Valhalla” (2019). I 2020 modtog han en Robert for sin præstation i tredje sæson af DR-serien “Bedrag”. Siden 2003 har Jacob medvirket i 29 danske film og 19 danske tv-serier. Han er stadigvæk vanskelig at placere, måske fordi han ser så forskellig ud i sine roller, at publikum ikke altid genkender ham. Prisudvalget mener, at det gør ham unik. Han opleves ikke som en skuespiller, der søger rampelyset, men er derimod en, der dedikerer sig til sit håndværk med stille beslutsomhed og en ydmyg natur, og som efterlader os med en oplevelse af stor skuespilkunst og tilstedeværelse. I øjeblikket er Jacob aktuel i hovedrollen som den nedbrudte og udstødte jægersoldat Niels Oxen på TV 2. Jacob Lohman vil vi se meget mere til fremover.
Læs Freverts anmeldelse af én af OXEN – bøgerne her
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Familien Lohmann var naturligvis mødt frem. Lars Lohmann – Borgmesteren fra Jul i Gammelby. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Mette Heeno
Nordisk Film Rejselegat gik til manuskriptforfatter Mette Heeno for hendes indsats som hovedforfatter på den populære DR-serie “Carmen Curlers. Det danske periodedrama er en fortælling om klasse, køn og teknologisk udvikling i en forandringstid, hvor kvinderne kommer på arbejdsmarkedet, ungdomsoprøret ulmer, og de klassiske familiemønstre begynder at slå revner. Mette har ramt plet i forhold til, hvordan det virkelige iværksættereventyr om opfindelsen af 1960´ernes elektriske papillotter, blev et verdensprodukt. Hun har en fin fornemmelse for at kunne inddrage publikum i historien med komik, alvor, store følelser og autenticitet. Mette Heeno er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 2001. Derefter debuterede hun som manuskriptforfatter på komediesuccesen “Langt fra Las Vegas” (2001). Hun har skrevet manuskripter til bl.a. serierne “Lærkevej” (2009),”Bedre skilt end aldrig” (2016), samt animationsfilmen “Terkel i knibe” (2004).
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Lea Glob
Den store Nordisk Film Prisen modtog Lea Glob. Lea Globs dokumentarfilm “Apolonia, Apolonia” er et portræt af den franske kunstner Apolonia Sokols liv og kamp for at lykkes som ung kvindelig kunstner. Gennem 13 år har Lea Glob fulgt den franske kunstner og tager publikum med på en rejse dybt ind i en ung kvindes personlige og kunstneriske udvikling med tanker om seksualitet, idealisme, frihed, venskab, krop, kunst og kærlighed. Lea er kommet tæt både på sig selv og Apolonia, og man kan have tvivl om, hvem der har fanget hvem ind: Apolonia i sin historie eller Lea i sin film. Lea forstod, at hun befandt sig med et kamera rettet mod selve livet.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
“Apolonia, Apolonia” fik verdenspremiere i den internationale hovedkonkurrence ved International Documentary Filmfestival Amsterdam (IDFA). Det er verdens største dokumentarfestival, og filmen modtog hovedprisen. Lea Glob er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2011, hvor hendes afgangsfilm “Mødet med min far Kasper Højhat” blev nomineret til en Robert. “Apolonia, Apolonia” er Lea Globs første lange dokumentarfilm som soloinstruktør.
KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Det er dejligt at vi som publikum kan nyde godt af, at der er fonde der er med til at udvikle fremadrettede måder, de nye talenter kan anskue tingene på. Inspiration og fornyelse er kærkomne i en branche, som teknologisk er i rivende udvikling. Det er et fint initiativ Nordisk Film har taget med disse priser, og vi glæder os til at følge dette års tre prismodtagere på deres videre kunstneriske færd. Et STORT tillykke fra KULTURINFORMATION.
Gæster til Isbjørnen 2023. Her er det Ibi Støving. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Nicolaj Kopernikus med frue. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
ISBJØRNEN: Nordisk Film Prisen 2023 – se vores reportage fra 2022 her
ISBJØRNEN: Nordisk Film Prisen 2023 – er fotograferet af © Benni Johansson – all rights reserved
ISBJØRNEN: Nordisk Film Prisen 2023 er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm