Film

FILMANMELDELSE: Priscilla

FILMANMELDELSE: Priscilla

 

 

 

 

 

FILMANMELDELSE: Priscilla

Credit: Philippe Le Sourd

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …….. et hudløst ærligt billede af to mennesker …….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Året er 1959. Priscilla Beaulieu, Cailee Spaeny, bor med sine forældre i Bad Nauheim i Tyskland, hvor hendes far, Captain Beaulieu-Ari Cohen, er udstationeret på en amerikansk militærbase. Det er tilfældigvis den base Elvis Presley også opholder sig på, efter han blev indrulleret i hæren. Priscilla, der er 14 år, bliver inviteret til en fest sammen med andre unge mennesker, og der er Elvis!!!! De er allesammen meget ældre end hende, men Elvis fatter umiddelbar interesse for hende. Hun minder ham om hans nyligt afdøde mor, Gladys, som Elvis forgudede.

Forelskelsen

Priscilla lytter til ham og taler om USA. Han er et naturligt samlingspunkt, eftersom han både er kendt og kan synge og spille musik. Priscilla bliver igen inviteret, men hendes forældre er ikke begejstrede. Elvis er 10 år ældre end Priscilla og det ender med at han selv må bede faderen om at hente og bringe datteren når de skal ud. Allerede på det tidspunkt har Priscilla mistet jordforbindelsen. Hun er simpelthen blevet forelsket. Hun dagdrømmer og skolen er ikke længere det primære i hendes liv. Elvis rejser hjem og er fraværende i deres forhold og efterhånden er hun ved at miste håbet om, at han stadig er forelsket i hende. Elvis ringer efter nogle år og Priscilla får lov til at besøge ham i hans hus i Graceland, Memphis, Tennessee. Han kan ikke glemme hende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FILMANMELDELSE: Priscilla

Credit: Sabrina Lantos

 

 

 

 

FILMANMELDELSE: Priscilla

Credit: Ken Woroner

 

 

 

 

 

Hun kommer tilbage til sine forældre, men året efter, 1963, flytter hun permanent til Graceland. Hun starter i High School, men snyder sig til sin eksamen. Hun er nu fri til at være der for Elvis på fuld tid, men Elvis er der bare ikke ret meget. Han arbejder. Der er ingen tvivl om at Elvis forguder hende, men han bestemmer også hendes tøjstil, hårfarve, makeup, alt. Hendes hengivenhed over for ham er grænseløs. Hun finder hurtigt ud af, at det vil blive vanskeligt for hende at have ham for sig selv. Han er eftertragtet og han får stivet sin selvtillid og forfængelighed af, gennem sine erobringer. Hun begynder at lulle sig ind i en luksus tilværelse, hvor hun stiltiende accepterer hans sidespring, misbrug af sovepiller og opkvikkende medikamenter. Priscilla er god til at holde humøret oppe og være glad, når Elvis kommer hjem.

Et ægteskab

Endelig i 1967 frier Elvis og de bliver gift. Kort efter bliver Priscilla gravid. Priscilla bliver i huset og er igen overladt til sig selv, også efter at deres datter Lisa Marie bliver født. Elvis har svært ved at forstå hendes utilfredshed og bliver ofte aggressiv. Priscilla antyder, at det nok er de piller han tager der gør ham ustabil. Der er hele tiden mange mennesker omkring hende, men hun føler sig isoleret og ensom. Det nu verdensberømte par begynder at tale forbi hinanden. De opretholder facaden og viser den romantiske og idylliske side, i pressen og overfor omgivelserne.

 

Der hersker ingen tvivl om, at de elsker hinanden og at Priscilla er hans livs kærlighed. Men hans sidespring stopper ikke. Han bliver mere og mere utilregnelig og egoistisk og Priscilla får nok, efter en forfærdelig episode på et hotelværelse. Hvis hun ikke forlader ham, vil hun miste sig selv. Det er ikke med stolthed hun pakker sine ting og kører ud fra det hjem hun har haft i 10 år. Men der er intet valg for hende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FILMANMELDELSE: Priscilla

Credit: Sabrina Lantos

 

 

 

 

FILMANMELDELSE: Priscilla

Credit: Philippe Le Sourd

 

 

 

 

 

Bogen: Elvis and me

Elvis døde i 1977 og det var først i 1985, at Priscilla åbnede op for, hvordan deres forhold havde været. Hun udgav bogen: Elvis and me, og filmen er baseret på den. Udover Sofia Coppola i instruktørstolen, har Priscilla selv siddet med på projektet som Executive Producer.

 

Det er en historie om to mennesker der forenes på et tidspunkt i deres liv, hvor de begge har været sårbare og ensomme. Elvis stækker hendes vinger og behandler hende til tider som et barn, en dukke. Han demonstrerer sin magt over for hende, for igen at svinge til at blive den mest elskelige mand. Det er en kærlighedshistorie uden sidestykke. Vi både ser og mærker berømmelsens positive og negative sider. Priscillas liv blev forvandlet næsten fra den ene dag til den anden. Det er et hudløst ærligt billede af to mennesker der elsker hinanden, men ikke kunne få det til at fungere.

 

Cailee Spaeny spiller Priscilla Presley, med en indlevelse og sødme, der ganske enkelt er indtagende. Som Elvis Presley er Jacob Elordi et fremragende valg. Han har Elvisglimtet i øjet, den fanden i voldske attitude og ikke mindst sexede udstråling. Uanset om man er Elvisfan eller ej, er det en film man skal se.

 

Sofia Coppola har formået at få alle lag med. Du bliver suget ind i livet på Graceland. Fascinerende. God fornøjelse.

 

 

 

 

 

 

 

KULTURINFORMATION ELVIS

Credit: Philippe Le Sourd

 

 

 

 

 

FILMANMELDELSE: Priscilla. Medvirkende: Priscilla Presley – Cailee Spaeny, Elvis Presley – Jacob Elordi, Ann Beaulieu – Dagmara Dominczyk, Captain Beaulieu – Ari Cohen, Vernon Presley – Tim Post, Grandmad „Dodger“ – Lynne Griffin, Joe – Daniel Beirne, Alan „Hog Ears“ – Rodrigo Fernandez-Stoll, Jerry – Dan Abramovici, Charlie – Matthew Shaw, Red – Tim Dowler-Coltman, Larry – R. Austin Ball, Alberta – Olivia Barrett, Dee – Stephanie Moore, Terry West – Luke Humphrey, Carol West – Deanna Jarvis, Patsy – Jorja Cadence, Becky – Josette Halpert. Instruktør og manuskript: Sofia Coppola. Producer: Sofia Coppola, Lorenzo Mieli, Youree Henley. Fotograf: Philippe Le Sourd. Kostume Designer: Stacey Battat.

 

 

 

 

 

FILMANMELDELSE: Priscilla – se trailer her

 

 

 

 

 

Læs Freverts anmeldelse af ELVIS-filmen her

 

 

 

 

 

 

 

FILMANMELDELSE: Priscilla er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm