Nyudgivelse af EHRENGARD
✮✮✮✮✮✮
‘ …….. nærmest en dannelsesrejse …….’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
I denne pragtbog er Karen Blixens perle af en novelle, Ehrengard, kombineret med hendes Majestæt Dronningens découpager. Fortællingens tekst er sat efter førsteudgaven fra 1963 med bibeholdelse af den originale retskrivning. Det bevirker at læseren bliver sat i en lidt altmodisch stemning og når man vender siderne, er papiret tykt og lækkert, som gammeldags brevpapir. Meget elegant.
I forordet beretter Dronningen om hvordan Karen Blixen som fortæller altid har fascineret hende. Dronningen har siden midten af 70’erne, arbejdet med den gamle découpage-teknik. Allerede flere år før filmaftalen faldt på plads, begyndte Dronningen på découpagerne til den fine fortælling med den dramatiske finale. Découpagerne til Ehrengard er klippet fra især engelske boligmagasiner og auktionskataloger med fotografier og tryk i høj kvalitet.
Découpage af HM Dronningen.
Découpage bliver tilvirket ved, at man smører découpagelim på en flade og lægger et motiv af papir ovenpå. Det glattes helt ud og man kan lægge flere stykker ovenpå hinanden. Når det er tørt, lakeres det. Bladguld bliver også ofte anvendt.
Dronningen skriver bl.a. i sit forord til bogen: Du kan se tingene fra mange sider og de forandrer sig alt afhængig af, hvorfra og hvordan man ser dem. Découpagerne lokker, måske nærmest forfører os. Det er lige netop ønsket: At levendegøre den fantastiske fortælling og måske endda formå læseren til i fantasien at besøge det fiktive land, hvor Alpegløden uventet rammer både landskaberne og beboerne.
Dronningen har skabt en transformation for os som iagttagere, i forhold til tingene. Dronningen har tidligere udtalt til åbningen af udstillingen på Rungstedlund (Læs Freverts anmeldelse her): Man skaber en verden af ting der allerede eksisterer. Det er ligesom en rejse fra et billede til et andet. Découpagerne er sammensatte, der er mobilitet, ligesom hos os mennesker, der konstant er i bevægelse. Vi som publikum lader os villigt føre ind i en anden verden, måske bliver vi forført eller transformeret?
Découpage af HM Dronningen.
EHRENGARD
Fortællingen om Ehrengard er i en boldgade for sig selv. Historien kunne foregå hvor som helst, når som helst. Den handler om forførelse, udspekulerethed, intriger, bedrag, kærlighed, hovmod, selvtilstrækkelighed, jalousi, svigt og mange andre menneskelige egenskaber, som vi ikke altid er stolte af. Men også om hemmeligheder, passion, besættelse, uindfriet begær og meget andet. Handlingen foregår i første tredjedel af 1800-tallet, i et lille tysk fyrstedømme. Alt emmer af romantik og sanseligheden lurer hele tiden under overfladen.
Storfyrstinden, skal have malet sit portræt af maleren Cazotte. Hun betror ham, at hendes unge søn, Lothar, ikke har nogen interesse i det modsatte køn. Den selvsikre Cazotte og Storfyrstinden indgår et væddemål. Hvis han taber væddemålet og ikke er i stand til at vække den manglende gnist i sønnen, bliver det betaling i naturalier til Storfyrstinden! Cazotte går i gang med projektet og inden kort tid er sønnen og en yndig ung adelsdame blevet gift. Nu burde alt være lutter idyl, men så starter balladen. Cazotte sværmer for Ehrengard, men hun lader sig ikke så nemt besnære.
Historien viser Karen Blixens indsigt i menneskets dårskab, men også at hun ser Ehrengard som en moderne frigjort kvinde. Hun agerer selvstændigt, uden at skele til den tids mandlige idealer. Hun bliver opfattet som et uskyldigt lam, men viser sig som kvindekønnets hævner.
Découpage af HM Dronningen.
En Spøg?
Ehrengard er en af de fortællinger Karen Blixen efterlod ved sin død. Fortællingen er, hvad forfatteren selv kaldte ”en Spøg”, men den har et alvorligt perspektiv. Blixen følte sig provokeret af Søren Kierkegaards ”Forførerens dagbog” og besluttede at skrive et modsvar. I Johnny Kondrups strålende efterskrift, er der en grundig gennemgang og analyse af bevæggrundene for historien.
Det er en fornøjelse at kunne fordybe sig i Dronningens découpager. Hvert billede er en lille æstetisk oplevelse. Det er tydeligt, at det ikke er noget der er kreeret på en time. Der er kælet for detaljerne og hvert billede har sin egen stemning og farve. Og den evigt aktuelle beretning om Ehrengard er nærmest en dannelsesrejse. Den kan også sagtens tåle at blive genlæst. Det er en lækker Coffee Table Book og ganske aktuel, må man sige. Rigtig god fornøjelse.
Découpage af HM Dronningen.
Nyudgivelse af EHRENGARD. Karen Blixen – Découpager af Dronning Margrethe II. Forordet er skrevet af Dronningen. Johnny Kondrup har forfattet efterskriften. Découpagerne er affotograferet af Jacob Jørgensen. Udgivet af Forlaget Wunderbuch og JJ Film. Oversat fra engelsk af Clara Svendsen.
Nyudgivelse af EHRENGARD – se mere her
Nyudgivelse af EHRENGARD er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm