Litteratur

HAVEBOG: Italiens historiske haver

HAVEBOG: Italiens historiske haver

 

 

 

 

 

 

HAVEBOG: Italiens historiske haver

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… jeg overvejer at tage til Italien næste sommer, og det tror jeg mange andre også vil gøre, efter de har læst og set bogen ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

ITALIENS HISTORISKE HAVER er intet mindre end en betagende smuk Coffee Table Book. Den er et overdådigt orgie af billeder og beskrivelser af 32 haver, beliggende fra Verona i nord, til Palermo i syd. Det er ufatteligt at så megen skønhed findes i ét land, undskyld Danmark og de andre, men Italien har altid haft flair for det ekstravagante. Både inden for mode, haveanlæg, bygninger, mad og meget, meget mere.

En stor ‘guidebog’

Jesper Storgaard Jensen har frembragt en bog, som detaljeret fortæller havernes historier. Jeg vil betegne denne bog som en slags guide, og opfordring til at gå på opdagelse i Italien. Nogle vil synes den er for stor til at have med i tasken, og det er den sådan set også, men den giver klare retningslinjer for, hvor turen i Italien kan gå hen næste gang. Der er haver nok at besøge, til at kunne holde ferie de næste mange år i solskinslandet. Hvis man er på bilferie, er dette en oplagt mulighed for at se andre sider og steder af Italien.

 

Jesper Storgaard Jensen er en opsøgende journalist der har et indgående kendskab til Italien. Han har boet i Rom siden 1997. Han skriver artikler om Italien på godt og ondt, og hans artikler bliver ikke alene publiceret i Danmark, men i 19 andre lande. Han er forfatter og medforfatter til syv bøger. Den sidst udkomne bog, inden Italiens historiske haver, er ‘Det usynlige Rom fra 2022’. Jesper er meget aktiv og har også sine meningers mod, samt et ønske om, at udbrede kendskabet til Italien og dets befolkning, på en direkte og forståelig måde.

En fagbog

Dette værk viser en anden side af Jesper Storgaard Jensen. Bogen har mere end 225 fotos som viser haverne både på distancen og ned i detaljen. De indeholder alt det der er essensen af Italien. Jesper har i sit forord nogle gode beskrivelser af ord, som kan være diffuse for lægmand.

 

Et ord som ”Villa”, er i manges optik en villa, et hus, men i Italien er det ikke så ligetil. Villa i italiensk kontekst vil for det meste være en beskrivelse af parker, haver, eller grønne områder generelt. Jesper har i sine beskrivelser prøvet at klargøre hvad der er hvad. Villa/park kan faktisk også indeholde en villa/bygning, som det også vil kunne kaldes.

 

Så er der også lige det med forskellen på italienske og engelske haver. Den italienske have er en havestil fra senrenæssancen, ca. 1520-1600. Alt er geometrisk tilrettelagt i haven, bede, springvand, stedsegrønne buske, planteskulpturer etc. Den engelske have er mere ”vild”. Anlagt i det 18. århundrede. Man gav afkald på de stringente former og brugte buske, gamle træer, vandløb, huler og meget andet til at gøre den malerisk. Men begge måder at opbygge haverne på, var lige tilrettelagte.

Seværdighederne

Hvert af de 32 afsnit og seværdigheder har en nøje beskrivelse af beliggenhed, åbningstider og billetpriser. Til nogle af haverne er det kun en have der skal ses, i andre tilfælde kan der være flere steder, som skal udforskes. Til de fleste kapitler er der små informative sidebemærkninger. Eksempelvis kan der være guidede ture kun i sæsonen, du kan booke dig ind til et bryllup i en villa, du kan få rabatter, nogle steder skal man booke i forvejen, ja, der er mange brugbare oplysninger. Hver have er taget under kærlig behandling.

 

Lad mig sige det på en anden måde, intet er blevet overladt til tilfældighederne. Haverne er grundigt beskrevet, alle historiske data er taget med, årstal er sat ind i teksten og alt er opdateret. Det vil være for omstændeligt at beskrive bare nogle af forfatterens faktuelle oplysninger af haverne, eller sagt på en anden måde, det ville bare være en afskrivning af Jesper Storgaard Jensens strålende tekst.

Måske skal turen gå til Italien?

Bogen er appetitlig og indbydende og du får simpelthen lyst til at besøge samtlige haver. Den giver også ideer til lidt nye forandringer i din egen have, selvom det nok bliver i en lidt mindre skala! Men man kan altid få nye ideer, eller få lov til at drømme. Selvom det vil være komplet umuligt at beskrive disse vidundere, må jeg nævne nogle. Ikke fordi de vil være at foretrække, for det er umuligt at vælge en frem for en anden, men fordi de slår igennem på en særlig måde. Villa d`Este i Tivoli, med ufattelige fontæner og konstruerede vandfald. Ubegribeligt. Eller lad os tage til Firenze, Boboli-haven og Bardini-haven, med drømmeagtig udsigt til skønheden. Jeg overvejer at tage til Italien næste sommer, og det tror jeg mange andre også vil gøre, efter de har læst og set bogen.

 

 

 

HAVEBOG: Italiens historiske haver. Forfatter: Jesper Storgaard Jensen. Fotos er primært taget af forfatteren, mens resten er krediteret på side 256. Udgivet på forlaget Muusmann.

 

 

 

 

HAVEBOG: Italiens historiske haver – se mere her

 

 

 

 

HAVEBOG: Italiens historiske haver er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm