Teater

HamletScenen: Elsinore Shakespeare Festival 2024

HamletScenen: Elsinore Shakespeare Festival 2024

 

 

HAMLET & The Lord Chamberlain’s Men

 

 

 

 

 

 

 

 

HamletScenen: Elsinore Shakespeare Festival 2024

Foto: Bo Nymann

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……. fremragende teater ….. ‘

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

HamletScenen har fra 2008 videreført verdens ældste Shakespeare teatertradition, som blev grundlagt på Hamlets eget slot Kronborg, i 1816. Elsinore Festival fejrer Shakespeares forfatterskab, med forskellige shows, teaterforestillinger og meget andet. Hamlet foregår under åben himmel og der findes nok ikke en smukkere kulisse end med Kronborg som baggrund, når tusmørket falder på og solen går ned. Det er simpelthen magisk.

 

Hamlet handler kort fortalt om den unge prins Hamlet, som bliver kaldt hjem, fordi hans far, kongen, er blevet myrdet. Hans egen bror Claudius har begået drabet og giftet sig med Hamlets mor Gertrude. Dermed er Claudius blevet konge. Hamlets fars genfærd befaler Hamlet at hævne mordet og så begynder der at rulle hoveder. Intrigerne bliver synlige som perler på en snor og et spændende drama ser dagens lys. Det er et hævntørstigt skuespil og alle må lade livet. På nær én.

Amled

William Shakespeare, 1564-1616 blev inspireret af Saxos beretning om den jyske kongesøn Amled. Denne historie blev kendt i Europa og trykt i Paris i 1514. Historien blev genoptrykt i anden sammenhæng i ca. 1570, i en fransk samling, Histoires tragiques af Belleforest. Denne blev en kilde for engelske dramatikere og de satte et H foran navnet, så det blev Hamlet. Shakespeare skrev et teaterstykke og det blev opført første gang omkring 1601-1603. Shakespeare skrev 37 skuespil og 150 sonetter. Mange store skuespillere har igennem tiden spillet Hamlet, bl.a. Richard Burton og Kenneth Branagh.

HamletScenen: Elsinore Shakespeare Festival 2024

I det 1600 århundrede var Lord Chamberlain’s men, en teatergruppe, der arbejdede for William Shakespeare i næsten en tredjedel af hans aktive liv. Den blev etableret i 1594 under Elisabeth I regeringstid. På et tidspunkt lejede teatertruppen noget jord og Globe Theatre opstod. I 1603 var truppen en af de førende i England. Det nuværende teaterkompagni søgte tilladelse til at bruge det oprindelige, beskyttede navn, og blev etableret i 2004. Kompagniet bestræber sig på at videreføre Shakespeares klare, dynamiske fortællestil. Og det lykkes til fulde.

 

Det er en af de mest spændende opsætninger jeg har set. De syv medvirkende får handlingen til at glide afsted. Du bliver grebet af den intense stemning skuespillerne formår at etablere på scenen. Selvom du befinder dig under åben himmel, evner skuespillerne at skabe en fortættet intimitet. Mange har en forestilling om at Shakespeare er tungt stof. Indrømmet, det kan det ofte være, men i denne opsætning er Hamlet lige til at gå til. Skuespillernes diktion er så tydelig at du kan høre hver en stavelse. Der er ingen mikrofoner. Spillerne er i stand til at tale ”rummet” op uden teknik. Det er intet mindre end befriende og en stor fornøjelse. Disse unge veluddannede skuespillere, formidler Shakespeares budskab om hævn, kærlighed og magt på en enkel uprætentiøs måde.

 

The Chamberlain’s men har valgt at opføre ikke alene Hamlet, men alle Shakespeares stykker med mænd i de kvindelige roller. Sådan som det var foreskrevet i den tid stykkerne blev skrevet. Det var nemlig ulovligt at kvinder spillede og optrådte på teatre. Det virker helt naturligt i denne sammenhæng, netop fordi det ikke er kønskrediteret, men tager udgangspunkt i menneskets grundprincipper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

HamletScenen: Elsinore Shakespeare Festival 2024

Foto: Bo Nymann

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange roller

De syv medvirkende udfylder alle rollerne og man bliver imponeret over deres alsidighed. Det er helt umuligt at kunne fremhæve en frem for de andre. Alle udfylder deres roller med en sand overbevisning. Det er forståeligt at de er et af Englands førende Shakespeare kompagnier. Hal Gellers Hamlet, viser den unge mand der føler sig forrådt og vil hævne sin far. Hans hævntørst forvandler sig ganske langsomt til en besættelse. Han er strålende. Edward Bartram er Polonius, kongens rådgiver og far til Ophelia. Han er det ideelle valg som hofsnog. Intrigant og emsig.

 

Stefan Brennan-Healy fremstiller Gertrude, Hamlets mor, som en ærgerrig kvinde, der bliver slået på målstregen af sandheden. Han er en brillant skuespiller. Huw Brentnall er Hamlets studiekammerat. De er bedste venner og han vil gå gennem ild og vand for Hamlet. Han er solid i sit spil og demonstrerer et mange facetteret talent. Tom Canavan er i en liga for sig. Han spiller Ophelias bror og man tror på hans sorg og desperation. Mark Milligans Ophelia er i særklasse. Fra at være den pæne pige, der skal parere ordrer, til det skingrende vanvid der besætter hende, tror jeg ikke man kunne have valgt en bedre spiller.

 

Thomas Delacourt spiller Claudius, Kongen af Danmark og hvilken konge. Der er format og pondus over ham og man er ikke et øjeblik i tvivl om hans autoritet. Som sagt indtager skuespillerne flere roller hver, undtagen Hal Geller-Hamlet. Ind imellem kunne jeg blive i tvivl om der var kommet nye spillere på banen, men nej, de er bare i stand til at spille mangesidet. Scenografien er enkelt bygget op og er funktionel med flere ind og udgange. Genial konstruktion til et turnéteater. Kostumerne er smukke og i elizabethansk stil.

 

Jeg kunne godt finde på at tage til England for at se dem spille et andet af Shakespeares stykker, og naturligvis genbesøge HamletScenen på Kronborg. Det er fremragende teater.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

HamletScenen: Elsinore Shakespeare Festival 2024

Foto: Bo Nymann

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

HamletScenen: Elsinore Shakespeare Festival 2024: Medvirkende: Hal Geller, Edward Bartram, Stefan Brennan-Healy, Huw Brentnall, Tom Canavan, Mark Milligan, Thomas Delacourt. Instruktør: Peter Stickney. Kostumedesign: Amy Yardley. Fremføres på engelsk med danske overtekster.

 

 

 

HamletScenen: Elsinore Shakespeare Festival 2024 – se fre tidligere år her

 

 

 

 

HamletScenen: Elsinore Shakespeare Festival 2024 er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm