DANSKE LAMPER – 1920 TIL NU
Strandberg Publishing
✮✮✮✮✮✮
‘ ….. vi er i gode professionelle hænder …..’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Lampen er uomtvistelig en vigtig del af vores dagligdag. Som lyskilde har den været nødvendig og der har været mange måder at få lys på. Vokslys, petroleum, gas og meget mere. Det er ikke mange år siden elektricitet ikke var hver mands eje. Den første elektriske gadelygte blev tegnet af J. V. Dahlerup og sat op i Nyhavn 1892. På det tidspunkt var der ikke mange hjem, der havde råd til at få ombygget deres gaslamper til elektrisk lys.
Der kom til at gå flere årtier, før det blev helt almindeligt med elektrisk lys. I denne bog er der fokus på designet. Selvfølgelig er lampen skabt til at have en funktion, og det har danske designere været dygtige til i mere end hundrede år. I denne smukke bog får vi historien om 100 danske lampedesign. Man har valgt at gå kronologisk frem og det er spændende at se, hvordan flere danske designere har udviklet deres lampedesign gennem 40 år.
PH
Tag f. eks. Poul Henningsen, kaldet PH, (1894-1967). I 1920 skabte han Slotsholmlygten. Poul Henningsen havde en uddannelse fra Det tekniske Selskabs Skole og tog tre semestre på Polyteknisk læreanstalt og var ikke akademisk uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole. Flere af hans samtidige kolleger, havde også en håndværksmæssig baggrund. Det var først senere at næsten alle designerne havde en afgangseksamen fra Kunstakademiets Arkitektskole.
I 1920 var elværkerne ved at vinde større indpas. Der blev installeret flere og flere lamper i hjemmene og på gaderne. Københavns Belysningsvæsen ville have elektriske gadelygter og udskrev en konkurrence. Poul Henningsen vandt den. Det blev springbrættet for hans videre arbejde med det blændfrie lys, som han blev verdenskendt for.
Tivoli 1949. Louis Poulsen Lighting A/S
I 1926 kom PH-lampen. Det blev en lampe der blev epokegørende. Som PH selv udtalte, skal en lampe være lysende uden at være blændende, derfor er det naturligt at inddele lampen i et antal skærme. Denne lampe går små 100 år efter den så dagens lys, stadigvæk som varmt brød. I 1927 videreudviklede han PH-lampen til at blive en lysekrone.
Andre lamper
I 1949 kom Tivolilampen til og i 2008 blev den moderniseret. Koglen blev designet 1958 og var den første af hans lamper med visirlinjer. Kontrastlampen er fra 1962 og samtidig arbejdede han på andre modeller. Dette blot for at vise, hvor meget designet betyder for belysningen og at bl.a. PH var tro over for sine egne ideer og at de virkede.
Andre designere
Der har igennem de sidste 100 år været mange andre helt usædvanligt dygtige lampedesignere. Jeg vil i det næste nævne enkelte af dem, for bogen er i sig selv en ”must have” bog for alle, der bare har lidt interesse i enten belysning og eller design.
De er alle repræsenteret i dette værk. Arne Jacobsen, Verner Panton, Jørn Utzon, Olafur Eliasson m.fl. Tage Klint, Model 1, le Klint-1942, er en håndfoldet skærm, der har været fast inventar i mange hjem. Den er karakteristik ved sin plisserede skærm og passer ind de fleste steder. De er stadigvæk populære.
Shelllamp 1964. Verner Panton Design
Der er kommet mange nye moderne lampedesignere til i tidens løb. Tom Rossau er en af de interessante, der designer sine lamper i træfiner. Han er faktisk autodidakt og har skabt et univers af skulpturelle lamper. Hans TR7 fra 2005 er kendt for sin timeglasfacon og hænger ned fra loftet som en figur.
Bjarke Ingles, Design by BIG: La Linea, Artemide- 2019, er relativt ny på markedet. BIG er kendt for sine bygningsværker, men de ønsker at designe det, som også skal være inde i bygningerne. Designet la Linea giver uendelige muligheder. Som udgangspunkt er det en silikoneslange med lys indeni, som kan blive en integreret del af arkitekturen som lyskilde. Med andre ord, man kan få sit lys som man ønsker og skal ikke være afhængig af, hvordan lampen skal se ud.
Der er mange muligheder for at få lige netop den belysning du har behov for. Jeg tror ikke, at det alene bliver fremtiden, for vi mennesker har forskellige personlige ønsker og stil kan ikke diskuteres. Men rejsen igennem dette opslagsværk giver mange ideer og jeg er sikker på, at der vil blive skiftet et par lamper ud efter endt læsning.
Værkets funktioner og de mange lamper
DANSKE LAMPER – 1920 TIL NU er rigt illustreret med smukke billeder, hvor lamperne bliver præsenteret på bedste vis. Hver lampe har et dobbelt opslag og fået sin historie med. Det er interessant at læse om kunstnerens intentioner og ideerne bag lampen. Simple ting kan være, hvorfor formen blev som den blev, og nødvendigheden i lige nøjagtigt at lade lyse falde som det gør.
Jeg tror ikke, der er nogen der kan være fri for at have haft problemer med deres lysindretning. Det er simpelthen så svært at finde en lampe der kan opfylde den funktion man ønsker. Hyggelys, arbejdslys, ude lys, lys over middagsbordet, hold da op, hvor bruger man mange timer på at finde den rigtige lampe.
WetBell 2009. Fritz Hansen
Jeg har i årenes løb fundet ud af, at der er en grund til at lamper er dyre. De er gennemprøvede og designeren har tænkt sig om mange gange. Det kan betale sig at se godt efter, hvorfor en lampe er endt med at blive som den er. Den er blevet designet til at varetage en specifik funktion. Man hænger jo ikke en lampet i et køkken, eller sætter en standerlampe ved et spisebord. Lys, altså det der jo her er betegnet som kunstigt lys, i forhold til naturligt lys, er nødvendigt specielt i lande, der har korte dage om vinteren.
DANSKE LAMPER – 1920 TIL NU er en Coffee Table Book som ikke alene du vil fordybe dig i, dine gæster vil også finde den interessant. Jeg må sige, at teksterne til lamperne er informative. Det er godt, at man ikke er gået på kompromis med længden i teksterne, så ville de have mistet intensiteten. Vi må leve med, at bogen er sat med (meget) små typer, men hellere det, end at slække på indholdet.
Lytken
Forfatteren Malene Lytken er uddannet designer fra kunstakademiet ENSBA i Lyon, cand.mag. i kunst og designhistorie fra Københavns Universitet og Ph.d. fra det Kongelige Akademi/Kunstakademiets Designskole. Vi er i gode professionelle hænder. Strandberg Publishing har fundet en fin niche med sine designbøger.
Kompakte designklassikere. Foto Hans Ole Madsen
DANSKE LAMPER – 1920 TIL NU. Forfatter: Malene Lytken. Udgivet på Strandberg Publishing.
DANSKE LAMPER – 1920 TIL NU – se mere her
Læs Freverts anmeldelse af PANTON her
Læs Freverts anmeldelse af Den danske stol her
DANSKE LAMPER – 1920 TIL NU er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm