LOUISIANA: Havet
Nina Beier. Fleet (Flåde), 2024. Modeller af krydstogtskibe, sand og sukker, variable mål. Louisiana Museum of Modern Art. © Nina Beier. Photo: David Stjernholm
✮✮✮✮✮✮
‘ …… et givtigt budskab om havets storslåethed og at vi skal passe på det …..’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Imponerende. Intet mindre. Louisianas nye udstilling, HAVET, er ligeså betagende som forventningerne var skruet op til. Museet er i stand til at skabe udstillinger, som ikke ligner nogle vi ser andre steder i Danmark og er på omdrejningshøjde med de store internationale moderne museer i verden. Louisiana kan kuratere sine udstillinger op i høj skala, med de fornødne ressourcer og det kommer der exceptionelle udstillinger ud af.
Denne er ingen undtagelse. Museumsinspektør Tine Colstrup bedyrede dog, at det var sidste gang man prøvede kræfter, med en så omfattende udstilling som HAVET. Den er den 5. i en række med temaudstillinger, de andre har været Mor, Arktis, Månen, Det uerstattelige menneske og nu HAVET. Ca. 65 kunstnere fra hele verden er repræsenteret på udstillingen. Tidsmæssigt er spændet fra 2000 år tilbage og til samtidskunst i 2024.
Foto: Louisiana, Kim Hansen
Vand
Siden menneskets oprindelse, har havet altid været både tiltrækkende og skræmmende. Jordens overflade består af 70% vand, så ofte har der været rig mulighed for at være i nærheden af vand. Vand er livsnødvendigt for levende individer. Har man ikke lige haft det inden for rækkevidde, søgte man hen til, hvor det var. Havet fascinerer på godt og ondt. Vi er betaget af dets kræfter og vi ved, at vi ikke kan styre vandets kraft.
På vandretur i oceanerne
Indgangen til udstillingen er lavet som en lang blå frise med undervands planter, der er forstørret op i kæmpe størrelser. Det er billeder af tang fra en bog af botanisten Anna Atkins fra 1840’erne. Bogen er kendt som verdens første fotobog. Atkins kombinerede en helt ny fotografisk teknik, cyanotypi i hendes arbejde. Våde tangplanter placeres på lysfølsomt papir, der bliver blåt efter at være disponeret for sollys. Så den blå farve er original.
Det er som om du går på havets bund, og det fortsætter ind i det første store rum, hvor en gigantisk videoinstallation viser Emilija Škarnulytės værk: Apholic Zone, 2222. Værkets titel henviser til den afotiske zone, som betegner den del af havet, hvor sollyset ikke når ned. Væggene er beklædt med tørret ålegræs. Du føler dig omsluttet af vandet.
Leopold & Rudolf Blaschka. Model af blæregople, Glas. Amgueddfa Cymru – Museum Wales. Foto: James Turner
I dag er havet ikke en ukendt verden og vi ved også, mere eller mindre, hvad der gemmer sig dernede og vi bruger det på mange aktive måder. Vi tager til stranden når vi skal nyde vores ferie maksimalt, enten her til lands eller under sydlige himmelstrøg. Vi dyrker sejlsport som aldrig før, surfer, svømmer, dykker, i det hele taget er mange af vores fritidsaktiviteter forbundet med vand. Bare det at gå i strandkanten på bare fødder en varm sommerdag, er det mest rekreative der findes. Havet er på en eller anden maner hele tiden i nærheden af os.
Udstillingen byder på mangfoldighed på mange niveauer og vi bliver også ført igennem mange forskellige tidsperioder. I 1600-tallet var eksotiske skaller et yndet samlerobjekt. De blev ofte afbilledet på stilleben eller med en stolt ejer holdende de smukkeste skaller i hænderne. I samme rum, hvor der står et kæmpe konkylieskab fra 1762, med en eksklusiv samling af skaller, er den mest fantastiske samling af små glasfigurer udstillet i små montrer. Det er noget af det smukkeste og mest unikke kunsthåndværk man kan se.
De små kopier er nogle af havets underskønne skabninger, bl.a. blæksprutte, søanemone, havsnegl etc. De er blevet produceret mellem 1860-1890 af Leopold og Rudolf Blaschka og det har efterfølgende været umuligt at skabe noget tilsvarende. Ingen ved hvordan de er blevet lavet. Blæregoplen i glas pryder udstillingens plakat.
Udstillingen er lagt an til at være en poetisk fortælling om havet og de narrativer det indebærer. Det er den også et langt stykke hen ad vejen, for poesi kan jo udlægges og opfattes individuelt. Vi får mulighed for selv at føle og vurdere, hvordan havet har påvirket os før og nu.
En hel anden verden åbenbarer sig i rummet man har dedikeret til Det sublime. Den norske maler Peder Balke har malet nogle bitte små billeder. De viser havets styrke og bliver netop forøget, fordi det er vist i dette lille format. I denne romantiske periode var motiverne sammensatte og kunstnerne ønskede at udtrykke nærsagt alle følelsesmæssige spektre. I samme rum hænger to helt vidunderlige billeder af svenske August Strindberg, Den flyvende hollænder og Bølgen. Han var ikke alene en gudsbenådet dramatiker, men også en strålende maler.
Foto: Louisiana, Kim Hansen
Ikke en klimakrise-udstilling, men alligevel
Det er blevet slået fast, at det ikke er en klimaudstilling, men man har ikke udeladt de kritiske røster og der er en del værker, hvor vi får serveret de kedelige facts lige i ansigtet. Klimakrisen kan man ikke kunstnerisk sno sig ud af, det er de kolde kendsgerninger, som kommer på bordet og sådan skal det være. F.eks en Superflex’ installation, Flooded McDonald, 2009, siger det hele. En tom McDonald restaurant bliver langsomt oversvømmet. Service, mad, møbler, alt flyder rundt og installationerne kortsluttes.
Vi kommer vidt omkring, efterhånden som vi kommer igennem udstillingen. Jeg måtte da også spørge mig selv om, på hvilke bekostninger vi skal gennemtrumfe den grønne omstilling? Mangan befinder sig på bunden af havet og er en lille knoldagtig klump, som indeholder alle de mineraler man bruger netop i den grønne omstilling, såsom nikkel, kobber og kobolt, alle mineraler vi anvender i produktionerne af elbiler, vindmøller, solceller og batterier. Når mangan først bliver skrabet af havbunden, kan det ikke på nogle måder gendannes. Jo, over millioner af år, men det er ligesom ikke relevant her og nu. Manganknoldene på udstillingen er udvundet i Stillehavet. Problemet er, at man egentlig ikke ved, hvor stor skaden vil være, ved hele tiden at forstyrre det underjordiske levende liv, for at få knoldene op.
J.C. Dahl. Søstykke med vrag, 1831. Olie på lærred, 22 x 40,3 cm. Statens Museum for Kunst, København
Selv bedagede træsnit
Det er et utroligt omfangsridt materiale, der er blevet taget i brug til udstillingen. Vi kommer rundt i de fleste havrelaterede aspekter. Selv japanske træsnit af den eminente japanske kunstner Utagawa Kuniyoshi, pryder væggene, 2000 år gamle halvforvitrede skulpturer skuer ud i rummet, smukke havfruer, mytologiske figurer samt andre væsentlige og relevante genstande kan ses.
Der kunne sikkert have været meget mere at vise og fortælle, men det her er rigeligt og beskueren har fået brændstof til mange tanker og samtaler. Man går i alle tilfælde derfra med et givtigt budskab om havets storslåethed og at vi skal passe på det.
Information: Der er udgivet et katalog i forbindelse med udstillingen. Et godt supplement for at få et overblik over de flere hundrede genstande på udstillingen.
Foto: Louisiana, Kim Hansen
LOUISIANA: Havet. På udstillingen bliver der præsenteret værker af bl.a.: John Akomfrah, Anna Atkins, Peder Balke, Nina Beier, Jeanette Ehlers, Caspar David Friedrich, Ellen Gallagher, Susan Hiller, Pierre Huyghe, Kirsten Justesen, Utagawa Kuniyoshi, Niceaunties, Georgia O’Keeffe, Jean Painlevé, Howardena Pindell, Pipilotti Rist, Allan Sekula, Emilija Škarnulytė, August Strindberg, Superflex, Wolfgang Tillmans, Yuyan Wang og Francesca Woodman.
LOUISIANA: Havet, kan opleves frem til 27. april 2025 – se mere her
LOUISIANA: Havet er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm