Litteratur

COSYKRIMI: Mordet ved Sandringham House

COSYKRIMI: Mordet ved Sandringham House

 

 

 

 

 

 

 

COSYKRIMI: Mordet ved Sandringham House

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… Bennett skriver vidunderligt flydende og humoristisk. Hun formår at fange sin læser med det samme ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Endnu engang er vi kommet i charmerende selskab hos det engelske aristokrati. Bogen er den tredje om den engelske dronning Elisabeth II, 1926-2022, som detektiv. Midt i hendes velordnede og stringente hverdag, ligger der altid en Sherlock Holmes på lur i dronningen.

 

Det er ved at være jul og den kongelige familie skal på en velfortjent juleferie på deres elskede Sandringham House i Norfolk. Denne royale besiddelse står dronningens hjerte særlig nært. Her kan hun gå en tur i landlige og trygge omgivelser, og hendes hunde og heste kan boltre sig på frie og frodige arealer. Rozie, hendes unge betroede højre hånd, er med. Rozie har tidligere bistået dronningen i opklaringen af flere mord.

En afhugget hånd

En afhugget hånd er blevet fundet i en plasticpose på en strand i nærheden. Rozie ved, at dronningen ikke er sart og har oplevet lidt af hvert, men der er en respektfuld tone omkring hende og alle prøver at skærme dronningen for unødige kontroverser. Det irriterer hende, som hun selv pointerer. Rozie viser hende billedet af hånden og dronningen er ikke sen til at identificere håndens ejer. Selvom det kun er hånden der er afbilledet, sidder der en helt speciel signetring, med en prangende sten, på en af ofrets fingre. Elisabeth er ikke i tvivl da hun ser ringen, det er Ned St Cyr.

Persongalleri og gamle historier

Mange minder kommer frem og faktisk legede Ned og Prins Charles sammen som børn. Ned var en balstyrisk, opfindsom og fræk dreng, som hele tiden fandt på unoder. Sjovt nok, det kan Charles ikke huske noget om! Ned og den kongelige familie er relaterede til hinanden, men efterhånden som alle er blevet skilt og gift adskillige gange, bliver det hele meget indviklet. Ligeledes bliver der i romanen rullet et persongalleri frem, hvor man skal holde tungen lige i munden, for at bevare overblikket over de forskellige familierelationer. Til gengæld er det underholdende.

 

Der kører også sideløbende historier med de lokale indbyggere. I det område går man aldrig af vejen for en god sladderhistorie. Da en af de meget velkendte og populære kvinder, Judy Raspberry, bliver kørt ned af en flugtbilist, tager begivenhederne fart. Elisabeth kender ovenikøbet Judy. De har ofte sludret om løst og fast, for Judy ved altid nøjagtigt, hvad der foregår i hele nærområdet. Nu er det vel ikke sådan, at flugtbilisten kan sættes sammen med Elisabeth?

 

Politiet anholder Neds søn for mordet på sin far. Han er dyreaktivist, og lidt af en autonom vildbasse. Æblet falder sjældent langt fra stammen. Efter nogle dage må politiet dog erkende, at hans alibi holder og de står atter på bar bund i sagen. Det hele forværres da endnu en mand bliver fundet død. Der er ikke længe til at vinterferien slutter og Elisabeth og Rozie sætter alt ind, for at få sagen opklaret. Vil det lykkes for dem?

Spænding til sidste side

Intrigerne står i kø. Skeletter vælter ud af skabene. Under den smukke, blankpolerede og distingverede overflade, åbenbares et moras af bedrag. Nogle af historierne er årtiers velbevarede hemmeligheder, der har store konsekvenser for de implicerede parter. Plottet er totalt uforudsigeligt og meget overraskende. Der er spænding til sidste side.

 

Bennett skriver vidunderligt flydende og humoristisk. Hun formår at fange sin læser med det samme. Denne form for cosykrimi er hyggelig, spændende, nervepirrende og helt umulig at lægge fra sig. Romanen handler ikke alene om dronning Elisabeth, som politiets anonyme forlængede arm, den omfatter hele den royale familie. Du lever med dem i en periode. Du syntes at lære dem at kende når de spiser, lægger puslespil, drikker cocktails, går på jagt, passiarer osv. ikke at forglemme dronningens hunde, som hele tiden er med overalt. Oveni bliver det hele krydret med et par makabre mord.

 

Oprindelig er Bennett uddannet Ph.d. i italiensk litteratur. Hun startede sin forfatterkarriere da hun var sidst i trediverne og i ti år skrev hun 10 ungdomsbøger, med stor succes. Hendes mor elsker detektivromaner, de var en del af Bennetts barndom og inspiration. Bennett havde længe haft et ønske om at skrive en krimi og så var ideen der – Den første bog om Dronning Elizabeth som hovedrolleindehaver i en kriminalroman.

 

Tonen er til tider meget privat, men hun udleverer aldrig dronningen. Tværtimod kommer man til at holde af hende til sidste punktum. Det virker næsten som om man kender hende. Det er modigt at skrive en krimi med den engelske dronning som hovedperson. Nogle royalister kunne blive forargede, andre ville synes det er pjattet, men det er simpelthen genialt. Det er velskrevet og sobert.

 

Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men jeg ved, at har man læst en, har man lyst til at læse dem alle. Bennett er ikke færdig med at skrive om dronningens eskapader som privatdetektiv. Der er endnu mange ufortalte mysterier, den nu afdøde dronning har løst, som vi bare ikke kender, men det kommer vi til.

 

 

 

 

COSYKRIMI: Mordet ved Sandringham House. Forfatter: S.J. Bennett. Oversat til dansk af Anita Frank Goth. Udgivet på forlaget Cicero.

 

 

 

Læs også Freverts anmeldelser af Mysteriet på Windsor Castle og Liget på Buckingham Palace.

 

 

 

 

 

COSYKRIMI: Mordet ved Sandringham House – se mere her

 

 

 

 

COSYKRIMI: Mordet ved Sandringham House er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm