Reportage: LOUISIANA LITERATURE 2025
21.-24. august
Louisiana Literature 2025, foto Githa Schultz. Zülfü Livaneli interviewes af Christian Lund
' …… i fire dage har vi vandret gennem landskaber af sår og skygger, hvor ordene indimellem stod som små, klare lys i mørket …..'
– Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Litteraturen har været en del af Louisianas puls, siden museet slog dørene op i 1958 og Louisiana Literature har eksisteret siden 2010.
Louisiana Literature 2025 folder sig ud over fire dage med forfattere fra femten lande, side om side med danske forfattere.
Overalt vibrerer sproget, forskelligt i tone, oplæsninger, samtaler, interviews – det levende øjeblik mellem læser og forfatter – finder sted under tag eller åben himmel med kunsten på Louisiana, der allerede rummer årtiers erfaring og poesi.
Richard Flanagan, Chimamanda Ngozi Adichie & publikum
Fredag på Louisiana Literature 2025 snor køen sig gennem Louisianas have, og først i Infoteltet får publikum deres nummererede pladsbillet. Inde i Koncertsalen venter belønningen: Richard Flanagan, en af Australiens store forfattere født på Tasmanien, på scenen under Louisiana Literature 2025.
Med lavmælt intensitet fortæller Flanagan om ’Question 7’ (2024), han beskriver som en erindringsnovelle – eller, som han tilføjer: ”Kald genren, hvad I vil”.
Skrevet i de tolv måneder, hvor han troede, at en fejldiagnose havde givet ham et sidste år inden demens. Resultatet er inspireret ved tanken om den forsvindende verden, om indfødte på Tasmanien, en bog om erindring, tab og tankeeksperimenter – blandt andet: hvad hvis atombomben aldrig var faldet over Hiroshima?
Flanagan modtog Baillie Gifford prisen for ’Question 7’, men vil ikke indløse præmieløbet, før fonden bag investerer grønnere.
På scenen deler han også minder fra Tasmaniens natur, og billedet tegner sig af en forfatter med integritet, sympatisk natur, oprigtigt bekymret over verdensudviklingen og med hjertet på rette sted, der skriver med samme alvor, som han taler. Booker-prisen for bogen ’Den smalle vej til det dybe nord’, er blot ét eksempel.
Louisiana Literature 2025, foto Githa Schultz. Richard Flanagan interviewes af Gyrith Ravn
Da samtalen toner ud, udløses varme klapsalver. Senere slynger køen sig foran bogbordet, hvor læsere møder ham med smil, glød og en bog, der venter på hans håndskrift.
Inden mødet med Flanagan fik jeg et glimt af en anden lysende stjerne på litteraturhimlen: Chimamanda Ngozi Adichie født i Nigeria bosat i USA.
På storskærmen fangede jeg hende i latterens bevægelse, mens jeg selv balancerede som sild i en tønde ovenpå Henry Moores Reclining Figure No. 5 for at se og høre. Hendes smittende kluklatter gled som boblende briser mod publikum, og hun strålede i takt med havet under og solen over Louisiana.
Bakkerne omkring Parkscenen var proppet til randen, som et levende amfiteater af stille, glade mennesker. Mens andre stod i en halv times tålmodig kø til en stol under Parkscenens teltdug, hvor billet til gengæld ikke var nødvendigt.
Selv nåede jeg kun brudstykker af samtalen – events overlappede hinanden, og køerne blev næsten som et ekstra program i sig selv: til litteraturen, til udebaren, til cafeen, til toiletterne.
Jeg mødte tre begejstrede nigerianske kvinder, der bar hendes nyudgivne ’Drømmetælling’ (2025) som en skat i favnen. De fortalte med stolthed, at de var kommet for at hylde deres landskvinde – og naturligvis for at få en selfie, om ikke med deres forbillede, så med bogen!
Romanen ’Drømmetælling’ handler om fire kvindeliv, om længsler, drømme og de valg, der former os. Og netop dér, midt i køernes summen og publikumsstrømmen, blev festivalens væsen tydeligt: ikke blot oplæsninger og interviews, men møder mellem mennesker, båret af litteraturens glød.
Og så dukkede han op i haven: Jacob Holdt, manden bag Amerikanske billeder 1977. Han indrømmede med et smil, at han hvert år finder vej til Louisiana Literature – dog uden nogensinde at have stillet sig på scenen med eget bogværk. Man kan dog opleve Holdt senere på året i et foredrag på Louisiana.
Louisiana Literature 2025. Foto Githa Schultz
Brøgger
Det er søndag formiddag på Louisiana, fjerde og sidste dag af Louisiana Literature 2025. Køen til stolene i Parkscenen bugter sig endnu engang, men denne gang ledsaget af en blød søndags ro under det pragtfulde sommervejr. Publikum er færre end fredag, men stemningen lige så levende, for dagens program byder stadig på stjerneforfattere, lovpriste debutanter og en behagelig summen af oplæsninger fra Villascenen.
Suzanne Brøgger indtager scenen med en lethed, der klæder hendes status som ægte forfatterdiva – uden spor af nykker. Samtalen med den norske literat Alf van der Hagen flyder ubesværet, og åbner for både filosofiske refleksioner og personlige indsigter. Atmosfæren er afslappet, næsten hjemlig – en tilhører har sågar taget strikketøjet frem – og man fornemmer det intime nærvær mellem Brøgger, van der Hagen og publikum.
Samtalen kredser om Brøggers værker, hendes liv og inspirationskilder, med særligt fokus på bogen ’Mischling – En frisørs bekendelser’ (maj 2025).
Hun beskriver den som et eventyr, en nouveau roman med “Haute Couture-flygtninge” – en bog, der samler trådene fra alt, hun har læst og skrevet.
Bogen handler om en vennekreds ved Middelhavet i slottet Taverney, hvor dialoger og fortællinger bliver et forsøg på at finde håb i en verden, der vakler på randen af sammenbrud. Læs Freverts anmeldelse her
På spørgsmålet om, hvad/hvem hun beundrer mest, svarer Brøgger uden tøven: “De mennesker, som kører nødhjælp til Ukraine.” En bemærkning, der modtages med samstemmende nik i teltet – for hvordan kan man andet end at dele den beundring?
Louisiana Literature 2025, foto Githa Schultz. Suzanne Brøgger interviewes af Alf van der Hagen
Mikael Berthelsen & Debutanterne
Mikael Bertelsen mestrer kunsten at samtale – både med dem, der er unge i livet, og med dem, der fra gravens dyb får det sidste ord. På Louisiana Literature er han blevet en fast skikkelse som vært for de nye forfatterstemmer.
I år gjaldt det Amalie Sehested Rom (f. 1993) med romanen ’Hun har altid lyst til, at der skal være en til’ (2025), Jacob Fischer Møller (f. 1992) med romanen ’Paul dør’ (2025) og Christine Kærulv (f. 1996) med digtsamlingen ’Motherlode’ (2025).
Når de tre debutanter læser højt, mærker man tyngden af at være ung i 2025 – hvordan sår, omsorgssvigt og ubearbejdede erfaringer stadig kaster lange skygger. Og man fornemmer samtidig håbet: at deres ord kan blive en håndsrækning til andre unge, der genkender sig selv i teksterne.
Zülfü Livaneli
Augustlyset hænger stadig mildt over Louisiana, da Louisiana Literature 2025 runder af.
Scenen er sat til et møde med et menneske, der rummer et helt livs fylde: Zülfü Livaneli – forfatter, komponist, sanger, filminstruktør, menneskerettighedsaktivist.
Et livstykke, som publikum har ventet på, og det føles, som om hele den tyrkiske diaspora i Danmark har samlet sig denne tidlige aften. Smil, stemmer, sange – et fælles bankende hjerte, der slår for én mand. Livaneli træder ind, smilende og ydmyg, og undskylder næsten: “Sangene er på tyrkisk.” Men undskyldningen er unødvendig. For musikken og stemningen bærer alt. Man mærker kærligheden strømme fra scene til sal, fra krop til krop, fra sjæl til sjæl.
Publikum synger med – alle ordene, alle melodierne. Inden koncerten og under samtalen med festivalleder Christian Lund kom det frem, hvad enhver i salen allerede ved: At i Tyrkiet kender alle hans navn. At han engang stod foran en halv million mennesker i Ankara og sang.
Louisiana Literature 2025, foto Githa Schultz. Zülfü Livaneli med orkestret Fuat Talay Ensemble
Hans historie er tung – fængsel, tortur, eksil. Men i aften er han lys, latter og livskraft. Han er stadig dér, i Tyrkiet, trods alt, og han siger det med en fasthed, der rammer: “At jeg bor i landet, giver håb til befolkningen.”
Han har skrevet mere end tyve bøger, oversat andres værker, skabt film, musik, poesi. Priserne er mange, men ydmygheden endnu større. Og dér, i mødet med ham, er det svært at holde tårerne tilbage. For man ser, hvordan lidelser kan transformeres til kunst, der vækker både taknemmelighed og tro på mennesket.
Men midt i begejstringen sniger en skygge sig ind: den danske bekvemmelighed. Tanken om, hvordan vi hjemme bag skærme så let kaster vrede, skyldfølelse og solidaritets ordrer ud i luften – uden risiko, uden handling. Livanelis liv, hans kamp, sætter det i relief.
Han fylder 80 næste år. Det er umuligt at se. Han synger, han griner, han elsker sit publikum. Timerne i hans selskab er som et forstørret øjeblik af livskraft. Da jeg går ud i den lune aften, er ordene kun disse: Je suis Zülfü.
Og jeg ved, at jeg må have fat i hans roman ’Serenade for Nadia’ – for at holde fast i den stemme, der rørte alt i mig denne tidlige aften.
Eftertanker på vej til Humlebæk Station
Fire dage, mere end 50 forfatterarrangementer, fem scener i konstant bevægelse – og endnu flere stemmer. Det føles som lysår siden, at festivalen åbnede torsdag d. 21. august 2025, selvom det kun er få dage.
En litteraturfestival er ikke blot et marked for bøger, men et hus af stemmer. Når forfatterne træder frem, bærer de ikke kun deres værker, men også det mørke, der har givet dem form.
I fire dage har vi ikke blot fejret litteraturen som fest og lagkage, men vandret gennem landskaber af sår og skygger, hvor ordene indimellem stod som små, klare lys i mørket.
Adgangsbilletten til Louisiana åbnede ikke kun dørene til kunsten, men også til Louisiana Literature 2025 – et vindue mod en horisont af nye stemmer og tanker.
Louisiana Literature 2025. Mørket sænker sig langsomt over Louisiana, og fra Parkscenens live-skærm lyder et ekstranummer med Livanelis tekst og musik. På skærmen ses forsanger Fuat Talay, som også spiller på tyrkisk saz
Reportage: LOUISIANA LITERATURE 2025 – se mere her
Reportage: LOUISIANA LITERATURE 2025 er begået af Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm