Skovgaard Museet: Det stille liv – i tid og rum

 

 

 

 

 

 

Tid er temaet hos Thomas Kluge i ny udstilling

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uret repræsenterer helt enkelt tid, som er udstillingens tema. Viserne er placeret,

så de angiver Thomas Kluges fødselstidspunkt d. 6. marts 1969. Pressefoto

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ……  i udstillingen retter kunstneren opmærksomheden mod det nære og det klassiske maleris rolle i samtiden ….. '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det første, der på en solrig sensommerdag slår mig, er mørket i udstillingsrummet. Det næste, jeg registrerer – ikke overraskende, er det velkendte lag af fernis, der giver Thomas Kluges malerier et signifikant klassisk præg. Udfordringen består i, at illuminere værkerne, så de ikke mister intensitet, da de overbelyses af den relativt hidsige punktbelysning, man ret typisk gør brug af på danske kunstmuseer.

 

Da øjnene vænner sig til museumsrummet og det meget lidt muntre mørke, som optræder i Skovgaard Museets stuer, begynder man uvilkårligt at gå på opdagelse i værkernes iboende motiver, og her finder jeg primært motiver fra privatsfæren og naturen.

 

Kluge har valgt et princip i den aktuelle udstilling, hvor kodeordet ifølge kunstneren er tid. Tid, der på godt og ondt er gået samt tid, som fremadrettet vil komme. Man kunne således insinuere, at udstillingens værker udgør en form for status over et levet liv som billedkunstner og ikke mindst familiemenneske.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Thomas Kluges datter Augusta er her portrætteret som otteårig i 2016. Pressefoto

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fravær af portrætter af kongelige og celebriteter

Her vil flere udstillingsgæster, som indfinder sig uden indblik i udstillingens præmis, måske blive overraskede over fraværet af portrætter af kongelige og øvrige celebriteter. Vi befinder os med andre ord i kunstnerens intime rum, hvilket i oprindelsen har afsæt i Kluges familie.

 

Mine øjne har nu vænnet sig til det dystre udstillingsmiljø, og jeg kan begynde mit ræsonnement om udstillingens kunstværker, og her er det svært at overse et stort maleri, som ganske vist er placeret i rummet således, at en stor, gammel bogreol med indhold og et cembalo skygger for den umiddelbare oplevelse af værket.

 

Maleriet har titlen ”Brylluppet” og det samler i indholdet, hvad man kan læse i udstillingens katalog »en moderne familie med sammenbragte og fælles børn i ét billede«. Maleriet er fra 2018, og tiden derefter har passeret; men ikke uden komplikationer. Thomas Kluge fortæller mig, da han dukker op på scenen, at en nylig skilsmisse har sat et punktum for den ægteskabelige og familiære idyl.

 

Maleriet viser kunstneren og hustruen i en symmetrisk komposition med hinanden i hånden med børnene placeret i gådefulde positioner i baggrunden, hvor de toner frem fra et ikke nærmere defineret mørke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Maleriet ”Brylluppet” samler i indholdet, hvad man kan læse i udstillingens katalog »en moderne

familie med sammenbragte og fælles børn i ét billede«. Maleriet måler 238 x 198 cm. Pressefoto

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mørket som signatur

Netop denne metode er blevet en form for signatur i Thomas Kluges billedverden. Figurerne træder meget ofte frem som bevæger de sig ud ad mørket. Det er vanskeligt ikke at drage paralleller til den italienske barokmaler Caravaggio (1571-1610), som Kluge besidder et oplagt malerisk slægtskab med. Fællesnævneren er en detaljerig og præcis skildring af motivet og en særlig kontrastrig brug af lys og skygge.

 

Som hos Caravaggio lader Thomas Kluge sine personer vokse ud af en tilsyneladende dyster intethed, og den samme metode kan man ofte opleve hos Caravaggios hollandske kollega Rembrandt van Rijn (1606-1669); men hvor man hos Caravaggio (og Kluge) for det meste oplever baggrundene som blot sorte og uigennemtrængelige, ligger der tilsyneladende en anderledes lagdelt dunkelhed til grund for Rembrandts version af mørket.

 

Familiebilledet er placeret i Skovgaard Museets centrale rum, som i sit udtryk minder om en borgerlig storstue, fra dengang museet blev bygget som rådhus i Viborg. Bygningen har fungeret som museum for den berømte Skovgaard-familie siden 1937. Således er det naturligt, at begrebet ”tid” netop udfordres i kraft af Thomas Kluges referencer bagud i kunsthistorien.

 

I lokalet mærker man i serien af malerier af kunstnerens nærmeste familie næsten personerne gå i harmoni med omgivelserne i kraft af, at portrætterne er så eksakt malede, at enhver detalje står lyslevende i det mørke kosmos.

 

Dialogen mellem anmelderen og kunstneren kommer herefter hurtigt til at dreje sig om oplevelser ved iagttagelsen af historisk rodfæstet malerkunst. Jeg har en Rafael-fortælling og Kluge har en beretning på lager om en oplevelse af et Hans Holbein-værk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I maleriet ”Stevns” fra 2022 arbejder Kluge bevidst med en lav horisont,

der afstedkommer en rolig komposition i landskabet. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1800-tallets gyldne epoke

Skovgaard Museet består fysisk af det nævnte centrale udstillingsrum og et antal mindre sidegallerier, som aktuelt har hver deres tematiske afsæt. Thomas Kluge er i de seneste år blevet optaget af det udendørs rum, og med kunstnerens metode in mente, ville det være oplagt at han dermed skaber associationer til den gyldne epoke i dansk malerkunst i 1800-tallet.

 

Da vi befinder os på Skovgaard Museet er det nærmest logisk, at et enkelt maleri af en af repræsentanterne fra familien og Guldalderen har et værk repræsenteret på udstillingen. Det er der en årsag til: Et enkelt maleri af P.C. Skovgaard (1817-1875) er placeret i rummet, hvor Thomas Kluges landskabsmalerier ligeledes er udstillet.

 

Maleriet kunne for så vidt sagtens have været malet i dag; men der ligger alligevel en anden friskhed over Kluges maleri med motiv fra Stevns end den lettere ”støvede” atmosfære, som kendetegner Skovgaard-værket, og det er ikke så mærkeligt, da der er præcis 172 år mellem de to kunstværker.

 

Kluge har tillige skildret slottet Kronborg bag bladløse træer. Hvorfor nu det? Er motivet ikke fortærsket til bevidstløshed? Jo, netop – og måske netop derfor fremstår et andet maleri med en detalje fra samme arkitektur langt mere interessant end det hele slot? Det var min helt personlige iagttagelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstnerens søn Titus er opkaldt efter Rembrandts eneste overlevende søn og

indgår i en serie malerier af Thomas Kluges børn. Pressefoto

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Beundring og kritik

I et overordnet perspektiv er Thomas Kluge blevet beundret og samtidigt mødt med kritik. I sidstnævnte tilfælde, fordi han bevæger sig i et felt, hvor han tager udgangspunkt i klassisk figuration fra en kunsthistorisk tradition, som samtidens kunstinstitutioner frasiger sig.

 

Det ser dog ikke ud til, at Thomas Kluge selv direkte definerer sig som et offer for akademisk dominans. Ikke desto mindre antyder han i samtalen med mig, at han af forskellige årsager er anbragt uden for den institutionaliserede kunstverden, og man kan sagtens fornemme, at han føler sig marginaliseret på grund af sin måde at gøre tingene på.

 

Der ligger et historisk signal i, at Thomas Kluge debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i begyndelsen af 1990’erne. Her er det kollegaer – altså kunstnere – der vurderer de indsendte kunstværker og følgelig ikke kunsthistorikere og akademikere. En ofte fortalt historie er, at Kluge tre gange blev afvist som elev på Det Kgl. Danske Kunstakademi, men den fortælling går efterhånden på krykker, så den udelader jeg behændigt.

 

Alle de skrevne kendsgerninger ændrer dog ikke ved, at Thomas Kluge er en kunstner, der retter opmærksomheden mod det nære samt tiden som metafor og på samme tid stiller skarpt på det klassiske maleris rolle i et mere og mere akademisk forankret tidsafsnit.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slottet Kronborg bag bladløse træer. Maleriet er udført i 2023. Pressefoto

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Thomas Kluge, født i Glostrup i 1969, er som kunstner autodidakt og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1993. Siden har han udstillet adskillige steder og er primært kendt for stærkt detaljerede portrætter af blandt andet kongefamilien.

 

Thomas Kluges udstilling ”Det stille liv – i tid og rum” kan ses på Skovgaard Museet, Domkirkestræde 2-4, Viborg, frem til d. 18. januar 2026.

 

 

 

 

 

 

 

Skovgaard Museet: Det stille liv – i tid og rum – se mere her

 

 

 

 

Skovgaard Museet: Det stille liv – i tid og rum. Coverfoto: Udsnittet af slottet Kronborg er malet i 2024. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

Skovgaard Museet: Det stille liv – i tid og rum er en anmeldelse af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm