LOUISIANA: Marisol

Farverige og foruroligende Marisol

✮✮✮✮✮✮

' …… hele herligheden er tilsat en stor portion humor …… '

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

María Sol Escobar (1930-2016) med kunstnernavnet Marisol var i sin storhedstid en af de mest berømte kunstnere i den amerikanske Pop art bevægelse i 1960erne. Og det til trods for, at hun ikke havde mange lighedspunkter med bevægelsens øvrige berømtheder, som bl.a. omfattede Andy Warhol (1928-87) og Roy Lichtenstein (1923-97). Hun var nemlig i en kategori for sig selv.

Fra 1970'erne forsvandt Marisol i løbet af kort tid fra kunstscenen. De emner, hun beskæftigede sig med, fandt nemlig ikke længere genklang i samtiden. Det gør de imidlertid i dag, og derfor har hun velfortjent fået en renæssance.

Som det første europæiske kunstmuseum præsenterer Louisiana nu en omfattende, retrospektiv udstilling “Marisol”. Den vil siden blive vist på tre andre europæiske museer.

Marisol

Men hvem var Marisol?

I 1959 præsenterede hun sig selv således i et interview: Jeg er venezuelaner, født i Frankrig, jeg bor i Italien, har en engelsk bil med nordamerikanske nummerplader og en schweizisk forsikring – og så spørger De om, hvilken nationalitet, jeg har.

Marisol var således en verdensborger, der ikke var helt let at få hold på. Og det er hendes kunst heller ikke. Hun kom vidt omkring.

Andy Warhol kaldte hende for “Latin Garbo”, dels på grund af hendes eksotiske fremtræden, dels på grund af hendes gådefulde reserverethed.

“Tre kvinder med paraply”, 1965-66. Den midterste figur i denne skulpturgruppe er forsynet med et fotografi fra magasinet Life, der viser to vietnamesiske kvinder med børn i armene, som græder over den død og ødelæggelse, der var forvoldt under Vietnamkrigen. De tre amerikanske kvinder, som erstatter de vietnamesiske kvinder, har tilsyneladende ingen interesse i krigens hærgen. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Skulpturerne

Marisol er bedst kendt for sine satiriske og og politiske skulpturer, der ikke blot var inspirerede af tidlige kulturer i Mellem- og Sydamerika, men også af tidens fremstormende, amerikanske forbrugerisme og dyrkelse af berømtheder.

Hendes velkendte, bemalede og udskårne træskulpturer er på størrelse med mennesker. De er sat sammen med fundne genstande i større tableauer, hvor Marisol blander popkunst med folkekunst. Ikke sjældent indgår hendes selvportræt som det centrale element i skulpturerne.

Marisols skulpturer dækker stort set alle aspekter af dagliglivet. De ofte komplekse værker er fulde af eksistentielle spørgsmål og politiske budskaber med stærke holdninger til fastlåste (køns-)roller og ligestilling. Jo, Marisols univers er på én gang foruroligende og farverigt, dystert og humoristisk.

Monstrøse babyer

Marisol slog for alvor igennem som kunstner med skulpturerne “Baby Boy”, 1962-63, og “Baby Girl”, 1963, der forestiller to smilende børn, som vi typisk finder i reklamer med småbørn. Det var også der Marisol fandt sin inspiration. Men de kasseformede skulpturer er alt andet end nuttede. De blev omtalt som “monsterbørn” og “gigantiske babyer fulde af had” i pressen. Med god grund!

Marisol ønskede nemlig at skabe dobbelttydige figurer, der på en gang kunne være tiltalende, men samtidig spøgelsesagtige og skræmmende. Ganske vist kan børn være fysisk små, men de rummer også ødelæggende kræfter, der kan overtage ens liv, sind og hjem med en grusomhed, som var de zombier. Jo, Marisol var kritisk indstillet over for kvindernes rolle som husmor og mor i samtidens USA.

Installationsfoto. Scuba dykning inspirerede Marisol til at skabe skulpturer af fisk, hun havde set på havets bund. Hun navngav dem efter amerikanske krigsskibe, der også var opkaldt efter de samme fisk. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

I krig og til bal

Politik spillede snart en betydelig rolle i Marisols værker. Det gælder fx skulpturen “Tre kvinder med paraply”, 1965-66, – en kommentar til Vietnamkrigen inspireret af et reportagefoto i Life Magazine.

I Marisols skulptur er de vietnamesiske kvinder erstattet af amerikanske kvinder for at gøre krigen mere vedkommende for publikum i USA. En udstoppet fugl, der kunne minde om figurerne i tidens Disney film, skærpede yderligere kontrasten til krigens gru.

Som kontrast hertil udstilledes samtidig tableauet “The Party”, 1965-66. Det består af 15 fritstående kvindefigurer i legemstørrelse. De elegant klædte kvinder – alle med Marisols ansigtstræk – er på vej til bal iklædt kjoler, der giver dem VIP-status. Marisols indtil da mest ambitiøse skulptur. Tableauet indgår desværre ikke i denne udstilling.

Kønsidentitet

Marisol beskæftigede sig også med seksualitet. “Double Portrait of Henry Geldzahler”, 1967, viser således kuratoren Henry i form af to træfigurer sammenkædet med hængsler. Ansigtet på den ene træder frem, mens ansigtet på det andet er udhulet. Vi skal så forestille os, hvad der vil ske, hvis vi klapper de to figurer sammen. Et hint om Henrys homoseksualitet.

“The Wedding”, 1962-63, viser en lesbisk relation med Marisol selv som både brud og brudgom. Værket kan tolkes som et svar på mange journalisters spørgsmål om, hvornår hun skulle giftes, men det kan også henvise til en (flydende) kønsidentitet, som ofte indgik i Marisols oeuvre. Undertiden tilsat humor – for hvad er det lige vi ser? Det fremgår især på tegninger fra 60'erne, der først er blevet offentlig tilgængelige i de seneste år. På udstillingen vises “The Kiss”, 1966.

Alene – men ikke ensom

Marisol havde et stort behov for at trække sig tilbage fra den enorme medieinteresse, der var omkring hende. Derfor rejste hun jævnligt væk fra New York for at reflektere over tilværelsen og finde ny inspiration. Rejserne gik fx til Rom, Tahiti, Indien, Thailand, Cambodia, Caribien, Guatemala og Venezuela.

“Dinner Date”, 1963, viser Marisols behov for at være alene – uden at føle sig ensom. Her ser vi to figurer, der skal spise et måltid sammen. Begge figurer er forsynet med Marisols ansigtstræk. Hun var af den opfattelse, at hvis man lærer at leve med sig selv, har man lært noget vigtigt. Via denne erkendelse, opnåede Marisol evnen til at skabe sine allerbedste værker. Desværre ikke med på udstillingen.

Under vand

For at få ro og hente ny inspiration tog Marisol i 1969 til Tahiti, hvor hun tilbragte adskillige måneder på at lære scuba dykning dvs. dykning i længere tid med særligt vejrtrækningsudstyr. Marisol betegnede oplevelsen som en genfødsel eller renselsesproces.

Dykningen inspirerede Marisol til at skabe skulpturer af fisk, hun havde set på havets bund. Hun navngav dem efter amerikanske krigsskibe, der også var opkaldt efter de samme fisk. Fiskeskulpturerne forsynedes med fotos af Marisols ansigt samt skarpe tænder for at vise fiskenes / krigsskibenes voldsomme adfærd. En af fiskene var formet som en atomubåd.

Banale og meningsløse

Marisols skulpturer skulle også vise, at havet ikke blot rummer gru, men tillige mulighed for et harmonisk samvær mellem mennesker og det maritime liv.

Kritikerne var imidlertid alt andet end begejstrede for Marisols nye værker. De blev ligefrem beskrevet som uinteressante, banale og meningsløse. Hun burde have holdt sig til popkunsten. Marisol var således for tidligt ude med budskaber om miljøproblemer og bæredygtighed. Emner der er særdeles aktuelle i dag!

Installationsfoto. Marisol slog for alvor igennem som kunstner med skulpturerne “Baby Boy”, 1962-63, og “Baby Girl”, 1963. De to kasseformede børneskulpturer blev omtalt som “monsterbørn” og “gigantiske babyer fulde af had” i pressen dengang. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Installationsfoto. Til venstre “De badende”, 1962. Kunsthistoriens mange badende kvinder transformeres til en munter og nutidig scene. Til højre ses “Solbaderne”, 1967. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Vurdering

Udstillingen “Marisol” er både kronologisk og tematisk opbygget. Den samler hendes tidlige værker fra 1950'erne, hendes mest kendte mixed-media skulpturer fra 1960’erne, og fokuserer på de mere åbenlyst politiske emner, der dominerede hendes arbejde i 1970’erne og som fortsat er aktuelle. Det drejer sig om kønsroller og ligestilling, kønsidentitet, racisme, idoldyrkelse og miljøproblemer.

Heldigvis er hele herligheden tilsat en stor portion humor. Tag fx skulpturen Baby Boy, der viser USA som et umodent, tårnhøjt og vildt monster. Den har store ligheder med den ikoniske Baby Trump ballon, som vises igen og igen ved demonstrationer verden over.

Skulpturen er spot on her 63 år senere – trist nok. En gigantisk baby fuld af had!

Af udstillingen fremgår det tydeligt, at vi ikke er blevet meget klogere et halvt århundrede år senere. Til gengæld viser den også, at Marisols kunst stadig kan bruges som et billede på, hvad der er galt i samfundet, og hvor der er plads til forbedringer. Forhåbentlig er vi nu bedre i stand til at tage ved lære af hendes velmente og markante provokationer.

Kort sagt

Tag til Louisiana og bliv klogere på en lang række af samtidens store problemstillinger i selskab med farverige og foruroligende Marisol. Du bliver godt underholdt og får med garanti masser af stof til eftertanke!

Installationsfoto. Sene værker af Marisol. Fra venstre ses “Horace Poolaw”, 1993, “Portræt af biskop Desmond Tutu”, 1988, “Portræt af Pablo Picasso”, 1977, og “Portræt af Georgia O’Keefe med hunde”, 1977. I midten ses “Mimi”, 1997. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

LOUISIANA: Marisol. Vises frem til den 22. februar 2026. Louisiana Revy nr. 1, 2025, er udstillingens katalog. Heri finder vi blandt andet Jacob Holdts (Amerikanske billeder) beretning om sit møde med den gådefulde Marisol, som han beskrev i bogen fra 1977. Han var således den første, der introducerede Marisol til danske læsere.

LOUISIANA: Marisol – se mere her

LOUISIANA: Marisol. Coverfoto: Skulpturen “The car”, 1964, viser en Ford bil i halv størrelse fyldt med sorte, hvide, gamle og unge passagerer – mange med Marisols ansigt. Værket blev skabt på et tidspunkt, hvor det stadig var forbudt at blande racerne i en fjerdedel af staterne i US. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

LOUISIANA: Marisol er en anmeldelse af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm