Kunstbog: Vide vægge

 

 

 

 

Det moderne kunstmuseum i Danmark

 

 

 

Ny bog sætter markant fokus på udviklingen af museumsinstitutionen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationen på omslaget af bogen ”Vide vægge” består af et installationsfoto fra Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg.

Foto: Strandberg Publishing

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …. forfatter og kunsthistoriker Kristian Handberg har begået et forbilledligt og gennemgribende bogværk med henblik på en tydelig belysning af kunstmuseernes roller i skiftende tider …. '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange rejser hvert femte år til den tyske by Kassel, hvor man finder udstillingspaladset Fridericianum, og i udgivelsen ”Vide vægge” udnævner bogens forfatter Kristian Handberg netop denne bygning – dog med forbehold – som udgangspunkt for idéen om et moderne museum i Nordeuropa. Vi befinder os i 1779, og altså uden for Danmarks grænser.

 

Årsagen til, at en strøm af kunstinteresserede drager til den ellers ret kedelige midttyske by, er naturligvis kunstbegivenheden Documenta, og netop her spiller Fridericianum en central rolle den dag i dag.

Nationalgalleriet Statens Museum for Kunst

Hermed er der således sat årstal på ét kunstmuseums opståen; men bevæger vi os hjemad og til København, vil Thorvaldsens Museum, tegnet af arkitekten M.G. Bindesbøll, stå som den første bygning, der skulle rumme kunstværker af den verdensberømte, danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Det blev indviet fire år efter hovedpersonens død i 1848.

 

Efter en del fremstillinger af kunstmuseer i blandt andet Berlin og Stockholm, beskriver forfatteren tilblivelsen af et dansk nationalgalleri. Statens Museum for Kunst indvies i 1896. Bygningen står stadig i dag som et grandiost monument over billedkunsten.

 

Det er dog ret påfaldende ifølge beskrivelser i bogen, at mange museumsbygninger har direkte afsæt i store midlertidige og omfangsrige udstillinger, hvor man helt oplagt kan pege på Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Tivoli i København i 1888, som inspirationskilde til kommende museumsbyggerier.

 

Efter indvielsen af Statens Museum for kunst – blandt den almene befolkning blot ”Kunstmuseet” – tog brygger Carl Jacobsen imidlertid et initiativ, som på privat basis skulle supplere Kunstmuseet på Sølvgade på højeste niveau. Jacobsens samling var indtil Ny Carlsberg Glyptotekets indvielse blevet vist på hans Ny Carlsberg-grund i Valby; men med Glyptoteket var endnu en væsentlig museumsinstitution blevet føjet til hovedstadens kulturelle profil.

 

Inspirationen til Ny Carlsberg Glyptotek havde brygger Jacobsen fundet i forbindelse med Verdensudstillingen i Paris i 1878. 20 år senere kunne man indvie Glyptoteket, tegnet af arkitekten Vilhelm Dahlerup. Senere blev museet genindviet, da man i 1906 havde tilføjet en stor kuppel over Glyptotekets vinterhave.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ARoS i Aarhus med den karakteristiske installation ”Your Rainbow Panorama” af Olafur Eliasson på toppen. Foto: Adam Mørk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Louisiana Museum of Modern Art I Humlebæk udgør på mange måder en reference for museumsbyggeri i Danmark. Foto: Museé des beaux-arts de Montreál

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En eksemplarisk kronologi

I de følgende år begynder kunstmuseerne at skyde op – ikke blot i København, men tillige ude i provinsen, og langt senere i 1900-tallet skyder kunstmuseer op som svampe i en fugtig skovbund overalt i kongeriget. Kunsten bliver moderne, og det samme sker med museerne.

 

Jeg springer lige en anelse i kronologien, som Kristian Handberg ellers har eksemplarisk kontrol over i det nye bogværk. Efter en sand tour de force over beskrivelser af et større antal kunstmuseer, der er opstået i nyere tid i provinsen, vil et kunstmuseum, indviet i 1958, i Humlebæk cirka 40 kilometer fra Rådhuspladsen midt i Købehavn sætte nye forskrifter for kunstmuseets rolle i et moderne samfund.

 

Kunstmuseet Louisiana bliver til på initiativ af Knud W. Jensen, og i en offentlig diskussion mellem Jensen og Statens Museum for Kunsts daværende direktør Jørn Rubow er sidstnævnte citeret for følgende vedrørende Louisiana: »I hvert fald ikke et museum, snarere et udstillingsgalleri«.

 

Her blev en tydelig kløft mellem det traditionelle museums værdier og det nye museums planer om at skabe en åben institution for alle, der måtte finde interesse deri, udtalt. Der blev talt med store bogstaver. Knud W. Jensen beskrev sit initiativ som et forsøg på at skabe et alternativ til ”museumstrætheden”. I dag ved alle, hvad Louisiana Museum of Modern Art repræsenterer som levende og væsentlig udstillingsinstitution.

 

At Louisiana bliver en form for markør og inspiration for nye kunstmuseer, illustreres ret klart, da kunstmuseet Trapholt i Kolding bliver indviet, og ret hurtigt bliver omtalt som et ”Jysk Louisiana” naturligvis med udgangspunkt i den smukke beliggenhed ned til Kolding Fjord. Netop Trapholt udgør et eksempel på kunstmuseer, som vokser ud af egen ramme, hvilket igen i 2026 afstedkommer en større udvidelse, som lukker museet i det pågældende kalenderår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstmuseet Trapholt i Kolding bliver ved indvielsen blandt andet omtalt som et ”Jysk Louisiana”. Foto: Trapholt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jorn, Utzon og ARoS

Det kan i gennemgangen af ”Vide vægge” synes som ambitionerne om at bygge store og væsentlige kunstmuseer udspringer af et behov for kulturel status. Jeg føler mig her fristet til at dvæle lidt ved et markant kapitel, nemlig planerne og tilblivelsen af Silkeborg Kunstmuseum, det nuværende Museum Jorn.

 

Asger Jorn havde i samarbejde med stjernearkitekten Jørn Utzon udarbejdet et projekt, som imidlertid var umuligt at realisere af indlysende fysiske årsager. I stedet blev et kunstmuseum indviet adskillige år senere og planerne vedrørende en udvidelse af det bestående museum kontra visionerne om et helt nyt kunstmuseum er blevet beskrevet grundigt for nylig i en reportage her på KULTURINFORMATION – læs Svanholms reportage her

 

Aarhus er Danmarks næststørste by, og det var den også, da Århus Kunstmuseum var beliggende i en del af parken ved Aarhus Universitet i en bygning, der arkitektonisk var tilknyttet universitetet. Museet stod som en undskyldning for sig selv og visionen om et nyt kunstmuseum i Aarhus tager form i 1998.

 

Det nye museum – ARoS – åbner i 2004 og jeg føler mig sikker på, at hvis en almen århusianer ved indgangen til et nyt årtusind havde set billedet, der i dag illustrerer museet i den aktuelle bogudgivelse, ville vedkommende sikkert have tænkt, »hvad laver en gigantisk byggeklods med en vandret regnbue på toppen som nabo til Musikhuset og genbo til byens rådhus med det ikoniske tårn«?

 

Uanset, hvad man mener, og hvordan man i øvrigt vender og drejer det, blev ARoS en succes, og om kort tid offentliggør museet datoen for en spektakulær udvidelse, der inkluderer en storslået arkitektonisk installation af den amerikanske kunstner James Turrell.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstmuseet Arken i Ishøj blev ved indvielsen i dagbladet Politiken kaldt ”Den hvide hval”. Foto: Anders Sune Berg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det brutale sammenstød mellem fortid og nuet

Jeg kan godt give mig til at remse museumsprojekter op, som Kristian Handberg veloplagt beskriver i sin bog; og der er nok at skildre: Det kunne være et kulturhus i Randers, som udvendigt er en betonkolos, men som indvendigt i rollen som museum fungerer ganske fint. Kunsten i Aalborg blev i tidernes morgen lanceret som Nordjyllands Kunstmuseum og står i dag i Alvar Aaltos kølige marmor som et flot monument over moderne museumsarkitektur. Kunstmuseet Arken i Ishøj har været genstand for utallige kritikpunkter og blev ved lanceringen i 1996 i dagbladet Politikens kultursektion dengang defineret som ”Den hvide hval”.

 

Da Statens Museum for Kunst skulle lave en udvidelse, og således byggede en minimalistisk enhed på Georg E.W. Møller og Vilhelm Dahlerups klassicistiske arkitektur var en vis herre løs i Laksegade. I Politiken skrev avisens kunstanmelder Peter Michael Hornung i en kronik, at museet nu var genstand for museernes forandrede rolle, da de tilsyneladende var nødt til at påtage sig en ”hybrid” funktion med »så meget forskelligt at byde på, at der skal en kulturkalender til for at informere om det hele«.

 

Der var mange meninger om udvidelsen, men den norske arkitekt Sverre Fehn så ”foreningen af nyt og gammelt som både betydningsladet og mulighedsrig”. Han udtaler: »Det intime brutale sammenstød mellem fortid og nuet skaber nye overraskende rumkonstellationer. Disse volumener vil give kunstnerne udfordringer i deres værker hvor katedralens rum er erstattet med rum, som søger fodfæste i intethedens univers«.

 

Hermed får en norsk arkitekt det sidste ord i en klar definering af museernes roller i dag som sociale og kulturelle katedraler. Kristian Handberg har gengivet ordene og begået et forbilledligt og gennemgribende bogværk med henblik på en tydelig belysning af kunstmuseernes roller i historie og nutid.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ny Carlsberg Glyptoteket blev indviet i 1898. Opstalt af facaden fra 1890. Foto: Kunstbiblioteket

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstbog: 'Vide vægge – Det moderne kunstmuseum i Danmark' indeholder 256 rigt illustrerede sider og er udkommet på forlaget Strandberg Publishing. Bogens forfatter Kristian Handberg er ph.d. og adjunkt i kunsthistorie ved Københavns Universitet.

 

 

 

 

 

 

 

Kunstbog: Vide vægge – se mere her

 

 

 

 

Kunstbog: Vide vægge. Coverfoto: Statens Museum for Kunst i 1896. Foto: Københavns Museum

 

 

 

 

Kunstbog: Vide vægge er anmeldt af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm