Museum Jorn og fremtiden – en reportage
Historie og visioner om et kunstmuseum i evig bevægelse
Lars Svanholm, KULTURINFORMATION har besøgt museumsdirektør Christian Kortegaard Madsen
Et sent værk af Asger Jorn: ”Le vent nous emporte (Vinden fører os bort)” fra 1970. Olie på lærred. 129 x 195,5 cm. Foto: Lars Svanholm
Museum Jorn åbnede som Silkeborg Kunstmuseum i 1982, men Asger Jorns idé om et kunstmuseum, der skulle rumme hans samling, var en anden, og nu udvikler nye visioner sig.
»Jeg har jo ikke forstand på kunst, så jeg ved ikke, hvor meget det er værd, men jeg kan bare lide de ting, og mine venner fra Silkeborg kan også lide dem. Det er alt, hvad jeg har at sige om det – og Utzon har lovet at lave et museum…«
Disse ord kan man høre Asger Jorn sige i et filmklip i forbindelse med, at han overdrager sin samling af egne og andre kunstneres værker til Silkeborg By. Tanken er, som det antydes i hans udtalelse, at stjernearkitekten Jørn Utzon skal designe et museum til samlingen. Jorn uddyber sin donation i filmklippet:
»Hvis jeg har en samling for mig selv, og jeg pludselig ingen penge har, så sælger jeg hele gøgemøget. Det kan jeg ikke, fordi jeg har foræret det til dem – og derved bevarer jeg altså muligheden for at kunne se de ting, jeg kan lide. Og jeg mener, man kan jo ikke forlange mere, vel?«
Samtale om historie og visioner
Her blev grundlaget for Silkeborg Kunstmuseum skabt. Jørn Utzon gik i gang med at tegne et underjordisk museum med afsæt i formen af et krokusløg; men, som alle ved, blev Utzon optaget af et projekt i Sydney, og et efterfølgende projekt fremme i begyndelsen af 1970’erne løber også ud i sandet.
Asger Jorn døde som blot 59-årig, og han nåede således kun sin drøm om, at opleve et kunstmuseum blive udfoldet i en bygning beliggende i Hostrupsgade i hjertet af Silkeborg. Indvielsen i 1961 blev markeret ved en udstilling med grafiske arbejder af den franske kunstner Jean Dubuffet. En stor version af Dubuffets plakat pryder den dag i dag gavlen ved siden af det daværende museum og står endnu som et vartegn for udstillingen og den første museumsbygning.
Hvis man imidlertid skal bringe visionerne og fortællingen om Museum Jorn ind i en nutidig kontekst, hvad er da mere plausibelt end at sætte museets nuværende direktør, Christian Kortegaard Madsen, stævne til en samtale om historie og visioner?
Jeg nævner de kronologiske punktnedslag for Kortegaard Madsen, og det skal vise sig, at museumsdirektøren er determineret opdateret på en historie, der begynder, da Asger Jorn i kraft af en livstruende tuberkulose bliver indlagt på Tuberkulosesanatoriet i Silkeborg. »Jorn lærer noget på sanatoriet, da den Jorn, vi kender i dag på mange måder bliver født ud af mødet med døden«.
Per Kirkeby udgør et stadigt større element i Museum Jorns identitet. Her eksemplificeret af et værk bestående af tre malerier på masonit indrammet i en blændende murstenskonstruktion. Værket er fra 1975. Foto: Lars Svanholm
Således formulerer museumsdirektøren dette afsnit af Asger Jorns liv, som får en stor betydning i forbindelse med udviklingen af et museum, som skal huse en samling, som med tiden vokser og vokser. Det begynder med et betalt arbejdsophold i pottemagerværkstedet i Sorring, som giver Jorn mulighed for efter udskrivelsen fra sanatoriet at arbejde med ler. Opholdet blev betalt af den lokale museumsforening, der ønskede at støtte lokale kunstnere. Nogle af Jorns første keramiske arbejder skulle foræres til Silkeborg Museum, altså det kulturhistoriske museum. Året efter indretter man et Asger Jorn-værelse i en afdeling på museet tituleret ”Jorns Stue”, der bliver helliget moderne kunst, som Jorn løbende donerer af nogle af tidens toneangivende kunstnere.
Kortegaard Madsen sætter kronen på værket omkring Jorns keramiske arbejder: »Året er 1953, og grunden til, at Asger Jorn gerne vil arbejde med ler, er, at han ser leret som noget fuldstændigt fundamentalt for vores nordiske kultur. Vi har så meget ler i undergrunden, at vi bygger huse af det, og så længe, der har været mennesker på disse breddegrader, har man arbejdet med ler. Jorn interesserede sig for de store tværgående linjer i vores kulturhistorie, der forbinder os på tværs af tid og rum, og den kulturhistorie ønskede han via leret at forbinde sig med«. Således får vi et årstal på begivenheden, der danner spiren til, hvad der bliver til Silkeborg Kunstmuseum – det senere Museum Jorn.
Kortegaard Madsen fortsætter fortællingen: »Det går op for Jorn, at der virkelig er potentiale i kunstsamlingen, og man begynder at kigge på, hvordan man kan sikre den. Med en selvstændig museumsbygning i den gamle Th. Langs Skole midt i Silkeborg i 1961 og med Jorns famøse gavebrev året efter stifter man simpelthen et statsstøttet kunstmuseum i Silkeborg«.
Direktøren tilføjer: »Pladsen er nærmest for trang fra begyndelsen og Jorn begynder i 1964 at tænke over, hvordan man kan bygge et nyt kunstmuseum i Silkeborg. Der er stor efterspørgsel på hans kunst, og han kan også se, at han er ved at opbygge en samling med en vis tyngde – også i et internationalt perspektiv. Han er ved at bygge et kunstmuseum op fra grunden og på blot 12 år – omtrent den tid, vi har arbejdet med de aktuelle planer for et nyt Museum Jorn – lykkes det Jorn at opbygge en samling, indrette en bygning, opnå statsstøtte og skitsere et projekt for et karismatisk kunstmuseum sammen med Jørn Utzon, og så skal man lægge til, at Jorn arbejdede med museumsprojektet sideløbende med sin egen kunstneriske produktion fra Albissola i Italien og fra Paris. Det er en ubegribelig imponerende præstation«.
Fra Silkeborg Kunstmuseum til Museum Jorn
Jeg springer lidt i kronologien: Asger Jorn er død i 1973 og syv år senere blev det første spadestik taget til den nuværende bygning på Gudenåvej, tegnet af arkitekt Niels Frithiof Truelsen. Museet blev indviet den 3. marts 1982, på Jorns fødselsdag. En tilbygning med et stort afsnit til særudstillinger blev tilføjet i 1998.
Museets arkitektur er spidsfindigt opbygget af et antal kvadrater. Christian Kortegaard Madsen analyserer dette geometriske forhold: »I virkeligheden er bygningens østfløj struktureret efter et kvadrat, som man har multipliceret i fire dele. Det er totalt gennemtænkt, og når man regner nøglen ud, er det et vidunderligt stykke arkitektonisk matematik. Især fordi det, trods den logiske, underliggende struktur, kan opleves som et ret labyrintisk hus. Det hele er skitseret efter et talforhold, som i virkeligheden er fuldstædig genialt«. Tilbygningen i 1998 kan nu bygges ind i fortællingen i forlængelse af det eksisterende.
I 2010 skifter Silkeborg Kunstmuseum navn til Museum Jorn, og ganske få år senere kommer der en anden karakter ind over som en væsentlig del af museets identitet: Per Kirkeby. Mit spørgsmål, går på, hvordan man kan sammenfatte disse to banebrydende kunstnere i det samme museum.
Museumsdirektøren svarer: »Det har noget at gøre med, hvordan huset er struktureret under overfladen. Museum Jorn er enestående i den forstand, at vi også er et arkivmuseum, hvilket vil sige, at vi har en samling af kunst, som vi kan vise frem, men samtidigt har vi også adskillige kunstnerarkiver – en arv, som Jorn faktisk installerer i museets DNA i og med, at han integrerer sit eget arkiv og bibliotek på museet. I dag har vi 19 arkiver på museet, hvilket betyder, at vi ad åre har udviklet en infrastruktur og en forskerservice, der aktiverer arkiverne og sikrer, at de fortsat bringes i spil, giver indsigt og perspektiver.
Det udgangspunkt virkede nok interessant for Per Kirkeby. Da han kom op i årene, måtte han jo også erkende, at han var blevet en væsentlig kunsthistorisk skikkelse, og at det, han havde liggende i skufferne, repræsenterer en stor kunsthistorisk værdi. Arbejdet med arkiverne, de processuelle lag bag de færdige værker, er desuden noget, vi bestræber os på at bringe ind i vores formidlings- og udstillingspraksis. Vores udstillinger er derfor enormt investerede, dybdeborende og gennemarbejdede. Vi tager det måske i virkeligheden lidt som en selvfølge, men det er det faktisk ikke. Vi bringer det processuelle ind, og udover Jorn var det nok det, der var udslagsgivende for, at Kirkeby valgte at placere sit arkiv på Museum Jorn«.
En såkaldt salonophængning af et større antal malerier af Asger Jorn. Foto: Lars Svanholm
”Stalingrad”
Museumsdirektøren har nu talt sig varm, og jeg kan fornemme en entusiasme vedrørende hans blik på, hvordan man ved at associere arkivmateriale og f.eks. effekter fra kunstnernes atelierer giver de skiftende udstilling et tilføjende lag af autenticitet.
Et kodeord i fortællingen er dog ”samling”. Faktisk er Museum Jorns kunstsamling kongerigets næststørste, hvilket naturligvis giver næring til at tage et blik på måske det væsentligste værk i samlingen. En sådan vurdering vil altid bero på en subjektiv vurdering, men maleriet ”Stalingrad – Stedet som ikke er, eller modets gale latter” af Asger Jorn fylder på såvel museet som i kunsthistorien.
Maleriet blev optaget i Kulturministeriets kanon i 2006 som repræsenterende et værk, der er essentielt i den danske kulturarv. Udvalget, som havde til opgave at udpege disse emner, bestod af et antal væsentlige kunstfaglige personligheder, og de pegede blandt andre på ”Stalingrad”, som maleriet blot kaldes i daglig tale.
Maleriet, der måler næsten tre gange fem meter har i sagens natur en fremtrædende plads i et af Museum Jorns sidegallerier, der i øvrigt i arkitektonisk forstand er blevet skabt med direkte inspiration fra den rumænsk-franske billedhugger Constantin Brancusis atelier i Paris. Værket blev påbegyndt i 1957 og fik over tid en rolle som en dyster, billedlig kommentar til slaget ved Stalingrad (i dag Volgograd) under Anden Verdenskrig.
I tidligere museumsdirektør Troels Andersens biografi om Jorn kan man læse om værkets omtumlede tilværelse, inden Jorn indfandt sig på museet medbringende et antal pensler og nogle hvide og sorte oliefarver. D. 21. december 1972 – 15 år efter, at Jorn havde påbegyndt maleriet. Jorn foretog de nødvendige justeringer på billedplanet og erklærede over for Andersen, at billedet var færdigt.
”Stalingrad – Stedet som ikke er, eller modets gale latter” færdiggjort i 1972 udgør et af de absolutte hovedværker i Museum Jorns samling. Maleriet måler 296 x 492 cm. Foto: Lars Svanholm
På et tidspunkt vil historien vide, at Jorn senere opsøgte Andersen og keramikeren Erik Nyholm på en restaurant, hvor de to spiste frokost og stillede et retorisk forankret spørgsmål: »Har jeg ødelagt det?«.
Jeg har altid haft det en anelse stramt med ”Stalingrad”. Jeg prøver derfor i samarbejde med Christian Kortegaard Madsen at lave en form for afkodning af maleriet, og her er det væsentligt at bringe Picassos maleri ”Guernica” i spil som et værk, der parallelt med ”Stalingrad” refererer til og kommenterer på et krigsscenarium. Forskellen er blot at Picassos værk er skabt i direkte forlængelse af en bestialsk begivenhed, hvor Jorns har været undervejs i årevis.
Kortegaard Madsen definerer parallellen mellem ”Guernica” og ”Stalingrad”: »Jorn ser ”Guernica” få uger inden, det bliver offentliggjort og han er vildt betaget af værket, men Jorn gør senere op med ”Guernica”, fordi han mener, det er for figurativt. ”Stalingrad” er egentlig ret atypisk for Jorn, da det ikke er oplevet af Jorn selv, men derimod er en illustration af en andens fortælling. Maleriet tager afsæt i en beretning af hans hjælper fra Albissola, Umberto Gambetta, som deltog i belejringen af Stalingrad, og som på egen krop oplevede rædslerne. Hvad Jorn måske finder ud af, er, at det, der skete både udenfor og indenfor Stalingrads mure, var så voldsomt, at man ikke blot kunne illustrere det ved at male et billede af en hest, der bliver splittet ad af et spyd. Det var for fortællende, for styrende for Jorn. Der var ikke plads til beskueren selv. Der skulle med andre ord en anden grad af abstraktion til for at trække beskueren ind i Umbertos fortælling – en abstraktion der gav plads til, at man kunne projicere sin egen forestilling om det fuldstændigt inhumane slag ind i maleriets utallige lag, gestikulationer og detaljer«.
Jeg får muligvis lagt et lag på min forståelse af ”Stalingrad” efter museumsdirektørens analyse; og jeg modtager redegørelsen med mit sædvanlige lyse sind, og dette kommer især til udtryk i kraft af Kortegaard Madsens præcision af maleriets psykologiske aspekter.
Et i en serie keramiske værker af den franske billedkunstner Pierre Alechinsky, som udgør en del af Museum Jorns udvendige udsmykning. Foto: Lars Svanholm
Visionen om et nyt museum
Jeg har imidlertid en dagsorden med mit besøg på museet, der er kendetegnet ved at være i permanent bevægelse og følgende genstand for nye visioner for fremtiden. I den lokale dagspresse dukker der med jævne mellemrum artikler op, som sætter spørgsmålstegn ved visionen om at bygge et nyt museum med en central placering ved Silkeborgs såkaldte søfront.
Det er sikkert som amen i kirken, at disse reportager giver næring til mere eller mindre begavede debatindlæg i samme dagblad for eller imod et så ambitiøst projekt i en købstad som Silkeborg. Jeg underholder mig gerne med at læse disse læserbreve, men jeg vil samtidigt gerne prøve at give et indblik i visionen i et bredere perspektiv.
Christian Kortegaard Madsen har ubetinget stillet sig til rådighed som stemmen, der gerne vil fortælle Museum Jorns historie samt en mulig fremtid for museet, og her bliver museumsdirektøren befriende konkret: »Nu er det vedtaget, at man går i gang med første etape af søfrontsprojektet, og her er planen, at man sigter efter et stort, monumentalt byggeri ved Søfronten. Man taler om det som en kulturdynamo nu og man har talt om, hvad der ellers kan ligge af funktioner i sådan et hus. Det er noget, der er i proces, så man kan sige, at det går rigtig fint med at bygge et nyt museum i forhold til, at tingene er begyndt at rulle. I hvert fald har man politisk besluttet, at man går i gang med en etapeplan for søfronten, og der ligger museet som en af de sidste etaper«.
For en ordens skyld bør jeg her nævne, at projektet omkring Søfronten i Silkeborg har til hensigt at udlægge et område, som i dag består af en vej og en stor parkeringsplads, til rekreative formål. Planen bunder dybere end blot et potentielt byggeri af et nyt kunstmuseum.
Kortegaard Madsen bringer i dette moment igen Museum Jorns samling ind i samtalen: »Et museum er helt grundlæggende en samling. Vores mest centrale opgave er at bevare, udvikle og formidle den samling således at vores efterkommere kan gå ind og se f.eks. ”Stalingrad” i samme stand, som det har i dag. Kulturarv handler om at forankre en kultur og at give folk en følelse af, at de hører til i et bestemt fællesskab, der transcenderer tid og rum. De bygninger, der i tidens løb huser samlingen og de folk, der løbende forvalter den, udskiftes, men samlingen består. Det er vigtigt, at vi husker det – også i forhold til arbejde med et nyt museum, for det sætter det i perspektiv«.
Det er vitalt for museumsdirektøren, at museet i generationer producerer værdier, der ligger ud over ren økonomi, som han naturligvis er ganske klar over er et uundgåeligt aspekt i helheden. Ikke desto mindre antyder han, at en potentiel ny museumsbygning bør være holdbar i et langt perspektiv, hvilket vil sige minimum 100 år – og måske 200 år: »…men det er umuligt at forudsige, hvad fremtidige krav til museumsbyggerier vil være, og i hvilken grad ufred, finanskriser og global opvarmning vil påvirke en ny bygning i fremtiden, men det, vi kan bestræbe os på er, at skabe det bedste, vi kan forestille os ud fra den kulturarv, vi forvalter. Det vigtigste er, at man også om 75 år vil sige, at det var det rigtige museum til Asger Jorn og Per Kirkebys samlinger. Omvendt kan man også sige, at fordi et museum dybest set er en samling, og fordi den samling allerede eksisterer, så er vi allerede et nyt museum, og derfor er det vigtigt, at vi i de rammer, vi har nu, efterlever det potentiale, der ligger samlingen«.
Christian Kortegaard Madsen understreger, at Museum Jorn er et internationalt forankret museum, som ind imellem bringer udstillinger til Silkeborg med højt profilerede udenlandske kunstnere, som dog nogle gange er mere eller mindre ukendte lokalt, men han understreger også, at museets skal virke som et slags ”ormehul” ud til den internationale kunstscene, der bringer det bedste derfra til Silkeborg. Kortegaard Madsen fortsætter: »I virkeligheden har det her museum altid handlet om Silkeborg, og om at bringe international kunst i verdensklasse ud til kommunens borgere. Senere har det så også været en prioritet, at bringe museets samling af i tusindvis af potentielle ambassadører for Silkeborg ud i verden igennem museet store udlånsvirksomhed til udenlandske museer«.
Nu bringer museumsdirektøren et nyt museum på banen igen – med et spørgsmål, som han heldigvis selv besvarer: »Hvordan udvikler vi os hen imod den nye bygning? Det er klart, at når man programmerer et nyt byggeri med hensyn til miljø og klima, skal man også om 50 eller 70 år sige, at det var det rigtige museum, man byggede til Asger Jorn«.
Museum Jorns gårdmiljø med det store keramiske relief af Jean Dubuffet og Erik Nyholm i baggrunden har på billedet her en integrerende funktion blandt det unge publikum. Foto: Lars Svanholm
Nye perspektiver
Christian Kortegaard Madsen understreger vigtigheden af, at den kunstneriske dimension er til stede i den arkitektoniske udarbejdelse af et nyt museumsbyggeri. Han bringer en udstilling med kunstnerkollektivet Superflex, som har fundet sted på Museum Jorn for nylig, ind i samtalen. Dialogen mellem Superflex og museet gav nye udsigter til, hvordan man kan bringe stemmer fra museets arkiv i spil i relation til, hvad et nyt museum skal være i stand til.
Her drejes dialogen over til, hvordan man rent organisk kunne forestille sig et nyt museum, hvilket endnu en gang bringer samtalen over til det kuldsejlede samarbejde mellem Jorn og Utzon og plan nummer to vedrørende visionerne om et museumsbyggeri, som blev illustreret af Jørn Utzon i begyndelsen af 1970’erne.
Det vil imidlertid blive for omfattende at gå i detaljen med dette projekt, men det er vigtigt for Kortegaard Madsen at stille flere spørgsmål i forlængelse af den omtalte Superflex-udstilling:
»Hvad nu, hvis et nyt museum ikke er en Guggenheim i Bilbao-agtig arkitektonisk gimmick, men derimod et værk i sig selv bygget på kunstens præmisser? For Jorn var det vigtigt, at den kunstneriske dimension var med hele vejen i forhold til arbejdet med et kunstmuseum i Silkeborg. Han inddragede af samme grund Utzon, som han regnede for at være mere kunstner end arkitekt, i sine egne museumsvisioner, og med Superflex-projektet tidligere i år, forsøger vi at følge det spor. Man kan sige, at vi allerede er i gang med at bygge fundamentet til et nyt kunstmuseumsformat i Silkeborg. Det er imidlertid ikke et fundament i mursten, men derimod i erfaringer og viden, og så er det først og fremmest i relationer til den omverden som, Jorn holdt så meget af, og som er hele grunden til, at Museum Jorn eksisterer«.
Havde Christian Kortegaard Madsen talt sig varm tidligere i samtalen, har han nu talt sig skoldhed, og det er – trods en vis fare for selvantændelse – faktisk fantastisk at opleve en museumsdirektør, der besidder et engagement ud over det sædvanlige.
Han afslutter dialogen med at fastslå kompleksiteten i Museum Jorns samling og museets identitet, og tankerne om, hvordan alt dette kan overføres til et nyt kunstmuseum.
Museum Jorn er beliggende på adressen Gudenåvej 7-9, Silkeborg og viser, foruden faste eksempler fra Asger Jorns samling, skiftende særudstillinger med kunstnere udefra og temaudstillinger fra museets store samling.
Museum Jorn og fremtiden – en reportage. Coverfoto: Museum Jorns gavlpartier antyder arkitekturen i udstillingsrummene, som er inspireret af den rumænsk-franske billedhugger Constantin Brancusis atelier. Foto: Lars Svanholm
Museum Jorn og fremtiden – en reportage – besøg museet her
Museum Jorn og fremtiden – en reportage er frembragt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm