FILMANMELDELSE: Diamanti

Italiensk komedie-drama

✮✮✮✮✮

' ….. denne gang ikke en filmperle, men en filmdiamant! …. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Den italiensk-tyrkiske instruktør Ferzan Özpetek har skabt en skøn og æstetisk film, hvor handlingen udspiller sig i 1970'ernes Rom. Özpetek har hentet sin inspiration fra hans tidlige dage som assisterende instruktør på besøg i Sartoria Tirelli-studiet, der drives af den berømte kostumedesigner Piero Tosi, en femdobbelt Oscar-nomineret og vinder af en æres-Oscar i 2014.

En instruktør, et manuskript og skuespillere

Filmen begynder med, at instruktøren har samlet alle sine yndlingsskuespillere for, at de kan læse et manuskript igennem og fordi han ønsker at lave en film om dem. Han er ikke helt sikker på hvordan det hele skal udspille sig, eller hvem der skal spille rollerne, men efterhånden falder brikkerne på plads. Et måske lidt fortærsket udtryk kommer til ære og værdighed: ’Klæder skaber folk’. Ideen til filmen har fundet sin retning, og inden vi ser os om, bliver vi introduceret for en verden af aktivitet, pailletter, silkestoffer etc. En smeltedigel af kreativitet, hvor skønhed udmønter sig i den fineste haute couture.

De to søstre Alberta, Luisa Ranieri, og Gabriella, Jasmine Trinca, leder en eksklusiv systue i en gammel herskabsvilla i Rom. De har de mest prominente kunder fra filmselskaber og teatre, og vi oplever kunstnere med det ’berømte’ fyrige’ italienske temperament. Alberta styrer slagets gang og er den udadvendte, som repræsenterer firmaet. Gabriella trækker i trådene og er praktisk. Det hele ser godt ud på overfladen, men det viser sig at ikke alt er, som det skal være. Luisa Ranieri og Jasmine Trinca spiller strålende. De er hinandens diametrale modsætninger, men deres familierelation forhindrer dem i, at rive hovederne af hinanden. Alberta er til tider hysterisk og Gabriella drikker. Der ligger dystre historier under overfladen og lurer.

To spor

Handlingen i filmen foregår i to paralleluniverser. I nutiden med kvinderne der sidder omkring et veldækket bord, mens de læser manuskriptet. Deres personligheder og problemer kommer frem i samtalerne. Samt på en systue, hvor alle syerskerne arbejder som små flittige bier, og også der udfolder snakken sig livligt. Det er et fikst greb af instruktøren. Filmen bliver levende og står ikke på noget tidspunkt stille.

Hovedhistorien er selvfølgelig livet i huset, på godt og ondt. Det bliver tydeligt at alle kvinderne har en historie. En er gift med en voldelig mand, en anden har mistet et barn, ensomhed sidder som en orm i den tredje, atter en er enlig mor og har så store økonomiske problemer, at hun må tage sin lille dreng med på arbejde og gemme ham i et aflukke. Kantinebestyreren er en stor frodig pige, der har været varietedanser med et hjerte af guld. Det kan godt være, at det er små banale historier, men sådan er det virkelige liv, også i dag. Kvinderne har varierende aldre og dermed anskuer de tingene på forskellige måder. Det udmønter sig i magtkampe og jalousi. Dog er der en stor respekt for hinanden og det gør, at alle står skulder ved skulder, når det brænder på. Det primære er håndværket og kreativiteten. Der bliver lagt blod, sved og tårer i hvert eneste ’kostumekunstværk’.

'Damerne først'

Der er ingen tvivl om, at Ferzan Özpetek har et blødt punkt over for kvinderne og deres formåen. Mændene står i baggrunden, og er temmelig uinteressante. Kontrasten giver lige nøjagtigt ’sydamerne’ en funklende dimension, de fremstår alle som skinnende diamanter.

Filmen er smukt fotograferet af Gian Filippo Corticelli. Der er kælet for detaljerne, uden at det bliver langtrukkent eller kedeligt. Desuden er meget af filmens scenografi autentisk, syerskernes arbejdsværelse med alle operakostumerne, rigtige små skuffer med perler og bomuld, store ruller af strålende skinnende stof osv. Kostumieren har lavet en graverende fejl og instruktøren får et hysterisk anfald. Det kunne have været i den virkelige verden, også i nutiden. Ligeledes er det spektakulært, at de originale kostumer fra Luchino Visconti-film, som blev båret af Claudia Cardinale i Leoparden, Il gatopardo (1963), og Romy Schneider i ’Kongens Lidenskab’, Ludwig (1973), den er aldrig blevet vist i Danmark, bliver vist i filmen. Luchino Visconti instruerede også den legendariske film ’Døden i Venedig’.

Haute couture og kostumedesign er et håndværk. Hvert enkelt stykke er et unikt kunstværk og kræver stor erfaring og kompetence. I filmen bliver det skildret, hvordan alle bidrager med deres del, f.eks. er nogle vanvittige dygtige til perlebroderier, andre er tilskærere osv., og sådan er det stadigvæk. Det kræver tålmodighed, dedikation, flid og viden. Handlingen er fiktiv, men tager udgangspunkt i instruktørens egen erfaringsverden. Desuden giver den et godt billede af en periode med livlig film- og teaterproduktion. Og hvor alt blev forarbejdet i hånden.

Filmen er et slags periodedrama, krydret med rappe replikker og hurtigt tempo. Denne gang ikke en filmperle, men en filmdiamant!

Instruktør: Ferzan Özpetek, Medvirkende: Elena Sofia Ricci, Jasmine Trinca, Luisa Ranieri, Sara Bosi, Loredana Cannata, Luca Barbarossa, Stefano Accorsi m.fl. Foto: Gian Filippo Corticelli. Manuskript Elisa Casseri m.fl. Land: Italien. Komedie, drama.

FILMANMELDELSE: Diamanti – se trailer her

FILMANMELDELSE: Diamanti – se mere her

FILMANMELDELSE: Diamanti er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm