Rejseartikel: ØSTRIG

Øverst i de østrigske Alper, Ötztal

– Alpernes episke storværk mellem gletsjerdrama, antik historie, wellness, moderne eventyr og vilje

HANNIBAL, @ Ötztal Tourismus – Christoph Nösig.

' ….. Her udelukker eventyrlyst og ansvar ikke hinanden; de forstærker hinanden ….. '

– Githa Schultz, KULTURINFORMATION

I Ötztal i det vestlige Østrig snor en af Alpernes smukkeste dale på cirka 65 km sig gennem landskabet, ind til grænsen til Italien. Hvor floden Ötztaler Ache pibler af sted i forårstøbruddet forbi ikoniske skidestinationer som Sölden og Obergurgl.

Dalen fremstår som et højteknologisk skiparadis med moderne liftsystemer og snesikre skiområder i perioden oktober til slutningen af april, men dens begyndelse er langt mere ydmyg, næsten barsk.

Her levede de første bosættere i kamp mod lange, nådesløse vintre, hvor kvægbrug og sparsomt landbrug var en daglig kamp for overlevelse.

Det var først med 1800-tallets forbedrede vejforbindelser og siden vintersportens eksplosive fremmarch i det 20. århundrede, at Ötztal for alvor blev åbnet mod verden. Fra at være en afsides alpedal, er Ötztal forvandlet til en international scene for skiløb, ambitioner og eventyr med flere hundrede pister til alle færdighedsniveauer.

Der hviler en stadig rå, næsten trodsig naturkraft over dalen. Især i april, hvor årstiderne kolliderer med næsten teatralsk intensitet: nede i dalen bryder foråret frem i grønt og lys, mens bjergtoppene stadig står hvide og vinterlige, indrammet i solens gyldne skær.

Her glider skiløbere gennem et landskab af brede pister, hvor solens varme og sneens kulde mødes i samme åndedrag.

Blandt dalens spektakulære oplevelser finder man Østrigs længste skiløjpe: en 15 kilometer lang nedfart, der begynder højt oppe ved Schwarze Schneid på Rettenbach-gletsjeren i omkring 3.340 meters højde, og strækker sig hele vejen ned til dalstationen ved Gaislachkogl-svævebanen. Det er ikke blot en tur ned ad et bjerg, det er en langsom overgang mellem verdener. Fra de høje alpetinders isnende stilhed til dalens blødere forårsluft, næsten filmisk.

HANNIBAL. Foto Githa Schultz.

KULTURINFORMATIONs rejsejournalist favner forestillingens mest tavse veteran.

Måske Hannibal Barkas’ ‘last elephant standing’, Surus.

HANNIBAL, @ Ötztal Tourismus – Christoph Nösig.

Oplevelsen over alle højder: HANNIBAL i Alperne

Under Den 2. Puniske Krig, der begyndte i 218 f.Kr., trodsede Hannibal Barka romernes provokationer, og kastede sig ud i det, der dengang forekom umuligt: at krydse Alperne med over 30.000 soldater. På blot 15 -16 dage førte han sin hær gennem sne, is og ufremkommelige bjergpas, ledsaget af omkring 37 elefanter, hvoraf kun én ifølge overleveringen overlevede: en bedrift drevet af vilje, desperation og en næsten overmenneskelig lederskabskraft.

Med dette historiske afsæt, hvor også den mytologiske oprindelse om Rom udfolder sig, er HANNIBAL en af verdens største stedsspecifikke samtidsforestillinger. Med et ”25-års jubilæum” i 2026 er fortællingen blevet opført for mere end 88.000 tilskuere over 40 forestillinger og generalprøver, hvor hvert optrin formes af vejret, lyset og de medvirkende.

På Rettenbach-gletsjeren er scenen i konstant bevægelse, en langsomt foranderlig kraft, der fungerer som koreografiens levende puls.

I et seks kubikkilometer stort naturområde udfolder et narrativt bevægelsesteater sig, instrueret og koreograferet af Hubert Lepka, med musik af Peter Valentin og en mørk, dragende fortællerstemme indtalt af Harald Krassnitzer, som suger os ind i fortællingen, mens naturen selv omslutter det hele.

HANNIBAL opføres hvert andet år og forvandler gletsjeren til et isnende, lysende teater under åben himmel. Internationale performere og deltagere fra hele regionen, fra bjergførere og skilærere til medarbejdere fra Bergbahnen Sölden, forankrer forestillingen i det lokale liv, hvor professionel kunst og alpint hverdagsliv smelter sammen.

Forestillingen begynder kl. 19:49 og slutter kl. 21:00. Sneen pisker i vinden, og rammer vores ansigter, mens hele bjergsiden synes at holde vejret.

Så bryder det løs.

Performere vælter ud over sneen i et koreograferet kaos af energi og præcision. Skiløbere og snowboardere skærer gennem mørket som lysstriber, helikoptere hamrer gennem luften, og pyroteknik eksploderer i gnistrende udbrud, der farver natten. Snekatte bevæger sig frem som tunge, næsten levende maskiner.

Midt i det hele løftes fortællingen endnu et niveau: Hannibal Barka, spillet af Tomas Simatovic, svæver i line fra en helikopter som en lysende silhuet over gletsjeren. Rotorvinden river sneen op i hvirvler, der blander sig med mørket, og lægger sig som et levende hvidt slør over publikum.

Hannibal Barkas legendariske march over Alperne bliver her til en fysisk, pulserende kraft.

På gletsjeren forvandles den historiske bedrift til en eksplosion af energi: performernes bevægelser bliver til ren vilje og overlevelseskraft, mens snekattene rejser sig som moderne, brølende ekkoer af de elefanter, der engang banede vej gennem Alperne. Selv Surus, den sidste elefant, får sit ikoniske øjeblik; en rørende og kraftfuld manifestation midt i sne og lys.

Og når det hele kulminerer, og fyrværkeriet dør ud, falder stilheden ikke, den vibrerer. Snekattene fortsætter deres langsomme, tunge bevægelse gennem natten, mens ekkoet af vind, maskiner og menneskelig vilje sitrer i luften som en puls, der nægter at slippe taget.

Alt smelter sammen: jord, luft, lys, sne og historie i en altopslugende, overvældende oplevelse, der efterlader én målløs, blæst bagover af ren benovelse, beundring og begejstring.

Afslapningsrum og naturhave i AQUA DOME.

Morgenstund har guld i mund, og her på min hotelterrasse smager den som kaffe og bjergluft i perfekt harmoni. Foto Githa Schultz.

HANNIBAL, @ Ötztal Tourismus – Christoph Nösig.

Hotel AQUA DOME: Morgenlys, bjergluft og 36 grader stilhed

Tilbage på Hotel AQUA DOME, et 4-stjernet superior hotel i Längenfeld, der samler luksuriøs wellness, oplevelsesbad, alpint resortliv og iøjnefaldende arkitektur, falder dagene hurtigt ind i en anden rytme. En roligere én. Her mister tid og tempo deres betydning, og det hele får lov at flyde lidt mere.

Morgenbuffeten er generøs uden at være prangende, fyldt med lokale varer, af alt hvad hjertet begærer af smagsoplevelser, æstetisk anrettet, hvor detaljerne gør forskellen; som honningen til teen, der løber gyldent direkte fra bikagen, hentet i lokalområdet.

Spaområdet breder sig over 20.000 m² med omkring 12 bassiner, og det er her, man for alvor giver slip. Termal-vandet holder 34-36 °C året rundt, og stiger op fra flere tusinde meters dybde, hvor det har cirkuleret gennem bjergenes lag, og optaget mineraler på sin vej.

Det omslutter kroppen med en næsten vægtløs varme, mens den kølige bjergluft prikker let i ansigtet. Ude åbner bassinerne sig mod dalen, inde fortsætter stilheden i dæmpet lys, naturmaterialer, saunaer og saltvandsbassiner. Over 200 værelser samler det hele i én glidende oplevelse.

Og så er der den velsignede tidlige morgenudsigt, der ligner et maleri, og som bare skal nydes sammen med dagens første kop kaffe.

Altså ikke kaffen, jeg selv brygger på værelset, men den baristaen tilbereder ved morgenbuffeten, som jeg halvt vågen henter, iført badekåbe, tøfler, inkognito-solbrille og morgenhår, før jeg lister tilbage på min terrasse.

Herfra forvandler lyset langsomt bjergene, bader de sneklædte tinder i gyldne nuancer, mens den grønne forårsdal stadig sover. Et stille, næsten guddommeligt kaffeøjeblik, hvor verden udenfor alpetoppene føles uendeligt langt væk.

AQUA DOMEs komplekse arkitektur følger samme rolige logik: beton og stål giver tyngde, glas og åbne flader lader naturen komme helt tæt på. Indendørs blødes det op af træ og natursten, og på værelserne fortsættes enkelheden med lyse træflader og store vinduer, der gør udsigten til en del af rummet.

Bassinerne er udført i rustfrit stål og designet til at modstå det mineralrige vand og den konstante fugt; uden at gå på kompromis med det æstetiske udtryk.

I hele Ötztal mærker man den samme tilgang: Arkitektur, der føjer sig ind i landskabet. Som de ikoniske udendørsbassiner på AQUA DOME, der næsten svæver som skåle i beton og stål, hvor grænsen mellem natur og bygning stille opløses.

Fra museet 007 ELEMENTS i Sölden: I SPECTRE styrter James Bond (Daniel Craig) flyet ind i en af Alpernes trælader; og overlever naturligvis. Foto Githa Schultz

Top Mountain Bar i Hochgurgl, tid til at nyde en Ramazzotti Limonciello Spritz i den bagende sol. Foto Githa Schultz.

En samling på Top Mountain Motorcycle Experience World af 600 motorcykler, ©TMMM – Alexander Maria Lohmann.

Drengerøvsoplevelser? Vi kvinder siger ja tak – jo vildere, jo bedre

Forestil dig James Bond-universet, bare løftet op i 3.000 meters højde og skruet helt op for både elegance og eventyr.

På det spektakulære optagelsessted for SPECTRE finder du 007 ELEMENTS, en rå, sanselig og teknologisk avanceret legeplads, hvor futuristisk design møder bjergenes vilde skønhed. Her har Bond-universets egen kunstdirektør Neal Callow sat scenen med originale gadgets og en atmosfære, der får pulsen til at stige.

3.048 meter over havet. Over 250 tinder rejser sig omkring dig. Heroppe føles friheden næsten uanstændigt intens, som noget man burde sige nej til… men selvfølgelig siger ja tak til. For jo vildere, jo bedre.

Og så er der restaurant ice Q, hvor gastronomi, panorama og ren nydelse smelter sammen i en symbiose, der føles som en Bond-scene i slowmotion. Elegant, forførende og lige på grænsen til det dekadente. Selv æblesandwichen med vaniljeis og karamel til dessert overrasker! Den smager af langt mere luksus, end både navn og udseende antyder.

Og som enhver god drengerøvsfantasi værdig, slutter legen ikke dér. På Timmelsjoch venter Top Mountain Motorcycle Experience World, Europas højest beliggende motorcykelmuseum. Et museum i bjergpasset lige på grænsen til Italien, drevet af to brødre med en imponerende privatsamling af over 600 maskiner, rå power og rendyrket passion.

Og når man først har mærket suset (ja, også bagpå en ordentlig maskine som en Harley Davidson og en Suzuki 1350 cc), forstår man pludselig, hvorfor Born to Be Wild aldrig går af mode.

Kunstneren og fotografen Alexander Maria Lohmann blandt et af sine syv monumentale værker SPECIES EXTINCTION fra udstillingen HUMAN RACE i 2.600 meters højde.

Hotel AQUA DOME i Längenfeld, Ötztal.

@ Ötztal Tourismus – Tom Bause.

Kunst, klima og kontraster i Ötztal

Midt i al denne storslåede natur, fart og sanselige overflod træder en mere eftertænksom dimension frem. I over 2.600 meters højde i Sölden, har den miljøbevidste fotokunstner Alexander Maria Lohmann skabt udstillingen HUMAN RACE: et langsigtet kunstprojekt og et visuelt mindesmærke over menneskehedens fremtid. Syv monumentale værker, op til 3,5 meter høje, står som tavse markører i landskabet, og kredser om klimakrise, artsudryddelse og kunstig intelligens.

Lohmann arbejder desuden på endnu en udstilling, THE END OF THE HUMAN RACE. Han peger på, at naturen i sidste ende altid vil bestå, mens mennesket risikerer at forsvinde i takt med klimaforandringerne. Temperaturen ved gletsjeren har allerede nået niveauer, der ikke er målt i op mod 100.000 år, og ved en stigning til 2 °C bevæger vi os ind i et niveau, der ikke er set i millioner af år.

Her, hvor gletsjeren langsomt forandrer sig, og naturens kræfter mærkes helt ind i kroppen, får kunsten en særlig tyngde. Den står i kontrast til områdets legende energi med skiløb, spektakulære shows og intense oplevelser, og minder os om, at den natur, vi nyder, samtidig er under pres.

Netop i dette spændingsfelt rammer Ötztal noget særligt: et sted, hvor man både kan give sig hen til det vilde og det sanselige, og samtidig konfronteres med det, der kræver omtanke. Her udelukker eventyrlyst og ansvar ikke hinanden; de forstærker hinanden.

For når vi står der, omgivet af sne, lys og stilhed, bliver det tydeligt, at det ikke kun handler om at opleve øjeblikket, men også om at bevare det.

På toppen hos restaurant ice Q ved 007 ELEMENTS i Sölden, 3.048 meter over havet lyder ´æblesandwich’ næsten for simpel til at være gourmet; indtil første bid. Sprøde og silkebløde æblenoter smelter sammen, og pludselig åbner æblehimlen sig.