UDSTILLING: Lars Sarto Hempler
Farvens magi er mangesidig

Sikker komposition i et intenst farveforløb: ”Struktur Uden Titel”. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen
✮✮✮✮✮
' …. Lars Sarto Hempler er lavmælt i sine værker på trods af en væsentlig stoflig og koloristisk intensitet blandt andet forankret i et litterært værk ….. '
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Galleri Lene Bilgrav er beliggende i Aarhus’ hjerte og som sådan har galleriet efterhånden eksisteret i nogle år. Man kan kalde tilstedeværelsen diskret, men samtidigt altid repræsenterende solide kunstneriske bidrag.
Hvis man kan drive en fornuftig forretning inden for en stadig mere kompleks galleriverden, vil jeg påstå, at projektet har en indiskutabel berettigelse. Der er mange om buddet i landets næststørste by og heldigvis har alle deres grundsyn, og det gælder ikke mindst Lene Bilgrav, som oprindeligt er uddannet kunsthistoriker og således bør besidde den nødvendige kunstfaglige ballast.
Stoflig og koloristisk intensitet
Galleriet har som nævnt gennem tiden vist udstillinger med adskillige vedkommende kunstnere, og netop nu vises udstillingen ”The Garden of Forking Paths” (Haven med forgrenede stier) med værker af Lars Sarto Hempler, som primært forankrer sine kunstværker i en stoflig og koloristisk intensitet.
De fleste af de aktuelle værker på udstillingen har, hvad man på godt dansk kalder mixed-media på papir. Jeg vil gå så vidt som at beskrive udstillingens faktisk smukke arbejder som reminiscenser fra et modernistisk tidsafsnit, hvilket i sig selv er nævneværdigt, da ordet ”modernisme” i sig selv ofte får samtidskunstens udøvere og formidlere til at rynke på næsen.
Når man arbejder i et, hvad nogle kunne kalde en anakronistisk tilgang til kunsten, placerer man således en vis legemsdel i kritisk klaskehøjde, og sådanne greb fordrer mod, og hvem besidder en sådan risikoforankret søgning til sin billedkunstneriske praksis? Kort fortalt: Det gør Lars Sarto Hempler, og heldigvis, vil jeg insinuere, da billedkunst for så vidt alene bør vurderes ud fra et kvalitetskriterium.

Gul og blå – begge primærfarver – dominerer i værket ”Overflade Uden Titel”. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen

Oliekridt og akrylfarver udgør hovedingredienserne i værket ”Bevægelse Uden Titel”. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen
Det litterære aspekt
Nu har jeg antydet Lars Sarto Hemplers udstillings præmis, hvis denne kan indsnævres til en forankring i blot farve og komposition, men der ligger et subtilt, litterært aspekt i værkerne, hvilket underbygges af et antal besynderlige skulpturelle enheder opbygget af – bøger, såmænd.
Her er vi fremme ved en kerne i udstillingens narrativ: Titlen “The Garden of Forking Paths” stammer fra en novelle af Jorge Luis Borges, som jeg har googlet mig frem til, er udgivet i 1941 som en del af et større antal noveller, der er publiceret på dansk med titlen ”Fiktioner”. Novellens, og dermed udstillingens titel peger mod Borges’ forestilling om et univers, hvor tiden ikke kun er i bevægelse fremad, men forgrener sig, som man oplever et labyrintisk forløb i en have.
Jeg vil ikke gå ind i en dybere analyse af novellens handlingsforløb, men meget bekvemt tage et forhåbentlig kvalificeret skridt ind i Sarto Hemplers billedunivers, der kan opleves på den ene side som ganske komplekst og på den anden side som enkelt, men ikke desto mindre rummende en mangesidig magi.
Her spiller farven, som jeg tidligere har anført, en afgørende rolle. Intensiteten i værkerne er trods et lavmælt udgangspunkt intakt og ikke mindst væsentlig som implicit igangsætter hos beskueren, der aktuelt er en aldrende eksistens, som nok har set flere kunstværker og udstillinger end de fleste.

En usædvanligt, let monokrom komposition: ”Grønne Paneler Uden Titel”. Foto: Jacob Friis-holm Nielsen
Rød, blå og de underliggende nuancer
Netop i dette perspektiv lever Sarto Hemplers nye værker deres eget liv, men rummer på samme tid flere vinkler end blot en underforstået tolkning af et litterært værk. I to samhørende værker resumerer Sarto Hempler farverne rød og blå med undernuancer i et forløb, der ganske essentielt bringer tankerne hen imod en dansk maler, Albert Mertz, der levede fra 1920 til 1990, og som netop udlevede et princip, der isolerede hans farvefilosofi til de to klassiske primærfarver.
At jeg i min analytiske tilgang til disse to værker ikke er helt galt afmarcheret, bliver bekræftet, da kunstneren viser mig netop en gengivelse af et værk af Mertz, hvor to røde og blå flader kolliderer i en velkendt komposition. Jeg bliver dog overrumplet, da Sarto Hempler i samme moment åbner for et helt andet tilløb til en kunsthistorisk vinkel, nemlig et værk af den amerikanske konstruktivistiske minimalist Ellsworth Kelly (1923-2015), som i en langt mere organisk rolle, end man oplever det hos Mertz, spiller rød og blå op imod hinanden.
Primærfarverne er hos Lars Sarto Hempler dog nuanceret ud i hjørnerne af de ofte kollage-baserede værker, og netop dette anstrøg i billedsproget er efter min mening en gave til den nysgerrige udstillingsgæst, som derved hos Galleri Lene Bilgrav kan opleve billedkunst på et uhyre højt niveau uden så meget som at erlægge en 25-øre (findes sådanne endnu som gangbart betalingsmiddel?) i entré.

I to samhørende værker resumerer Lars Sarto Hempler farverne rød og blå i et forløb, der bringer tankerne hen imod den danske maler Albert Mertz. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen
Lars Sarto Hempler er født i 1978 og uddannet ved University of Arts i London og på Det Jyske Kunstakademi. Han har udstillet adskillige steder både herhjemme og i udlandet, senest både i Chicago og Paris. Han bor og arbejder i Aarhus.
Udstillingen ”The Garden of Forking Paths” kan ses hos Galleri Lene Bilgrav, Vestergade 56, Aarhus frem til d. 13. juni 2026.
UDSTILLING: Lars Sarto Hempler – se mere her
UDSTILLING: Lars Sarto Hempler. Coverfoto: I forgrunden på dette installationsfoto ses en af et antal skulpturelle enheder opbygget af bøger med reference til Jorge Luis Borges’ novelle med samme titel som udstillingen. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen
UDSTILLING: Lars Sarto Hempler er en anmeldelse af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm

