anmeldelse | LOUISIANA: Lucian Freud
– Alt er portræt
✮✮✮✮✮
' …… fordybelsen er vejen frem i denne måske lidt tungsindige genre ….. '
– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION
Danmarks kunstmuseumsmastodont, LOUISIANA, har altid et eller andet nyt i ærmet til os – og denne gang kommer vi tæt på kunstneren Lucian Freud (1922-2011). Freud er dog ikke fremmed for museet og her er tale om et genbesøg fra 2008 – og naturligvis med nye og andre værker og vinkler end tidligere.
Kurator Anders Kold har denne gang ikke valgt en kronologisk ophængning, men en ophængning efter emner eller 'slægtskab' billederne i mellem så at sige.
– Alt er portræt – selvportræt
På engelsk hed udstillingen oprindeligt Drawing into Painting – altså tegninger der bliver til malerier. På dansk har man dog valgt et motto som kunstneren selv beskrev sin kunst med, nemlig: Alt er portræt – hvilket betyder at et utal af 'anonyme' personer og modeller bliver portrætteret (med eller uden tøj på, og i forskellige vægtklasser), sovende hunde, en zebra, blomster, palmer, og også døde livløse genstande, så som møbler, inventar, en død abe og andet spøjst.
Læg hertil en række selvportrætter malet ved hjælp af et spejl, på bedste narcissistiske vis. Og dertil kommer også en række portrætter af 'kendisser' – måske mest verdensberømte i England, men eksempelvis stikker et portræt af selveste David Hockney ud, og efter sigende skulle det have taget 120 timer for Freud at male vennen – her forstås, at maleriet ikke blev malet 'i et stræk' men med 'sittings' af 4-6 timers varighed. Hockney gjorde gengæld og malede så Lucian Freud – og det var sådan cirka kun et 4-5 timers projekt for David Hockney.
Foto: Louisiana / Camilla Stephan
Foto: Louisiana / Camilla Stephan
Et væld af teknikker
På udstillingen er der stort set ikke den male- eller tegneteknik, vi ikke præsenteres for i Freuds oeuvre. Blyanter, farveblyanter, kul o.s.v. var i spil. Endelig ses der også pulveriseret kul, der blev blandet i oliemalingen for at gøre den lidt ekstra vulgær, beskidt og grumset. Akvareller var også en del af paletten. Teknikken i malerierne synes mere grov end i de meget præcise stregtegninger eller skitser. Kunstneren stræbte tit ikke efter at forskønne motiverne, eller at gøre folk smukkere end de var – på udstillingen ser vi en ældre dame, 'Woman in a White Shirt' fra 1956-7 – et oliemaleri, men om hun blev glad for sit portræt vides ikke, for hun var efter sigende 38 år på det tidspunkt.
En underliggende melankoli
For mit eget vedkommende kan jeg ikke klage på udstillingen og dens kuratering – tværtimod. Dog er Lucian Freud ikke én af mine personlige favoritter, men man kan ikke vinde i lotteriet hver gang – jeg finder ham umiddelbart lidt for melankolsk og trist. Det modsatte sker dog, når man går mere i dybden med bekendtskabet, for her vil man opdage et vis slægtskab med surrealisterne – ansigterne er ofte 'kantede', med ekstra store og til tider desperate øjne og øjeæbler. Nogle er malet helt oppe i sylten på den portrætterede, eller oppe i næseborene. Stemningen kan ved et nærmere kig minde om det metafysiske.
Af andre kuriositeter kan man, selv med ringe kendskab til kunst finde en vis lighed med Francis Bacons (1909-1992) værker – det er måske ikke så underligt, da de to var nære venner i flere årtier, indtil et uvenskab tonede frem, vist nok grundet den klassiske jalousi og misundelse.
Lucian Freud In His Studio With Zebra Head, ca. 1943
Foto: © Ian Gibson Smith / VISDA
De kendte ukendte
Freud nød den britiske overklasses privilegier. Han færdedes i disse kredse uhindret og det er ikke mange forundt. Derfor er mange, af de næsten altid unavngivne modeller, rent faktisk bestillingsarbejder fra rige familier, eller portrætter produceret med salg for øje til disse enten adelige eller industrimagnater. Kunstneren insisterede på, at det var ansigtet, kroppen eller sågar fingrene, der var i centrum og ikke personens navn eller status – derfor er de mange indlån til Alt er portræt mestendels hentet fra disse private familier. Man kan så i materialet i dag finde frem til, hvem der blev malet, men 'det står med småt'. Mange er underforstået 'kendte' i deres kredse og som danskere siger de os måske ikke så meget, men Dronning Elisabeth II – hende har vi da hørt om, og forresten også supermodellen Kate Moss.
Spillegæld og maleri
Hertil kommer også en anden dumsmart bemærkning, nemlig Freuds spillelidenskab, der ofte fandt sted i lukkede lyssky hemmelige klubber. Her kunne fortjenesten og sliddet så sættes over styr overnight. I disse klubber var der kun adgang for de rige – derfor, for at redde solvens i land, malede han mange af dem, og i sagens natur skulle de forblive anonyme og enhver forbindelse mellem den portrætterede, kunstneren og spillebulerne sløres.
De drilske 'kopier'
Et andet spor der også rummes i udstillingen var et særligt – måske drillehjørne – som Lucian Freud af og til konsulterede, nemlig det at 'kopiere' andre tidligere kunstnere ind i sine værker – sådan 'for sjov'. Vi ser det f.eks. med et værk fra 1712 af Jean-Antonie Watteau, Pierrot Content, som pludselig optræder i baggrunden af et portræt af en rigmand. Og som også parodieres med helt nye 'moderne' modeller i 1980'erne. Andre billeder kopier han 1:1, men med sine drilske penselstrøg, for ligesom at skabe noget nyt ud over det kendte.
Denne genre med at 'kopiere', er for mange kunstnere ikke ukendt. På den netop aktuelle LOUISIANA-udstilling med Sophie Calle (f.1953), ser vi f.eks. hende lave spin-off med Mona Lisa. Læs Lyksteds anmeldelse her
Foto: Louisiana / Camilla Stephan
Kvinderne og de mange modeller
En række af de kvindelige modeller er også hustruer, kærester eller elskerinder. På den store og velfungerende biografi-væg kan vi under årstallet 1948 se, at kunstneren får 'over' 14 børn med forskellige kvinder.
En af Lucian Freuds personlige assistenter gennem mange årtier, David Dawson, var tilstede ved pressevisningen. Og forespurgt om hvordan folk kunne holde ud at sidde over 100 timer stille, mens Freud portrætterede dem, var svaret, at modellerne elskede ham, han var godt selskab og de hyggede sig med at besøge ham, om nogle ligefrem var triste over, at han blev færdig med maleriet vides ikke.
Husk læsebrillerne og gå på opdagelse
Heller ikke denne gang lader LOUISIANA os i stikken, og hundredvis af værker kan nærstuderes – og det vil nok være en god ide, for fordybelsen er vejen frem i denne måske lidt tungsindige genre. Og for den læser, der er nået så vidt i anmeldelsen – så JA: Lucian Freud er i familie med den berømte Sigmund, psykoanalytikeren over dem alle, var nemlig farfar til Lucian – nogle vil sikkert kæde barnebarnet og farfaren sammen, og mene at der er en direkte linje mellem dem – altså psykoanalysen versus frembringelsen af kunsten, men det anser jeg som et tænkt forsøg på at gå for vidt, lad endelig være med det, eller hvis du føler for det, så giv dig selv lov til det, hvis du synes det er sjovt.
Foto: Louisiana / Camilla Stephan
anmeldelse | LOUISIANA: Lucian Freud Kan opleves frem til og med 27. september 2026
anmeldelse | LOUISIANA: Lucian Freud – se mere her
anmeldelse | LOUISIANA: Lucian Freud. Coverfoto: Quince on a Blue Table, 1943-44 (oil on canvas) by Freud, Lucian (1922-2011); 36.8×58.4 cm; Private Collection; (add.info.: Zebra head given to the artist by his lover Lorna Wishart;); © The Lucian Freud Archive. All Rights Reserved 2025.
Peter Fischli & David Weiss, Snemand, 1987-1989/2026. Erhvervet med støtte fra Ny Carlsbergfondet. Foto: Louisiana / Camilla Stephan
Bonus: SNEMAND
LOUISIANA har netop modtaget et kunstværk der har krævet mange års forberedelse at få på plads i deres omfangsrige skulpturpark. Værket består af en skabsfryser – der kører på fulde drøn, og bag glasruden ser vi en snemand, og værket hedder Snemand. Værket er skabt af den schweiziske kunstnerduo Fischli/Weiss og udtænkt i slut 80'erne, og kan i dag betragtes af nogen som en kommentar til klimaforandringerne. Det er nemlig sådan at værket drives udelukkende ved hjælp af et solpanel – og sætter derved ingen klimaaftryk.
Snemand er erhvervet med støtte fra Ny Carlsbergfondet. Værket er frembragt specielt til LOUISIANA, men har et par brødre rundt om i verden eksempelvis på MoMA i New York og Queensland Gallery of Modern Art i Brisbane, Australien.
Så spis en sommer-is mens du besøger Snemand – han står og køler sig ned under skyggen af et træ ved de store stenkugler der bærer titlen: Pars pro Toto.
anmeldelse | LOUISIANA: Lucian Freud & Snemand er frembragt af chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION
Lucian Freud: Everything is Portrait — Louisiana Museum of Modern Art, Denmark — English Abstract
The Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk, Denmark — one of Scandinavia's pre-eminent art institutions — presents a major retrospective survey of the work of Lucian Freud (1922–2011), grandson of psychoanalyst Sigmund Freud and widely regarded as one of the most significant figurative painters of the twentieth century. Curated by Anders Kold in thematic rather than chronological sequence, the exhibition — titled Alt er portræt (Everything is Portrait) — encompasses drawings, watercolours and oil paintings spanning seven decades, demonstrating Freud's extraordinary technical range: from precise early draughtsmanship in pencil and chalk to his characteristically raw late oils, in which powdered charcoal was mixed directly into the paint to achieve a deliberately coarse, almost visceral surface quality. The exhibition includes portraits of intimate associates and celebrated figures alike — among them painter David Hockney, whose portrait required approximately 120 hours of sittings, and supermodel Kate Moss — alongside anonymous models from the British upper classes, many commissioned as payment for gambling debts incurred in exclusive private clubs. The show also illuminates Freud's friendship and mutual artistic influence with Francis Bacon (1909–1992), and his occasional practice of incorporating works by earlier masters — notably Jean-Antoine Watteau — into his own compositions with characteristic irreverence. On view until 27 September 2026.