Copenhagen Jazz Festival 2026 | TIVOLI: Bill Frisell Trio og Greg Tardy
Da jazz blev til et landskab
Rudy Royston, Bill Frisell, Greg Tardy & Thomas Morgan. Glassalen i Tivoli.
✮✮✮✮✮✮
' …… en jazzskeptiker fandt vej ind i Bill Frisells univers; et sted hvor musikken blev større end genren …… '
– Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Der findes musikere, som ikke blot bevæger sig mellem genrer, men opløser dem. Den amerikanske guitarist Bill Frisell er en af dem.
Med et næsten forpustende cv, der spænder over mere end et halvt århundrede, hundredvis af indspilninger og samarbejder på kryds og tværs med kunstnere som John Zorn og Elvis Costello, har Frisell for længst skrevet sig ind blandt sin generations mest betydningsfulde guitarister.
Frisell har gennem hele sin karriere bevæget sig ubesværet mellem avantgarde, americana og jazz.
Fra de ikoniske år på ECM Records, kendt for sin luftige klanglige æstetik med kunstnere som Keith Jarrett, Jan Garbarek og Arvo Pärt, til filmmusik og egne prisbelønnede udgivelser, har han skabt et helt personligt musikalsk sprog. Et lydunivers, hvor alle påvirkninger smelter sammen til noget, der kun kan være Bill Frisell.
Bill Frisell Trio og Greg Tardy, Glassalen, Tivoli. Fotograf: Rasmus B.S. Hansen/TIVOLI
Bill Frisell Trio og Greg Tardy, Glassalen, Tivoli. Fotograf: Rasmus B.S. Hansen/TIVOLI
En aften i nærvær og improvisation
Mandag aften d. 6. juli i Glassalen under Copenhagen Jazz Festival 2026 blev dette univers foldet ud med en sjælden ro og musikalitet. Sammen med bassisten Thomas Morgan og trommeslager Rudy Royston skabte Frisell et åbent musikalsk rum, hvor egne kompositioner og udvalgte klassikere fik nyt liv.
Det er tydeligt, at trioen har spillet sammen i årevis. Samspillet virker næsten telepatisk. Ingen forsøger at dominere, og ingen har travlt. Her handler musikken lige så meget om at lytte som at spille. En melodi kan skifte retning midt i et åndedrag, og stilheden får lov til at tale med samme vægt som tonerne.
Det er musikere, man føler sig i usædvanligt godt selskab med. Deres fælles lyd har elegance, humor og varme. Til tider leder deres sammenhold og glæde tankerne hen på en stille slowmotion-version af Alley Cats fra Disney-tegnefilmen Aristocats; legende, afslappet, skønt samvær og uden behov for at imponere. Udenfor Glassalen siler regnen ned, indenfor forsvinder både tid og vejr.
Der er også musikalske spor af Frisells vidunderlige album Big Sur.
Frisells udstråling er lige så behagelig som de klange, han frembringer. Musikken flyder ubesværet fra det ene nummer til det næste i et lydunivers, der ligesom universet udenfor, konstant ekspanderer.
Bill Frisell Trio og Greg Tardy, Glassalen, Tivoli. Fotograf: Githa Schultz
Greg Tardy udvider horisonten
Til trioens tætte sammenspil føjer saxofonisten Greg Tardy en fjerde stemme. Hans varme og intuitive tone udvider lydlandskabet med stor naturlighed, og giver improvisationerne endnu flere retninger at bevæge sig i. Undervejs skifter han ubesværet mellem saxofon og klarinet, og de små pauser mellem instrumentskiftene bliver næsten en del af forestillingen.
Det ene instrument får ligefrem en beskyttende "regnfrakke" på, mens han spiller på det andet, en lille detalje der blot understreger den afslappede stemning på scenen.
Trommer, der kærtegner
Rudy Royston leverer en trommeindsats, der er intet mindre end formidabel. Fra koncertens første minutter etablerer han en rytmisk bund med en delikat fornemmelse for dynamik og timing.
Hans trommespil føles sjældent som slag, men snarere som blide berøringer. De langsomme, æggende rytmer har næsten karakter af kærtegn, hvor hver bevægelse tilfører musikken intensitet og fremdrift uden nogensinde at overdøve helheden; sofistikeret, sanseligt og teknisk overlegent.
Min ledsager denne aften, som driver et af Københavns legendariske jazzspillesteder, var mindst lige så optaget af Roystons spil, som jeg var.
Mens jeg lod mig opsluge af stemningerne og de billeder, musikken fremkaldte, fulgte han de finurlige rytmer, de små musikalske drillerier og den måde trommeslageren hele tiden legede med tællingen på.
Bill Frisell Trio og Greg Tardy, Glassalen, Tivoli. Fotograf: Rasmus B.S. Hansen/TIVOLI
Når stilheden spiller med
Omkring en halv time inde i koncerten forsøger enkelte publikummer forsigtigt, at sætte gang i en klapsalve midt i et nummer. Heldigvis døde forsøget hurtigt ud, og musikken fik lov til, at fortsætte uforstyrret.
Jeg har aldrig helt lært jazzens særlige klappekoreografi, den disciplin hvor man tilsyneladende præcist skal vide, hvornår man midt i et nummer skal træde ind med en anerkendende klapsalve og vise, at man har fanget det helt rigtige øjeblik.
Som udenforstående kan man let få følelsen af, at hvis man ikke rammer de rigtige tidspunkter, har man endnu ikke fået udleveret det hemmelige jazzkodeks, eller stadig leder efter kapitlet: “Hvornår klapper man egentlig?”
Og selvfølgelig skal hver musiker have lov til at brillere. Det er en del af jazzens magi: øjeblikkene, hvor én musiker træder frem, og viser sit særlige håndværk.
Man skal bare huske, at klappe mange gange under hvert nummer, gerne med det lille indforståede nik og smil til sidemanden, der signalerer: “Jo jo, jeg forstod den også.”
Hos Bill Frisell opstår de stærkeste øjeblikke dog ikke som isolerede højdepunkter, men som en del af en større fortælling, hvor soloerne vokser naturligt ud af samspillet, og vender tilbage til fællesskabet.
For mig kan klapsalver midt i et jazznummer nogle gange føles som, at blive hevet ud af en musikalsk drøm netop dér, hvor man er længst inde i den.
Frisells stilhed i musikken er heldigvis en lige så vigtig del af koncerten, som tonerne. Først ved de naturlige afslutninger kom den store begejstrede applaus, og dér føltes den helt rigtig.
I Bill Frisells spor og på vej fra San Fransisco mod Glen Deven Ranch i Big Sur, Californien. Fotograf: Githa Schultz
Fra Radio Jazz til Big Sur
At jeg overhovedet fik lyst til en Bill Frisell-koncert, er egentlig lidt af et tilfælde.
Jeg har aldrig været den store jazzelsker. Derfor inviterede Radio Jazz-værten Brian Petro mig engang ind som gæst i studiet, og som et eksperiment: Kunne han rokke ved min manglende lyst og skepsis over for jazz?
Et af de første numre, han satte på, var “The Music of Glen Deven Ranch” fra Frisells album ”Big Sur”. Noget ændrede sig øjeblikkeligt. Jeg blev ramt af en næsten fysisk eufori, et slags auditivt granatchok af de gode, og gentog flere gange, at det umuligt kunne være jazz.
Big Sur er et bestillingsværk, skrevet af Frisell (Rudy Royston på trommer) på Glen Deven Ranch i Californien og uropført på Monterey Jazz Festival i 2012. Musikken synes ganske enkelt, at være komponeret ind i landskabet; åben, filmisk og fyldt med plads.
Oplevelsen gjorde så stort indtryk, at jeg kort efter under en arbejdsrejse til San Francisco lejede en bil, og kørte ad Highway 1 mod Big Sur. Man kan åbenbart godt krydse Atlanten for at opleve energien bag ét enkelt jazznummer.
En koncert, der bliver siddende
Aftenens repertoire bød også på vidunderlige fortolkninger som “Taking a Chance on Love”, “People”, “Ol' Man River” og Morricones ikoniske soundtrack fra Once Upon a Time in the West (1968). Hver melodi blev behandlet med respekt for originalen, men samtidig gjort til firkløverets helt egen.
Der var også noget næsten sanseligt over måden, instrumenterne blev behandlet på. Man sad lidt, og ønskede, at bare man var den guitar, Frisell spillede så nænsomt på! Eller Roystons trommer, der tilsyneladende fik en behandling, de fleste mennesker kun kan drømme om.
Et par publikummer overgav sig undervejs til naturens kald. De var hurtigt tilbage, og man fik på fornemmelsen, at også de blev ramt af akut FOMO.
Bill Frisells univers føltes dybt personligt og forunderligt. Hvor tid, sted og genrer opløstes med musik, der talte til erindringen, til stilheden og til det fælles menneskelige, der vækkede minder, man ikke vidste man bar på.
En koncert i særklasse båret mesterligt og enestående af fire musikere. Intet virkede fastlagt, og netop derfor føltes hvert øjeblik levende.
Bill Frisell Trio og Greg Tardy, Glassalen, Tivoli. Fotograf: Rasmus B.S. Hansen/TIVOLI
Bill Frisell Trio og Greg Tardy. Glassalen, Tivoli mandag d. 6. juli 2026. Varighed: Godt en time og 25 minutter.
The Music of Glen Deven Ranch – tjek ud på Youtube
Copenhagen Jazz Festival 2026 | TIVOLI: Bill Frisell Trio og Greg Tardy – se mere her
Copenhagen Jazz Festival 2026 | TIVOLI: Bill Frisell Trio og Greg Tardy er frembragt af Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm
Copenhagen Jazz Festival 2026 — Bill Frisell Trio & Greg Tardy, Tivoli — English Abstract
This concert review documents an evening performance by the Bill Frisell Trio at Tivoli Gardens, Copenhagen, as part of the Copenhagen Jazz Festival 2026 — one of the world's largest jazz festivals, annually transforming the Danish capital into an extended open-air concert venue across ten days in July. Bill Frisell (b. 1951, Baltimore) — widely regarded as one of the most distinctive and influential guitarists in contemporary jazz, known for his lyrical synthesis of jazz, American folk, country and classical influences — performed with his long-standing trio comprising bassist Thomas Morgan and drummer Rudy Royston. The programme centred on Big Sur, Frisell's 2013 suite commissioned for the Monterey Jazz Festival, a work of exceptional atmospheric depth whose slowly evolving melodic lines and vast dynamic range — from near-inaudible whisper to full ensemble resonance — generated what reviewer Githa Schultz describes as a meditative state of almost physical stillness in the audience. Guest saxophonist Greg Tardy joined the trio for a second set of considerable improvisational freedom, extending the evening's contemplative register into more overtly conversational jazz territory. Schultz's review is distinguished by its sustained attention to the phenomenology of listening — the experience of silence as an active musical element, and the rare quality of collective presence that Frisell's music consistently generates in performance. A landmark evening in the Copenhagen Jazz Festival programme.