ballet | anmeldelse: Til Glæden

Det Kongelige Teater – Gamle scene

✮✮✮✮✮

' …. Koreografierne er ikke lette at udføre, da de kræver en usædvanlig god teknik og ikke mindst hurtigt fodarbejde …. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Den Kongelige Ballet indleder med ’Til glæden’ en ny tradition, hvor hver sæson fremover åbnes med Bournonville balletter. Samtidig er der lagt en seksårig strategi, der skal bevare, styrke og revitalisere hans mesterlige balletter og sikre, at arven ikke blot bevares, men fortsat lever på scenen. Sikke en glædelig overraskelse, ikke kun for balletentusiaster, men for alle der værdsætter den enestående Bournonvillearv.

Kort fortalt blev August Bournonville,1805-1879, født i København og uddannet som danser i København og Paris. I 1830 blev han balletmester ved Det Kongelige Teater, hvor han bl.a. skabte værker som Sylfiden, Napoli og Et Folkesagn og udviklede den lette, elegante og virtuose dansestil, der i dag bærer hans navn. Han har været med til at cementere Den Kongelige Ballets navn og ry internationalt. Hans repertoire og stil har været danset i ubrudt tradition til i dag.

August Bournonvilles koreografier har en legende lethed og medrivende glæde over sig. Du bliver grebet af det letforståelige udtryk i dansen, og der er en historie at følge. Koreografierne er ikke lette at udføre, da de kræver en usædvanlig god teknik og ikke mindst hurtigt fodarbejde. Da jeg dansede elskede jeg Bournonville. Dansestilen passede både mit temperament og kropsbygning, da en beskeden højde undertiden kan være en fordel.

Aftenens program er sammensat af fire Bournonville balletter: Jockey-dans – fra’ Fra Sibirien til Moskva’, Bryllups-pas de deux – fra Abdallah, August 2.0 og Sylfiden.

Jockey-dans – fra ’Fra Sibirien til Moskva’, 1876

Koreografi: August Bournonville. Musik: C.C. Møller (uddrag fra ’Fra Sibirien til Moskva’, 1876). Kostumer: Jens-Jacob Worsaae. Lysdesign: Michael Radl. Scene: Alexander Stæger. Jockeyer: Tara Schaufuss og Lena-Maria Gruber.

Aftenen begynder med den berømte Jockey-dans fra Bournonvilles Fra Sibirien til Moskva. Det er en festlig dans, hvor to dansere optræder som jockeyer. Egentlig er handlingen en konkurrence mellem to dansere og ikke mindst en opvisning i Bournonvilles hurtige og lette leg med koreografien. Tempoet er hæsblæsende og Tara Schaufuss og Lena-Maria Gruber spiller perfekt op til hinanden med en humoristisk attitude. En underholdende indledning.

Den oprindelige ballet ’Fra Sibirien til Moskva’ er koreograferet sent i han karriere, 1876. Den blev hans sidste store ballet. Desværre er det meste af værket gået tabt, men Jockey-dansen har overlevet og er blevet et af de kendte Bournonville-numre.

Bryllups-pas de deux – fra Abdallah

Koreografi: August Bournonville, rekonstrueret af Bruce Marks, Toni Lander og Flemming Ryberg. Musik: H.S. Paulli (uddrag fra Abdallah, 1855). Kostumer: Jens-Jacob Worsaae. Lysdesign: Michael Radl. Iscenesættelse: Amy Watson. Bournonville-mentor: Flemming Ryberg. Dansere: Irma-Eukene Sagues, Abdallah-Liam Redhead.

Aftenens andet indslag er ’Bryllups-pas de deux – fra Abdallah’ og vi oplever en anden side af Bournonvilles værker. Her bliver i særdeleshed demonstreret Bournonvilles karakteristiske stil og teknik som er det stærke samspil mellem overkrop, skuldre, hoved og blik. Blikket følger bevægelsens retning og ofte det arbejdende ben, mens arme og overkrop danner en blød, harmonisk modbevægelse. Det kaldes épaulement. Det skaber en flirtende, udfordrende og levende dialog, man kan kalde det ’Bournonvillesamspil’ mellem danserne, så selv de vanskeligste trin virker naturlige og ubesværede.

Pas de deuxen byder på romantik og elegance. Liam Redhead dansede Abdallah og i begyndelsen af dansen virkede han lidt stiv. Det fortog sig i hans solo og resten var en fornøjelse. Eukene Sagues Irma var bedårende. Hun har den rette udstråling og teknikken er på plads.

Balletten Abdallah er fra 1855 og handler om den unge fattige skomager Abdallah og hans kærlighed til den kvikke Irma. Den komplette ballet forsvandt i mange år ud af repertoiret, men dele af koreografien blev genoplivet i slutfirserne og senere i 2004, hvor bl.a. Bruce Marks, Toni lander og Flemming Ryberg genskabte koreografi fra gamle notater.

I 1900-tallet undergik den orientalske indflydelse i balletten en markant transformation. Hvor Bournonvilles Abdallah fra 1855 hørte til 1800-tallets romantiske, eventyrlige bølge, eksploderede orientalismen i 1900-tallet i en langt mere erotisk, sanselig og dramatisk form, som kulminerede i modernismens gennembrud.

’August 2.0’

Den sidste ballet inden pausen er ’August 2.0. Koreografi: Dinna Bjørn og Nikolaj Hübbe, inspireret af August Bournonville. Musik: Niels W. Gade (fjerde sats af Noveletter, opus 58,1883/1886; tredje sats af strygekvartetten i D-dur, opus 63, 1887-89 – arrangeret for strygeorkester af David Levi; fjerde sats af Noveletter, opus 53, 1874). Kostumer: Kristoffer Sakurai. Lysdesign: Thomas Bek Jensen. Iscenesættelse: Dinna Bjørn, assisteret af James Clark. Medvirkende: Con brio solo herre: Tobias Praetorius. Con brio demi: Vitor de Menezes og Balthazar Sénat. Poco lento solo herre: Emerson Moose. Poco lento demi: Mathieu Rouaux og Joseph Aumeer. Allegro vivace solo herre: Jonathan Chmelensky. Allegro vivace demi: Schonan Greve og Phillip Katsnelson.

Balletaftenen er lanceret som en aften med koreografier af Bournonville. Det er måske lidt af en tilsnigelse, for ’August 2.0’ er ikke en original Bournonvilleballet. Den er skabt af Dinna Bjørn og Nikolaj Hübbe ud fra Bournonvilles trin og havde premiere i 2020 som en del af Ballet de Luxe. Det er en abstrakt, symfonisk ballet uden en fortælling. Det er dans for dansens etik og formåen og med fokus på mændene. Bournonvilles berømte herredans bliver nærmest skilt ad og sat sammen på en ny måde. Hvor August Bournonvilles klassikere historisk set altid har været bundet op på mimeroller, moralske fortællinger og faste handlingsforløb, sprænger denne moderne tilpasning rammerne. Koreografien gør noget, man sjældent har set før med denne arv: Den skræller al teaterhistorien væk og insisterer på dans for dansens egen skyld!

Tilbage står det rå, lynhurtige trinsprog og den tekniske ekvilibrisme, som her omdannes til en eksplosiv, moderne kraftpræstation. Det er ikke bare en modernisering, det er en befrielse af teknikken, som åbner op for en fuldstændig ren og monumental visuel nydelse. En modig og forfriskende modernisering af den glorværdige August. Nogle vil nok synes det nærmer sig ’vanhelligelse’, men man skal ikke være bange for at se tingene fra nye vinkler og i et andet lys. Hvis man skal være djævlens advokat kunne der nogle steder have været mere præcision i linjer og rækker, men de hurtige fødder, spring og batteringer får danserne til at se næsten vægtløse ud. Det er et interessant møde mellem Bournonville i 1800-tallet og Bournonville set med nutidige øjne og den dristige stærke herredans som værkets centrum.

’Sylfiden’

Den sidste ballet i aftenens overflødighedshorn er ’Sylfiden’, 1836. Koreografi: August Bournonville, i Nikolaj Hübbes opsætning. Musik: Herman Severin Løvenskiold (Sylfiden, 1836). Scenografi og kostumer: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard. Lysdesign: Åsa Frankenberg. Iscenesættelse: Sorella Englund, Rose Gad og Anna Trevien og Ann Kolvig (børn). Sylfiden: Stephanie Chen Gundorph, James: Jón Axel Fransson, Madge: Astrid Elbo, Gurn: Sylvester Jønson, Effy: Wilma Li, Anna: Femke Mølbach Slot, Nancy: Ditte Baltzer, 1. sylfide: Tomoka Kawazoe. Corps de ballet. Elever på Det Kongelige Teaters Balletskole.

James, en skotsk adelsmand, står foran brylluppet med den jordnære Effy, men lokkes af den flygtige og forførende sylfide ind i en verden, han hverken forstår eller kan beherske. Han vil have drømmen og ender med at miste både den og virkeligheden. Netop dér ligger ballettens styrke. James nøjes ikke med at længes efter det uopnåelige, han forsøger at fastholde det. Da han endelig tror, at sylfiden kan blive hans, ødelægger han det, han elsker.

Heksen Madge hjælper tilsyneladende James med at gøre sylfiden til et jordisk væsen ved at give ham et fortryllet tørklæde. Men det er en fælde. Da han lægger tørklædet omkring sylfidens skuldre, mister hun sine vinger og dør. Samtidig ser James Effy blive gift med Gurn. Tilbage står James med ingenting og Bournonvilles romantiske eventyr bliver pludselig en ganske menneskelig historie om begær, illusioner og prisen for altid at tro, at græsset er grønnere på den anden side.

Astrid Elbo er en kamæleon. Hun kan det hele, alt fra at være den smukke ballerina, moderne danser og karakterdanser. Hendes heks Madge blev pludselig en mere central figur i balletten og hun har en utrolig stærk udstråling.

Uanset hvor mange gange man ser Sylfiden, forfører den dig med sin eteriske skønhed. I denne udgave bliver James danset af Jón Axel Fransson, som tilfører rollen en ny dimension af fortvivlelse. Tidligere har vi set nogle af de største solodansere i denne rolle bl.a. Thomas Lund, Erik Bruhn, Nikolaj Hübbe og Jonathan Chemelensky.

At se Jón Axel Fransson danse James er en fornøjelse. Han danser med en helt usædvanlig lethed og syntes næsten at svæve i luften. Han havde en ekstraordinær ballon, springene var høje, rene og tilsyneladende ubesværede. Der var samtidig noget lyrisk, elegant og meget æstetisk over hans dans. Hans teknik er suveræn og man skal lede længe efter så smukke og rene entrechat. Det er et spring, hvor danseren hopper op i luften og hurtigt krydser benene i luften, hvilket får benene/fødderne til at krydse flere gange før de lander. Entrechat six: seks bevægelser, det er meget vanskeligt og meget spektakulært. Intet problem for Jón Axel Fransson.

Stephanie Chen Gundorph ER Sylfiden. Skrøbelig, sart og lokkende. Hendes dans havde en næsten vægtløs lethed, med bløde og elegante bevægelser, der gav indtryk af, at hun knap nok rørte gulvet. Der var noget både mystisk og forførende over hendes tilstedeværelse, men samtidig besidder Stephanie Chen Gundorph en stor poesi. Hun var aldeles bedårende og sammen med en formidabel teknik, fik vi en ægte Sylfide.

Korpset dansede med føn og klem. Sylfiden er vidunderlig fordi den har mange elementer og Bournonville ikke er gået på kompromis med de store armbevægelser.

Aftenens dirigent var Chanmin Chung. Orkester: Det Kongelige Kapel. Jockey-dans – fra ’Fra Sibirien til Moskva’, 1876. Koreografi: August Bournonville. Musik: C.C. Møller (uddrag fra ’Fra Sibirien til Moskva’, 1876). Kostumer: Jens-Jacob Worsaae. Lysdesign: Michael Radl. Scene: Alexander Stæger. Jockeyer: Tara Schaufuss og Lena-Maria Gruber. Bryllups-pas de deux – fra Abdallah. Koreografi: August Bournonville, rekonstrueret af Bruce Marks, Toni Lander og Flemming Ryberg. Musik: H.S. Paulli (uddrag fra Abdallah, 1855). Kostumer: Jens-Jacob Worsaae. Lysdesign: Michael Radl. Iscenesættelse: Amy Watson. Bournonville-mentor: Flemming Ryberg. Dansere: Irma-Eukene Sagues, Abdallah-Liam Redhead. ’August 2.0’. Koreografi: Dinna Bjørn og Nikolaj Hübbe, inspireret af August Bournonville. Musik: Niels W. Gade (fjerde sats af Noveletter, opus 58,1883/1886; tredje sats af strygekvartetten i D-dur, opus 63, 1887-89 – arrangeret for strygeorkester af David Levi; fjerde sats af Noveletter, opus 53, 1874). Kostumer: Kristoffer Sakurai. Lysdesign: Thomas Bek Jensen. Iscenesættelse: Dinna Bjørn, assisteret af James Clark. Medvirkende: Con brio solo herre: Tobias Praetorius. Con brio demi: Vitor de Menezes og Balthazar Sénat. Poco lento solo herre: Emerson Moose. Poco lento demi: Mathieu Rouaux og Joseph Aumeer. Allegro vivace solo herre: Jonathan Chmelensky. Allegro vivace demi: Schonan Greve og Phillip Katsnelson. ’Sylfiden’, 1836. Koreografi: August Bournonville, i Nikolaj Hübbes opsætning. Musik: Herman Severin Løvenskiold (Sylfiden, 1836). Scenografi og kostumer: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard. Lysdesign: Åsa Frankenberg. Iscenesættelse: Sorella Englund, Rose Gad og Anna Trevien og Ann Kolvig (børn). Sylfiden: Stephanie Chen Gundorph, James: Jón Axel Fransson, Madge: Astrid Elbo, Gurn: Sylvester Jønson, Effy: Wilma Li, Anna: Femke Mølbach Slot, Nancy: Ditte Baltzer, 1. sylfide: Tomoka Kawazoe. Corps de ballet. Elever på Det Kongelige Teaters Balletskole. Til Glæden. Det Kongelige Teater- Gamle Scene.

ballet | anmeldelse: Til Glæden – besøg Det Kongelige Teater

ballet | anmeldelse: Til Glæden er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm