REJSEARTIKEL | En storslået og tankevækkende rejse til Grønland

 

 

 

 

af journalist og fotograf Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Næste morgen er tågen helt forsvundet. Her ved  Eqi-gletsjeren. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. besøget i Grønland var ikke blot storslået, hvad naturen angår, men også særdeles tankevækkende, når det gælder Grønlands fremtid …. '

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som det måske er KULTURINFORMATIONs læsere bekendt, var jeg i Grønland sidste år. En forrygende oplevelse! Jeg måtte derfor ubetinget tilbage og studere landet nærmere. Særlig interesse havde jeg for at udforske Diskoøen, som jeg passerede flere gange i forbindelse med udflugter fra Ilulissat. Øen er noget ganske særligt, da det er en vulkanø med varme kilder og en imponerende flora, der blomstrer flottest i juli måned. Det måtte jeg opleve! Læs eller genlæs Lyksteds reportage: GRØNLAND 2025 – Fotosafari

 

At rejse i Grønland er imidlertid ikke uproblematisk. Vejret kan skifte med kort varsel og føre til omfattende problemer. En uge inden afgang gik det helt galt i Nuuk – hovedstaden og knudepunktet for al trafik på verdens største ø. I en periode var det umuligt at benytte lufthavnen, og Air Greenland kunne ikke indkvartere alle de strandede passagerer. Mange måtte derfor selv finde overnatningsmuligheder. Der gik flere dage før problemerne var løst.

 

Det kan umuligt ske igen så hurtigt efter, tænkte jeg med henblik på min egen rejse. Men det kunne det – omend i mere begrænset omfang, erfarede jeg snart. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bjerglandskab ved Nuuk Fjord. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bjergformationer ved Nuuk Fjord – det næststørste fjordsystem i verden og hjemsted for Grønlands hovedstad. Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Problemerne tårner sig op

Efter et kort besøg i Nuuk afgik mit lille Dash 8 fly til Ilulissat planmæssigt, men da vi skulle lægge an til landing, meddelte piloten, at skyerne lå for tæt i området. Han ville derfor kredse over lufthavnen, indtil det var muligt at lande sikkert. Alternativt ville han flyve til den nærliggende lufthavn i Kangerlussuaq. Efter en kredsen i 45 minutter landede vi desværre i den alternative lufthavn, og efter et kort ophold der returnerede vi så til Nuuk. Altså tilbage til udgangspunktet og dermed en spildt rejsedag.

 

Vi nåede altså ikke den planlagte båd fra Ilulissat til Diskoøen i denne omgang, men nu meldte et mere akut problem sig. Hvor skulle vi bo? En af rejsedeltagerne foreslog, at vi vendte tilbage til Hotel SØMA, hvor vi netop havde overnattet. Heldigvis fik vi vores “gamle værelser” tilbage omend i uredt stand. Hertil kom spisebilletter fra rejseselskabet. 

 

Næste forsøg på at komme til Diskoøen fandt sted den følgende formiddag. Vi gik ombord i flyet i Nuuk i strålende solskinsvejr. Nu måtte det da lykkes at komme frem til vores mål. Piloten indledte imidlertid sin velkomst med at meddele, at der var tæt tåge i Ilulissat. Men også i dag var flyets tank fyldt godt op. Han tilføjede dog, at tågen normalt forsvinder i løbet af dagen. Kaptajnen fik heldigvis ret i forudsigelsen. Ved ankomsten til Ilulissat skinnede solen fra en skyfri himmel. Afsted til havnen!

Eventyret kan begynde!

Diskoøen ligger omkring to timers sejlads vest for Ilulissat, vel at mærke hvis båden kan sejle 60 km i timen i et farvand med masser af isbjerge. Og de er store. De højeste er omkring 100 meter, og som bekendt ser vi kun toppen af isen. Ni tiendedel af isbjergene er under vandet. Det er altså en god idé at holde en passende afstand.

 

Sejladsen mellem isbjergene i høj fart var en oplevelse i sig selv! Ikke mindst da vi fik vores mål i sigte. Endelig lykkedes det!

 

Den følgende dag vandrede vi fra byen Qeqertarsuaq i østlig retning langs kysten til Kuannit. Turen tog godt fem timer til fods i kuperet terræn. I byens udkant ligger en sandstrand, der er kulsort, da den er skabt af vulkansk aske. Ved stranden fandt vi også byens fodboldstadion – Grønlands nordligste. Banen er naturligvis dækket af kunstgræs.

 

Turen gik nu videre forbi Arktisk Station, der forsker i klimaforandringer. Bag bygningerne ligger en stor bjergformation, der er skabt lagdelt af en vulkan for omkring 60 mio. år siden. De skiftende mørke og lyse bånd viser forskellige sedimentære og vulkanske bjergarter. Den type bjerge er flade uden bjergtinder modsat Grønlands øvrige bjerge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Store dele af Discoøen består af stejle, rødbrune og lagdelte basaltfjelde, der opstod gennem vulkansk aktivitet for 50-80 mio. år siden. De højeste fjeldtoppe rækker over 2.000 meter op. De røde bygninger rummer Arktisk Station, der forsker i klimaforandringer. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Byen Qeqertarsuaq på Diskoøen ses her med de imponerende bjerge i baggrunden. Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flora og fauna på Diskoøen

Diskoøen er rig på lav vegetation. I juli står området i fuld flor med utallige fine farvenuancer  – enestående for polarcirklen. Kun Sydgrønland kan fremvise noget tilsvarende.

 

Den frodige vegetation skyldes øens mange “ensvarme” kilder. Betegnelsen skyldes, at de holder samme temperatur året rundt. De fryser således ikke til, selv om temperaturen i området fx er 20 graders frost.

 

Vegetationen er lav og tæt samt skabt til at afgive så lidt energi som muligt. Blomsterne folder sig fx kun ud i en meget begrænset periode.

 

Udsigten over havet var forrygende. Overalt var der smukke isbjerge i sigte. Og de lagdelte basaltbjerge er en seværdighed i sig selv. Men faunaen var også enestående. Vi oplevede fx en vandrefalk, en ravn og ikke mindst en polarræv med tre små unger. Desværre forsvandt de bag en klippe, før jeg var klar med telelinsen.

 

Turen afsluttedes med et kig på øens største vandfald Qorlortorsuaq (det store vandfald).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vegetationen på Diskoøen er lav og tæt samt skabt til at afgive så lidt energi som muligt. Blomsterne folder sig derfor kun ud i en meget begrænset periode. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det estimeres, at der er flere tusinde ensvarme kilder på øen. Betegnelsen angiver, at kilderne har samme temperatur året rundt. De fleste af dem er kun 0-4 grader varme. Kilderne medvirker til, at planter som kvan og orkideer kan trives her. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Isfjordcentret

Ingen tur til Ilulissat uden en vandring til den forladte boplads i Sermermiut-dalen. Hiken begyndte ved arkitekt Dorte Mandrups imponerende Isfjordcenter, der ligger højt placeret i terrænet. Foran centrets facade ligger en smuk lille sø. Mod højre får man et overblik over Ilulissat. Til venstre et flot vue ned mod Sermermiut-dalen. 

 

Centret giver elegant et rids over Grønlands kulturhistorie, natur og geologi, samt om klimaforandringernes betydning. Mange af oplysningerne er indkapslet som små fortællinger i iskrystaller af glas. Desuden udstilles eksempler på boringer dybt i indlandsisen mv. Læs eller genlæs, Master of Science, Bo Christiansen: At the Forefront of Climate Change

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En lang gangbro ved Sermermiut fører til flere udsigtspunkter med direkte kig ud over Ilulissat fjord og de kæmpemæssige isfjelde. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

Isfjordcentret giver et elegant rids over Grønlands kulturhistorie, natur og geologi, samt om klimaforandringernes betydning. Mange af oplysningerne er indkapslet som små fortællinger i iskrystaller af glas. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

Arkitekt Dorte Mandrups imponerende Isfjordcenter ligger højt placeret i terrænet. Foran centrets facade ligger en smuk lille sø. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

Sermermiut-dalen

Turen ned mod Sermermiut sker ad en gangbro gennem dalen. Da området er udnævnt til verdenskulturarv af UNESCO, skal vi turister naturligvis undgå at betræde området mere end højst nødvendigt. Snart aner vi de imponerende ismasser i det fjerne. 

 

Bopladsen er omkring 4.400 år gammel. I dag er der kun det nedtrådte område med lav græsvækst efter de tidlige grønlændere at se. Arkæologerne har naturligvis taget sig af de historiske genstande, der afspejler dagligdagen gennem tiderne som fx figurer, jagtredskaber og husgeråd.

 

De første indbyggere var Saqqaq-folket – et nomadefolk på jagt efter områdets store forekomster af havpattedyr. De kom fra Sibirien. Det er man kommet frem til ved analyse af et hår fra en lavstammet mand med en meget stor pande. Først 1.500 år senere kom Dorset-folket fra det nord-østlige Canada. De  seneste beboere – de nuværende grønlændere – kom fra Thule. De forlod området omkring 1850.

 

Sermermiut har sin egen gletsjer, der har presset mineraler frem fra havbunden, hvilket har skabt frugtbarhed i havet og dermed gode fangstmuligheder for beboerne gennem årtusinder. I dag er gletsjeren dog 79 km fra det nuværende område. Klimaproblemer vil uden tvivl øge afstanden yderligere i de kommende år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bopladsen ved Sermermiut-dalen er omkring 4.400 år gammel. I dag er der kun det nedtrådte område med lav græsvækst efter de tidlige grønlændere at se. Arkæologerne har naturligvis taget sig af de historiske genstande, der afspejler dagligdagen gennem tiderne som fx figurer, jagtredskaber og husgeråd. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sermeq Kujalleq gletsjeren sender isbjerge forbi Sermermiut-dalen med en hastighed på omkring 40 meter i døgnet, hvilket gør den til en af verdens hurtigste gletsjere. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Glacier Eqi Lodge

Næste udflugt var til Eqi-gletsjeren – Grønlands største – godt to timers sejlads nordpå fra Ilulissat. Den er omkring fem kilometer bred og 200 meter høj. Konstant høres bulder og brag i baggrunden, og lejlighedsvis styrter is fra gletsjeren i vandet med et brag. 

 

Det er muligt at bo med udsigt til gletsjeren. Man skal bare indstille sig på, at adgangen til Glacier Lodge Eqi sker ad en smal og stejl bjergsti. Man skal 90 meter op af bjergsiden, så det er en god idé ikke at medbringe sin bagage i form af en kuffert. Brug en rygsæk i stedet.

 

Glacier Lodge Eqi består af en række små hytter og telte. Udsigten fra min hytte var den bedst tænkelige. Fuld udsigt til gletsjeren fra fem panoramavinduer. Hvad mere kan man ønske sig? Det skulle da lige være en café med luksusforplejning “in the middle of nowhere”. Og den fandt jeg lige ved hånden. Den første aften serverede Café Victor en tre retters menu. Hovedretten bød på lækkert tilberedt rensdyrkød. På andendagen serveredes hellefisk – altså endnu en middag baseret på traditionelle grønlandske råvarer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Glacier Lodge Eqi ligger 90 meter over havoverfladen. Til gengæld får man en fremragende udsigt over Eqi-gletsjeren. Adgang til området sker ad en smal og stejl bjergsti. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eqi-gletsjeren er en meget aktiv gletsjer 80 km nord for Ilulissat. Fra den 5 km brede front skubbes indlandsis konstant ud i havet. Når store stykker is brækker af, falder de i vandet med et brag. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eqi-gletsjeren set fra det indre af min hytte. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eqi-gletsjeren close up. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Afslapning og fordybelse

To døgn uden internetforbindelse er en usædvanlig – men særdeles attraktiv – oplevelse, som alle burde unde sig. Ingen forstyrrelser fra den store verden. To Trump-fri dage, hvad mere kan man ønske sig? Vi var altså helt uvidende, om han eventuelt havde besat Grønland. End ikke en vejrudsigt kunne vi få fat på! Herligt! Eneste kontakt til den civiliserede verden var en medbragt roman.

 

Med en enestående udsigt til Grønlands største gletsjer lige uden for panoramavinduerne kan man ikke lade være med at tænke på øens fremtid. Gletsjeren er måske helt væk om 10 – 15 år. Og dermed vil livsgrundlaget for befolkningen i området forsvinde. Uden mineraler fra gletsjeren forsvinder plankton, fisk, sæler og hvaler. Og dermed livsgrundlaget. Hvad skal grønlænderne så leve af i fremtiden?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tågen kommer pludselig rullende. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tågen blokerer totalt for mit udsyn over Eqi-gletsjeren. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Glæden ved tåge

Allerede nu forsvinder gletsjeren lejlighedsvis – omend kun synet af den. Tågen kommer nemlig pludselig dramatisk rullende hen over landskabet. Og lidt efter lidt er gletsjeren og de omkringliggende bjerge ude af syne. Alt er gråt i gråt. Man kan ikke se en hånd for sig. Ikke ligefrem, hvad man havde forventet at opleve i juli måned. Men en imponerende oplevelse. Og nu forstår jeg bedre, at piloterne på de små Dash 8 fly undertiden må opgive at lande.

 

En af hotellets medarbejdere gav udtryk for, at vi ligefrem var heldige med vejret den pågældende dag. Hun selv foretrak nemlig gråvejr og tåge, for så snart solen dukker op, er luften fyldt med myg. Det måtte jeg give hende ret i. Snart efter dækkede tågen hele udsigten fra mine panoramavinduer med udsigt til den enestående Eqi-gletsjer. 

Klaustrofobisk melankoli

En imponerende oplevelse – omend en smule klaustrofobisk. Men det passende fremragende til mit valg af rejselekture: Modstandens Melankoli. Bogen handler nemlig om forholdene i et klaustrofobisk og apokalyptisk minisamfund i det sydvestlige Ungarn. Romanen er som var den skrevet af  Kafka, Gogol eller Dostojevskij. Det er den imidlertid ikke. Forfatteren er Laszlo Krasznahorkai, der modtog Nobelprisen i Litteratur 2025.

 

Bogen kan i øvrigt på det bedste anbefales også til læsere, der ikke selv mister udsigten til Grønlands største gletsjer.

 

Dagen efter strålede solen over hele gletsjerlandskabet. Vild udsigt fra mine panoramavinduer og altanen. En oplevelse, jeg sent vil glemme.

Nuuk

Indledningsvis nævnte jeg, at min rejse begyndte i Nuuk. Byen ligger ved en imponerende fjord med indtagende bjerge, men den fangede ikke for alvor min interesse. En trist og nedslidt industriby, omend den rummer et mindre kvarter med smukke, historiske træhuse i de velkendte farver. Og i tilknytning hertil Grønlands Nationalmuseum, der dog kunne trænge til en mere moderne opsætning. Bevægende var imidlertid de omkring 600 år gamle mumier.

 

Nuuks Hotel SØMA kan passende indgå i DRs serie “Nul Stjerner”. Hotellet bør udfases af Grønlands Rejsebureaus sortiment, da det harmonerer dårligt med rejsens øvrige hoteller. Udsigten fra mit værelse var et nedslidt industrikvarter på havnen, og dagens buffet skulle jeg absolut ikke sætte mine tænder i. Men heldigvis kan man få lækker mad til en rimelig pris fx på Restaurant Esmeralda centralt i byen. Anbefales hermed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Velbevarede mumier fra Grønlands Nationalmuseum i Nuuk. Museet udstiller fire af de exceptionelt velbevarede Qilakitsoq-mumier fra 1400-tallet samt de tilhørende originale, detaljerede sælskindsdragter. Her ses den yngste. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grønlands fremtid

Det, der gjorde størst indtryk i Nuuk, var vores guide. Hun indledte med at undskylde, at hun ikke var uddannet til opgaven, men bare havde taget et sommerferiejob for at tjene til studierne. Det var til gengæld det bedste, der kunne ske. Selv om hun ikke havde check på alle historiske årstal og facts, formåede hun nemlig at gøre Grønland nærværende. Hun satte nemlig fokus på det, der betød allermest for hende selv som ung i Grønland, samtidig med at hun opridsede perspektiverne for det grønlandske folk. En spændende og gribende fortælling renset for museumsstøv. Jo, de kan de unge. En tilsvarende positiv oplevelse fik jeg i Ilulissat. Her fik jeg tillige en families skæbne i historisk perspektiv.

 

Donald Trump er ikke Grønlands eneste problem. Unge grønlændere rejser ofte til Danmark for at få en uddannelse. Problemet er imidlertid, at de ofte slår sig ned her i landet efter afsluttet uddannelse. Dermed oplever Grønland et “brain drain”. 

 

Men også andre problemer trænger sig på. Demografien er – som i Danmark – udfordret af en befolkning med stadig færre unge og stadig flere ældre. Økonomien må derfor nytænkes. I den forbindelse overvejes bl.a. besparelser ved at reducere antallet af landets ministerier fra elleve til seks. Desuden håber man på, at brug af kunstig intelligens kan effektivisere bureaukratiet betydeligt. Forhåbentlig formår grønlænderne snart at få vendt udviklingen.

 

Besøget på Grønland var således ikke blot storslået, hvad naturen angår, men også særdeles tankevækkende, når det gælder Grønlands fremtid.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ilulissats vartegn, Zionskirken fra 1782, var længe Grønlands største kirke. Søndag den 12. juli var der konfirmation i kirken. Konfirmanderne var klædt i grønlandske nationaldragter. Et farverigt og historisk symbol på grønlandsk identitet. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her ses Niels Lyksted på reportage i marken. Lyksted har i årtier frembragt ikke blot rejseartikler, men et hav af kunstanmeldelser, film m.m. Lyksted har en baggrund som journalist (dj), fotograf og producer i tv-branchen. Endvidere har han udgivet bøger, blandt andet om Amager Fælled og dens dyreliv og fauna, og er fortaler for dette naturområdes bevarelse. Foto: Andrew Swimyan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

REJSEARTIKEL | En storslået og tankevækkende rejse til Grønland – læs flere artikler om og fra Grønland her

 

 

 

 

 

 

REJSEARTIKEL | En storslået og tankevækkende rejse til Grønland. Coverfoto: Udsigt fra Sermermiut-dalen ved Ilulissat. Hver dag strømmer kæmpemæssige isbjerge forbi. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

REJSEARTIKEL | En storslået og tankevækkende rejse til Grønland er en reportage af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.

Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

A Spectacular and Thought-Provoking Journey to Greenland — English Abstract

 

Danish journalist and photographer Niels Lyksted documents a return journey to Greenland — the world's largest island — with a particular focus on Disko Island (Qeqertarsuaq), a volcanic island approximately two hours by boat west of Ilulissat, whose unique combination of thermal springs, basalt mountains formed 50-80 million years ago and exceptional Arctic flora in full bloom during July renders it one of the most distinctive natural environments in the North Atlantic. The journey encompasses several of Greenland's most significant destinations: Ilulissat, whose UNESCO World Heritage listed Sermermiut valley — a 4,400-year-old settlement site continuously inhabited by successive Arctic peoples including the Saqqaq, Dorset and Thule cultures — offers direct views of the Sermeq Kujalleq glacier, one of the world's fastest-moving at approximately 40 metres per day; the Isfjord Centre, designed by Danish architect Dorthe Mandrup and housing extensive documentation of Greenland's cultural history, geology and climate crisis; and the remote Glacier Lodge Eqi, situated 90 metres above sea level with panoramic views of the five-kilometre-wide Eqi glacier. Lyksted's account addresses the profound political and ecological questions confronting contemporary Greenland: accelerating glacial retreat, demographic challenges including significant brain drain as young Greenlanders educated in Denmark remain there, and the geopolitical pressure represented by Donald Trump's repeated expressions of interest in acquiring the island. The author's travel companion throughout was László Krasznahorkai's novel Modstandens Melankoli — winner of the Nobel Prize in Literature 2025 — whose atmosphere of claustrophobic melancholy proved a fitting accompaniment to fog-shrouded glacier landscapes. Photography throughout by Niels Lyksted.