film | anmeldelse: LYSET I OS

✮✮✮✮

' …….. en sart og alvorlig film …… '

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

Hvis vi ikke selv har det i vores egen familie, så kender vi helt sikkert nogen eller endda flere der i tilværelsen er blevet tilsmilet med det faktum, at deres barn er handicappet.

Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, at det må være yderst anstrengende at opfostre et handicappet barn. Unægteligt kan det dog være helt umuligt for udenforstående at sætte sig ind i alle facetter og aspekter af hvilken en overbelastning en sådan familie dagligt, uge for uge år efter år udsættes for.

LYSET I OS

LYSET I OS er en fremragende fransk film, der forsøger at løfte lidt af fligen af denne problemstilling overfor publikum. Beretningen er en selvbiografi og naturligvis er den krydret med fiktion, for at gøre handlingen brugbar for biografgængeren.

Man skal ikke forvente, at filmen er en traditionel spillefilm, med happy 'feel-good' ending. Filmen er mere nærmest en dokumentar så velspillet, at man falder bagover, når man opdager, at det reelt er skuespillere, der leverer troværdighed udover alle grænser. Som anmelder læser jeg med vilje sjældent op på pensum før en film – jeg vil gerne overraskes, og det blev jeg, da den handicappede datter viser sig rent faktisk at være skuespilleren (Sarah Pachoud).

Familien Roussier

Familien vi følger hedder Roussier. Den 'skjulte hovedperson' er den 17-årige storesøster Marion. Marion er samtidig et spejlbillede af instruktøren Joséphine Japy, da hun var ung.

Marion elsker sin lillesøster Bertille, der i filmen omtales som 15-årig, og i pressematerialet som 13-årig. Hendes alder er dog mindre væsentlig end hendes multihandicappede situation. Bertille har ikke noget sprog, og hendes udviklingshæmning er meget alvorlig. Bertille er ved at forandre sig fra barn til ung kvinde – hendes viljestyrke og fysiske kræfter øges i takt med, at hendes handicap alt andet end aftager. Den foreløbige diagnose familien forlader sig på er, at de ikke kan forvente at Bertille vil blive særlig gammel.

Forældrene nægter stejlt at give op, og er indstillet på at passe Bertille selv hjemme, om muligt så længe som muligt. Opgaven er dog voldsom og udfordrende – et 100 timers job, der hver dag skal udføres på sølle 24 timer.

Moren, Madeleine, er den der ofte, omend praktisk taget hele tiden må holde for, og hun er selvsagt presset til langt ud over kanten. Madelaine er fanget i et 'misten-sig-selv-inferno'.

Faren, Gilles, forsørger familien, med tilsyneladende god løn fra ministeriet, men han har naturligvis lange arbejdsdage, og en distancering til familien, hjemmet og fremmedgjorthed indfinder sig i nogen udstrækning.

Hverdagen med ymer på møblerne

Vi følger det helt almindelige hverdagsliv hos familien Roussier. Intet virker overdrevet eller forskruet, men mere med anslag af den naturlige underspilning, hvor Bertille ufrivilligt fylder meget og bliver familiens omdrejningspunkt, der suger al energien ud af de tomme batterier med sin udadreagerende voldsomme adfærd, mellem bleskiftene.

Marions 'flugt'

Marion elsker sin lillesøster overalt på jorden, og det portrætteres overbevisende og rørende. Marion lever med at få madvarer smurt ud i sine skolebøger og fysisk få 'spist' sine skoleprojekter, således at hun misser standpunktskarakterer. Alligevel er det ligesom, at Marion og Bertille har et usynligt bånd (og her bliver deres anmelder grådkvalt), der for alvor slår meget søskende kærlighed.

Dysfunktionaliteten i familien presser dog også Marion ud i en virkelighedsflugt og hun begynder så småt at kæreste med en voksen, men ung mand – hendes 'redning', måske? Ja, eller 'måske ikke'. Måske er Marion et let offer for smiger, opmærksomhed og lidt glamour og har brug for lidt tid væk hjemmefra, hvor ordet 'værdighed' er sparket til hjørne.

Forældrenes øretæver

Faren, Gilles, er ikke en pjevset feminin mand, men har brede skuldre, hvilket dog ikke betyder, at han ikke ligger inde med bløde sider af sig selv og det bliver også fabelagtigt belyst i filmen. Gilles holder facaden, men græder indvendigt. Manden er, når alt kommer til alt, kun et menneske og selv om han ikke er der for Bertille, når han er på arbejde, venter hun og familien derhjemme med krav på krav på krav plus lidt flere krav, ekstraarbejde og krav. Gilles er slidt op.

Moren, Madelaine, er mindst ligeså meget slidt op. Hun har gennem årene taget Bertille med til mangt en læge for at få stillet nye diagnoser, for at finde håb, for at finde nye muligheder, for at finde nye behandlinger – alt sammen for at blive skuffet endnu engang.

En ny diagnose

Vi spoiler ikke handlingen ved at fortælle, at vi i filmen ser, hvordan den 'rigtige' diagnose endelig, efter mange år nu kan sættes på Bertilles sygdom – man ER jo ikke sin diagnose, man HAR en diagnose. Den nye diagnose sætter en række spørgsmål på plads for familien, uden dog at frembringe mirakler.

En sart og alvorlig film

LYSET I OS bevæger sig i området som mange husker fra RAIN MAN (1988) med Tom Cruise og Dustin Hoffman. Eller dramaet LORENZOS OIL (1992) hvor Nick Nolte og Susan Sarandon trak tårer i hele verden.

Det fortælles i pressematerialet, at instruktørens rigtige familie faktisk besøger settet under nogle af de mest dramatiske optagelser, uden at skuespillerne ved det. Efter disse strabaserende scener står skuespillerne ansigt til ansigt med de virkelige mennesker, de dagen igennem har portrætteret – som jeg forstår det en mageløs oplevelse.

LYSET I OS er en sart og alvorlig film. Filmkunst der er gennemført, og som måske er lidt mere realistisk, end vi kender fra Hollywood produktionerne.