Dansk Arkitektur Center | anmeldelse: Cities for People – Mennesket først

 

 

 

 

 

 

 

 

© Anders Sune Berg

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. det fantastiske ved udstillingen er, at perspektivet rækker langt ud over København – den har et globalt udsyn … '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor har vi lyst til at sætte os på én plads, mens vi skynder os over en anden? Hvorfor summer nogle gader af liv, mens andre ligger næsten mennesketomme? Vi går rundt i byen hver dag, men tænker måske ikke så meget over, hvorfor vi befinder os godt nogle steder og mindre godt andre. Det får man til gengæld lyst til efter at have set Cities for People.

 

Det er en utrolig spændende oplevelse og en god måde at få fortalt en historie, som man måske slet ikke var klar over eksisterede. For hvad ligger egentlig bag de sidste 60 års arbejde med at udvikle byrum? Hvem begyndte at undersøge, hvad der gør en by god at være i? Og hvorfor var det overhovedet nødvendigt at stille det spørgsmål?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

© Anders Sune Berg

 

 

 

 

 

 

 

© Anders Sune Berg

 

 

 

 

Jan Gehls begyndelse

Jan Gehl er foregangsmanden i denne udvikling, og den begyndte i 1962. Han var en ung arkitekt på en lille tegnestue, da en planteskoleejer fra Hillerød kom med en opgave. Der skulle bygges boliger på hans jord, men han ønskede sig noget andet end betonblokke eller lange rækker af enfamiliehuse. Han ville have et byggeri, der var godt for mennesker.

 

Det lød jo ganske ligetil. Men hvad betød det egentlig? På tegnestuen måtte man erkende, at det vidste man faktisk ikke. Jan tog spørgsmålet med hjem til sin kone, psykologen Ingrid Gehl. Hun spurgte videre på universitetet, men heller ikke her fandt de svar. De måtte selv begynde at undersøge det.

Italien

Parret rejste et halvt år til Italien. Og så kiggede de på mennesker. Hvor stod de? Hvor satte de sig? Hvor mødtes de, og hvad var det ved en plads, som fik dem til at blive? Hvorfor var der liv ét sted, mens et andet var næsten tomt? Det blev begyndelsen på et langt arbejde med livet mellem husene. Før man tegnede og byggede, måtte man se på det liv, der skulle være plads til.

Fra antikken til modernismen

Udstillingen sætter historien ind i en større sammenhæng. Vi bevæger os gennem byernes udvikling, fra de tidlige fællesskaber til antikkens pladser, middelalderens tætte byer og videre til industribyen og modernismen. Mennesker har samlet sig for at handle, arbejde, udveksle og leve sammen. Gaderne og pladserne har været rammerne om det fælles liv.

 

Modernismens arkitekter ville skabe bedre levevilkår med lys, luft og en mere rationel indretning. Intentionerne var gode. Men i opdelingen af byens funktioner og bestræbelserne på at få trafikken til at glide blev noget af hverdagslivet glemt. Mennesket fyldte mindre, mens bilen fik mere plads.

 

 

 

 

 

 

© Anders Sune Berg

 

 

 

 

 

 

 

Mennesket i øjenhøjde

Her bliver udstillingens spørgsmål meget konkret: Hvad med mennesket? Hvordan ser byen ud, når vi betragter den i øjenhøjde og fra det sted, hvor vi rent faktisk befinder os? Det er en vigtig forskel. En by kan tage sig imponerende ud på en tegning set ovenfra, men hvordan er det at gå rundt mellem bygningerne? Er der rart at være? Er afstandene til at overskue, og er der noget, som får os til at standse op?

Tolv kvalitetskriterier

Hvad skal der så til, for at vi har lyst til at være i et byrum? Det bliver forklaret gennem 12 kvalitetskriterier, samlet under beskyttelse, komfort og herlighedsværdi. Først skal vi føle os beskyttet. Det gælder beskyttelse mod trafik og ulykker, mod kriminalitet og vold og mod ubehagelige sanseoplevelser som støj, forurening og generende vind. Dernæst kommer komforten. Der skal være gode muligheder for at gå og cykle, for at stå og opholde sig et sted og for at sidde på bænke og stole.

 

Vi skal kunne se noget interessant, tale sammen og høre hinanden. Og der skal være plads til leg og aktivitet. Endelig er der herlighedsværdien. Byrummets skala skal passe til mennesker, både børn og voksne. Vi skal kunne nyde klimaet, finde sol, skygge eller læ og opholde os behageligt i forskelligt vejr. Og så betyder æstetikken noget: smukke, holdbare materialer, natur og gode sanseoplevelser giver os lyst til at blive.

 

Det lyder som en selvfølge, når man får det fortalt. Alligevel kan vi nok alle komme i tanke om steder, hvor flere af de hensyn mangler. På udstillingen bliver kriterierne gjort levende i en animation, hvor en fiktiv by forandrer sig på få minutter. Her kan man se, hvor meget det betyder, når menneskers behov får lov til at bestemme indretningen.

Eksempler fra hele verden

På udstillingen møder vi forskellige eksempler på, hvad Gehls arbejde har ført til. Times Square i New York er et af de tydelige. Midt i trafikken blev der skabt plads til at sidde og opholde sig. Det gav mulighed for et andet liv på pladsen og blev samtidig en anledning til at se på byens gader med nye øjne.

 

I Shanghai er tidligere lukkede områder langs vandet blevet åbnet, så mennesker kan gå, cykle, løbe, lege og danse. Den store forandring handler om mere end belægninger, beplantning og bænke. Den handler om, at mennesker har fået adgang til steder, som nu kan blive en del af deres hverdag.

 

 

 

 

 

 

 

© Anders Sune Berg

 

 

 

 

 

 

København og Den Blå Plan

Og i København kender vi selv udviklingen. Havnen er blevet et fælles sted med promenader, badning og liv langs vandet. Den Blå Plan, som Jan Gehl og Helle Søholt var med til at udvikle i 2002, tog udgangspunkt i en sammenhængende inderhavn for gående og cyklister. Forandringen kom ikke fra den ene dag til den anden. Den krævede mange års arbejde.

 

Det handler ikke kun om at få bilerne væk. Det skal være attraktivt at opholde sig i byen, og man skal kunne komme frem. Transportmulighederne og infrastrukturen skal fungere. Metro, gangforbindelser og cykelruter er også med til at åbne byen og gøre flere steder tilgængelige.

En by i vækst

I dag undersøger man også, hvordan steder får os til at føle, og hvordan byen kan understøtte vores forbindelse til hinanden og til naturen. Vi kan godt registrere, hvor mennesker går og sidder, men hvordan oplever de at være der? Føler de sig velkomne? Har de lyst til at komme igen? Her arbejdes der videre med de spørgsmål, som Jan og Ingrid stillede for mange år siden.

 

Og det bliver kun mere aktuelt. På udstillingen bliver vi præsenteret for tal, der giver stof til eftertanke: I 2025 boede omkring seks ud af ti mennesker i verden i byområder, og i 2050 ventes det at være omkring to ud af tre. Det er ganske overvældende at tænke på. Hvordan skaber vi plads til så mange mennesker og samtidig rammerne om et godt hverdagsliv?

 

Det er en meget interessant og seværdig udstilling, som får os til at tænke os om en ekstra gang. Man går derfra med lyst til at lægge endnu mere mærke til sin egen bys detaljer. Hvorfor bliver vi altid stående på det samme hjørne, og hvorfor bruger ingen den bænk, der ellers ser så fin ud?

 

Men den sætter også andre og større tanker i gang hos den besøgende. Hvor har vi egentlig lyst til at tilbringe resten af vores tilværelse, og hvad er det for omgivelser, vi ønsker os? Og hvad har vi tænkt os at gøre for vores børns fremtid? De byer, vi former i dag, bliver jo også deres.

 

Lige her og nu kan udstillingen virke hurtigt overskuelig, men nej, det første indtryk snyder. Du kan snildt bruge flere timer på at gå i dybden. På plancherne rundt omkring er der meget interessant læsestof og mange idéer til, hvordan fremtidens byer kan indrettes. Det fantastiske ved udstillingen er, at perspektivet rækker langt ud over København. Den har et globalt udsyn. Mennesket skal være udgangspunktet, uanset hvor i verden vi befinder os.

 

Når du alligevel er inde og se udstillingen, så husk at bruge alle de andre spændende oplevelser, huset har. Og jeg må tilstå, at cafeen er et besøg værd.

 

Det vil være svært at skrive en fuldstændig fyldestgørende anmeldelse af denne udstilling, som skal ses med egne øjne. Derfor er dette blot nogle nedslag, der forhåbentlig kan vække appetitten til selv at gå på opdagelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

© Anders Sune Berg

 

 

 

 

 

 

Cities for People. Mennesket først. DAC, Dansk Arkitektur Center. Bryghuspladsen 10, 1473 København. Udstillingen slutter 18. april 2027.

 

 

 

 

Dansk Arkitektur Center | anmeldelse: Cities for People – Mennesket først – få mere information her

 

 

 

 

 

LÆS OGSÅ:

 

Dansk Arkitektur Center: COPENHAGEN IN COMMON

 

Dansk Arkitektur Center: VORES ARKITEKTUR

 

ARKITEKTUR: Flemming Bo Andersen om Le Corbusier

 

LAURITZ DE THURAH – BAROKKENS ARKITEKTUR OG VERDENSBILLEDE

 

HEMMELIGE STEDER – Arkitektens guide til særlige bygningsværker i det midtjyske

 

 

 

 

Dansk Arkitektur Center | anmeldelse: Cities for People – Mennesket først er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

 

Dansk Arkitektur Center — Cities for People: Mennesket først — English Abstract

 

The Danish Architecture Center (DAC) in Copenhagen presents Cities for People — an exhibition tracing sixty years of urban research and design practice initiated by Danish architect Jan Gehl (b. 1936) and his wife, psychologist Ingrid Gehl, who in 1962 began what would become a globally influential investigation into the question of what makes cities good for people. The exhibition traces the development of Gehl's methodology from its origins in a field study of Italian urban life — observing where people stood, sat, gathered and moved — through its systematic application in Copenhagen, New York's Times Square, Shanghai's waterfront and cities across the world. The exhibition presents Gehl's twelve quality criteria for urban space, organised under the categories of protection, comfort and delight, as a practical analytical framework applicable to any urban environment regardless of geographic or cultural context. A central argument concerns the consequences of twentieth-century modernist urban planning — which prioritised vehicular traffic and functional zoning at the expense of human-scale street life — and the ongoing process of reclaiming urban space for pedestrians and cyclists. In Copenhagen, the Den Blå Plan initiative of 2002, developed by Gehl and Helle Søholt, exemplifies this approach through the transformation of the inner harbour into a continuous public promenade. The exhibition carries an urgent demographic dimension: by 2050, approximately two thirds of the world's population are projected to live in urban areas, making the question of how cities support human wellbeing, social connection and everyday life a matter of global urgency. Reviewed by Louise Frevert for KULTURINFORMATION. On view until 18 April 2027, DAC, Bryghuspladsen 10, Copenhagen.