KASTRUPGÅRDSAMLINGEN | anmeldelse: Night Ships – Morten Schelde

Morten Schelde, Night Ship, litografi 76×58 cm, 2021, udgivet af Atelier Clot
✮✮✮✮✮
' ……. det er ingen hemmelighed, at Scheldes billeder vækker min begejstring ….. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION.org
Man ved aldrig helt, hvor Morten Scheldes billeder fører én hen. Noget virker bekendt, andet er fremmed, og pludselig befinder man sig i en verden, hvor hverdag og fantasi glider ind i hinanden. På Kastrupgårdsamlingen kan man nu fordybe sig i hans billedunivers på udstillingen »Night Ships«, der med mere end 100 grafiske værker fra 1992 til 2026 er den første store retrospektive præsentation af hans grafik.
Grafikken som eget udtryk
Det er en udstilling, som viser en meget alsidig kunstner og hans beherskelse af en lang række grafiske teknikker. Morten Schelde har i grafikken fundet et udtryk, der føles mere troværdigt for ham, og hvor han bedre kan omsætte sine forestillinger til billeder. Det er ikke ensbetydende med, at han har opgivet maleriet, men grafikken har givet ham mulighed for at udtrykke sig på en måde, som opleves som hans egen.
Skibe i mørket
Udstillingens titel henviser til skibene, som optræder i flere af værkerne. Skibet bliver et billede på at bevæge sig gennem mørket og det ukendte, båret af håbet og troen på egne evner. Denne bevægelse mellem det velkendte og det fremmede går igen i billederne, hvor trygheden kan få et strejf af noget uhyggeligt. Der er en mystik, som gør, at man får lyst til at blive stående og undersøge, hvad der egentlig foregår.

Morten Schelde, Dream within a Dream (Horse), litografi, 100X69 cm, 2026,
udgivet af Edition Copenhagen, foto Lars Gundersen
Stregen som liveoptagelse
I videoen på udstillingen fortæller Morten Schelde om sin arbejdsproces. Inspirationen kommer fra det, han ser og oplever, og indtrykkene bliver bearbejdet til et følelsesmæssigt udtryk. Motiverne findes i hverdagen, men udspringer også af fantasien. Det er hans egen oplevelse og behovet for at udtrykke den, som driver arbejdet.
Tegningen og grafikken udvikler sig parallelt. Han arbejder med forskellige grafiske teknikker, samtidig med at han fortsætter med at tegne, og særligt interessant er hans beskrivelse af stregen som en ’liveoptagelse’. Når den først er sat, bliver den stående og fastholder det øjeblik, hvor den blev til. Billedet bærer dermed et direkte spor af selve arbejdsprocessen.
Fejlen som mulighed
I videoen fortæller Morten Schelde også, hvordan han bygger videre på det, der opstår under arbejdet, selv når det tager en anden retning end forventet. Det, vi andre måske ville betragte som en fejl, bliver for ham en mulighed for at udvikle billedet. Han kasserer det ikke, men bruger det konstruktivt og arbejder videre. Værket kan på den måde ende med at blive helt anderledes end først tænkt, fordi det uventede får lov til at føre ham videre.
Nogle gange begynder han med et motiv eller en scene. Andre gange arbejder han improviserende og ser, hvad der opstår undervejs. Han følger tegnelysten og lader billedet udvikle sig, uden at alt er bestemt på forhånd. Det giver plads til det uventede, som også bliver en del af oplevelsen for os, der står foran værkerne. Du ved aldrig helt, hvor et billede begynder, eller hvor det ender.
Uendelighed og farver
Blikket bevæger sig videre, og der er hele tiden noget, som lokker det i en ny retning. Selv rammen synes ikke at sætte en grænse for det, der udfolder sig. Det er, som om motiverne fortsætter et sted uden for vores synsfelt. Denne fornemmelse af uendelighed giver billederne en særlig tiltrækningskraft. Man kan blive ved med at gå på opdagelse uden at føle, at man har set det hele. Hos Morten Schelde får det grænseløse plads, og øjet får lov til at vandre.
Hans fantastiske farvevalg gør billederne både varierede og nuancerede. Han tager hele farvespektret i brug og bevæger sig fra det optimistiske, lyriske og sprælske over i det mørke og gådefulde. Farverne er med til at skabe de stemninger, som får hans billedverden til at veksle mellem det indbydende og det foruroligende. Her mærker man en kunstner, som har fundet sin rette plads, og som samtidig bliver ved med at overraske.

Morten Schelde, Ocean of Time, kobbertryk, 50×35 cm cm, 2020, udgivet af Printers Proof
Plakaterne i den store sal
I museets store sal hænger en række plakater, der viser en helt anden side af ham. Her er stregen så enkel, at man næsten ikke skulle tro, at det var samme kunstner. Det er en overraskende anden måde at udtrykke sig på og endnu et eksempel på, hvor bredt han spænder.
Alt i alt er Morten Schelde en vidunderlig kunstner, hvis værker man får lyst til at fordybe sig i. Kastrupgårdsamlingen kan være stolt af at vise et så stort og bredt udsnit af hans kunst. En meget seværdig udstilling. Det er ingen hemmelighed, at Scheldes billeder vækker min begejstring.
Morten Schelde er født i 1972 og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2001. Han har udstillet i både ind- og udland og var blandt de ti danske samtidskunstnere, der udsmykkede Frederik VIII's Palæ på Amalienborg i 2010.

Night Ships – Morten Schelde på Kastrupgårdsamlingen
Night Ships – Morten Schelde på Kastrupgårdsamlingen. Kastrupgårdsamlingen, Kastrupvej 399, DK-2770 Kastrup. Udstillingen kan opleves til og med 31. januar 2027. Der er fri entré for KULTURINFORMATIONs læsere.
KASTRUPGÅRDSAMLINGEN | anmeldelse: Night Ships – Morten Schelde – besøg udstillingen
LÆS OGSÅ:
KASTRUPGÅRDSAMLINGEN: Ingemann Andersen
Det halve menneske – Eistrup på papiret
Kastrupgårdsamlingen: DET MALERISKE I KOBBERTRYKKET
Kastrupgårdsamlingen: MED TRYK PÅ HuskMitNavn
KASTRUPGÅRDSAMLINGEN | anmeldelse: Night Ships – Morten Schelde er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
