Film

FÆDRE & MØDRE – en anmeldelse

FÆDRE & MØDRE – en anmeldelse

 

 

 

FÆDRE & MØDRE - en anmeldelse

Foto: Søren Kirkegaard

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

Hannah, Ida Skelbæk-Knudsen skifter skole for fjerde gang og hendes forældre, Ulrik, Jacob Hauberg Lohmann og Piv, Katrine Greis-Rosenthal, er indstillet på at denne gang skal det være det rigtige valg for Hannah.

Et righoldigt persongalleri

6 B`s forældregruppe har været sammen i mange år, på godt og ondt. Alt kan og skal bruges i det hellige fællesskabs navn. Der skal arrangeres hytteture, forældrefester osv. Vi møder hele persongalleriet af typer, som vi alle kender fra forskellige sammenhænge. Hende man ikke kan komme uden om, for hun bager altid kagerne, kværulanten, brokkehovedet, den politisk korrekte, den udglattende, dyreforkæmperen, den friske, den sjove, den stille, den pinlige, tøffelhelten, snobben, verdensmanden, den praktiske, den anstrengende, organisatoren, den bedre vidende, de er der alle sammen.

 

 

 

 

 

 

FÆDRE & MØDRE - en anmeldelse

Foto: Søren Kirkegaard

 

 

 

 

Med andre ord, det kan være vanskeligt som nyt forældrepar at blive en del af denne sammentømrede gruppe, hvor det er samværet de voksne imellem, der for det meste er vigtigere end fokus på børnene. Alle har i årenes løb spillet deres roller, uden nogen har gjort oprør. Det er aldrig lykkedes bare med en lille batalje, selvom der har været optræk ind imellem, for ovenover dem alle er rektor, Adrian, Lars Brygmann, som alle frygter, fordi skolen er eftertragtet og han har dermed magten. Hvad gør man ikke for at ens børn skal have det bedste!

Persongalleriet udfordres

Filmen er dynamisk med et godt tempo. Man lærer personerne at kende på kort tid og opdager hurtigt at tingene ikke er så strømlinede og glatte, som først antaget. Ulrik og Pivs ilddåb bliver at være med på en hyttetur, hvor det er forældrene der er tovholdere. Den hyggelige hyttetur udvikler sig til et sandt mareridt.

 

 

 

FÆDRE & MØDRE - en anmeldelse

Foto: Søren Kirkegaard

 

 

 

Alle prøver at holde på formerne, men det bliver mere og mere vanskeligt, efterhånden som sprutten hældes indenbords. De voksne viser sider af sig selv, de knapt selv kan genkende. Det er morsomt skruet sammen og vi kender alle de pinlige og nogle gange ufrivilligt komiske situationer vi kommer i, når tingene tilspidses. Men der er en bagside af medaljen, det er der altid. Den kan opdages, blive set, man kan blive konfronteret med den, man kan også vælge at ignorere den og så er den (måske) glemt. Alt fortsætter som før, eller gør det?

Et topcast

Det er et topcastet stjernehold, Paprika Steen har samlet. Blot for at nævne nogle af de fremragende præstationer, så er Rasmus Bjerg fantastisk som Per, altid glad, praktisk, har overskud, men han trøstespiser. Carsten Bjørnlund, Thorbjørn, ham der skal organisere det hele, lede og fordele og er fællesskabets talerør og selvbestaltet høvding. Amanda Collin, hans kone Julie, der altid flirter, er forstående og bedrevidende. Lis, Merete Mærkedahl, den enlige mor, der altid kommer for sent, er politisk korrekt og ikke kan tåle nogen siger noget om hendes søn. Nikolaj Lie Kaas, Tommy, tøffelhelten, der aldrig siger sin kone Bettina, Line Kruse, imod. Frederik, Martin Greis-Rosenthal, er overklassefyren, der skejer ud og elsker sin fraskilte kone.

 

 

 

 

 

Underholdende film

Foto: Søren Kirkegaard

 

 

 

 

En humoristisk komedie, men alligevel med en lidt alvorlig undertone. Vi kan nok alle genkende en fra persongalleriet i os selv, selvom vi nødigt vil indrømme det. Underholdende film.

 

 

 

 

 

 

 

 

Underholdende film

 

 

 

 

 

 

 

Se trailer til FÆDRE & MØDRE – en anmeldelse her

 

 

FÆDRE & MØDRE. Instruktør: Paprika Steen.
Medvirkende bl.a.: Jacob Hauberg Lohmann, Ida Skelbæk-Knudsen, Katrine Greis-Rosenthal, Carsten Bjørnlund, Amanda Collin, Lise Baastrup, Rasmus Bjerg, Line Kruse Nikolaj Lie Kaas, Mikael Birkkjær, Merete Mærkedahl, Lars Brygmann. Manuskriptforfatter: Jakob Weis

 

 

 

 

FÆDRE & MØDRE – en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION