Litteratur Teater

Jeppe Aakjær – Teatret OPtimis

Teatret OPtimis – Aakjær, ‘Jeg bærer med smil min byrde’

 

Genial historietime

 

 

 

Jeppe Aakjær

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

Teatret OPtimis har denne gang taget Jeppe Aakjær (1866-1930) under den skarpe kniv. På genial vis formidles Danmarkshistorie og lyrik. Høier og Sjølin (begge med fornavnet Allan) leverer en forestilling på halvanden time i det Aakjærske univers.

 

Høier, der er skuespiller og sanger ledsages af Sjølins guitar. I forestillingen møder Jeppe Aakjær, i den tidlige alder af 63 år, ‘Døden – manden med leen’. Døden er ikke til at forhandle med og Aakjær står på hans liste, men digteren og samfundskritikeren får dog lov til at fortælle om sit liv gennem den lyrik, han skabte. Døden er lidt en skidt karl, der gerne vil høre om ‘damer’ og ‘druk’. Men Aakjær disker op med sin livshistorie og kommer omkring de mange klassikere, vi kender så godt. Samtidig hører vi klassikere, vi udmærket kender, men som vi et eller andet sted havde glemt at tilskrive digteren.

Vredens børn og Tyendekommission

Allan Høier mestrer både rollen som Jeppe Aakjær og ‘manden med leen’. Livet på landet under de trange kår beskrives. Vi kommer også i fængsel med digteren (i øvrigt 17 dage), hvor Bibelen gennemlæses. Forfatterskabet gås efter i sømmene, og der berettes om eksempelvis romanen ‘Vredens Børn’ (1904). Der fortælles også om, hvordan forfatteren på Kierkegaards vis ikke bryder sig om kirkens majestætiske bygninger, men mener Guds ord bør formidles i mere beskedne mødesale. At Jeppe Aakjær fik flyttet teltpæle med sin samfundskritik bevises ved, at han var grundstenen for en bedre anvendelse af ‘tyendeloven’ fra 1854. Det bevirkede, at der oprettedes en ‘tyendekommission’ og en ‘landarbejderforening’ – forløbere for vor tids fagforeninger.

Sølvbryllupssang

Den lille by Jenle nord for Skive er centrum for begivenhederne – det var vist også her den senere Ole Lund Kirkegaard huserede med sine talløse børnebøger. Landsbysamfundets positive og negative sider kommer til udtryk gennem lyrikken – vi kender alle ‘Skuld gammel venskab rejn forgo’ eller hvad med ‘sneflokke kommer vrimlende’, ‘Sangen om Jens Vejmand’ eller ‘Stille hjerte’. Og kan nogen af os overhovedet sige, at vi har deltaget i et sølvbryllup, hvor ikke melodien til en af sølvbryllupssangene gik på ‘Jeg er havren’.

 

Cabaret-portrættet leveres veloplagt og forfriskende, og med et glas vin til ganen før forestillingen og i pausen. Det hele sluttes endda af med et ekstra nummer bestående af fællessang.

 

Teatret OPtimis leverer Danmarkshistorie på nærværende vis. Vi har tidligere anmeldt ‘Benny Andersen’, men ensemblet har også Halfdan Rasmussen, Bellmann, Taube, Emma Gad og meget mere på programmet – besøg deres site her. Husk at forestillingen også kan bookes til f.eks. gymnasieklasser. Måske kan Aakjærs litteratur for nutidens elever virke som tørt, gammeldags, utilgængeligt stof. I stedet kan man på under to timer få Teatret OPtimis til at servere legendens liv, forfatterskab og digterskab direkte live.

 

Endelig kan man på diverse musikdelingstjenester tjekke ind på repertoiret og nyde det hjemme i sin stue, på bænken eller på løbeturen rundt om søen.

 

Tegning: Teddy Kristiansen

 

Jeppe Aakjær – Teatret OPtimis er anmeldt af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION