KUNSTEN: Stine Goya x Kunsten
Hvis du kan se det jeg ser
& (Un)real
”Hvis du kan se det jeg ser”: Tove Storchs blændende installation med et maleri af Geoffrey Hendricks’ skyformationer som baggrund. Foto: Niels Fabeæk
✮✮✮✮
'I et stykke tid har Kunsten i Aalborg og Louisiana i Humlebæk været samarbejdspartnere, og det er ikke entydigt kritisabelt på trods af, at spændetrøjen strammer lidt ind imellem ….. '
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Samlinger i nyt lys
En af ethvert kunstmuseums primære opgaver er at udstille egne værker, og kunstmuseet Kunsten i Aalborg har valgt en usædvanlig kuratering i en smuk disponering af moderne kunst fra museets omfattende samling.
Det er modedesigneren Stine Goya, som har leget med Kunstens samling, og bortset fra, at hun besidder et efternavn, der muligvis forpligter, er hun under alle omstændigheder i udstillingen ”Hvis du kan se det jeg ser” gået til opgaven med et forbilledligt engagement, som på ingen måde udvisker hendes professionelle baggrund.
Det er muligt, at det kan synes ukompliceret at udstille et bredt udsnit af værker fra en museumssamling, men netop en samling præget af en vis alsidighed – for nu at sige det mildt – må sætte nogle tankevirksomheder i gang: Hvordan gør vi?
Pink i modsætning til den hvide marmor
Til sagen: Der skal for så vidt skabes en ramme, som kan samle værkerne, så publikum ikke blot bliver præsenteret for et sammensurium af diverse mere eller mindre begavede kunstværker. Goya har modigt valgt pink eller, som min svigermor ville sige, lyserød med henblik på at skabe en form for sammenhæng i tingene.
Grebet er faktisk vellykket. Den bløde og delikate nuance skaber en modsætningsfyldt ramme i Alvar Altos kølige, hvide marmor. Pink kan virke provokerende, og ikke alle værker er lige gode venner med farven, og netop derfor fungerer det – og lyder det mærkeligt, bør man se den energi, som opnås i kollisionen mellem farvetone og kunstværker.
Jeg vil ikke foretage et hav af nedslag blandt de udstillede værker fra Kunstens samling, men dog fremhæve enkelte, som i nogen grad overrumplede mig. Først og fremmest har Morten Søndergaard skabt et helt vidunderligt koncept, hvor marmor spiller helt eventyrligt sammen med bygningens arkitektur.
”(Un)real”: Gerhard Richters striber så at sige ”flyder” på tværs af en 10 meter lang grund af papir monteret på miksede materialer. Foto: Niels Fabæk
”(Un)real”: Ai Weiweis kolossale træstammer er overvældende i deres rustikke form, og de besidder en betydning som kommentarer til Kinas kulturelle historie. Foto: Niels Fabæk
Store værker løfter rummet
Søndergaard er digter, men har i de senere år arbejdet med rumlige enheder i en samklang mellem poesi og visuelle grundidéer. På gulvet er placeret et større antal marmorfliser med diverse iagttagelser indgraveret som ord og sætninger, som kunne optræde i en digtsamling eller blot beskrivelser af hverdagen. Det er mageløst og uendelig smukt, indtil en museumsgæst overser, at gulvet er forskudt i højden i forhold til den oprindelige belægning. Marmor slår igen.
Et ret genialt indslag af Stine Goya består af en gruppe skulpturer, der stilistisk eller i udtryk ikke har synderlige fælles træk. Her opstår der et visuelt moment til akkumulering af undren. Hvorfor nu det? Jamen, det fungerer netop i kraft af, at man her oplever mangfoldigheden i måden, kunstnere gennem tiden har lavet portrætbuster.
Der skal store værker til at løfte et udstillingsrum, når lyset vælter ind fra alle sider og udfordrer den overordnede æstetik i museets sale. Heldigvis findes der endog enormt store værker i samlingen, men alligevel optræder Geoffrey Hendricks store maleri med skyformationer i en sær stedmoderlig rolle i udstillingen.
Der er mere fynd og power i Tove Storchs blændende installation i rummets modsatte ende. Pudsigt nok virker et maleri af førnævnte Hendricks her som baggrund for installationen, og endnu mere besynderligt harmonerer skyformationerne nu i en sekundær rolle langt bedre end i det oprindelige, autonomt fungerende værk.
”Hvis du kan se det jeg ser”: Pink kan virke provokerende, men man bør se den energi, som opnås i kollisionen mellem farvetone og kunstværker. Foto: Niels Fabæk
”Hvis du kan se det jeg ser”: I Morten Søndergaards værk består af marmorfliser med diverse iagttagelser indgraveret som ord og sætninger, som kunne optræde i en digtsamling eller blot beskrivelser af hverdagen. Foto: Niels Fabæk
Koncept vendt på hovedet
I de senere år har Kunsten og kunstmuseet Louisiana kørt et samarbejde, som primært, som jeg ser det, har til formål at give de gode borgere i Nordjylland (Kunsten hed faktisk tidligere Nordjyllands Kunstmuseum) mulighed for at tage nogle betragtninger på det populære museums samling. Jeg har såmænd forståelse for idéen og tanken bag, men jeg bliver desværre også nødt til at udtrykke en lille skepsis i relation til samarbejdet.
Det blev gjort klart, da pressemeddelelserne indløb om samarbejdet Kunsten/Louisiana, at man ikke havde til hensigt at gøre museet i Aalborg til en filial af museet i Humlebæk, og nu spørger jeg undrende og måske også retorisk: Er det ikke det, der er sket?
Bevares! Jeg har stor fornøjelse ved at opleve hovedværker fra Louisianas samling i Aalborg, og netop muligheden for at vise vigtige samtidskunstnere som Ai Weiwei, Gerhard Richter, Andreas Gursky, Wolfgang Tillmans og Tacita Dean under samme paraply i en form for ”Louisianas Greatest Hits” burde vel bringe en halvgammel og godt gennemtæsket kunstanmelder i en form for lykketilstand?
Man kan naturligvis vende hele konceptet på hovedet og påstå, at det er bedre, at værkerne udstilles i Nordjylland, end at de blot samler støv på Louisianas magasiner, men i samme åndedrag: Vejen til Helvede er brolagt med marmorfliser og kompromiser. Alligevel tager jeg et forvirret blik på de præsenterede værker i udstillingen, der har fået titlen ”(Un)real”. Kunsten er såmænd ægte nok, men konceptet måske en anelse fortænkt?
Det litterære fundament
Ganske vist er Ai Weiweis kolossale træstammer overvældende i deres rustikke form, men de besidder faktisk en betydning som vægtige kommentarer til Kinas kulturelle historie, og netop dette aspekt har Ai Weiwei som kinesisk samfundskritiker ofte beskæftiget sig med.
Det er på ingen måde ligegyldig kunst, der vises på ”(Un)real”, men jeg har det faktisk lidt stramt med det litterære fundament. Jeg savner et naturligt flow, som ganske vist findes i et enkeltværk af den altid uforudsigelige tyske mester, Gerhard Richter, i kraft af et værk, hvor et stort antal striber så at sige ”flyder” på tværs af en 10 meter lang grund af papir monteret på miksede materialer. Richter er – næsten – altid vedkommende.
Det samme bør siges om Tacita Deans kraftpræstation af et gigantisk fotogravure-værk i syv dele med titlen ”Quarantania”, der rummer et bibelsk narrativ, da Jesus angiveligt havde et møde med Satan selv på denne lokalitet. Værket fungerer overbevisende selv uden denne fortælling.
Jeg går dog lettere konfus rundt i udstillingen, og kan ikke slippe tanken om, hvordan man har valgt at anrette værkerne fra Louisiana for mig og det øvrige publikum. Som sagt: Princippet om at transportere kunstværker fra Humlebæk til Aalborg er ganske sympatisk; men kan i et længere perspektiv opleves som en spændetrøje, der måske vil stramme lidt ind imellem.
”Hvis du kan se det jeg ser”: Gruppen af skulpturer fungerer netop i kraft af, at man her oplever mangfoldigheden i måden, hvorpå kunstnere gennem tiden har lavet portrætbuster. Foto: Niels Fabæk
Udstillingen ”Hvis du kan se det jeg ser – Stine Goya x Kunsten” kan ses frem til d. 4. januar 2026 og udstillingen ”(Un)real” indtil d. 19. oktober 2025 på Kunsten Museum of Modern Art, Kong Christians Allé 50, Aalborg.
KUNSTEN: Stine Goya x Kunsten – se mere her
Coverfoto: ”(Un)real”: Tacita Deans kraftpræstation af et gigantisk fotogravure-værk i syv dele med titlen ”Quarantania”. Foto: Niels Fabæk
KUNSTEN: Stine Goya x Kunsten er en anmeldelse af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm