LOUISIANA: Bouchra Khalili
A Constellation of Maps and Circles
Foto: Louisiana Museum of Modern Art / Camilla Stephan
✮✮✮✮
' ….. kunstneren har med udgangspunkt i nordafrikanernes migration til eksempelvis Frankrig iscenesat, hvad vi kan kalde en række statements …..'
– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION
Gennem menneskehedens historie, siden Adam og Evas første efterkommere, har vi været dygtige til at gøre livet surt for hinanden – 'Kain var af den onde og slog sin broder ihjel'. Etniske udrensninger, masseudryddelser, racisme og etablering af landegrænser har utvivlsomt gået hånd i hånd med krige, mord, deportationer, slaveri og folkedrab.
Flygtninge, flugtruter og migration er ikke et nyt fænomen, men er dog oppe i tiden kloden rundt. Vi taler efterhånden om en hel industri på området. Menneskehandel, menneskesmugling og des formænd og bagmænd er en del af dagens orden.
Er man født i Danmark, er man heldig, men ikke alle verdensborgere er lige heldige – det ved enhver. Som dansker bør vi dog ikke glemme, at vi alle på sin vis er fremmede, da vi jo selv har oprindelse fra civilisationens vugge i Mellemøsten og vores forfædre vikingerne ikke altid var lige søde. Dertil kommer de mange krige vi på bedste beskub udkæmpede med og mod vores nabolande mod nord, syd, øst og vest.
I nyere tid husker mange 70'ernes (med et pænt, men misvisende ord) 'gæstearbejdere', eller det mere nedsættende 'fremmedarbejdere'. Nye ord og vendinger har fundet vej ind i vores sprog, så som: 'Anden etnisk herkomst end dansk', eller anden/tredje og måske fjerde generations 'indvandrer'.
Nogle er dygtige til at generalisere og siger, at alle fremmede kommer for at nasse, andre er ligeglade og andre igen byder dem velkommen med åbne arme. Debatterne kan blive ensidige og sidetunge.
Bouchra Khalili
Kunstneren eller skal vi skrive 'samfundsdebattøren' Bouchra Khalili, der er aktuel på LOUISIANA lige netop nu, beskæftiger sig med denne problematik og problemstilling. Bouchra Khalili (f.1975) er selv marokkansk-fransk.
Bouchra Khalili har med udgangspunkt i nordafrikanernes migration til eksempelvis Frankrig iscenesat, hvad vi kan kalde en række statements – som anmelder mener jeg ikke, Khalili 'tager stilling' eller er politisk, men hun viser blot et udsnit af verden, som den er for nogle (læs: mange) mennesker.
Cirklen
I udstillingen mødes vi af det, der hedder The Circle. Cirklen er et fænomen, der finder sted i den arabiske verden, hvor 'hakala' er en årtusind gammel fortæller-tradition. Den består i, at man forsamles på gader og stræder og en fortæller beretter om en historie. Vi kender det selv fra Strøget, hvor gademusikanter gør det samme eller 'speakers' corner' med ølkassen osv. Ofte skaber dette en naturlig cirkel.
I Bouchra Khalili The Circle har hun fokus på det faktum, at der i 1970'erne kom mange arbejdere til Frankrig fra Marokko. Fedt for Frankrig med den billige arbejdskraft, men samtidig blev disse arbejdere 'udelukket' som statsborgere og måtte leve en skyggetilværelse uden rettigheder og den slags ting. En teatergruppe dannet af marokkanerne satte fokus på uligheden. Ikke bare med demonstrationer og performances, men man mønstrede sågar en selvudråbt præsidentkandidat, der 'papirløst' og uden stemmeret og statsborgerskab ville være præsident af Frankrig.
Det er det The Circle handler om. En række film om 'fortællingen' bliver vist og vi får indblik i disse menneskers liv som 'statsløse' borgere.
Foto: Louisiana Museum of Modern Art / Camilla Stephan
The Mapping Journey Project
Hvor The Circle er lidt mere i den tunge ende af formidlingen er The Mapping Journey Project mere ligetil. Helt enkelt finder vi i alt 8 storskærme, hvor nutidige migranter fortæller om deres rejse til det mere velstående Europa. Vi ser et kort og hver migrant tegner ruten og beretter om udfordringer på godt og ondt. Vi ser kun hånden, da disse verdensborgere i nogen udstrækning anses for at være 'illegale' eller 'forbudte'.
LOUISIANA og kunstneren har skruet det godt sammen. Man sidder nemlig på en art store taburetter og lige ovenover én er der en højttaler, der passer til storskærmen. Filmene varer mellem et par minutter og helt op til 11 minutter.
Et eksempel er en ung fyr fra Bangladesh. Han har noget italiensk blod i årene og ville for nogle år siden gerne til Italien og arbejde, lære italiensk osv. Skumle bagmænd betales store summer for at skaffe falske papirer og stikker flere gange af med fortjenesten. Han arresteres også flere gange og sendes tilbage til Bangladesh. Han kommer også en hel del gange i fængsel og ender op i Afrika. På rejsen møder han banditter, men også venlige mennesker – blandt andet en fængselsinspektør, der 'tager ham under sine vinger', og lader ham arbejde og opbygge en kapital, der rent faktisk munder ud i, at han kommer til Italien og 'bliver taget godt imod'. Han får sprogkursus i italiensk og arbejder den dag i dag på en bar. Han har planer om at spare penge nok sammen til at rejse hjem til familien i Bangladesh.
The Mapping Journey Project er et værk der fik sin tilblivelse mellem 2008 til 2011. Sæt dig ned og lyt – det gør indtryk.
The Constellations Series
Endelig er det sidste værk The Constellations Series fra 2011. Her ser vi også migrant- og flygtningeruter, men uden et landkort. Ruterne er indtegnet som et stjernekort – for hvem og hvorfor er der landegrænser på jorden? Er jorden, ligesom himmelen og himmellegemerne ikke én samlet enhed? Det er budskabet her, og du kan endda få en smuk plakat med hjem med dette budskab.
Foto: Louisiana Museum of Modern Art / Camilla Stephan
LOUISIANA: Bouchra Khalili er en anderledes udstilling med et vigtigt budskab på mange måder. Udstillingen kan opleves frem til 30. november 2025
Hvis du vil se mere kunst og …. vildskab …. kan du også se Kaari Upson og hendes provokunst på LOUISIANA – læs anmeldelsen her
Endelig må man ikke snyde sig selv for en tur gennem et lille udsnit af museets egne værker, der byder på alt lige fra Kandinsky til Picasso over til Warhol, som kan opleves lige netop nu – udstillingen hedder TIDELINE. Vedrørende Kandinsky meddeler redaktionens ven, forfatteren Asger Schnack, at man skal lægge mærke til, hvem der ejer billedet og som har langtidsdeponeret det i sikre hænder hos Louisiana.
LOUISIANA: Bouchra Khalili – se mere her
LOUISIANA: Bouchra Khalili. Coverfoto: Bouchra Khalili. The Mapping Journey Project, 2008-2011. Video installation, 8 single-channel videos, color, sound, Variable dimensions. Courtesy: La Biennale di Venezia and the artist © Bouchra Khalili. Foto: MZO: Marco Zorzanello
LOUISIANA: Bouchra Khalili er en anmeldelse af chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION