Kunst Rejser

På roadtrip i Toscanas bølgende landskaber

Bentornati in Italia

På roadtrip i Toscanas bølgende landskaber efter Covid-19

 

Hvor heldig kan man lige få lov være? I følgeskab med en vaskeægte og endda Toscansk født italiener, viste Toscana sig fra sin bedste side, trods påbud om masker på alle offentlige steder.

 

Først viser Giuseppe mig sin smukke hjemstavn i de frodige bølgende bakker udenfor Firenze, fyldt m vinranker, kun afbrudt af oliventræer og skov, med prægtige middelalderbyer og borge på enhver bakketop, overalt står de ranke høje cypresser og hilser dig velkommen på majestætisk vis, kun afbrudt af de smukke pinjetræer – i sandhed en rejse for sjæl og sind – og maven ikke at forglemme.

 

Vi kører ture i Chianti området og ser den ene smukke middelalderbyen efter den anden – og naturligvis smager vi på de lokale vine – jeg har jo en vaskeægte conneseur ved hånden. Det bliver ikke bedre!

Agriturismo

Og så går turen mod Val d’Orcia, kun et par timers kørsel fra Firenze og landskabet forandres totalt – her bliver bakkerne endnu blødere og flere, om muligt endnu smukkere og organiske I formen og jorden skifter farve, der er fyldt med ler og mineraler så øjet konstant overraskes af de foranderlige smukke nuancer. Foran de grønne vinranker står roser og blomster, for her på egnen ved man hvordan man holder kryb fra vinen, ligesom man gjorde i køkkenhaverne I Danmark før I tiden. Kornet på markerne bølger modent I dybgule farver – høsten er i fuld gang. Kursen er sat mod et af Toscanas smukkeste Agriturismo’s – et koncept jeg har prøvet før og kun varmt kan anbefale. Sceneriet er overvældende smukt og vi kører af snoede og støvede små veje op på bakketoppen, til Lucia og ”Terra Pille” . Panorama udsigten giver kuldegysninger, poolen har udsigt til både dal og rådyr, harer og bjerge i det fjerne, og køler en dansker i 32 graders varme.

 

 

Hver dag tager vi på spændende små udflugter, vi spiser på Botte Piena, i Montefollonico, som er en Michelin bestjernet restaurant (hele 2 lige her, in the middle of no where) under åben himmel på et lille umådelig smukt middelalder torv, det bliver ikke mere romantisk! Behøver jeg sige at både maden og den lokale vin smagte fantastisk?

 

Vi besøger også Bagnovignoni, hvor vi finder det romerske riges swimmingpool, og er tilmed så heldige at få bord på La Terazza di Bagno Vignioni, hvor både mad og vin igen er fuldstændig himmelsk under åben stjernehimmel og med månelys I vandet.

 

I Val d’Orcia besøger også det berømte lille kapel Vitaleta under den brændende sol, men det er absolut anstrengelserne værd og på hjemturen besøger vi også et umådelig smukt kloster, St. Antimo I Montalcino. Ikke nok med at klosterhaven dufter vidunderligt af de mange skønne lavendler, men kirken er også bjergtagende smuk, først indgangspartiet med smukke mønstre og dyr hugget ud i sten, og så den prægtige blotlagte bjælke tagkonstruktion og rummets buede form. Den kirke skal bare ses og opleves!

 

 

Vores øjne er ved at falde ud af al den skønhed vi møder i det Toscanske landskab, og jeg kan kun anbefale at køre rundt og udforske- vi havde kun få dage i området der, men kunne snildt have brugt uger!

 

Hjemme igen besøger vi både Pisa med den smukke faldne engle skulptur foran det skæve tårn, Siena med alt dens historie og torvet hvor der stadig arrangeres hestevæddeløb, og kører derefter langs den klipperige og pittoreske kyst ud for Toscana.

Leonardo da Vincis museum

Det er unægteligt en helt speciel oplevelse, et privilegium, at være en af de første turister – her er luft under vingerne og ingen trængsel nogetsteds. Vi kører også til Vinci, igen en vidunderlig køretur kun ca. 35 minutter vest for Firenze. Vi ser Leonardo da Vincis museum og jeg skal lige love for at det er smukt og inspirerende. Den mand var for vild! Han kunne opfinde og konstruere alle maskiner og endda på smukkeste vis. Det kan godt være at hans opfindsomme flyvemaskiner ikke fløj, men wow de er smukke og fantastisk håndværk. Tænk at han skrev spejlvendt på sine tegninger, var det mon for at holde på sine hemmeligheder…? En ting er sikker, den mand havde en hjerne som vi hverken før eller siden har set mange til. Og selvfølgelig har museet til huse i den smukke middelalderby hvor han studerede, nemlig i selve tårnet og man skulle da være et skarn hvis man ikke også efterfølgende sætter sig under blåregn i gården udenfor og får en Aperol Spritz. Igen panoramaudsigt så langt øjet rækker….

 

 

Jeg håber at have givet dig appetit på Italien, ikke mindst på mit elskede Toscana. Som denne gang blev udvidet så smukt af min kyndige og lokalfødte ledsager, Giuseppe.

 

I skrivende stund, afsluttes mit besøg i Firenze, byen med den blide akustik, omgivet af bakker og kun brudt af den smukke brede Arnoflod – det er her i dette land mit hjerte og min sjæl bor, og gensynet er mere en glædeligt.

 

Det er intet under at danskere gennem tiden, således også Thorvaldsen, tog på dannelsesrejse til Italien. Hvor ellers kan man finde så meget inspiration i arkitektur, kunst, kultur og omgivelser? Thorvaldsen boede 40år I Rom og vandrede fra Rom, via Siena og Firenze, helt til Milano.

 

Jeg vender hjem med en fortrøstningsfuld stor dunk økologisk olivenolie, de lækreste oste, salamier og skinke – til den våde men dejlige lyse danske sommer, og duften af hybenroser.

 

 

Her ses Ledsageren Giuseppe, Forfatteren & ‘Den faldne engle’ i baggrunden.

Indlægget er skrevet af Sophia Schrøder, KULTURINFORMATION

@sophiaschroederdesign @streetartmyfirenze

https://www.facebook.com/Sophia-Schrøder-art-design