Litteratur

BOGANMELDELSE: Danskere i verden

BOGANMELDELSE: Danskere i verden

 

 

 

BOGANMELDELSE: Danskere i verden

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

‘ ….. enhver er sin egen lykkes smed …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

Siden menneskets oprindelse, har det søgt nye græsgange og eventyr. Det gør sig også gældende for danskerne. I flere århundreder er tusindvis rejst til nye himmelstrøg af mange forskellige grunde. Denne bog er fyldt med historier om danskere, der igennem de sidste 300 hundrede år er draget ud i verden.

 

Vi hører om 59 personer, der på den ene eller anden måde har gjort sig gældende i det store udland. Forfatterne har over en bred kam valgt at fortælle om bemærkelsesværdige danskere der udvandrede til seks kontinenter, indenfor helt forskellige metier, og som har sat et stort dansk fingeraftryk uden for landets grænser. Lige fra filmstjerner og mejerister, til storvildtjægere og nobelpristagere.

Udlængsel

Lysten til at prøve noget nyt og rejse ud i verden, er nok en tanke de fleste af os har flirtet med. Det er dog de færreste der fører den ud i livet. I denne begivenhedsrige bog stifter vi bekendtskab med driftige forretningsfolk, talentfulde forskere, vovehalse, fattige mennesker der fandt et bedre liv langt fra de lysegrønne bøgetræer og mange flere. Fælles for dem alle var/er at de turde forlade den trygge havn. Uanset hvilke kår man kommer fra, vil det altid være et stort skridt at tage, at skulle rejse væk fra familie og venner og måske aldrig vende tilbage.

 

Det er næsten helt umuligt at skulle omtale nogle personer frem for andre, da alle har meget spændende historier. Nogle kender vi i forvejen såsom Karen Blixen, Ole Rømer, Asger Jorn, Carsten Niebuhr, Jørn Utzon og Tycho Brahe.

En forstander, en ølbaron, en mejerist

Anderledes står det til med f.eks. Karen Vel Jeppe, 1878-1935, også kaldet: Det armenske folks moder. Hun bliver forstander for et børnehjem i Armenien og senere tager hun til Syrien og befrier tusindvis af kvindelige armenske flygtninge i fangelejre.

 

Eller hvad med Adam von Bülow, 1840-1923, ølbaron og kaffemillionær, der bliver en af de rigeste mænd i Brasilien og sætter alt over styr.

 

Så er der historien om mejeristen Rasmus Nielsen, der fingerede sin egen død og genopstod i Brasilien som Axel Malm. Han var smørgrosserer og kom i store økonomiske vanskeligheder og bliver meget velhavende i sit nye hjemland.

 

Der er mange forrygende og overraskende fortællinger. Det er ikke alene en underholdende bog, men den også brugbar. Den tager dig med en tur rundt i verden og viser med tydelighed den dynamik og alsidighed vi danskere har.

Eventyret venter forude

Værket er interessant ved, at den har medtaget personer fra flere århundreder, som alle har betydet noget for det land de emigrerede til. Nogle er startet som rene svindlere i Danmark og skabte sig en guldrandet karriere i f.eks. USA. Det kan godt være det stadigvæk bliver betragtet som mulighedernes land, men i dag var mange af de personer der dengang slap ind i landet, aldrig kommet igennem paskontrollen. Digitaliseringen verden over har sat en stopper for det. Bare for 50 år siden kunne mange ting lade sig gøre, som er uladsiggørlige i dag.

 

Eventyret vinkede forude. Det gør det også nu, men det er helt andre præmisser der ligger for. Det hindrer alligevel ikke mange hundrede danskere i hvert år at prøve lykken i udlandet. Et gammelt ordsprog siger: ‘Enhver er sin egen lykkes smed’ – så for mange venter eventyret lige om hjørnet. God rejse.

 

 

 

BOGANMELDELSE: Danskere i verden. Af Mette Buch Jensen sammen med Jeanne Dahl og Anne Blume. Med bidrag af Anders Aamand, Jesper Markward Olsen og Søren Hartmann. Med forord af Stéphanie Surrugue. Udgivet i samarbejde med DR. Udgivet på GADS FORLAG.

 

 

 

 

 

BOGANMELDELSE: Danskere i verden – se mere her

 

 

 

 

 

BOGANMELDELSE: Danskere i verden er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION