SOPHIENHOLM: Det materielle liv
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
✮✮✮✮✮
‘ ……. budskabet er klokkeklart, men pakket ind i eftertænksomhed, nærvær og ikke mindst vid og lune ….’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Sophienholm er altid et besøg værd. Denne lille oase af et museum, formår at skabe udstillinger med et anderledes og interessant indhold. Det gør sig igen gældende med den nye udstilling. Den sætter fokus på vores forbrug af materielle ting set gennem kunsten. Kunstnerne på udstillingen konfronterer os med ting vi omgiver os med, og bruger til meget mere end blot deres praktiske funktion.
En omvendt hyldest til overforbruget
Det er skræmmende så meget vi køber, fordi vi simpelthen mener at det ikke kan undværes. Eller falder for en reklame, hvor et produkt bliver vist, du absolut ikke kan leve uden. Udstillingen er ikke moraliserende, der er ingen løftede pegefingre. Til gengæld bliver vi langsomt ført ind i et synligt overdrevent ressourceforbrug.
Besiddelser er lidelser, siger et gammelt ordsprog. Det er ikke lige det, der kommer frem på nethinden i vores dagligdag. Vi er nødt til at erkende, at vores ublu stigende overforbrug ikke kan fortsætte. På et tidspunkt må vi finde nye veje, ellers drukner vi i affald. Jeg synes trods alt, at vi er fint kørende i Danmark med vores sorteringssystemer, men mange lande er endnu ikke kommet med på vognen.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Vi kan se, at nye tendenser er på vej, specielt i den vestlige verden. F.eks. er mange flyttet til mindre boliger, downsizing, der bliver købt flere elbiler, genbrugsforretningerne blomstrer og mange bytter tøj. Det er en god idé, for en undersøgelse viste at danskerne i gennemsnit går med deres tøj 7 gange! Det må så være nu, at det er tid til at løsrive sig fra forbrugerismen til fordel for de mere åndelige glæder: kærligheden, naturen og kunsten. Men æstetikerne er om nogen optaget af materialer. Og er kunsten ikke selv betaget af det materielle? Hvis kunsten skal være et alternativ til en købekultur, kræver det en samtale om, hvordan vi og kunsten bruger ting til meget mere end deres egentlige funktion.
Det materielle liv
Udstillingen, Det materielle liv, er blevet inspireret af Marguerite Duras’ bog af samme navn. Bogen består af brudstykker af samtaler forfatteren har med sin svigersøn. Dialogen beskæftiger sig både med små og store spørgsmål. Der er mange strøtanker og der bliver fortolket på mange forskellige temaer. Det er netop det Sophienholm gør, når de udstiller værker af billedkunstnere, fra forskellige tidsperioder, som brudstykker af den samtale, vi gerne vil åbne om forholdet til det materielle liv. Til ting. Kunsten er en vigtig stemme i denne aktuelle samtale, netop fordi den er dobbeltsidet: som en symbolik med et budskab, men samtidig som materiale i sig selv.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Det slår hårdt når Frederik Nystrup-Larsen og Oliver Sundqvists realistisk store og på samme tid monstrøse værk: ‘I shop therefore I am’, kommer helt tæt på. Stillet op i et næsten for lille rum, så du næsten må mase dig forbi værket. Figurerne bærer ting væk, som var de tyve om natten. Fjernsyn og andre ting bliver slæbt væk. Hvorfor? Fordi vores havementalitet er blevet så fremherskende, at vi ikke ser på tingene som brugsgenstande, men som en slags trofæer. Det skal for alt i verden have en personlig værdi og så er det ligegyldigt om det har en brugsværdi. Til gengæld mister tingene deres værdi når du dør. Er der nogen der vil have dem? Eller var de fleste af dem for personlige?
StylteSMØLFEN mangler
Julian Juhlin har produceret et nyt videoværk: ‘Collect’. Det handler om at samle, samlerens besættelse eller trang, til lige at få det sidste næsten umulige objekt med ind i samlingen. Julians værk handler om, at Ole kun mangler ÉN lille smølfeagtig figur før han synes, at hans mere end 5000 tings store samling er intakt. Eller drejer det sig i virkeligheden om noget helt andet? Er samlermani en sygelig trang til at eje noget og helst meget af det, eller er det for at bevare tingene, læs kunsten, som noget vi kan glæde os over, beskytte, behandle med respekt? Det vil så netop være det modsatte af en forbrugskultur.
KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Alvorlig humor
Det er en udstilling med et alvorligt budskab, hvor humoren er bevaret. Det er fremragende kunstnere med vidt differentierede budskaber på, hvad forbrug er for det enkelte individ. Belønningskulturen er også nævnt. Vi kender alle den glæde det kan være at få en total ligegyldig papirroset i præmie, fordi hunden vandt en pris for bedste hund i konkurrencen. Den bliver gemt, fordi den har en symbolsk værdi på at eje en skat, noget værdifuldt. Noget der ikke har værdimæssig betydning, men trigger vores trang til at vise omgivelserne, at vi positionerer os i forhold til andre, ved udad til at vise, at vi måske kan lidt mere eller er mere vigtig og relevant end ”de andre”.
Jeg har lyst til at fortælle om samtlige værker, som alle bidrager med væsentlige budskaber, på hver sin måde, men det vil være synd at tage oplevelsen fra jer som gæster. Sophienholm har endnu engang formået at sætte en udstilling op, hvor budskabet er klokkeklart, men pakket ind i eftertænksomhed, nærvær og ikke mindst vid og lune. Hvis man synes at der mangler lidt åndelig føde for ørene, er der på gangene lagt hovedtelefoner, med brudstykker af poesi. Alt fra Oehlenschläger til den amerikanske samtidsdigter Juliana Spar. Tag på en dejlig udflugt til Sophienholm, gå en lang tur langs søen, tag et smut på museum og afslut med et besøg på den hyggelige café. Er det ikke det man vil kalde en totaloplevelse?
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
SOPHIENHOLM: Det materielle liv. Udstillende kunstnere: Nina Saunders, Frederik Nystrup-Larsen og Oliver Sundqvist, Julian Juhlin, Kaspar Bonnèn, Ulrik Crone, Jakob Kolding, Rose Eken, P.C. Skovgaard, Elisabeth Jerichau Baumann og C.W. Eckersberg m.fl. Udstillingen slutter 24. januar 2024.
SOPHIENHOLM: Det materielle liv – se mere her
SOPHIENHOLM: Det materielle liv er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm