Filmanmeldelse: LÆRERVÆRELSET
© Miracle Film
✮✮✮✮✮
‘ ….. noget om vanskelige beslutninger, dilemmaer, medfølelse og hvad et psykisk pres kan udvirke ….’
– G. Boeholt, KULTURINFORMATION
Filmen LÆRERVÆRELSET er instrueret af Ilker Çatak. Co-manuskriptforfatter er Johannes Duncker. Filmen er bygget over nogle personlige oplevelser, de to har haft under deres egen skoletid. Leonie Benesch (kendt fra Babylon Berlin og Persiske lektioner) spiller hovedrollen som Carla Nowak (29 år). LÆRERVÆRELSET foregår i Tyskland på en folkeskole og et lærerværelse samt i en syvende klasse i nutiden. Filmen har vundet 5 tyske filmpriser og er Tysklands officielle Oscar-bidrag 2024.
Plot
Carla er en ung lærer på en tysk folkeskole, hvor der foregår nogle tyverier. En tyrkisk dreng i klassen Ali anklages, da en af klasserepræsentanterne mere eller mindre tilfældigt udpeger ham. Ali har mistænkeligt mange penge i sin pung, så forældrene bliver tilkaldt. Det viser sig, at forældrene har foræret ham pengene, da Ali skulle købe et videospil til sin fætter i gave. Men hvem står så for tyverierne? Carla sætter en test op, hvor hun filmer med kameraet på sin computer. Det viser sig, at tyveriet bliver begået af en med en markant bluse, som kun skolesekretæren har på. Men hun benægter alt kendskab til tyveriet. Hun får pålagt orlov fra skolen.
© Miracle Film
Men så kører sagen. Skal tyveriet meldes til politiet? Det er ikke tilladt at optage på computeren, som Carla har gjort, så optagelserne kan slet ikke anvendes, tværtimod kan Nowak få problemer af det. Skolesekretærens søn Oskar går i Carlas klasse og er en overordentligt kvik elev. Han kommer under et stort pres, nu moderen er anklaget for tyveri og reagerer på det. Det hele får nogle voldsomme konsekvenser og kommer lidt ud af proportioner.
Skuespillet
Leonie Benesch viser sig som den følsomme, tvivlende, lidt vaklende lærer, der ikke ønsker at bringe nogen uretfærdigt i fedtefadet. Hun er den engagerede lærer, der forsøger at etablere et tillidsforhold til børnene og ikke ønsker at tvinge nogen. Hun vil gerne møde børnene i øjenhøjde. Hun forsøger at lære børnene om noget er et bevis eller en påstand. Hvordan beviser man noget? En fin præstation af Benesch.
Vi hører slet ikke noget til Carla Nowaks privatliv i LÆRERVÆRELSET. Ser kun, at Carla befinder sig på skolen, så man ved ikke, om hun er gift, har en kat eller hvad der f.eks. har motiveret hende til at blive lærer. Det kunne godt mangle til at tegne et fyldestgørende billede af, hvem Carla Nowak er.
© Miracle Film
Den kvikke dreng Oskar spilles af Leonard Stettnisch og han agerer med sit oprør imod det han og moderen finder uretfærdigt. Han fremstiller fint det pres, der er på ham med mobning og uretfærdig behandling. Han kan ikke styre sig og bliver udadreagerende. Det tryk han befinder sig under kan han ikke bære. Det illustrerer han fint.
Eleverne i filmen er i det hele taget instrueret meget fint og yder gode præstationer som mobbere og oprørere.
Skoleinspektøren er Anne-Kathrin Gummich som Dr. Bettina Böhm. Hun fremviser fint dilemmaet, hvor meget hun skal gøre ud af tyverierne. Hun har en forpligtelse som inspektør til at handle, men hendes beslutninger påvirker andre mennesker negativt.
© Miracle Film
Vurdering
En film, der viser noget om vanskelige beslutninger, dilemmaer, medfølelse og hvad et psykisk pres kan udvirke. En medrivende film.
I LÆRERVÆRELSET genkender vi problematikker, der læner sig op ad film som ‘Bølgen’ og bøger som ‘Zappa’ og måske også ligefrem elementer fra ‘Fluernes Herre’.
© Miracle Film
Filmanmeldelse: LÆRERVÆRELSET – se mere her
Filmanmeldelse: LÆRERVÆRELSET – se trailer her
Filmanmeldelse: LÆRERVÆRELSET er skrevet af G.Boeholt, KULTURINFORMATION