Det Ny Teater: My Fair Lady

En lady på 70, som stadig er ung

✮✮✮✮✮

' ….. My Fair Lady har først og fremmest en solid og vedkommende historie som grundlag, til forskel fra mange nyere musicals, der flyder over med påståede følelser …. '

– M. Bjørk, KULTURINFORMATION

Snestorm var ingen hindring, da Det Ny Teater torsdag havde premiere på musicalen ”My Fair Lady”. Lygterne var røde, publikum med huer og vanter mødte op, og forestillingens cast and crew var absolut oppe på mærkerne. Da forestillingen sluttede, var det bifaldet, der stormede, mens sneen føg gennem Teaterpassagen.

Det var en lady på 70, der optrådte, for det var i 1956, makkerparret Loewe og Lerner havde premiere på deres Bernard Shaw-bearbejdning, med Rex Harrison, Julie Andrews og Stanley Holloway i hovedrollerne. Efter stor succes blev stykket overført til Londons Westend i 1958. Undertegnede er gammel nok til at huske lyset i øjnene på dem, der havde været i London og set det pragtfulde stykke.

Allerede i januar 1960 kom ”My Fair Lady” til København. På det dengang moderne Falkoner Teater så man Mogens Wieth, Oswald Helmuth, Preben Mahrt og Preben Uglebjerg i de mandlige hovedroller, mens rollen som Eliza efter mange forviklinger tilfaldt den uprøvede Gerda Gilboe, der bragede igennem med succes.

Siden er musicalen blevet spillet en del gange i Danmark. Den aktuelle version på Det Ny Teater er opdateret i forhold til opførelsen på Frederiksberg for 65 år siden, sprogligt og på andre måder. Det har den haft godt af. Den danske tekst fra 1960 var af Holger Bech, en talentfuld, skrivende bankmand. Den har holdt godt, men den er siden blevet suppleret af Karen Hoffmann.

Flotte præstationer

I sin tid var Mogens Wieth, på sin egen høflige facon, både nobel og indbildsk som professor Higgins, men Peter Plaugborg giver i dag rollen nogle andre dimensioner. Han er også blind og indbildsk, men på en måde, som gør det lettere at holde af ham. Og på scenen lader han hele sin lange krop illustrere replikkerne på en meget underholdende måde. I hvert fald har man sjældent set en professor springe så meget op i sin sofa, som han gør.

Sofie Topp Christensen synger godt og sikkert i rollen som Eliza. Hun kan vise den kombination af noget skrøbeligt og noget robust, som rollen kræver. I den første del var hun måske lidt overdrevet i sin jargon. Det konstruerede ord ”dajerligt” undrede mig noget, især fordi det blev gentaget mange gange. Har ordet nogen sinde været udtalt på den måde? Men Sofie Topp både spillede og sang flot, både som blomsterpige og som fin dame.

Rollen som skraldemanden Alfred P. Doolittle var som skrædersyet til Tommy Kenter. Han viste sit talent og sin sceneerfaring både i dialogerne og i de store musikalske optrin. Det var forrygende at se ham sammen med ensemblet i ”Med lidt lykke og lidt held” og ”Alfred skal giftes”. Man mærkede, at alle på scenen nød at slå sig løs, og de havde virkelig publikum med sig. Jeg er ikke sikker på, at Oswald Helmuth gjorde det bedre i sin tid.

Både Kim Hammelsvang og Sebastian Harris fungerede fint i deres roller – den første som oberst Pickering og den anden som unge Freddy, den standhaftige tinsoldat uden for døren hos Higgins. Harris gav en velsunget og overbevisende version af slagnummeret ”På den vej, hvor du bor”.

Ikke mindst mærkede man, at publikum påskønnede at se 87-årige Susse Wold som professor Higgins’ mor. Hun gav fint udtryk for moderlig fornuft og autoritet. Man glæder sig virkelig over at se hende aktiv på scenen. Ifølge Dansk film database debuterede Susse Wold netop på Det Ny Teater i 1958. Efter de 68 år må hun kaldes en lady på scenen, og det må være en særlig oplevelse for hende at stå der igen.

Noget for øjet

Opsætningen på Det Ny Teater er flot. De hurtige skift lykkes fint, og især kostumerne bar præg af overskud og stilsikkerhed. Der var masser af bevægelse på scenen og godt koreograferede optrin.

I stykkets begyndelse så man Elizas mor på dødslejet. Det gav en vis forståelsesmæssig baggrund for Elizas ageren som voksen, men at vi skulle se moderen som genfærd flere gange, kunne godt vække undren. Jeg tager hatten af for Martin Lyngbos iscenesættelse af en flot, sammenhængende og medrivende forestilling. Genfærdets optræden må dog, så vidt jeg ved, stå for hans egen regning – jeg mener ikke, det er manet frem af Loewe og Lerner.

Hvorfor er My Fair Lady stadig så ung?

Det er ikke altid i høj kurs at have ”hang til musical” (Tobias Trier). Hvad gør netop denne musical så speciel, at den stadig lever?

My Fair Lady har først og fremmest en solid og vedkommende historie som grundlag, til forskel fra mange nyere musicals, der flyder over med påståede følelser.

Bernard Shaw var en dygtig forfatter og en samfundsdebattør med noget på hjerte. Dertil kommer tekstforfatterens indsats. At Alan Jay Lerner kunne gøre et seriøst teaterstykke til en morsom forestilling med sjove sange, flotte tekster og gode rim uden at tabe det hele på gulvet, er en præstation, man må anerkende ham for.

For ikke at tale om de mange gode melodier. Komponisten Frederick Loewe (Fritz Löwe) er en fascinerende person. Han var født af østrigske forældre i det tyske kejserrige og voksede op som vidunderbarn i en familie af sangere og musikere. Som dreng sad han ved klaveret som repetitør for faren, der blandt andet sang grev Danilo. Kun 13 år gammel, i 1914, var den unge Löwe klaversolist sammen med Berlinerfilharmonikerne. Hans musikalske bagage har altså rummet både Franz Lehar og Franz Liszt. Da han siden kom til USA, fik han som komponist mulighed for at trække på hele sit bagkatalog og vise, at han kunne skrive melodier, der var fængende uden at være banale. Vi synger dem stadig.

Godt til en vinteraften

At vi stadig kan gå ind og se og høre den 70-årige lady, er en gevinst. Tak til de folk, der holder gode, gamle stykker i live. At gå i Det Ny Teater og se forestillingen er ikke en dårlig måde at bruge en vinteraften på. Man vil gå syngende ud i sneen.